Grøn galla

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg
17. februar 527

Der var mange slags mennesker, konstaterede Myrilla, mens hun så rundt i mængden af konverserende adelige. Hun havde aldrig været den store tilhænger af banketter. Helst krøllede hun sammen for sig selv med en god bog. Det blev selvfølgelig også kun sværere med temaet. Grøn havde altid været en af hendes yndlingsfarver, men lige så skønt som det var at kunne trække i sin yndlingskjole i mosgrøn, var det også overvældende at øjet ramte farven grøn lige gyldigt hvor, hun kiggede hen. 

En anelse rastløst rakte hun ud efter sit bæger og tog en tår, mens hun skimmede lokalet for sin tvilling. Han var smuttet et par øjeblikke forinden og hun manglede allerede hans selskab til at gøre aftenen nogenlunde udholdelig.

[Larkin af Stenbjerg]

Der var intet bedre end en god fest. Larkin fandt dog hele farveideen absurd – hvad var pointen også med at fejre at det snart var forår? – så det var noget modvilligt, at han havde iført sig en grøn skjorte i en af de mildere grønne nuancer. Som banketten skred frem og vinen blev drukket, glemte man heldigvis også hele farvetemaet en smule. Aftenen gled forbi uden problemer med dans og samtaler med bekendte. Intet videre spændende fandt sted.
Imens han var ude at danse med en komtesse fra ... et eller andet sted, han havde ikke lige gidet huske det, siden hendes familie ikke var særlig vigtig ... nå, men imens han dansede med det ligegyldige væsen spottede han den åbning, som han havde gået og ventet på i et stykke tid. Junker Marcus forlod sin søster. Godt, det var da også utroligt, som den møgunge kunne hænge på hende. Det var vel ulempen ved tvillinger. Larkin havde mere eller mindre affundet sig med, at han nok var nødt til at være på god fod med dem begge, hvis han ville have held med at ægte Myrilla. Sådan set var det vel alt for meget besvær. Han kunne altid gå efter tøsen fra Drotvig, men terningerne pegede på Myrilla, og de fejlede ham sjældent.
Som musikken stoppede og danserne stoppede for at klappe af orkestreret, undskyldte Larkin sig med et venligt smil og gik tilbage til sin plads. Han sad og nød vinen lidt i selskab med nogle kammerater, imens han diskret holdt øje med, om Marcus kom tilbage til sin søster. Efter et par minutter følte han sig sikker på, at manden nok ville være væk et stykke tid, så han forlod bordet og cirklede rundt i salen for så ’tilfældigt’ at stille sig lidt fra Myrilla. Han stod og iagttog de dansende folk lidt, før han henvendte sig til hende. ”Er De ikke den store danser, nådigfrøken?” spurgte han med et høfligt, ubekymret smil.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det undrede hende, hvor Marcus blev af. Han kendte udmærket til hendes forhold til den slags arrangementer. Men måske.. Han havde godt nævnt noget med, Murray mente, han var for ung til at blive gift. Måske han havde fundet sig en. Med voksende nysgerrighed i blikket strakte Myrilla hals for bedre at kunne danne sig et overblik over lokalet, måske se tvillingen med sin udkårne et sted.

Det gav derfor et sæt i hende, da der pludselig løb en stemme umiddelbart bag hende. Hun havde slet ikke bemærket Hertugen af Stenbjergs ankomst. Med foden bag den anden og hovedet bøjet i dyb respekt kniksede hun for ham. "Deres Højhed hilste hun, før hun igen så op på ham med venligt smil. "Det kan jeg ikke prale af, nej."

[Larkin af Stenbjerg]

Ja, præcis. Højhed. Kan du ikke neje dybere end det der? Gerne kravle lidt rundt på jorden? Larkin grinede svagt. ”Det tænkte jeg nok. Ellers havde De vel nærmest ikke fået lov til at forlade dansegulvet,” bemærkede han med et svagt drillende undertone og kiggede sig så omkring. ”De er ikke sammen med Deres brødre? Undskyld jeg siger det, men nogle gange skulle man tro, at De og mester Marcus hænger sammen ved hoften. At se Dem helt alene er lidt af et særsyn.” Han lagde hovedet lettere spørgende på skrå uden så meget som et øjeblik at miste den venlige mine.
Hun havde et kønt ansigt. Desværre havde hun ingen Gave. Selvfølgelig talte man ofte om, at Gaven blev givet direkte fra Guderne, men tit så man også tegn på, at den gik i arv. Han ville foretrække børn, der havde Gaven ...

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla var meget opmærksom på, hvor længe hun holdt øjenkontakt og kiggede væk. Hun havde i privaten en tendens til at blinke sjældent og på den måde gøre folk utilpas. Derfor kiggede hun også lidt rundt, før hun igen tillod sig at fange hans blik. Det gjorde sig jo ikke sådan at nidstirre en hertug. "Han passer blot på mig" kommenterede hun til hans ord, stadig med et venligt smil på læben. Det var ikke ualmindeligt, at folk fandt det underligt, når et søskendepar selv som voksne tilbragte så megen tid sammen, men de studerede jo også inden for samme felt. Hun håbede dog, at han snart ville komme over høflighederne, så hun ikke skulle holde formen på samme måde og ikke kun skulle besvare hans spørgsmål. Hun ville dog heller ikke fremstå uhøflig.

[Larkin af Stenbjerg]

”Det er vel en broders ansvar,” medgav Larkin med et let smil. Var det alt, hun havde at sige? Noget kunne tyde på, at hun ikke kunne finde ud af at begå sig socialt – danse kunne hun jo åbenbart heller ikke. Ikke så sært at hun studerede, siden hendes kvindelige sider lod til at være mangelfulde. Hun havde selvfølgelig heller ikke formået at finde en mand endnu. Det var vitterligt noget ynkeligt.
Larkin gik op på siden af hende og lod blikket glide over de dansende par igen. ”Jeg havde jo egentlig tænkt mig at byde Dem op til en dans, men det er vist ikke en god ide, hvis De ikke føler Dem så sikker på dansegulvet.” Han trak på skuldrene med et skævt smil. ”Jeg burde nok have forberedt en plan B, men nu hvor De endelig stod alene, gav jeg ikke mig selv tid nok til at komme på den ...” smilet antog en mere undskyldende facon. ”Det må De undskylde.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla vendte sig fra at være drejet med front mod ham til i stedet at stå side om side med Larkin og betragte de dansende par, som de hvirvlede rundt mellem hinanden. Pludselig følte hun sig helt mangelfuld ved ikke at kunne blive budt op til dans. "Afhængigt af, hvor sikker De er på fødderne, kan vi sagtens forsøge os med en dans." Hun sænkede igen respektfuldt blikket. "Jeg beklager meget, at jeg er født uden rytmisk sans." forsøgede hun sig med et skævt smil i hans retning. Efter sin snak med Murray, følte hun sig virkelig meget gammel og ikke den mindste smule hverken attråværdig eller ægteværdig.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin rystede på hovedet ved hendes ord. ”Det skal De ikke bekymre Dem om,” svarede han hende og så eftertænksomt rundt igen. ”Må jeg invitere Dem med ud på terrassen i stedet? Der burde være mere fredeligt, men vi vil stadigvæk være i syne,” tilbød han i stedet. ”Jeg har hørt, at De studerer alkymi i Corus? Det er ikke noget, jeg har stiftet meget bekendtskab med, så det ville være fascinerende, hvis De ville fortælle mig lidt om det.” Han gjorde en gestus over mod terrassedørene, som stod åbne på grund af salens varme. Der var allerede folk derude for at trække luft, så det ville ikke være upassende for dem at være derude. Larkin havde ikke brug for at have unødvendige rygter hængende på sig.

[Myrilla af Stenbjerg]

Mentalt åndede Myrilla lettet op, da hertugen i stedet inviterede hende ud med altanen. Det var en meget bedre ide, der ville ende med mindre ydmygelse for hende selv. Da han spurgte ind til alkymien, var der en lille gnist, der tændtes i hendes blik. Interesserede han sig for alkymi? Var det overhovedet muligt? Hun nikkede afmålt, mens et klædeligt smil indtog hendes læber og den ene hånd lagde sig på hans arm, så de sammen kunne gå derud - som man gjorde det, hvis ikke hun huskede helt forkert fra klosterskolen.

"Tankegangen bag alkymi er, at at alt jordisk stof består af forskellige kombinationer af de samme fire grundelementer: ild, jord, vand og luft" forklarede hun, mens de gik. Da de nåede altanen trak hun ivrigt den klare luft ind. "Det, der er det interessante ved det, er at ved at ændre et stofs sammensætning kan man få stoffet til at ændre sig til noget andet." Hun tippede hovedet en anelse på skrå for at studere hans ansigt, tyde om han forstod.

[Larkin af Stenbjerg]

Alkymien fungerede tydeligvis som en indgangsvinkel, og Larkin måtte indrømme, at det sådan set var noget, han var villig til at snakke om. Da de først var ude på altanen lænede han sig let mod gelænderet og lyttede, som Myrilla forklarede om emnet. ”Så hvordan gør man det?” spurgte han eftertænksomt. ”Naturligvis ved vi jo allerede, at når man opvarmer metaller, kan man i et vist omfang forme dem eller smelte dem om til genstande. Men De taler om fuldstændig at ændre elementet, ikke sandt? For eksempel den klassiske teori om at forvandle sten til guld?” Han krydsede armene, imens han talte, og lod ansigtet glide i mere alvorlige folder, siden emnet trods alt krævede en smule af ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla nikkede, omend en anelse modstræbende. Det overraskede hende, at hertugen havde nogenlunde let ved at følge med. Emnet var jo trods alt ikke for alle og hun trådte ud i det varme aftenvejr på altanen med ham. "Det er på en måde sandt" hendes smil blev skævt "De fleste alkymister studerer kemiske processer kvantitativt. Det er hidtil aldrig lykkedes nogen som sådan at forvandle sten til guld og de, der stadig forsøger bliver lidt betragtet som særlinge." Et glimt spillede i hendes øjne. "Lidt som en femogtyve årig komtesse, der ikke kan danse."

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin nikkede let til forklaringen. ”Hvad er det så I forsøger at gøre, hvis den form for forvandling bliver betragtet som umulig?” spurgte han med hovedet let på skrå. ”De sagde, at det handlede om de fire elementer. Så man ændrer på dem i en ting og skaber noget andet? Men hvordan?” Måske var det kun godt, at man ikke kunne lave sten til guld. Det ville uden tvivl ødelægge landet økonomi ... Han grinede svagt ved Myrillas næste bemærkning. Hun lod til trods alt at være i stand til at føre en samtale, når det blot handlede om hendes studier og var med en mere uformel stemning. ”Særlinge? Man kunne vel også kalde det unikt?” foreslog han med et drillende blink. ”Så lyder det i mindste ikke så skidt. Hvem ved, måske kunne De endda ændre moden, så det blev populært ikke at kunne danse ... men det kan nok ikke klares med alkymi.”

[Myrilla af Stenbjerg]

"Det har man endnu ikke fundet ud af." måtte hun en anelse skuffet indrømme. Selvom der var flere, der havde forsøgt og dedikeret hele livet til det. "Det hele bliver holdt sammen af guderne, magien og ånden." Et strejf af noget drømmende gled over hendes ansigt, før det forsvandt igen. "For nu har man godtaget at den kraft stadig ligger hos guderne." Myrilla smilede af komplimentet. Han var nu ikke så slem, som man kunne gå og tro om hertuger. Måske han generelt ikke var helt så slem og ugift var han jo stadig. Et vurderende, stjålent blik søgte over ham, før det igen vendte tilbage til hans ansigt. "Nej, det er nok også en magt, der hører guderne til." Hun klukkede lidt.

[Larkin af Stenbjerg]

Hvor skuffende. Nu havde han lige set frem til at høre nærmere om det. Larkin smilede skævt til kvinden. ”Det lyder som om, at De er dedikeret til at finde svar i et vanskeligt studie,” vurderede han og undlod at påpege, at hun sikkert spildte sin tid. Man vidste jo aldrig, om en eller anden pludselig fik et gennembrud. ”Ja, det er selvfølgelig sandt. Der findes også magikere, der i stand til at ændre formen på sig selv eller på andre ting, men det sker ikke altid uden konsekvenser. Måske De skulle prøve at blande magi og alkymi? Studere hvordan magikere formår at ændre tings form?” foreslog han venligt. Det var sikkert begrænset, hvad man ville kunne finde ud af i den sammenhæng. Hendes næste vurdering fik ham til at le igen. ”Modsat elementer er det ikke kun i Gudernes magt at ændre folks holdninger og samfundets tendenser. De skal huske på, at De er søster til en hertug og kusine til kronprinsen. Deres mening vejer betydeligt i disse lag, hvis De ønsker at ytre den. Jeg er sikker på, at De ville kunne ændre ting, De er utilfreds med – måske ikke alt eller i en voldsom grad, men lidt er vel også et stykke af vejen?” Han så afventende på hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla smilede tilfredst. Det glædede hende usigeligt, at hun for en gangs skyld kunne tale om noget, der interesserede hende, selvom hun ikke nødvendigvis var sammen med Marcus - der for resten var langt væk fra hendes tanker i hertugens selskab. "Det er et flydende felt, Deres Højhed." svarede hun med et træk på skuldrene, "Der går ikke et øjeblik uden at ting forandres."

Hun smilede, da hun formåede at få en latter over hans læber. Måske hun heller ikke var helt så kedsommeligt selskab endda? "Det kan De måske have ret i" medgav hun ham tankefuldt. Sådan havde hun aldrig set på det før. Smilet voksede en anelse, da hun så på ham igen.