Elsk min knækkede glorie

[Julietta af Dunlath]

Roland af Linden
17. februar 527

Ødelagt, knækket og flosset i hjerte, sind og sjæl løb Julia fra Dunlath-lejren og til Linden-lejren uden at bekymre sig om nysgerrigt stirrende blikke eller rygter. Adrian havde taget hendes hjerte og revet det i tusind stykker og hendes arme var tæt slynget om hendes spinkle skikkelse i den store, grønne kjole, som for at holde sig fra rent fysisk at gå i opløsning. 

Tårerne slørede hendes blik og det gik derfor ikke op for hende, at der rent faktisk stod et menneske på hendes vej, som hun få sekunder efter tumlede hovedkulds ind i. Fortvivlet så hun op, udelukkende for at se sin storebrors ansigt og der faldt hun for alvor fra hinanden. Tårerne trillede ned over de porcelænsblege kinder, mens hun trykkede sig ind mod sin brors solide figur under hikstende hulken.

[Roland af Linden]

Roland var roligt på vej tilbage til sit telt, efter at have trænet sammen med nogle af de andre riddere. Han gik i sin egen verden, og lagde ikke mærke til omstrejfende komtesser, der græd på deres vej hjem. I hvert fald ikke før, at de pludselig stødte ind i ham, og gjorde det svært for ham at ignorere.

Han løftede hovedet en smule, og så bagefter ned, for at se en ret velkendt manke af blond hår ind mod sin brystkasse. Han behøvede ikke at spørge om, hvorvidt hun græd. Det kunne tydeligt høres på den hulken hun udstødte. Han rynkede panden i et kort øjeblik, ret uvant med situationen. Det havde han ikke lige oplevet før. Men uden at tænke yderligere over det, havde han løftet sin yngste søster op i armene og begyndte at bære hende ind i hans telt. "Vi vil ikke forstyrres," brummede han til en tjener, stod foran det.

[Julietta af Dunlath]

Fortvivlelsen lagde sig tungere i den unge komtesse for hvert sekund, der gik og hun bemærkede det kun svagt, da hendes storebror temmelig effektivt fik halet hende op fra jorden og bar hende ind i sit telt med en kommentar til siden. Ulykkeligt lagde hun sine arme om hans brede nakke og begravede det grådramte ansigt mod hans skulder. Hikstende fik hun alligevel forsøgt at lægge bånd på sig selv og da de var kommet ind i teltet formåede hun at se på Roland. "Jeg er så dum" hulkede hun.

[Roland af Linden]

Han satte sig ned, så snart han kom ind i teltet. Julietta var intet barn længere. Sidst han havde båret på hende, havde hun været under et år. Han gav dog ikke slip på den yngste søster, men placerede hende roligt på sit skød.

Utroligt ude af karakter for ham, strøg han hende blidt over håret. "Fortæl mig så, hvorfor du, en Linden, skulle være dum?" Sagde han og holdt hendes spinkle pigekrop ind til sin egen. De havde tilbragt ganske lidt tid med hinanden, eftersom der var næsten ti år mellem dem, var det uundgåeligt.

[Julietta af Dunlath]

Julia krøb lidt mere sammen på hans skød og følte sig underligt sårbar og hul. Aldrig havde hun forestillet sig, at hun kunne få brændt fingrene så godt og grundigt på kærligheden, på Adrian. Hun rystede på hovedet til broderens spørgsmål, der kun fik hende til at hikste ulykkeligt et par gange mere. "Junker Adrian af Dunlath, han.." Hun tav og gemte sit grådhævede, hikstende ansigt i de små hænder. Aldrig havde hun følt sig så skamfuld og skuffet i hele sit liv og en kraftig trang til at synke i jorden greb hende. Det var så ydmygende!

[Roland af Linden]

Hun behøvede ikke sige mere end navnet Adrian, før en meget vred brummen forlod hans strube. Roland hidsede sig normalt ikke op. Men dette her, som overgik hans familie, og hans forlovede, gjorde ham vred. Meget vred. "Du behøver ikke sige mere," mumlede han i et forsøg på at skjule den blussende vrede, der herskede i hans krop. Men det var umuligt. "Jeg sendte et brev til Ridder Rupert om disse rygter," svarede han lavmælt. "Men jeg er bange for, at han nok kommer til at se sin broder med op til flere blå mærker, når han når frem," det var en trussel han ikke var bleg for at føre ud i livet. Ingen skulle vanære hverken hans søstre eller hans forlovede.

[Julietta af Dunlath]

Munden klappedes straks sammen, da det gik op for Julia, hvor ulmende af tilbageholdt vrede, hendes bror var, men lige nu føltes den fuldt ud berettiget og hun klamrede sig kun tættere ind til ham. Stadigt hikstende og med bævende underlæbe så hun op på ham med store, røde øjne. "Hvad mener du med det, Roland?" spurgte hun forvirret. Det gik alt sammen så hurtigt omkring hende og det var ikke helt nemt at følge med, når hendes hjerte føltes som om det var ved at gå i tusind stykker.

[Roland af Linden]

Han strøg hende endnu en gang over håret, da det gik for ham, hvad han lige havde fortalt Julietta. "Ikke andet end, at denne forbandede junker, ikke skal slippe godt fra at vanære vores familie på den måde," han havde i den grad sørget for at Roland var vred. Ingen skulle lægge en hånd på hverken hans forlovede eller hans eneste uskyldige søster, uden at de slap godt fra det. Og det skulle Adrian nok få love til at smage. "Jeg ved godt, at moder har sendt et brev til baronen. Fortryder du dette?"

[Julietta af Dunlath]

Det beroligede hende en anelse, da Roland igen strøg hende over håret. Deres familie havde aldrig været den mest varme eller kærlige og den lille smule omsorg, da hendes verden endelig krakelerede, var dejlig bekræftende om, at der alligevel lå et familiært bånd mellem dem. Ved hans spørgsmål blev hun dog tvunget til for alvor at overveje noget, hun ikke havde gjort endnu. Hun sukkede lydløst og rankede så ryggen og formåede rent faktisk at se stålfast ud, på trods af den noget ynkelige fremtræden med de hævede øjne. "Nej" hun rystede på hovedet og prøvede at undlade at begynde at græde igen. "Jeg kender godt mit ansvar og en baronsøn er stadig en respektabel ægtemand."

[Roland af Linden]

Han sukkede lydløst, da hun kom med sit nej. Han ville ikke have undret sig, hvis hun helst ikke ville blive gift med sjuften. For han var en ussel sjuft, intet andet. Og at en baronsøn stadigvæk var et respektabelt parti kunne diskuteres. Han var det selv, men han skulle trods alt arve. Det skulle Adrian ikke. Han brummede. "Lov mig, at du ikke længere ses alene med ham, ikke? Jeg bryder mig ikke om, at se dig sådan her," sagde han og strøg hende beroligende over håret. "Måske du skulle få dig nogle veninder her på rundrejsen, i stedet for hele tiden at gå op og ned ad dine søstre?" Han håbede ikke, at hun ville tage hans ord ilde op. Men hun kunne kun have godt af at møde andre unge piger.

[Julietta af Dunlath]

Et par tårer blev blinket væk, da hendes øjne igen blev blanke og hun nikkede, mens hjertet sank ned i maven på hende. Hun havde hermed dømt sig selv til ulykke. Ikke samme ulykke som Helena, der som fireogtyve årig stadig var ugift, men ulykken af at skulle giftes med en, der var ligeglad med hende. Hun huskede dog både sin mors og Helenas ord om, at det var muligt at vække en mand gennem den interesse, han dog havde udvist hende. "Jeg har Eiralys" indvendte hun straks. Eiralys havde været en god veninde siden klosterskolen. Desuden gik hun sjældent op og ned af sine søstre.

[Roland af Linden]

Roland skulle virkelig forhindre sig selv i at himle med øjnene over søsterens svar. Hun havde tilbragt fem år på en klosterskole sammen med næsten halvdelen af de unge kvinder, der befandt sig på rundrejsen, og så havde hun kun en veninde blandt dem? Han rømmede sig lidt. "Jeg tror, at du skal ud og udforske de andre unge komtesser. Måske de kan vise dig, at det ikke er alle ægteskaber der starter godt, men som alligevel kan blive lykkeligt?" Han troede ikke selv på den slags, men sagde det udelukkende kun for Juliettas skyld. "Du kunne tale med Jenessa, Pendrima af Marmist, der er også Vittoria af Tasrid. Hun er da på din alder?" Forslog han. Hvorfor kendte han så mange unge komtesser? "Der er også nådigfrue Ravenna. Jeg ved, at hun ikke selv valgte sin mand," han skød bare navne ud fra hoften, som han vidste, var nogenlunde på Juliettas alder, og som hun burde have kendt på klosterskolen.

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede lidt, mens Roland talte videre. Hun havde godt hørt, at det var ganske normalt ikke altid at falde helt naturligt i hak med sin husbond, og navnede genkendte hun også fra sin tid på Klosterskolen. Ja, hun betragtede da også nogle af dem som sine veninder, men der var forskel på veninder og så det nære forhold, hun havde med Lys. "Det vil jeg gøre, broder." Hun bøjede nakken i respekt, før hun så på ham igen. Tårerne brændte igen i hendes øjenkrog og hun måtte søge tilbage i sin brors favn, da de igen begyndte at pible ned over hendes kinder.

[Roland af Linden]

Han nikkede. Det var vigtigt at skabe sig magtfulde venner, når man ikke selv var særlig højt oppe på rangstigen. Det havde deres mor trods alt fået indprintet hos Roland. "Det vil kun gøre et godt indtryk, hvis du er i stand til at skaffe dig magtfulde bekendtskaber. Har du forsøgt hos andre end lige kvinder?" Det var måske et ømt emne, og det blev kun bekræftet, da Julietta igen søgte trøst hos ham. Han strøg hende over håret igen og igen, ind til han kunne høre, at hendes hulken aftog.

[Julietta af Dunlath]

Julia var helt stoppet med at lytte. Sorgen var vendt tilbage og var som en kraftig flodbølge strømmet ind over hende og havde lagt alt i ruiner. Hun så op på ham og havde mistet interessen fuldstændig for det forhenværende emne. "Jeg var så sikker på, at han elskede mig." klynkede hun fortvivlet, før hun igen begravede hovedet mod hans brystkasse. Hans store hånd over hendes hår var beroligende og hendes åndedrag blev tungere.