Krigsklar komtesse

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath
17. februar 527

Selvom de sidste dage havde været fjerlette og smukke, var det vel næsten en naturlov, at sådan skulle det ikke have lov til at fortsætte. Det var ikke som sådan fordi Julia var dybt interesseret i hofintriger. Selvfølgelig havde hun styr på hvem, der var gift med hvem og hvilke rygter, der florerede. Utroskab, løgne, slåskampe og kærlighed - hofintrigerne var hendes form for eventyr. Desuden kunne man ikke helt undgå det med de søstre, komtessen havde. Det havde derfor ikke været til at undgå, da det pludselig var hendes navn, der lå på folks læber sammen med et medlidende smil.

En time før banketten var en lettere hysterisk Julietta derfor marcheret mod Dunlath-lejren i en åbenbaring af grøn, klar til aftenens banket. Foruden den lysgrønne kjole, var der selvfølgelig også flettet grønne silkebånd ind i det korngule hår. Hendes stemme var noget skinger, da hun ikke langt fra Adrians telt en smule hysterisk bad en tjenestepige finde hende junkeren.

[Adrian af Dunlath]

Adrian var så småt ved at have fået skiftet. Den grønne tunika fik han heldigvis ikke brugt så tit, så den så stadigvæk næste splinterny ud. Han var ved at binde sit bælte om den, da en tjenestepige meddelte Juliettas ankomst. Det undrede ham en smule. Banketten ville begynde snart, så burde hun ikke stadig være ved at gøre sig klar.
Da hun blev vist ind, kunne han dog se, at hun allerede lod til at være færdig. Han vendte sig mod hende med et let smil. ”Julia. Hvad bringer dig herhen på sådan et tidspunkt?” spurgte han, da tjenestepigen var gået. Han bød hende ikke på noget, siden de trods alt ikke kunne tale sammen særlig længe.

[Julietta af Dunlath]

Et var en del hysteri, Julia havde fået bygget op på vej hen til Dunlaths lejr, men ventetiden gav hende mulighed for at falde lidt til ro igen og da hun endelig blev vist ind til Adrian, følte hun sig nærmest helt tom. Hun ventede til tjenestepigen havde forladt dem og foldede så armene under de små bryster i en anklagende position.

"Mariette af Josdirk?" mumlede hun lavt uden at rykke sig hverken væk fra ham eller mod ham. Hun følte sig snydt, fanget og underligt bundet. Moderen havde uden tvivl allerede sendt brevet afsted til Adrians far. "Jenessa af Jesla?" Hendes arme faldt ned langs siden og hendes hænder knyttedes. Ikke fordi hun ville kunne stille noget op med sine latterligt små, ineffektive hænder. "Min brors forlovede?" Semmen blev igen skinger.

[Adrian af Dunlath]

Adrian forventede egentlig, at hun ville kom hen til ham, men hun blev stående. Han begyndte derfor at gå hen til hende, indtil hun begyndte at tale. ”Mariette af Josdirk?” gentog han, lettere forvirret. Derefter kom der et nyt navn frem. Jenessa? Han rynkede lidt på panden. ”Hvad med dem?” Det var ikke rigtig faldet ham ind, at nogen ville starte rygter om ham og dem – mest fordi det var helt andre komtesser, man i så fald burde sladre om. Det var nærmere der hans bekymringer lå. ”Så hun var forlovet,” konkluderede han, halvt for sig selv, med tanke om samtalen med Jenessa. Komtessen havde aldrig be- eller afkræftet noget på det punkt. ”Du må give mine lykønskninger til din bror. Hun virker til at være en god kvinde,” sagde han så med et let smil og ignorerede ellers den skingre tone i Juliettas stemme.

[Julietta af Dunlath]

Julias kropsholdning blev på ingen måde mere afslappet ved synet af Adrians forvirring. Det var sikkert bare endnu et spil for galleriet, ligesom han alligevel havde formået at få lokket hende i sin favn, selvom hun havde fået et godt indblik i hans dameglade attitude ved deres første møde. Alligevel havde hun troet, han var anderledes. "Alle taler om, at jeg bare er endnu et hul i din rem." mumlede hun og så ned i jorden. Hendes øjne var blevet blanke bare ved tanken om det og hun ville ikke tillade ham at se den virkning, de ondsindede rygter havde på hende.

[Adrian af Dunlath]

Da hun slog blikket mod jorden, gik Adrian hen til hende. ”Julia,” sagde han lige så stille med et blidt smil malet over læberne. Forsigtigt rakte han op og strøg hendes kind. ”Du er ikke noget så simpelt som et hul i rem. Det er du alt for bedårende til,” slog han fast, før han trak sig væk for at gå over og finde et par andre støvler. Dem han havde på var til hverdagsbrug. ”Men vi har allerede talt om dette, ikke sandt? Da vi sad under stjernerne. Jeg har mange folk, jeg holder af og ønsker at være sammen med. Du er en af disse vigtige personer,” fortsatte han så. Det var vel kun naturligt, at hun havde ledt sine tanker på afveje og ignoreret deres første møde og alt, hvad det burde have fortalt hende.

[Julietta af Dunlath]

Julia havde stadig blikket fast rettet mod gulvet. Den korte berøring fra Adrians hånd havde efterladt hendes kind i flammer og tårerne brændte i hendes øjenkrog. Hans ord overraskede hende dog og hun så op, en smule stødt over den ganske åbenlyse indrømmelse fra hans side. Forbløffet betragtede hun ham, gennem hastige blink med øjnene for at kunne få tårerne til at blive inde. "Så.. Jeg er virkelig bare endnu en?" En skærende smerte gik gennem hendes bryst og den ene af de små hænder søgte straks op for at lægge sig over stedet for smerten i hendes indre.

[Adrian af Dunlath]

Adrian satte sig på kanten af sin seng og skiftede støvler, imens Julietta så småt nåede frem til sandheden af sig selv. Efter at have fået støvlerne på skubbede han sig på benene igen og trak let på skuldrene. ”Sådan ser jeg det ikke. Det får det til at lyde som om, at jeg ikke synes om dig,” svarede han. ”Jeg indleder kun forhold med folk, som jeg har en interesse for. For mig er du ikke ’endnu en’, du er ’en’.” At han så havde mange ’en’ på samme tid var en anden side af sagen. Han værdsatte jo dem alle, ellers ville han da ikke gide bruge tid på dem! Han sukkede svagt. ”Jeg troede, at du allerede havde accepteret det.”

[Julietta af Dunlath]

Ikke bare var hun blot endnu en i rækken, på trods af hans forfejlede forsøg på at udglatte det faktum, han var også så fuldkommen ligeglad med hende, at han blot sad og skiftede støvler som var det enhver anden kedsommelig samtale, der bare skulle overstås. Hendes hjerte brast og røde pletter blomstrede frem på hendes kinder, hals og kraveben som altid, når hun blev oprørt. Tårerne pressede og der var ikke lang tid igen, før hun måtte give efter. Uden at vide, hvad hun skulle sige, snurrede hun rundt på hælen og marcherede ud af teltet.

[Adrian af Dunlath]

Hvorfor var det at alle stormede ud af hans telt for tiden?! Hm, svaret var måske lidt for åbenlyst til at Adrian ville grave i det. Han skyndte sig dog efter Julietta og stoppede hende lidt udenfor teltet. ”Julia, det var ikke min mening at gøre dig så oprørt.” Han gjorde et forsigtigt forsøg på at lede hende tilbage i teltet, så det ikke behøvede udvikle sig til en større en scene foran et publikum. ”Jeg troede, at du vidste det ... vær nu sød ikke at græde ...”

[Julietta af Dunlath]

Efter hans ligeglade attitude havde Julia bestemt ikke forventet, at Adrian ville følge efter hende ud af teltet og hale hende tilbage. Hun nåede dog ikke mere end et par skridt ind i teltet, før hun slog hans hånd væk. "Hvordan kunne du tro det, Adrian?" spurgte hun fortvivlet og så på ham med ulykken malet i sit alt for unge ansigt. "Det var mit første kys og samtidig deflorerer du piger som mig på stribe?" Tårerne trillede ned over hendes dukkedefine ansigt. "Hvordan kan du gøre det?"

[Adrian af Dunlath]

Åh nej, hun var begyndt at græde – sådan rigtig gærde. Panikken bredte sig hurtigt i Adrian, imens han forsøgte at finde ud af, hvordan han kunne muntre hende op uden at skulle give alverdens absurde løfter. ”Jamen, jeg sagde det jo til dig, kære Julia,” gentog han sig selv. Han havde sagt til hende, at han afskyede ægteskab, og hun havde jo set ham med den anden komtesse. Hvordan kunne det komme sådan bag på hende?! ”Jeg gør det ikke for at gøre dig ked af det, Julia,” han havde mest lyst til at tage hende i sine arme og stryge hende over håret, men hun ville nok skubbe ham væk i øjeblikket. I stedet måtte han blot stå foran hende og forsøge at stoppe sig selv fra at røre hende. ”Det er bare ... jeg ønsker ikke at binde mig til én person. Jeg har måske ikke været hos Mariette eller Jenessa, men det er sandt, at du ikke er den eneste, jeg ser. Men det betyder ikke, at jeg ikke holder af dig. Jeg elsker at tilbringe tid med dig. Du er altid et lyspunkt i min ellers kedelige dag.”

[Julietta af Dunlath]

Selvom Adrian nu havde ret i, at han ganske rigtigt havde informeret hende på forhånd, hjalp det ikke mod smerten i Julias blødende hjerte. Hun hævede en meget petit hånd som en advarsel om, at han bestemt ikke skulle bryde sig om at komme hende for nær, hvis ikke han ville have en mere fysisk respons fra hendes små håndflader. "Hvis det var sandt, ville du ikke kaste den skam over mig og min familie" indvendte hun bebrejdende, mens tårerne fortsat trillede ned over de glødende kinder. "Hvis ikke, det var fordi vi.. Jeg allerede.." Hun tav. Det bragte uheld at tale om den slags ting, før de var officielle. "Du vanærer mig." gentog hun, ude af stand til at forstå, hvordan det hele pludseligt var blevet så rodet.

[Adrian af Dunlath]

Hun var dybt ulykkelig. Adrian sukkede svagt og sank på knæ foran hende for at fange hendes blik, siden hun ikke ville se op. ”Det var bestemt aldrig min mening, Julia,” sagde han stille. Han skulle have vidst bedre end at starte noget med en så uerfaren pige. Han havde bare troet, at det ville gå så længe de ikke delte seng. Han tog en dyb indånding. ”Du bør ikke se mig mere så. Jeg lover dig, at hvis du holder dig fra mig og aldrig taler til mig igen, vil rygterne om dig snart dø ud. Folk vil glemme det hele, og du har intet at skamme dig over. Du er stadigvæk ren, så du vil ikke bringes i vanære ved dit bryllup,” sagde han roligt. Han brød sig ikke om at stoppe med at se hende. Uanset hvad kunne han godt lide at tilbringe tid med hende. Men hun var tydeligvis ikke klar til et forhold som dette. Adrian rejste sig op igen. ”Hvis nogen spørger mig, skal jeg også nok benægte at have rørt dig. Jeg ved, at det ikke er, hvad du ønsker, men jeg kan ikke give dig det, som du havde håbet sådan på ...”

[Julietta af Dunlath]

Hele situationens kaotiske form havde afholdt Julia fra at tænke frem. Det hele var for overvældende og det kom derfor som endnu en overraskelse, da han bare sådan uden videre gav afkald på det, de havde sammen. Det, hun havde følt. Sorte pletter dansede for hendes øjne. Skulle hun nu også til at besvime? En anelse rundt på gulvet vaklede hun et par skridt tilbage og sank ned i en stol. Hun havde ingen anelse om, hvad hun nu skulle sige. Brevet til baronen af Dunlath var blevet sendt og medmindre hendes mor tog fejl, hvilket hun måtte erkende sjældent skete, stod hun til at skulle giftes med denne mand, der var komplet ligeglad med hende. Det var ikke til at bære. Tårerne trillede nu lystigt ned over hendes kinder, men hun sagde stadig ikke et ord, men så blot på ham med et forpint udtryk.