Søstersnak

[Helena af Linden]

Julietta af Dunlath

16/02 527 M.T.

Helena var kun lykkelig for at have en hviledag. Healerne havde taget sig godt af hendes fod, men hun havde stadig fået besked på ikke at overanstrenge den. Heldigvis havde hun formået at skjule skaden nogenlunde – det blev selvfølgelig også noget lettere efter at healerne havde haft fat i den. For at give den lidt hvile brugte hun netop hviledagen på det. Hun sad i sit og Petrannes telt med en bog, imens hun ventede på, at Julietta kom over til hende. Hun havde bedt en tjenestepige hente lillesøsteren, da hun havde hørt ... ting. Ting som hun nok hellere måtte få vendt med søsteren. På bordet havde hun som altid en kande te stående i tilfælde af selskab. Da hun hørte søsteren gøre sin entré, lagde hun bogen fra sig og rejste sig smilende for at give søsteren et knus. ”Julietta, hvordan har du det?” spurgte hun smilende. Søsteren havde virket i godt humør på det seneste.

[Julietta af Dunlath]

I sin fjerlette sindstilstand havde Julia danset gennem de seneste dage. Både hendes.. møder med moderen og Adrian havde efterladt hende med en håbefuldhed og naiv tilgang til livet, der hørte en syttenårig komtesse til. Det havde derfor undret hende, da Helena pludselig havde sendt en tjenestepige efter hende. Lindenbørnene var ikke just kendt for at have det tætteste søskendebånd og det var med et klædeligt smil på læberne, iført en yndig lysrosa kjole, at Julia gjorde sin entre i Petranne og Helenas telt.

"Søster" hendes stemme var varm og imødekommende, da hun gengældte søsterens knus med et familiært kys på kinden. "Ganske fortrinligt." Julia trak fornøjet på skuldrene og gav Helenas hånd et blidt klem, før hun tog plads på en af stolene i teltet. "Og du?"

[Helena af Linden]

Hun virkede bestemt meget glad. Helena satte sig ned og smilede lidt af søsterens åbenlyse lykke. Julia var selvfølgelig ikke en pessimistisk pige, men hun havde heller ikke virket så glad for at skulle være i nærheden af moder, og det lod også til at have ændret sig lidt på det sidste. ”Jeg har det glimrende,” nikkede hun glad og hældte lidt te op til dem begge. ”Jeg tænkte, at jeg lige ville tale med dig. Jeg har hørt ... ting,” hun rømmede sig en anelse. ”Om dig og en af baronsønnerne fra Dunlath. Adrian?” Hun så afventende på søsteren.

[Julietta af Dunlath]

Juliettas smil voksede til Helenas svar. Selvom hun aldrig havde været synderligt tæt med nogen af sine søskende, glædede det hende stadig, at den ældste søster havde det godt. Især med tanke på, hun allerede var fireogtyve og stadig ikke havde fundet sig en mand. Der var ikke megen tid at løbe på, det var i hvert fald helt sikkert. De tanker blev dog straks glemt, da Adrian blev bragt på banen. En svag rødmen farvede hendes kinder rosa. "Hvad med junker Adrian?" spurgte hun undvigende. Det var ikke altid, Julia lige fik fat i rygterne og det var ikke til at vide, hvilke ondsindede ting, der gik rundt.

[Helena af Linden]

At dømme efter de rødlige kinder lod der til at være tale om mere end blot rygter. Helena rørte lidt i sin te, imens hun overvejede sine ord. Mor havde givet udtryk for at have planer for Julietta, så det var vel muligt, at baronsønnen var blevet udset som et parti til søsteren. I så fald skulle Helena træde varsomt, selv hvis hun var ældre. Hun kunne ikke tillade sig at belære folk, når det kom til forlovelser og ægteskaber. ”Folk siger, at I har været alene sammen adskillige gange. Er det sandt?” spurgte hun roligt med en venlig stemme. ”Jeg er bange for, at der går rygter om, at du er endnu en af hans erobringer.”

[Julietta af Dunlath]

Julia spejlede Helena og begyndte selv at røre i sin te, før hun lagde skeen fra sig og tog koppen i hænderne. Med læberne formet som et fint 'o' fik hun pustet til den, mens den ældre søster snakkede. "Vi har kun været alene sammen to gange, Helena" irettesatte hun hende med et beroligende smil, før hun forsigtigt pustede til teen igen og fortsatte "Jeg tror virkelig, han elsker mig." Hun nåede kun lige at få sagt ordene og mærke varmen brede sig i hende ved lyden af dem, før Helenas ord fik sat skår i hendes glæde. "Hvad siger man?" Hendes stemme gled en oktav op.

[Helena af Linden]

Det var heldigvis ikke meget, beroligede Helena sig selv. Så erklærede Julietta, at hun var sikker på, at Adrian måtte elske hende. Et fortrydende blik gled over hendes øjne. Hun var ikke glad for måske at slå skår i søsterens drømme og håb, men hun var jo nødt til at fortælle hende det ... ”Julia, han ... han har et ry,” startede hun forsigtigt og sippede lidt af teen, før hun fik modet til at fortsætte: ”Et ry for at have omgang med adskillige komtesser. Lige nu florerer der rygter om dig, Rolands forlovede og Mariette af Josdirk ... jeg er bange for, at folk siger, at du blot er endnu en erobring.” Men måske var det slet ikke så slemt? Der var vel en mulighed for, at rygterne intet havde på sig? ”Men det er selvfølgelig bare rygter! Vi kan ikke altid sætte for meget lid til dem,” understregede hun. ”Jeg syntes bare, at du skulle vide det. Du er jo også nødt til at passe på dig selv ...”

[Julietta af Dunlath]

Som Helena fortsatte og uddybede, gled Julias ansigt fra overraskelse og gennem sorg til direkte gru over hele situationen, hun stod i. Nok havde Adrian stået med en anden komtesse i armene første gang, de havde mødt hinanden, men noget var jo sket siden da. Han havde sagt, han kunne lide hende!? Panikken steg i hendes indre og lyste ud gennem øjnene. Deres mor havde jo allerede sat forlovelsen i gang. Nej, det var sikkert bare rygter. Hendes hænder rystede og en dråbe te dryppede ned på bordet, før komtessen blev opmærksom på det og satte koppen fra sig igen. "Men han elsker mig," indvendte hun i vantro rædsel.

[Helena af Linden]

Helena stillede koppen fra sig med en bekymret mine. Hun håbede ikke, at Julietta havde lagt med manden. Hun var så drømmende og langt mere følsom end de andre, det ville utvivlsomt ramme hende hårdere. ”Julia ... har han sagt til dig, at han elsker dig? Eller han givet nogle løfter? Et frieri eller sådan noget?” spurgte hun. Hvem vidste, hvad pigen kunne være blive bildt ind. ”Hvis han har, bør du nok konfrontere ham omkring det og forlange nogle svar. Det er bedre at finde frem til sandheden, tror du ikke?”

[Julietta af Dunlath]

Julia vågnede langsomt op til dåd, da Helena snakkede om løfterne. Godt nok mente alle, at hun var naiv, men helt dum var hun ikke. Hun havde læst en masse bøger og vidste da også noget om kærlighed, selvom det var første gang, hun oplevede det på egen krop. "Han kyssede mig" sagde hun, som om det da ganske selvfølgeligt kom ud på ét. "Og mor har skrevet til Baronen af Dunlath for at få arrangeret et ægteskab." Hun trak vejret hårdt ind gennem næsen for at berolige sig selv igen.

[Helena af Linden]

Helena smilede let. ”Så er lykønskninger vel på sin plads?” sagde hun smilende. Hun tvivlede på, at baronen ville afvise tilbuddet. Dog var hun nødt til at gøre en vigtig detalje klar for sin lillesøster – før pigen blev narret til flere ting. ”Et kys betyder ikke, at han elsker dig, Julia. Alt det betyder er, at du har vækket en interesse i ham. Det kan dog også være et godt udgangspunkt,” hun var ret sikker på, at ingen af Linden-pigerne – måske på nær Julia – ville begynde deres bryllupsnat som jomfruer. Det offer havde tydeligvis gavnet Petranne og Wilina.

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede lidt og fik presset et noget stift smil frem på læberne. Snakken om rygterne havde lagt grobund for en nagende følelse af tvivl ved de gengældte følelser, hun ellers havde været så sikker på, havde ligget mellem hende og Adrian. Der var vel intet at lykønske for, hvis rygterne var sande og hendes livs kærlighed rent faktisk ikke elskede hende, men blot pløjede sig igennem de unge komtesser på rundrejsen? "Virkelig?" Hendes tænder havde taget et bekymret tag i underlæben.

[Helena af Linden]

Helena nikkede let. ”Virkelig. Undskyld, kære søster, jeg ville ønske, at jeg havde noget bedre at fortælle dig ...” Hun nød bestemt ikke at se pigen blive bekymret og nervøs. Det måtte have været sådan en lettelse for Julia at møde en mand og allerede nu være ved at få et ægteskab i stand. ”Men du ved,” Helena smilede optimistisk. ”Måske kan moder hjælpe dig? Hun ved om noget, hvordan man kan få en mand til at rette ind. Måske er der noget, I kan gøre, så du ikke behøver bekymre dig?”

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede lidt for sig selv og følte sig pludselig meget lidt tilstedeværende i situationen. Hendes tanker hvilede på Adrian. Han elskede hende jo, gjorde han ikke? De stunder, de havde delt, havde der været noget mellem dem, der ikke havde været en løgn og komtessen var overbevist om, at det var kærlighed. Hun nikkede lidt til sin søster og tog igen koppen, så hun kunne nippe lidt til sin te i tankefuldhed, før hun igen så på Helena. "Jeg taler bare med Adrian om det" slog hun det hen med en påtaget facade af selvfølgelighed og overskud. "Han kan sikkert forklare det hele."

[Helena af Linden]

Helena nikkede let med et ubekymret smil. ”Det er jeg sikker på, han kan,” medgav hun. Der var ingen grund til at gøre mere ud af det. ”Hvordan går det ellers med dig, søster?” spurgte hun og forsøgte ellers at spore samtalen over på mere lette emner i et håb om at distrahere søsteren fra andre problematikker. Forhåbentlig ville alt gå godt for pigen i sidste ende. Om ikke andet var hun stadig ung, så hvis det kiksede denne ene gang, ville hun trods alt have andre muligheder.

lukket