Havneliv [R]

[Sacherell Mastebærer]

Selmira Skæbneseer

Sacherell var ikke noget sjældent syn på havnen. Lige der, midt i mylderet af både, mennesker, vogne – af myldrende liv som en overdimensioneret myretue, følte han sig mere hjemme end noget andet sted i Corus. Man kunne fjerne sømanden fra havet, men aldrig fjerne havet fra ham. Floden var det næstbedste og han tilbragte ofte sin sparsomme fritid med at sidde og betragte livet der myldrede forbi når både lagde til, når de skulle lastes med nye varer, eller varer skulle lastes fra borde. Ind i mellem gik han til hånde og tjente sig på den måde nye kontakter og tjenester der kunne indfries når den rette tid meldte sig.

Sådan sad han nu, på en kasse der endnu ikke var blevet afhentet, i sine egne tanker, med de lange ben dinglende frit ned langs siden af kassen og nød solen der tittere frem gennem det lette skydække og lovede, at foråret var på vej.

[Selmira Skæbneseer]

Det var efterhånden en dags tid siden at Selma var nået Corus' grænser og var begyndt at udforske Nedre By, men uden nogen synderlig succes endnu. Selvom hun havde fået at vide, hun skulle lede efter Farkas havde det kun bragt hende i hænderne på en intrigant kaoskælling, der efter det, var Selma overbevist om, havde forhindret hende i rent faktisk at blive sendt direkte til Farkas. For at tage en pause fra det hele, var hun derfor gået af forskellige gader gennem byen og var på en eller anden måde endt ved havnen.

Et suk forlod hende, men druknede i lydende af hverdagsmylder omkring havnen, mens hun fortsatte. Hvordan skulle hun dog kunne klare sig i den fremmede by i det fremmede land med det fremmede sprog? Et par steder prøvede hun at bryde ind i samtaler for at spørge om vej, men selvom hun for en gangs skyld ikke bar den klassiske maling over øjnene, havde hendes noget lurvede udseende ført til skældsord og det var med et udmattet suk, hun sank ned at sidde på en kasse ikke langt fra en anden fremmed, der tiltrak hendes blik. Hvis han også ville råbe af hende, kunne hun sikkert altid slippe ud af situationen ved at lade som om, hun ikke forstod sproget.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell var ikke mere i sine egne tanker, end at han stadig havde et vågent øje med hvad der skete omkring ham. Det var ikke noget nyligt tillært. Han havde været nødt til at se sig over skulderen i årevis for ikke at blive overrasket og da kvinden satte sig på kasserne ikke langt fra ham, havde han fulgt hende et stykke tid, uden direkte at se på hende ”Lang dag?” spurgte han ud i luften, stadig uden at se på hende, men alligevel uden nogen tvivl om han talte til hende.

[Selmira Skæbneseer]

Det var næsten helt overraskende, da den fremmede efter en del stilhed rent faktisk talte til hende, og så i noget, der kunne minde om et venligt tonefald. Det var i hvert fald tættere på end hun havde oplevet det sidste døgn. En muskel bevægede sig i hendes kind og fik til sidst trukket den ene mundvige opad, så det dannede et skævt smil. "Langt år" rettede hun ham og kastede blikket over mod ham, betragtede ham vurderende.

[Sacherell Mastebærer]

Det sitrede i Sacherells ene mundvig over svaret og han konkluderede, at hun havde humor. Han drejede hovedet lidt og kastede et undersøgende blik på hende. Hun skilte sig ikke ud fra mængden på nogen særlig måde. Han havde ikke set hende før, men det var der ikke noget underligt i. Hundredevis af mennesker kom og gik på havnen hver eneste dag ”Ny i byen?” som altid en mand af få ord, men han var ikke afvisende, nærmere nysgerrig.

[Selmira Skæbneseer]

Ud af øjenkrogen bemærkede hun, hvordan den fremmedes blik vendtes mod hende, mens han vurderende studerede hende. Det var ikke unormalt og hun stirrede blot ud mod havet et øjeblik, før hun så mod ham, da han igen talte. "Lidt over et døgn" svarede hun uden omsvøb. Da der kom lidt flere ord til, fremstod den tykke accent mere tydeligt gennem det hårde stød på nogle af ordene. Selvom det efterhånden var nogle år siden, hun havde forladt Verdens Tag, var der stadig langt fra hendes modersmål til tortallansk.

[Sacherell Mastebærer]

En lavmælt fløjten forlod Sacherell og igen trak det let i hans mundvige ”Så for tidligt at spørge hvad du synes om Corus?” han så spørgende på hende, mens han forsøgte at placere hendes accent. Han havde mødt mennesker fra noget nær alle folkeslag i sine år som sømand, men hendes var en han var sikker på han ikke havde mødt før ”Man vænner sig til det..” begyndte han og slog ud med den ene hånd ”—mængden.. manglen på albuerum. Jeg har heller ikke været her så længe.”

[Selmira Skæbneseer]

Det sitrede i hendes mundvige og hun nikkede. "Jeg er ikke engang kommet uden for Nedre By endnu" hun hævede brynene i en sigende mine, før han talte videre. Det gav god mening og det var da heller ikke fordi Selma aldrig havde været i en storby før. Hun havde bare aldrig været i en alene og det virkede pludseligt mere overvældende og intenst end hun nogensinde havde oplevet før. "Forretning eller fornøjelse?" Det var ganske rart at have en venlig sjæl at tale med. Det var efterhånden måneder siden.

[Sacherell Mastebærer]

Et enkelt, muntert fnys undslap ham, mens han vendte blikket ud over menneskemylderet igen ”Der er mennesker hernede der aldrig når så langt som udenfor distriktet.” konstaterede han en smule tørt før han drejede hovedet og så på hende igen ”Svært at sige.. jeg kom her uden at have nogen af delene i tankerne, men det er vist endt med meste at være forretning.” svarede han, uden at uddybe hvilke forretninger ”Dig?”

[Selmira Skæbneseer]

Selmas bryn rynkedes en anelse over hans ord, mens hun fulgte hans blik ud mod menneskemængderne. Mangel på social mobilitet var et problem i mange af de byer, hun havde besøgt på sin vej. Selv forstod hun det virkelig ikke, men måske var det fordi hendes hjem ikke rummede nær så mange mennesker og derfor ikke havde samme behov for opdeling, men hvordan en mand eller kvinde kunne have magt over så mange mennesker forstod hun ikke. "Jeg kom her på en anbefaling, men indtil videre ser det ikke ud til jeg får mulighed for nogen af delene" hun trak på skuldrene.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherells brede bryn trak sig spørgende lidt nedefter og selvom han normalt ikke snagede i andres affærer, vandt nysgerrigheden "Og hvad gik anbefalingen ud på?" brummede han roligt, uden at se væk fra hende denne gang. Der var adskillige gode grunde til han ikke selv uddybede hvilke forretninger der havde bragt ham til Corus, men det var trods alt ikke alle der var involveret i mere lyssky affærer som ham selv.

[Selmira Skæbneseer]

Igen gled Selmas blik over hans skikkelse. Hendes grund til at komme til Corus var ikke ligefrem noget, der var sikkert at kæfte op om til enhver tilfældig, hun lige mødte nede på havnen, men samtidig havde de sidste dage været så stillestående. Hun tyggede lidt på det. "Der skulle være spænding at finde i Nedre By" hun trak henkastet på skuldrene og vrikkede lidt med brynene for at opløse alvoren en smule.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell kneb øjnene lidt sammen om et vurderende blik, men det trak diskret i hans mundvige igen ”Hvilken slags spænding trækker en kvinde som dig til Nedre By i Corus.” fortsatte han med en insisterende brummen, selvom han havde en fornemmelse af, hvad det kunne være. Hvis han havde ret, var hun lige blevet endnu mere interessant end hun allerede var.

[Selmira Skæbneseer]

Det var efterhånden den fremmede, der havde fået lov at stille alle spørgsmålene og det sidste fik hende til at blive mere varsom. I stedet for at svare, gjorde hun som altid i den slags situationer. Stillede et nyt spørgsmål. "Hvilken slags forretninger endte du ud i?" spurgte hun med skyggen af flabethed i sit smil. Nu havde han fået en del besvaret, så måtte det vel også være hendes tur. Vurderende så hun på ham, mens hun trak knæet op under hagen.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell betragtede hende gennem sammenknebne øjne et langt øjeblik før han smilede hemmelighedsfuldt og trak på skuldrene ”Jeg fandt ud af en gammel ven havde fået en hvis position her i byen og han havde brug for hjælp til at beholde den.” svarede han, igen uden at uddybe en masse.

Han lod sig adræt glide ned fra kassen han sad på og så denne gang overvejende på hende ”Hvis du ikke har et andet sted at være, så gå med ned på Duen. Jeg giver et krus mens vi snakker videre.” tilbød han, absolut ikke uden bagtanker.