Tvillingerne samles

[Marcus af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg

Marcus var i vældig fornøjeligt humør. Om aftenen skulle der være banket for alle deltagerne på rundrejsen, og det var endnu en chance for at finde Marylin igen. Hvis hun da deltog naturligvis. Snart skulle de lave en afstikker til Macay sammen med resten af familien, fordi deres kusine Caelie skulle giftes. Og det ville være højst uhøfligt at sige nej til et hertug-bryllup ved siden af.

Han havde fundet ned til Myrillas værelser. Hun havde været en anelse mut på det sidste, og hun trængte sikkert til lidt opmuntring. Hans egen samtale med Murray havde da trods alt bare endt med, at han havde skældt storebroderen ud, og så forladt lokalet, dog uden at være rigtig vred. Han bankede på, og ventede ikke på at en tjener skulle åbne døren. Han åbnede den selv på klem, og stak hovedet ind. "Myrilla?"

[Myrilla af Stenbjerg]

De sidste par dage havde været noget turbulente for Myrilla. Det var ikke kun blevet til et skænderi med Murray, men også et yderst både akavet og lettere ubehageligt møde med hans vordende brud. Derfor havde det heller ikke været helt så let for hende at holde den positive indstilling til Rundrejsen, som hun egentlig havde lovet Marcus at have.

Endelig iført et par bukser og en løst hængende skjorte, var hun søgt ind på sit værelse til bare et par timers stilhed, før det skulle til at gå i gang igen - denne gang med en banket om aftenen. Næsen var dybt begravet i en bog, hun havde haft forsømt for længe og hun var endelig i total sjælefred, da det bankede på og hendes tvilling uden en officiel introduktion stak hovedet ind. Bogen blev sænket en smule. "Marcus," Hendes koncentrerede mine flækkede i et smil og hun viftede ham ind med en hånd. "Kom endelig ind."

[Marcus af Naxen]

Han smilede, da han blev mødt af et smil på hendes læber. Han åbnede døren helt og trådte indenfor. Han havde frygtet i et kort øjeblik, at hun ikke var passende påklædt. Men så langt op ad dagen, ville det næppe have været aktuelt. Han lukkede døren efter sig og gik hen til en stol, der stod ved siden af Myrillas. "Så, hvordan har min yndlingssøster det?" Spurgte han drillende og plantede et kys på hendes pande, inden han satte sig ned ved siden af hende.

[Myrilla af Stenbjerg]

Det brede smil på Myrillas læber lagde sig blot til en let trækning i den ene mundvige, som det oftest henfaldt til i Marcus' selskab. Sjældent var hun i dårligt humør i sin tvillings selskab. "Udover at hun er ved at være en anelse træt af hele rundrejse-ægteskabs-projektet, så har hun det ganske udmærket." Hun trak på skuldrene og lagde bogen fra sig på bordet, rykkede lidt længere ned i stolen, mens armen søgte op på det ene armlæn. "Hvad med dig?"

[Marcus af Naxen]

Han kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes dramatiske svar. "Så slemt er det da heller ikke," sagde han og løftede en hånd, hvorpå han strøg hendes mørke hår. "Jeg har talt med både Murray og Vania," forklarede han. "Men ikke helt i den række følge," han smilede til sin søster. "Jeg inviterede Vania med til forhindringsløbet, så kaldte Murray mig til sig, og dagen efter tog jeg afsted med Vania," han lænede sig tilbage i stolen, og drejede hovedet, for at se om der ikke skulle stå en kande med vand et eller andet sted i rummet.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla hævede et skeptisk bryn af ham, da han prøvede at glatte det hele lidt ud. Alligevel kunne hun ikke lade være at falde en smule mere til ro, da han strøg hende over håret. Det havde han vist gjort, siden de var små. "Jeg ved ikke hvorfor, Marcus, jeg prøver virkelig hårdt ikke at være på tværs omkring Murray, men han er bare.. Stædig." Hun sukkede opgivende og førte fingrene over sin bogs læderindbundne ryg i længselsfulde strøg.

"Og Vania og jeg bliver ved at misforstå hinanden" plaprede hun ufortrødent videre, før hun kom op at stå og smuttede hen til kommoden, hvor der stod en kande vand og to bægre, hun havde fået hentet ind tidligere. "Jeg prøver at række hende en hånd og sige, hun kan snakke med mig, fordi jeg ved, hvor hårdt det kan være omkring Murray og så bliver hun fornærmet!" Bægrene blev stillet og fyldt, før hun også stillede kanden fra sig på bordet foran Marcus og igen tog plads med et dramatisk suk.

[Marcus af Naxen]

Han kunne ikke lade være med at le over hendes beskrivelse af deres bror. "Ved du hvad? Jeg tror, det er en ting dig og Murray har til fælles. I er begge stædige, forskellen er desværre bare, at han er hertug og bestemmer vores skæbner," han sukkede lidt over det lod i deres liv.

Han tog fat om det ene glas vand og løftede det op til munden, hvorpå han tog en tår. Så satte han det ned igen. "Jeg tror ikke, du er vant til at håndtere en kvinde, der er opdraget til den position hun skal indtage, når hun er blevet gift med Murray," igen forsøgte han at danne bro mellem de to kvinder. "Jeg er ikke helt sikker på, at det er en ting Vania har lyst til at tale med sin svigerinde om. Husk, hun skal støtte Murray i et og alt. Hun skal være hans hustru. Du er jo blot hans søster, og kan godt tillade dig at være vred på ham," han forstod slet ikke, hvorfor denne familie ikke bare kunne være gode venner hele tiden.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla viftede affærdigende med hånden af tvillingen og kunne ikke helt se, hvordan det egentlig var hun selv skulle være stædig eller bære nogen som helst former for lighed med deres storebror. Derfor hoppede hun også gladeligt videre til Vania og fornøjede sig over, at han bed på. "Jeg tror bare ikke, jeg forstår mig på komtesser. Hun har taget uddannelse i at blive gift, jeg mener" hun slog demonstrativt ud med armene og sendte sin bror et sigende blik "Hvordan kan det betegnes som en uddannelse?"

[Marcus af Naxen]

Han så på hende med et undrende blik. Havde hun ikke fået den nøjagtig samme uddannelse på klosterskolen? Eller tog han helt fejl med, hvad der foregik bag de mure? "Vania har været på en dannelsesrejse ja," sagde han og kunne ikke forstå sin søsters ord. "Du er godt klar over, at vores kusine Caelie selv har taget en uddannelse på universitetet i almen dannelse, ikke? Det er altså ganske normalt blandt komtesser," var både hans søster og bror fuldkommen ude af trit med, hvad der var normen for komtesser nu om dage?

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun himlede en smule med øjnene og sendte Marcus et overbærende smil. "Der er hende pigen fra Josdirk, hvis forlovelse lige er blevet annonceret" indvendte hun og lagde armene over kors, "Hun læser filosofi. Det er da i det mindste noget." Han forstod tydeligvis ikke, hvad problemet var og hun valgte derfor at rykke videre. "Men det er heller ikke der, den ligger. Hver gang jeg prøvede at være sød, opfattede hun det som en fornærmelse."

[Marcus af Naxen]

Han fnøs hånligt. Filosofi. "Ved Gudinden Myrilla. At læse filosofi er jo som at læse børnerim og eventyr, det er ikke en rigtig videnskab," sagde han og rystede på hovedet. "Vores er rigtig videnskab, vi udforsker verdenen. Filosofi er noget værre pladder," han kunne slet ikke tænke sig at bruge et eneste sekund på sådan en uddannelse. "Og du er sikker på, at hun ikke følte det samme, når hun forsøgte at være sød og venlig overfor dig?" Han sendte hende et sigende blik. Myrilla havde altid haft stærke og skare meninger om folk. Og han elskede hende for det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla sukkede og måtte jo et eller andet sted give ham ret. Filosofi var ikke nogen videnskab, men det var klosterskolen og en ægteskabsforberedende dannelsesrejse altså ved guderne heller ikke. Alligevel stoppede hun lidt op ved pointen om Vania. Sådan havde hun slet ikke haft tid til at se på det i sin egen modvilje mod Murray, ægteskaber og rundrejsen. En lyd af ren frustration forlod hende. "Se, det er derfor, jeg ikke beskæftiger mig med mennesker." sukkede hun "Bøger, viden. Det kan jeg forholde mig til."

[Marcus af Naxen]

Han kunne mærke på sin søster, at han måske havde sgat noget, som fik hende til at tænke en ekstra gang over Vania. Med hensyn til den kommende svigerindes dannelsesrejser, gik han ud fra, at den ikke var meget anderledes end den uddannelse han selv havde taget i almen dannelse, inden han gik i gang med en mestergrad i alkymi. "Men så er det jo godt, at du har mig," sagde han og rodede lidt i hendes hår. Det var et af privilegierne ved at være hendes tvilling. Han kunne tillade sig sådan noget. "Men tænk på, at Vania reagerer på sin forlovelse, som du også en dag kommer til at reagere over din," sagde han belærende, men med et drillende glimt i øjnene.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla smilede bredt, før han uglede hendes hår og en påtaget olm skulen blev sendt hans retning, før hun igen overgav sig til et smil. "Jeg ved godt, I alle tror, jeg er stædig og tung at danse med," begyndte hun og trak på skuldrene "Men jeg ved også godt, hvad der kræves af mig som hertugdatter og Murray er altså ikke den eneste, der ved, hvor gammel jeg er." Hun trak en tot af håret om bag øret, mens hun trak benene op mod sit bryst.

[Marcus af Naxen]

Han kunne ikke lade være med at le af hendes ord. "Du tager fejl Myrilla," sagde han og rodede i hendes hår igen. "Jeg tror ikke du er stædig og tung at danse med. Jeg ved det. Er du klar over hvor mange gange jeg har frygtet for mine fødders liv mens vi har danset?" Han drillede hende, det var helt tydeligt. "Nej, jeg ved også hvor gammel du er. Men utroligt nok er jeg åbenbart stadigvæk for ung til at gifte mig, mens du burde have fundet en for noget tid siden. Verden er et mærkeligt sted," sagde han opgivende og rystede på hovedet. "Op med humøret søs. I aften følges du med mig, og så danser vi hele natten!"