En ganske særlig dag

[Julietta af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Efter besøget og samtalen i sin moders telt, havde Julia om muligt følt sig endnu lettere end forinden. Solen skinnede blegt ned fra en skyfri vinterhimmel, der næsten afgav løfter om forårets banken på døren. Let som en fjer var hun nærmest danset hele vejen til Dunlaths del af lejren, hvor hun havde fundet en noget forvirret tjenestepige, der havde fulgt hende hen til Adrians telt. Mens hun forsvandt ind for at melde komtessens ankomst, fik Julia mulighed for at være sikker på det hele var i orden.

En sirligt lyseblå kjole, der bar samme farve som himlen, var blevet valget for dagen og i stedet for at sætte håret op som normalt, hang det yndigt krøllet om hendes spinkle skuldre og ned langs den ranke ryg. Hun kunne ikke vente til at se Adrian igen og bare tanken om det gav hendes kinder et pink skær. 

[Adrian af Dunlath]

Selskab var det sidste, som Adrian havde lyst til. Han havde brugt en del tid på at sidde og surmule over sammenstødet med Niklaus. Han var sikker på, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, før Alexander kom for at råbe af ham, og det var ikke en samtale han havde lyst til at have. Han havde vist dummet sig ...
Healerne havde heldigvis fået styr på hans hoved, men han havde nu stadigvæk fået et blåt øje ude af sammenstødet, som endnu ikke var gået væk. Han stod og betragtede det i et spejl, da en tjenestepige meldte Juliettas ankomst. Han havde halvt glemt, at hun eksisterede, på grund af alt der var sket for nyligt. Hendes selskab ville dog måske kunne muntre ham lidt op, så han lod tjenestepigen vise komtessen ind.
Adrian gik over til sit bord imens og fjernede de bøger, som han havde været ved at læse. Hadet mod Niklaus fik ham til at ville læse op på hans magiske studier igen, så han havde været i gang med at samle op på nogle ting. Da Julietta kom ind, smilede han let til hende. ”Goddag, komtesse,” hilste han og viftede en hånd af tjenestepigen. ”Hent noget saft til os.” Tjenestepigen hastede straks af sted.

[Julietta af Dunlath]

Det var længe, hun blev ladt om at vente, konkluderede komtessen sekundet før tjenestepigen vendte tilbage ud og tillod hende at komme ind i teltet. Uden videre omsvøb søgte hun ind mod sin kommende forlovede. Ikke fordi han behøvede at vide noget om det endnu, eftersom det jo først skulle forbi hans familie og vende også.

Afventende betragtede hun Adrians ryg, mens han lod til at rydde lidt op omkring sig. Der var nu også lidt rodet i forhold til den perfektionistiske tilgang, hun selv havde til orden i sit telt. Da han vendte sig om i en hilsen, kunne hun dog ikke holde et gisp tilbage og hun slog hænderne op for munden, mens tjenestepigen hastede ud efter saft. "Adrian.." Hun så forfærdet på ham, mens hænderne langsomt søgte ned fra hendes mund igen.

[Adrian af Dunlath]

Adrian grinede lidt ved synet af Juliettas reaktion. ”Hvis det der skyldes teltets tilstand, må jeg skuffe dig. Jeg er generelt lidt af et rodehoved,” spøgte han. Selvfølgelig var det øjet, som hun havde spottet. Det var svært at undgå, og det var også derfor, han havde planlagt at holde sig i teltet så længe som muligt. Han havde ikke brug for alt for mange rygter om, hvor det kom fra. ”Bare rolig, det går væk om en dag eller to,” fortsatte han så med et beroligende smil og kom hen til hende. Han kyssede hende blidt på kinden og trak sig så væk for at gå over til det ryddede bord. Tjenestepigen kom kort efter ind med saft og nogle småkager, som hun stillede på bordet, før hun undskyldte sig og forlod teltet. ”Er du sikker på, at det er klogt, at du kommer herhen helt alene? Du risikerer, at folk begynder at sladre,” bemærkede han til Julietta, da først de var fri af tjenere. Han satte sig og vinkede pigen over til sig. ”Ikke at det gør mig noget selvfølgelig. Jeg er mere bekymret for dig.”

[Julietta af Dunlath]

Uroen, der byggede op i komtessens indre tillod hende ikke at forholde sig til det halvhjertede forsøg på humor, der kom fra Adrian som svar, og hun fulgte ham vågent med blikket, da han trådte tættere på hende og strejfede hendes kind med sine læber. "Er du..?" Uskadt virkede som et åndssvagt ord at bruge. Det var han jo tydeligvis ikke, når halvdelen af hans ansigt nærmest var blåt.

Forsigtigt fulgte hen efter ham til det ryddede bord, hvor der nu stod saft og kage. Hun rystede på hovedet af hans ord. "Jeg ville bare se dig, og nu jeg har, er jeg glad for jeg kom forbi." Hendes stemme bar stadig præg af bekymring, før hun bukkede sig ned mod ham. De slanke fingre lagde sig yderst forsigtigt om hans kinder, før hun blidt strejfede noget af det blå med læberne.

[Adrian af Dunlath]

Adrian lukkede øjnene og nød den korte berøring, som Julietta vovede at mærket. ”Sikke modig du er blevet,” grinede han, greb fat om livet på hende og trak hende ned at sidde på sit skød. Det var nok første gang, at hun selv havde taget initiativ til at berøre ham på den måde. Med et svagt smil kyssede han hende på halsen. ”Jeg har det fint. Mænd tager ikke skade af lidt blå mærker,” sagde han så for at berolige hende. ”Desuden har jeg ikke noget imod at få blå mærker, hvis det betyder, at du kommer og plejer mig.”

[Julietta af Dunlath]

Hendes kinder tog en noget mørkere nuance ved hans ord og hun skulle netop til at rette sig op igen for at finde plads på en af de andre stole, da han pludselig lagde sine noget større hænder om hendes liv og fik trukket hendes spinkle skikkelse ned på hans skød. Ikke et sekund fik hun at vænne sig til den overraskelse, før hans læber pludselig var at mærke mod hendes hals. En halvkvalt lyd af forbavselse og nydelse ved den korte berøring undslap hende. "V-virkelig?" stammede hun, en anelse forvirret. Hvordan var det gået hele gået så hurtigt pludseligt? Det ene sekund, var hun lige kommet ind i teltet og det næste sekund sad hun på hans skød.

[Adrian af Dunlath]

Adrian hvilede hovedet mod hendes skulder med et svagt suk. ”Virkelig,” hviskede han smilende og strammede grebet en anelse om hende, så hun ikke kunne få lov til at stikke af igen. Måske var det ganske rart at få lidt selskab, selv hvis han ikke rigtig kunne få lov til at surmule i fred. Det var vel kun godt at få lidt afveksling og tænke på noget andet. ”Min storebror er rejst mod Corus med hans hustru,” fortalte han med en lettere opgivende tone. ”Så jeg kommer nok til at få mere at lave. Der bliver ikke så meget fritid.” Indforstået: Han ville ikke have tid til at se hende så ofte. Sådan ville det nok være på resten af rejsen. Rupert kom næppe tilbage, når han først var i Corus med Annora og en nyfødt arving.

[Julietta af Dunlath]

Selvom det hele var ganske nyt og lige dele spændende og farligt, nød Julia følelsen af hans hoved, der fandt hvile mod hendes skulder og armene, der holdt det tætte greb om hendes liv. Hun nikkede alvorligt til hans ord og sukkede en anelse, før hun prøvende lagde en hånd mod hans brystkasse. "Så må vi jo få det bedste ud af den tid, der er os givet." Hun smilede prøvende til ham og prøvede at holde sit blik fra at flakke mod hans læber, der så så indbydende ud. Men kunne hun..? Ja, han havde jo allerede.

[Adrian af Dunlath]

Et smil krusede frem over hans læber ved hendes ord. Hun var bestemt blevet noget modigere. Havde det været deres kys, som fik hende til at flamme mere op? ”Det er et farligt forslag at komme med til en mand,” bemærkede han med et drillende smil, men placerede så læberne mod hendes hals igen og kyssede hende fra kæben, ned over halsen og hen af skulderen. Hænderne begyndte at vandre uden på hendes kjole. De gled over hendes mave og sider, men holdt sig fra søge længere op af. Selv hvis hun var blevet mere ivrig, havde han ikke tænkt sig at gå så langt ... endnu. Det ville da også være langt sjovere at drille hende lidt. ”Her gik jeg og troede, at du var kommet for at pleje mig,” drillede han og kyssede atter hendes hals.

[Julietta af Dunlath]

Julias kinder tog igen et hop ned i de dybere nuancer af rosa, da Adrian lod til at have tolket hendes ord på en lidt anden måde end de havde ment. Eller måske var det sådan de havde været ment, men.. Hendes læber skiltes, mens et nydelsens suk blev båret med ud. Hans læber var varme og bløde mod den sarte hud på hendes hals og videre ned. Næppe havde hun dog nået at vænne sig til det, før hans hænder pludseligt satte i bevægelse. Han kunne da ikke tro..?

Så stoppede han og hun åndede en smule lettet op. "Det er jeg også" mumlede hun stakåndet. Hun følte sig rundt på gulvet og helt beruset af hans kys og berøringer, og greb lettet ud efter et mere sobert samtaleemne. "Hvad kan jeg gøre for dig?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian iagttog hende fra skulderen, imens hun forsøgte at få styr på sig selv. Det var nok meget godt, at han ikke var gået længere. Hendes spørgsmål fik ham til at le. Han havde nok nogle langt mere urene tanker om, hvad ’pleje’ betød, men det var nok bedst ikke at presse hende for meget. I stedet kyssede han hende på kinden, og strøg fingrene over hendes ryg. ”Du kan skænke noget saft til mig,” instruerede han med et let smil. ”Man skal jo sørge for, at skadede får vand og drikke, ikke sandt?” Han lod være med at gøre andet end at stryge hendes ryg imens, siden han helst ikke ville have, at hun blev forskrækket og spildte ud over det hele. ”Hvad synes du om Tirrsmont? Hvordan er her i forhold til Linden?” spurgte han så for at få hende til at falde lidt til ro igen.

[Julietta af Dunlath]

Et klædeligt smil foldedes ud over komtessens læber og de blussende kinder gik tilbage til den yndige svagt pink nuance, de altid havde i hans selskab, da det fysiske blev taget til et punkt, hvor hun igen kunne følge med. Et fint, lille nik blev det til, før hun greb kanden og yndefuldt fik hældt saft op til dem begge. Med den ene hånd rakte hun ham glasset, før hun tankefuldt betragtede ham. "Linden er jo mere nordligt end vi er nu." Hun trak en lok af det korngule hår bag øret, før hun fortsatte. "Det er et meget frodigt land, langt fladere end der er her med kornmarker og massere af heste."

Pludselig meget selvbevidst stoppede hun sig selv og hendes blik flakkede ned mod gulvet, før hun igen fik tvunget det op og så på ham igen. Forsigtigt rykkede hun sig en smule tættere ind mod ham. "Hvordan er Dunlath?" Hendes hånd fandt igen hvile på hans brystkasse og hendes blik hang et langt sekund ved hans læber, før hun igen fik hevet det op til hans øjne.

[Adrian af Dunlath]

”Det kan jeg forestille mig,” nikkede Adrian til Juliettas forklaring om Linden. ”Med alle de heste må I næsten have marker og store enge over alt.” Hestene var jo en af deres vigtigste indtægtskilder, så de var nok nødt til at dedikere en del plads til dem. Det var ikke ligesom Tirrsmont, der fokuserede mere på deres træer og skove. ”Det lyder som en fredeligt sted.” Han tog imod sit glas med et smil og et ’tak’, før han undrede sig en anelse over, hvorfor hun mon pludselig blev så selvbevidst igen. Hun virkede ellers lige til at være begyndt at slappe af. Han drak lidt og lod hende ellers rykke ind til ham, som hun ville. For en sikkerheds skyld stillede han glasset fra sig på bordet. ”Dunlath er endnu mere nordpå end Linden. Om vinteren bliver vi dækket med sne, og alt fryser til. Naturen er vel lidt en blanding af store skove, bjerge og så markområder,” fortalte han med et skævt smil. Han kunne forestille sig, at Linden sikkert havde en mere behagelig natur - mere fladt landskab og behageligt klima.

[Julietta af Dunlath]

Julietta havde nikket forsigtigt til de forskellige kommentarer, der var kommet til hendes hjem. Alligevel følte hun sig så frygteligt uhøflig. Sidste gang havde de jo også kun snakket om hende og nu sad de her og talte om hende igen. Hun lyttede derfor opmærksomt, da Adrian selv talte om Dunlath. "Jeg har aldrig rigtigt set bjerge før," indrømmede hun og trak lidt på skuldrene. "Jeg nåede ikke at være med til de nordlige stop af Rundrejsen."

Forsigtigt lænede hun sig frem mod ham igen og blinkede tungt med de store øjne, sørgede for at sænke de lange vipper. Nu gjaldt det om at være modig. Hun trak vejret ind gennem næsen og lænede sig det sidste stykke forover, trykkede forsigtigt sine læber mod hans.