Hel mit blødende hjerte

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø
15. februar 527

Mørket havde efterhånden sænket sig som et tæppe over Tirrsmont og indhyllet landskabet i mørke, mens selvom det var relativt tidligt på aftenen, havde dagen virket uendeligt lang. Sikkert på grund af en vis junker af Dunlath, der havde kompliceret Niklaus' liv yderligere. Da han var kommet tilbage til sit telt og havde fået vasket blodet af hænderne, havde han dog ikke kunnet stoppe med at tænke på Alexander og kort efter havde han igen været på farten for at komme hen til Viksø-delen af lejren. 

En tjenestepige tog imod ham og han fik hastigt givet beskeden videre, om at der var hastigt behov for Junker Alexander af Viksø. Rastløst vred han de ømme hænder, der efterhånden var begyndt at tage en mørkerød grænsende til violet farve. 

[Alexander af Viksø]

Alexander havde sat sig med sine studier denne aften og havde ingen forventning om at blive forstyrret heri. Der kom dog en tjener og gav besked om, at der hastigt behov for ham og han lagde undrende sin pen fra sig, men kom dog hurtigt nok ud af teltet. Der måtte være presserende grunde til sådan et ordvalg.

Da han kom ud af teltet og så Niklaus stå ved indgangen, lyste han et kort sekund op i et lykkeligt smil, men det var snart efter væk. Niklaus kom aldrig til hans lejr på denne måde og når han gjorde det nu, måtte der være noget riv-rav-ruskende galt.

Han gik hastigt hen til ham og lagde en hånd mod hans arm og satte i gang væk fra lejren, så det stadig ville se ud til, at han var blevet kaldt et sted hen. "Hvad er der galt, Nik?" Hans stemme var indtrængende, mens han frygtede det værste. Som at baronen for eksempel havde fundet ud af deres forhold.

[Niklaus af Legan]

Selvom verden var ved at falde ned om ørerne på ham, selvom han næsten havde banket en ung knægt til ukendelighed, selvom han var angst og arrig på samme tid, hjalp synet af Alexander lidt på det hele og hans indre vendte sig, klagende og higende efter igen at tage ham i sine arme og lægge læberne mod hans. Men de måtte væk fra de andre først. "Der er sket noget," Hastigt trak han videre og lagde forsigtigt sin store hånd over hans. Ikke helt velovervejet eftersom den efterhånden var ved at antage en helt forkert nuance.

Hurtigt fik han trukket Alexander ind i sit telt og gav klar besked til tjenestefolkene om, at de under ingen omstændigheder måtte forstyrres. Det sekund teltet var blevet lukket bag dem, trak han Alexander tæt ind til sig og lagde læberne mod hans. Lige nu var ikke tiden til ord eller problemer, men bare at nyde at han havde en at elske, der også elskede ham.

[Alexander af Viksø]

Niklaus' ord gjorde det ikke ligefrem klarere for Alexander, hvilken katastofe de stod overfor, men han accepterede uden videre, at han måtte vente, til de var alene med at få en forklaring. Det afholdt ham dog ikke fra at holde øje med Niklaus' ansigt og kropsholdning for at forsøge at finde en indikation på, hvad der mon kunne være i vejen, men han fandt intet.

Da først de var kommet ind i Niklaus' telt, var Alexander rigtigt bange. Hvad kunne der dog være sket, som fik Niklaus til at opføre sig på denne måde? Og da Nik tog ham i sine arme i stedet for at fortælle, var han overhovedet ikke forberedt. Men dog mere end villig i hans hænder. Hans arme fandt plads på Niklaus' brede bryst og han lod sig villigt kysse. Det var så sjældent, at de kunne ses for alvor og i de mellemliggende perioder, hungrede han efter øjeblikke som disse. Han havde bestemt ikke tænkt sig at afbryde det.

[Niklaus af Legan]

Fuldstændig uvidende om, hvad hele situationen gjorde ved Alexanders i forvejen flossede nerver, gav Niklaus sig hen til kysset. Den ene hånd søgte rutineret om mod hans ryg, for at trykke den studerende tættere ind mod sig, mens den anden søgte op i hans hår, hvor det blidt forviltrede sig ind i de krøllede lokker. Hans indre sukkede tilfredst, næsten ligeglad med, om det kunne have konsekvenser for dem. Lige nu var det kun Alexander, der var vigtig og de havde jo altid planen om at rejse væk fra det hele, skulle nogen kunne finde på at opdage dem. Hans greb strammedes uden at tage hensyn til de ømme knoer i hans højre hånd.

[Alexander af Viksø]

Alexander smeltede nærmest mellem hænderne på Niklaus. Han trykkede sig tæt ind til ham og hans hænder havde viklet sig ind i hans skjorte, så han kunne trække sig endnu tættere på. Et lavmælt klynk undslap ham, da han mærkede Niklaus' hånd i sit hår og han sukkede dernæst henført, mens han troede, at hans hjerte ville eksplodere af lykke om et øjeblik.

Han havde lyst til at lade sine hænder finde ind under Niklaus' skjorte.. Hjælpe ham af med noget af alt det tøj, han havde på.. Men han anede ikke, hvor langt Niklaus havde tænkt sig at tage dette og han ville ikke være bekendt at friste ham over evne. Ikke her... Ikke midt i hans far's lejr.

[Niklaus af Legan]

Smerteligt bevidst om, at de blev nødt til at stoppe det, gav Niklaus alligevel afkald på den sidste rest af selvkontrol for Alexander. Egentlig burde han holde sig langt væk, når de var i hans fars lejr, men hvert blik, han gav ham, hver øm lyd, der gled over hans læber, fik hans indre til at sno og vride sig af længsel efter ham.

Hænderne bevægede sig igen og ligesom Alexanders fingre var filtret ind i hans egen skjorte, gav han sig med garvede fingre til at afklæde ham. Modvilligt slap han junkerens læber for et kort sekund og tungespidsen løb over hans læber, som han krængede skjorten op over hans skuldre og med det ganske effektivt kom i nærkontakt med hans krop igen, indtog hans læber med endnu et kys.

[Alexander af Viksø]

Et overrasket udbrud kom over Alexander's læber, da Niklaus trak hans skjorte af. Ikke at han havde det mindste imod det. Tværtimod. Det gav ham sikkerhed for, at det også var i sin orden selv at lade sine hænder vandre og han lod dem uden tøven finde ind under Niklaus' egen skjorte, hvor han lod sine hænder udforske hans bryst og ryg. "Åh, Nik," mumlede han lavmælt og hjalp ham skjorten af, inden han lagde armene om sin elskede og holdt sig tæt ind til ham uden noget ønske om, nogensinde at give slip igen.

[Niklaus af Legan]

En dyb brummen, der lød til at komme fra dybet i hans indre, undslap Niklaus, som Alexander fik hjulpet ham af med skjorten. Løfterne hang tungt i luften og han følte sig ærligt en smule beruset ved igen at være i Alexanders nærhed. I en blid bevægelse, men stadig med et fast tag, bukkede han hans hoved en smule bagud, så den sarte halshud blev tilgængelig for ham, og Niklaus fulgte den fint markerede vej langs hans kæbelinje og videre ned over halsen i en serie kys og nap. Han duftede skønt og Alxanders reaktioner på hans berøringer og kys havde en meget umiddelbar effekt på ham.

[Alexander af Viksø]

Selv efter så lang tid, løb der kuldegysninger op og ned af kroppen på ham, da Niklaus trak hans ansigt bagud og kyssede ham på halsen. En dyb hungrende følelse havde bemægtiget sig ham og han var åbenbart ikke rigtigt i stand til at tænke, som han bare overgav sig fuldstændigt til sin elskede og ikke sansede, at han kom med små opmuntrende udbrud og lyde, når Niklaus ramte særligt følsomme steder. Hvad end der var sket, for at få Nik til at opføre sig sådan her, så kunne Alexander ikke tage sig sammen til at bekymre sig om det. Ikke lige nu.

[Niklaus af Legan]

Niklaus' tag om sin elskedes krop strammedes igen en smule, som han klamrede sig til ham som en frostbidt mand klamrede sig til tøj. Han behøvede ham for at kunne leve i denne verden og Adrians ord gav stadig ekko i hans tanker, sendte ham en angst i livet for at miste det eneste, der virkelig betød noget. "Jeg elsker dig, Alexander." hviskede han åndeløst og knugede hans krop ind mod sin egen. "Jeg vil gøre alt for dig, bare du ikke..." Hans krop skælvede ved tanken om at miste ham.

[Alexander af Viksø]

Et eller andet ændrede sig og han klamrede sig lige så hårdt til Niklaus, som han gjorde. "Jeg elsker også dig, Nik. Mere end alt andet på jorden." Han havde ikke rigtigt lyst til det.. Ønskede bare nyde dette øjeblik.. Men han var nødt til at spørge. "Hvad er der sket, Nik?" Hans stemme var forsigtig, fordi han nu igen frygtede, hvilken besked, der ville komme.

[Niklaus af Legan]

Da Alexander endelig fik sig selv til at stille spørgsmålet, Niklaus så fint havde undgået, da de trådte ind i teltet, begyndte han straks at lede efter ord, der ikke umiddelbart kom til ham. Modvilligt slap han sin elskede og padlede lidt rundt i rummet, rastløs i sin søgen efter, hvor han skulle starte, hvordan han skulle starte. Med et tungt suk satte hun sig ned på sengen og så op på Alexander med en dyb alvor i blikket. "Du har fortalt folk om os.." Pludselig så han træt ud. Uendeligt træt for en ung ridder på fireogtyve, og nu de ikke var i hed læbelås længere, virkede byrden igen så uendeligt tung.

[Alexander af Viksø]

Det var slemt.. Det var helt sikkert slemt. Det vidste han, da Nik slap ham igen og i stedet gik hvileløst rundt i teltet. Selv stod han fortabt tilbage og ventede på at blive delagtiggjort i katastrofen og da det skete... Stod han et øjeblik bare helt uforstående og tænkte, at Niklaus da godt vidste, at han kendte flere, som han talte med sit privatliv om.

Men Niklaus havde sagt, at han havde fortalt nogen om 'os'. Og det kunne kun betyde en ting. Hans ansigt trak sig sammen i en vred og en såret maske. "Jeg skal nok tale med ham om det." Tonelejet tydede på, at det ikke ville blive en særligt behagelig samtale.

[Niklaus af Legan]

Det sekund, Alexanders mine fortrak sig og gav tegn på både vrede og sorg, rakte Niklaus en hånd frem som en tavs invitation og bøn til ham, om han ikke nok ville komme og sætte sig ved hans side. Han sukkede igen tungt og rystede på hovedet. "Han opsøgte mig og.. Provokerede mig." Niklaus begyndte at have problemer med at få ordene ud. Aldrig havde han været så ræd for at miste ham som nu. "Han insinuerede, at du ville forlade mig for ham, så jeg.." Hans blik flakkede til gulvet, før han igen kunne møde sin elskedes med sit, og bare på de få sekunder var hans øjne blevet blanke.