Ny i byen?

[Annis Giftkniv]

Selmira Skæbneseer

Det var en ganske almindelig aften på Aben og Annis havde slappet af med et spil kort og noget øl, da der pludselig brød et slagsmål ud mellem to af de andre spillere, fordi den ene part mente, at den anden snød. Og en, to, trae, så havde nogen spildt et krus med øl ned over hende. Typisk.

Hun rejste sig irriteret og gik udenfor for at se, om hun kunne slippe af sted med at vride noget af væsken ud af sit tøj og lade den kølige natteluft tage sig af resten. Hun var dog ikke mere end lige kommet ud på vejen, da hun øjnede en person, som så ud til at stå og holde øje med stedet. Og hendes hånd fandt af sig selv hen til en af de skjulte knive ved hendes hofte.

[Selmira Skæbneseer]

De sidste par måneder havde mildest talt været hektiske. Siden Selma havde sat sig for at finde Corus havde hun oplevet lidt af hvert og efter at have mistet sin ledsager, var det nu helt alene at hun vandrede igennem gaderne i Nedre By. Selvom det efterhånden var år siden, hun sidst havde set sin familie, havde hun alligevel aldrig været helt alene og fødderne føltes tunge, da hun endelig nåede sin destination. Den skøre Abe. Med et vågent blik havde hun betragtet værtshuset, da døren pludselig gik op.

Øjnene blev spillet sammen til små streger, der næsten ikke var til at se under det sorte, udtværede lag af kul, der var malet omkring hendes øjenparti. Langsomt trådte hun længere ind i skyggerne, mens den ene hånd fandt en af knivene, der var gemt i hendes klæder.

[Annis Giftkniv]

Skikkelsen trak sig længere tilbage i skyggerne - tydeligvis klar over, at Annis havde set hende. Ikke ligefrem en betryggende adfærd, men samtidig, så var det måske også forståeligt, når man tænkte på, at Aben efterhånden var lige så berygtet i byen, som Duen var det. "Hvis du har fredelige hensigter, så kom frem og jeg skal ikke gøre dig noget. Er dine hensigter andet end fredelige, så bliver du nødt til at stille dig i kø. Og helst et andet sted end her."

[Selmira Skæbneseer]

Efter den fremmedes ord havde lydt, gik der et øjeblik med overvejelse. Selvom hun efterhånden var ferm med våben, var hun sikkert ikke den eneste, der var det og Abens rygte var nået hele vejen til udkanterne af verden. Det var ganske sikkert, at den fremmede kvinde var lige så ferm som hende selv. Smerteligt bevidst om, at hun ikke havde råd til mere end et øjebliks tøven, trådte hun ud af skyggerne.

Det sparsomme lys, der blev kastet, fik oplyst hendes magre skikkelse og hun rettede sig langsomt ud. Med fremmede og lovløse var det oftest som det var med dyr. Langsomme, kontrollerede bevægelser og konstant øjenkontakt. "Det er sjældent, man hører løfter som dem fra mennesker i skyggen." Hendes tryk på nogen af ordene var lidt hårdt og det var tydeligt, at hun ikke var fra Tortall.

[Annis Giftkniv]

Kvinden kom frem igen og Annis slappede mere af. Dog ikke helt, for der kunne stadig ske meget og kvinden kunne stadig have onde hensigter. Men for nu var situationen rolig. "Så vidt jeg kunne se, var det dig og ikke mig, som stod i skyggen," svarede hun roligt. "Men vi har haft tilvandrere til kroen her i flere måneder nu. Hvis jeg gav mig i kamp med dem alle, kunne jeg ikke lave andet. Hvorfor står du og observerer os i stedet for at komme ind?"

[Selmira Skæbneseer]

Det sitrede en smule i Selmas mundvige ved den fremmedes ord. Godt ord igen. Hun nikkede langsomt uden at bryde øjenkontakten og trådte fremad i rolige, vurderende skridt. En pludselig bevægelse og de ville sikkert begge ende med en kniv i bryst eller pande. Der var ingen grund til forhastede handlinger. "Kan du bebrejde en rejsende at ville være sikker, før man træder ind i en bikube?" Hun ventede ikke på svar, men fortsatte i stedet på sit noget usikre tortallanske. "Jeg søger Farkas."

[Annis Giftkniv]

Annis rørte sig ikke ud af flækken. Hun hverken trak sig eller gik den fremmede i møde. Dette var hendes territorie. Men hun havde heller ikke antaget en fjendtlig kropsholdning. Hun var ret sikker på, at den fremmede var rolig og at hun ikke behøvede at frygte hende. Ikke lige nu i hvert fald. "Farkas er indenfor. Hvis du vil tale med ham, kan jeg tage dig til ham?" Hun ignorerede det retoriske spørgsmål. Det var ikke mere, end hun havde forventet.

[Selmira Skæbneseer]

Det var ikke svært at læse den fremmede kvinde. Hun virkede hård uden at være fjendtlig. En af de piger, der sikkert aldrig havde kendt sine forældre. Når først man kendte en, kendte man dem alle. Alligevel standsede hun et par meter fra hende, undlod at kommentere på ordene, der var blevet sagt. Det var ikke kun Farkas, hun var her for. "Har han en reel chance?" Hun så afventende på den fremmede. Hun havde ikke tænkt sig at træde ind på et sted, hvis det kunne blive hendes død et par måneder efter. Ikke i en så betændt situation.

[Annis Giftkniv]

Hun antog et let hovent ansigtsudtryk ved den andens ord. "Han har mere end en chance," svarede hun roligt, men med en anelse foragt i stemmen ved tanken om, at andet skulle være en mulighed. "Han udfordrede Tyvekongen åbent og foran hele hoffet. Og han fik lov til at gå derfra med halvdelen af hoffet. Hvad siger det dig?" Det var et yderst effektivt argument.

[Selmira Skæbneseer]

Ikke så meget som en muskel blev rørt ved den fremmedes tydelige foragt for hendes dristige spørgsmål. Selvom Selma var alene og den fremmede sikkert havde hele indholdet af værtshuset på sin side, havde hun flere kort i ærmet til at opløse en eventuel konfrontation og spørgsmålet havde været relevant. Ingen ville tage en dødsdom for en kuldsejlet sag. "Det siger intet," Hun holdt en kunstpause, for kort til at den fremmede ville kunne bryde ind, før hun igen talte. "Tyvekongen er garvet og har mange loyale mænd og hvis nogen af de mænd, der blev taget fra ham stadig er loyale, siger det intet. Mænd med magt har ofte mere at frygte."

[Annis Giftkniv]

Annis hævede et bryn. "Virkelig? Hvis det ikke siger dig noget, så er du mere uvidende om magtbalancen i hovedstaden, end godt er," gav hun igen. Selv hvis der var enkelte i det nye hof, som stadig var loyale over for Amos, så havde de det samme i den anden lejr. Hun havde dog ingen planer om at sige den slags til en vildtfremmed. Og der kunne kun være tale om et par stykker. Havde der været mange, havde Amos aldrig tilladt, at hoffet var blevet delt. "Hvis du vil ind, så kom ind. Og hvis du hellere vil rende sammen med Amos og hans samling af gamle hunde, så foregår det på Duen."

[Selmira Skæbneseer]

Selma sukkede i sit indre. Beslutninger, beslutninger, beslutninger. Evigt og altid var der et valg at tage, en sti at følge. Alligevel trådte hun frem mod kvinden foran sig. "Måske du hellere ville rende med samlingen af hans hunde, eh?" Provokerende, ja, men den fremmede kvinde havde heller ikke behandlet hende med den respekt, hun fortjente. Ikke at det var noget en fremmed fra en betændt hovedstad kunne vide noget om. "Men vis vej."

[Annis Giftkniv]

Annis fnøs underholdt af den andens forsøg på en provokation og et let smil viste sig i hendes ansigt. "Hvis jeg ønskede det, så stod jeg næppe i dag som Farkas' dronning, tror du?" Hun vendte rundt, da den anden var på hendes side og de fulgtes ad ind på Aben. "Farkas sidder for sig selv i aften. Lad mig gå ind og høre, om han har tid til at se dig nu." Hun efterlod den fremmede alene ved disken og fortsatte ind i et af baglokalerne.

[Selmira Skæbneseer]

Et forkasteligt fnys var Selmas eneste reaktion på ordene, da den fremmede vendte ryggen til hende og søgte ind i en af baglokalerne. Dumme, indbildske gås. Men hun vidste, at hovmod stod for fald og hun ville ikke have noget imod at give denne ubehøvlede fremmede et ben at falde over, når tiden var inde. Hendes blik gled vurderende over lokalet. Selvom hun stod henslængt ved disken, brød hun sig ikke om at vende ryggen til lovløst pak, der fulgte deres eget moralkodeks. Hun var der kun for sin afdøde partners skyld, intet andet.

afsluttet