Der er ingen rival.

[Niklaus af Legan]

Adrian af Dunlath
15. februar 527

Det var ikke mere end en halv time siden, ridderen var blevet stoppet af en ung junker, der havde afholdt ham fra at mødes med Alexander. I stedet for at fortsætte mod sin elskedes telt, var Niklaus søgt direkte tilbage til sin egen lejr, hvor frustration og vrede havde fået et solidt tag i ham. For hvert minut, der var gået, var den vokset, havde slået rødder og taget ham dybere i sin vold og med en arrig bevægelse, var han kommet ud af sit telt og straks sat i bevægelse, blind for alt andet end sin destination. En behjælpelig sjæl havde guidet ham i retning af Junker Adrian af Dunlaths telt.

"Fortæl Junkeren af Dunlath, at han har en besøgende, der hellere end gerne tager en lille spadseretur med ham i det gode vejr." vrissede han arrigt af tjeneren, der straks var stukket ind for at overbringe beskeden til Adrian.

[Adrian af Dunlath]

Han havde egentlig ikke regnet med at høre fra Niklaus igen. I hans øjne var samtalen sådan set forbi, og de var gået hver til sit. Adrian sad i sit telt og surmulede over nogle papirer, som han var nødt til at underskrive og sende til Dunlath med diverse forespørgsler fra folk på rundrejsen, da en tjener meldte at nogen ønskede at spadsere en tur med ham. Mest af alt forventede han at se en komtesse, da han trådte udenfor, men i stedet stod Niklaus der. Og han så ret arrig ud. ”Ridder Niklaus,” hilste Adrian smilende med det obligatoriske buk tilføjet. ”Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte han, da han rettede sig op igen. En gåtur, lød det til.

[Niklaus af Legan]

Da Adrian endelig kom til syne i teltets åbning, lod Niklaus til at falde en anelse til ro. Hans hjerte hamrede ikke længere frantisk mod ribbenene som for selv at komme ud og strangulere junkeren, men fandt igen en stabil rytme. Et halvhjertet buk for ham blev det endda også til. "Junker Adrian," Der var endda plads til et charmerende smil på hans læber, da han igen rettede sig ud til sin fulde højde. Et par gode centimeter over Adrian, kunne han fornøjet konstatere. "Jeg ville høre, om De kunne have interesse i en lille snak under mere.." Han tøvede og lænede sig konspiratorisk lidt frem mod ham, "Private omstændigheder, hm?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian løftede et øjenbryn af forslaget. Meget bevidst om at den samtale nok ville komme til at omhandle Alexander. Niklaus måtte utvivlsomt have forstået hentydningen fra tidligere. ”Og teltet er ikke privat nok for Dem?” spurgte han med et ubekymret smil, imens hjernen arbejdede på højtryk. Niklaus var en arving, så det ville være uhøfligt af ham at afvise manden, og han kunne virkelig ikke skuffe sin familie fra nu af. Han repræsenterede jo sit hus! Han var dog også ganske klar over, at samtalen med Niklaus ville komme til at indeholde ord som ’Hold dig fra min mand!’ og den slags. Det var jo ikke første gang, at han havde kastet sin interesse på nogen, som allerede var taget. ”De foreslog en gåtur, ikke sandt?” Adrian gjorde let tegn med den ene hånd til, at Niklaus bare skulle vise vej.

[Niklaus af Legan]

Selvom Niklaus var blevet opdraget strengt og med hård hånd til evigt og altid at holde skik på formen og at være høflig, lod han det af og til slippe. Derfor lod han også til at overhøre Adrians spørgsmål og ventede til han accepterede gåturen. Uden videre omsvøb og åndssvage høfligheder satte Niklaus i bevægelse. Han havde allerede fået tid til at vurdere junkeren og ud fra kropsbygning, tæthed og højde havde han hurtigt konkluderet, at hvis det kom ud på fysik, ville han selv klart have overhånden.

"Så tillad mig at spørge Dem, hvordan kender De Junker Alexander, siden De lader til at have så stor interesse i ham?" Han så ikke på Adrian, mens han talte. Der var ingen grund til at spilde mere tid eller flere blikke på ham. I et roligt tempo fortsatte de væk fra lejren og de havde næsten nået skovens grænse, hvor træerne stod en smule tættere.

[Adrian af Dunlath]

Som forventet var det første spørgsmål om Alexander. Adrian iagttog Niklaus ryg, imens de vandrede væk fra lejren. Han trak let på skuldrene. ”Vi mødtes på stranden og holdt hinanden med selskab lidt tid. Det var en behagelig samtale, så jeg bestemte mig for at se mere til ham.” Han lagde hovedet på skrå med et let suk. ”Vi er forholdsvis ligesindede – omend at jeg ikke forstår, hvorfor man udelukkende elsker ét af kønnene. Men ja, hver sin smag,” fortsatte han så. De var trods alt et stykke væk fra alle andre efterhånden, så Adrian så ingen grund til at skjule det længere. Niklaus havde vel regnet det ud for længst alligevel.

[Niklaus af Legan]

Niklaus fik anlagt et kattevenligt smil, mens han afventende foldede hænderne foran sig. Hans stemme var helt rolig, da han igen talte efter at have hørt Adrians forklaring. "Udmærket, men det er så der, De tog fejl, Junker Adrian" han holdt en lille kunstpause og trak på skuldrene før han trådte et skridt tættere på ham. "De er ikke tilnærmelsesvist ligesindet med Alexander af Viksø." Han brød sig ikke om trusler på sit privatliv og hvis Adrian kunne komme med én, så ville han give igen i tifold. "Tro ikke, De kender mig, tro ikke, De kender Alexander og tro ikke, De på nogen måde begriber, om jeg værdsætter det, jeg har eller ej." Hans stemme var rolig og spækket med alvor.

[Adrian af Dunlath]

Adrian stoppede op og lyttede til mandens ... advarsel? Det var i hvert fald sådan, han valgt at tolke den. ”Åh, virkelig?” Han fnøs og krydsede selv armene. ”Præcis hvordan planlægger De at værdsætte ham, når De skal giftes med hans bedste veninde? Ved hun overhovedet, hvad der foregår, eller tvinger De også Alexander til at lyve for hende?” spurgte han roligt. ”Måske har jeg ikke kendt ham så længe som De har. Men man skal da være ualmindeligt blind, hvis man ikke kan se den smerte, som jeres forhold volder ham.” Han sukkede irriteret og så kort væk for at fatte sig. Han havde lovet Alexander, at han ikke ville sige noget til nogen, så han undlod at fortælle, at manden faktisk var brudt sammen. Han sagde heller ikke direkte, at Alexander havde sagt Niklaus’ navn, selvom det måske kunne regnes ud efterhånden. At ødelægge mandens forhold ville heller ikke tjene ham noget godt formål. ”Hør, jeg har ikke tænkt mig at stjæle ham fra Dem, hvis det er det, De tror. Jeg lovede ham at lade være med at lægge op til ham,” efter at have lagt meget op til ham. ”Jeg er ikke dum nok til at prøve at splitte folk fra deres elskede. Det ender aldrig godt. Jeg kan vente ...”

[Niklaus af Legan]

Som Adrian talte blev Niklaus kun mere hidsig over hele den arrogante holdning til hans og Alexanders forhold. Hvad ville en enogtyveårig andenfødt vide om den slags problemer? Han havde sikkert mere eller mindre ret til at vælge sin partner selv. De sidste ord var dog den sidste dråbe i et allerede fyldt kar, og uden at hverken kunne eller ville standse sig selv, blev den store næve knyttet og fandt enden på sin destination i synet på Adrian. Det skulle nok få tørret selvtilfredsheden af ham! Uden at være tilnærmelsesvist færdig lukkedes hans hænder om junkerens krave, før han med en ridders styrke hamrede ham op mod et nærtstående træ.

"VENTE?" Ridderens stemme var hævet med en kraft fra en brølende løve, før han satte ansigtet helt tæt mod junkerens. "Du tror rigtig, du er smart, din lille snog, men du ved intet om mig, du ved intet om Alexander og du ved intet om kærlighed." Han spyttede arrigt ud til siden.

[Adrian af Dunlath]

Adrian var ikke helt forberedt på at samtalen skulle udvikle sig til vold – selvom han måske halvt havde forventet, at det ville komme før eller senere. Han gik derfor i jorden, da han uden vider fik en knytnæve i hovedet. Han kom først rigtig til sig selv igen, da han allerede var mast op mod træet. Årh, det her ville blive en voldsom hovedpine ... det dunkede allerede ubehageligt. Hvor var Rupert også, når man havde brug for ham? ”Sjovt, jeg troede, at kærlighed betød, at man vil gøre alt for den, man elsker,” bemærkede han spottende, imens han forsøgte at få kontakt til sin magi. Med det dundrende hoved var det dog noget svært at fokusere ordentligt. ”Desuden behøver jeg intet vide om kærlighed. Det er ikke relevant for mig.” Kom nu, kom nu ... ”Hvad nu? Har du tænkt dig at banke interessen ud af mig?” Han mødte Niklaus’ blik med en vis anspændthed. ”Og hvordan tror du i så fald, at din kære elsker vil tage den slags? Klappe dig på skulderen og takke dig?” Han så ikke rigtig nogen grund til at holde på etiketten, når manden nu havde slået ham – etiketten var ligesom røget sig en tur. ”Jeg ville dog også foretrække det, hvis du stoppede dig selv nu. Jeg vil nødigt sætte ild til dig.” Det var kun bluff, indtil han lige fik kontakt til sine evner! Han var god til at sætte ild til ting. Han behøvede nærmest ikke prøve! Han skulle bare lige ... åååårh ... hvorfor slog riddere så skide hårdt?!

[Niklaus af Legan]

Da Adrian stadig lod til at have overskud til at komme med rapkæftede kommentarer blev Niklaus' greb udelukkende stærkere og junkeren blev presset hårdere op ad den solide træstamme. Han skulle nok sørge for den lille andenrangs-nordboer-dreng aldrig ville blande sig i hans sager igen. "Og jeg gør alt for den, jeg elsker." hvislede han faretruende og tætnede igen sit greb. "Når først jeg er gift, kan Alexander komme og bo hos mig. Han kan få et liv som baron. Alle goderne og ingen af ulemperne. Kan du tilbyde ham det, dreng?" Efter sine ord var han tæt på at slippe ham igen. Drenge som Adrian havde han ikke kæmpet mod siden væbnerskolen og han så ingen grund til at synke ned på det niveau.

Men selvfølgelig kunne Adrian ikke holde kæft. "TRUER du mig, dreng?" rasede han og trak kort Adrian ud fra træstammen, udelukkende for at kunne hamre ham op ad den igen. "Du er intet uden din storebror og når han er baron, vil dine forældre se sig nødsaget til at finde dig en eller anden ubetydelig brud uden hverken land, indflydelse eller politisk forstand og du vil aldrig blive andet end det, du er nu." Han gav slip, ligeglad med om junkeren ville være i stand til at kunne få fodfæste efter de solide slag.

[Adrian af Dunlath]

Adrian skar en grimasse, da presset blev hårdere mod ham. Det blev en anelse svære at trække vejret på grund af ridderens greb. Han hørte dog fint om Niklaus’ lille drømmescenarie. ”Sødt, hvilken undskyldning vil du bruge over for din hustru og resten af husstanden? Hvad med dine kommende børn. Skal de kalde ham onkel Alex?” spurgte han, nu selv mere arrig end provokerende. ”Hvis du virkelig kendte Alexander, ville du vide, at han ikke vil have en barons goder! Han vil bare have dig!” råbte han vredt. Alexander havde aldrig givet udtryk for at ville have status eller en fin borg at bo på. Adrian vidste dog også godt, at han nok ikke kunne tilbyde Alexander noget. Manden ville jo bare have Niklaus.
Da Niklaus endelig slap, sank han lidt sammen op af træet og hev efter vejret. ”Måske, men i det mindste behøves jeg ikke ligge og tænke på min kones bedste ven for at få den op at stå på bryllupsnatten,” hvæsede han provokerende – og uden tvivl ualmindeligt lavt for en adelig. ”Og i det mindste vil jeg ikke have nogen elskere, der græder sig selv i søvn den nat – hvis han da overhovedet kan sove, når han ved, hvad du foretager dig!” Gah, hvorfor kunne han ikke få styr på sine evner, så han kunne futte den her nar af?!

[Niklaus af Legan]

Niklaus betragtede ham, vurderede sit næste træk, mens junkeren stod og gispede efter luft op ad træet. Ordene brændte stadig i ham. Men Alexander kunne jo ikke kun få ham. Legan fulgte med. Legan fulgte altid med. Han var på ingen måde færdig med at slå på den lille, lusede nar, men samtidig måtte han også huske på manerer. De røg dog ud af vinduet igen, da Adrian igen fik vejret og var klar med en ny provokation.

Selvom det ikke ligefrem var smertefrit sådan at hamre sine knoer mod en persons ansigt, de nordboer var så tykke i hovedet, ville ridderen ikke lade kommentaren gå ubemærket forbi og endnu engang knaldede han ud efter Adrians lusede fjæs. "I det mindste har jeg en, der vil græde over mig!" Hvor Niklaus fik al den luft fra til at blive ved at hæve stemmen, vidste han ikke, men adrenalinen og blodet pumpede kraftigt gennem hans system og gjorde ham blind af raseri. "Ikke engang din mor ville savne dig, hvis du var væk."

[Adrian af Dunlath]

Gave, hvor er du?! Adrian famlede stadigvæk rundt efter magien. Han havde den næsten. Han var lige ved at kunne mærke ... bang, så var han slået i jorden igen af Niklaus. Ved alle Guder og deres forbandelser! Hvorfor kunne han ikke bare få lov til at finde sine evner i fred?! Han var ikke rigtig i stand til at svare igen – mest fordi hovedpinen var tiltaget en hel del i hans hoved og forhindrede mere sammenhængende tanker. Han havde vist alvorligt brug for at tale med en healer snart. Det havde nok været dumt at provokere manden yderligere, men når han først begyndte, var det virkelig svært at stoppe igen. Det blev så let bare at smide bemærkning efter bemærkning. Men det var nok bedst, at han stoppede nu. Han løftede hænderne som tegn på overgivelse. ”Hvis det her fortsætter, kommer De snart til at stå med et alvorligt forklaringsproblem, ridder,” påpegede han med et svagt – nu lidt mere afvæbende – smil. ”Det vil trods alt blive Deres ord mod et lig. Den slags ser sjældent godt ud.” Han støttede sig til træet, imens han kæmpede sig på benene igen og sukkede opgivende. ”Jeg har ikke tænkt mig at skifte mening om Alexander. Selv hvis jeg ikke kan få andet fra ham, ønsker jeg stadigvæk hans venskab ... selvom det muligvis kommer til at tage et dyk efter den her hændelse ...” konkluderede han så. Hvis Niklaus ville have ham til at droppe interessen, var han nok nødt til at myrde ham, men det var ridderen forhåbentlig ikke særlig interesseret i. ”Jeg vil holde min mening om Dem for mig selv fremover. Vil det være godt nok?”

[Niklaus af Legan]

Niklaus så blot til, mens Adrian kyssede jorden. Hans hænder dunkede varmt og da han kiggede ned på dem, var der tegn på blod, der ikke var hans eget. Smerteligt bevidst om at han måtte bevare roen prøvede han at slappe lidt mere af i de spændte skuldre og han trak vejret hårdt ind gennem næsen, mens Adrian talte. Han var nede nu og en ridder slog ikke på en, der allerede lå ned. Det var for meget, selv for hans noget fordrejede moralske kodeks.

"Alexander er min, som jeg er hans indtil han selv ønsker andet. Selvom du ikke forstår det, ønsker jeg intet andet end godt for ham" Hans stemme var igen rolig og kontrolleret. "Men tro mig, når jeg siger, at jeg vil kæmpe med alt, jeg har indtil den dag skulle komme og et lig kan sagtens forsvinde sporløst, hvis du skulle vove at gå videre end venskab, før han selv beder om det." Han holdt en pause og trak igen vejret hårdt ind. Og ud. "Er det forstået, dreng?"