En opfølgende snak

[Arianna af Linden]

Julietta af Dunlath

Arianna sad i sit telt og ventede på, at Julia ville dukke op. Hun havde ladet datteren tænke sig lidt om i forhold til Adrian og hun havde en fornemmelse af, at der foregik ting og sager på den front. Men hun vidste også, at Adrian var meget mere erfaren i spillet mellem mand og kvinde, end Julia var og hun ville gerne sikre sig, at udfordringen ikke blev for stor at gabe over for hendes yngste datter.

Da datteren blev meldt, rejste hun sig op med et smil og kyssede datteren let på begge kinder, sådan som hun havde for vane. "Goddag, min pige. Hvordan går det?"

[Julietta af Dunlath]

De seneste dage var som fløjet forbi og havde indhyllet Julia i vat og forelskelsens sødme. Hun havde fået sit første kys af en dreng, ung mand var det nok nærmere, og det føltes som om hun fløj mellem telte og arrangementer, og i dette øjeblik kunne hun flyve hen til sin moders telt, hvor en tjenestepige tog imod hende. Typisk hendes mor, men selv dette bragte et lille smil over hendes læber, der stadig sad der, som hun trådte ind i teltet.

Men ynde fra en porcelænsdukke gengældte hun sin moders kindkys, før hendes arme igen foldedes yndigt bag hendes ryg. "Det går udmærket, moder." Julia strålede som en lille sol, som hun respektfuldt sænkede hovedet i et nik til sin mor. "Hvordan går det dig?"

[Arianna af Linden]

Det glade smil, hun blev mødt med af sin datter var ikke ligefrem normalt og det talte sit eget sprog. Hun satte sig i den stol, hun lige havde forladt og smilede til sin datter. "Det går mig såmænd udmærket, min pige. Det gør mig glad at se dig i så godt humør." Hun smilede stadig. "Har det noget med en vis ung mand at gøre?" spurgte hun nysgerrigt.

[Julietta af Dunlath]

Det blev kun svagt registreret at moderen vendte tilbage til den stol, hun var kommet fra. Selv havde Julia ikke det fjerneste imod at stå. Hele hendes krop føltes let, sprudlende og underligt levende. Ja, hun ville sikkert kunne løbe om kap, hvis det gjaldt - og selvfølgelig, hvis det var passende for en ung komtesse som hende selv. "Tak." Hun gjorde igen et let bøj i nakken for at vise sin respekt for Arianna, før hun besvarede spørgsmålet. "Det har det, ja. Han har undskyldt for det hele, moder, og lod mig forstå, at det udelukkende var af respekt, han holdt sig væk. Han er fantastisk, mama." Det var noget, hun ikke havde kaldt sin moder, siden hun var helt lille, men trygheden i Ariannas selskab var pludselig blevet en helt anden. Trods alt var det hende, der havde hjulpet hende med at finde frem til den lykke, hun nu havde opnået, og hende, der skulle fuldende den.

[Arianna af Linden]

Arianna's smil var glad som datterens, men mest fordi, hun ikke ønskede at være den person, som skulle ødelægge hendes glæde. Ikke nu, hvor hun endelig lod til at være kommet på god fod med hende. "Det er jeg glad for at høre, Julia," sagde hun i stedet og smilede. "Vil det sige, at du gerne vil have, at jeg kontakter Baronen af Dunlath for at tale om ægteskab?" Hun så spørgende på datteren og klappede på stolen ved sin side.

[Julietta af Dunlath]

Selvom det efterhånden var et par minutter siden, komtessen var kommet ind i teltet, stod hun stadig uden at gøre mine til at tage plads. Derfor var det også noget modvilligt, hun indtog stolen ved siden af sin mor. Hvordan i alverden skulle hun dog kunne sidde ned, når hendes hjerte sang den skønneste sang og hendes ben længtes efter at følge dets boblende rytme i en dans. "Der er intet, jeg ønsker mig mere," Hun rakte ud efter sin mors hånd og lagde et flygtigt kys mod håndryggen, før hun igen så på Arianna med livligt spillende øjne. "Det ville i sandhed gøre mig lykkelig."

[Arianna af Linden]

Arianna smilede stadig glad til sin datter og det blev kun bredere af, at hun kyssede hendes håndryg. Det var ikke noget, hun var vant til heller. "Så gør jeg det, min pige," forsikrede hun. "Og jeg håber meget, at du bliver lykkelig." Hun smilede stadig, men det antog et lidt alvorligt strøg. "Men du skal vide, at mænd ikke altid selv ved, hvis der sker noget godt for dem. Det er ikke sikkert, at Adrian bliver særligt glad for arrangementet til en start. Det er op til dig at vise ham, hvorfor han burde være glad." Hun forsøgte at forberede datteren på det, som måske ville komme. Som hun var ret sikker på, der ville komme.

[Julietta af Dunlath]

Smilet fik et strejf af taknemmelighed, da moderen afgav sit løfte. Inden længe ville hun sikkert være forlovet med Adrian. Livet kunne ikke være bedre, især ikke med tanke på, at hendes ældste søster stadig ikke var blevet afsat. Hidtil var hun den yngste Linden-pige til at blive forlovet, måske ikke med et så godt politisk parti, men hun blev givet væk til kærlighed og intet betød mere, det havde hun selv læst sig til. "Åh, moder, dine tanker er kærlige, men frygt ikke." Hun gav Ariannas hånd et blidt klem. "Jeg ved Junker Adrian føler det samme som jeg."

[Arianna af Linden]

Arianna smilede stadig. At datteren glædede sig så meget var kun en god ting. Adrian var også en god og en sød mand. Men han havde sine fejl og hun var nervøs for, om datteren mon ville gå et lykkeligt ægteskab i møde. Det var dig ikke noget, hun var nødt til at tænke på nu. Hvis det blev nødvendigt, kunne de sammen lære Adrian at opføre sig ordentligt. Lige nu gjaldt det om at arbejde frem mod et fælles mål. At få Julia afsat. Og hvis hun kunne knytte datteren lidt til sig i processen, så var det kun at tælle som noget positivt. "Det håber jeg, min pige. Det håber jeg."

*Tråd afsluttet*