Rivalen melder sig!

[Adrian af Dunlath]

Niklaus af Legan

Sangkonkurrencen var i fuld gang. Adrian kunne såmænd godt lide at lytte til musikken og sangene, men han var også noget utilfreds. Rupert havde erklæret, at han og Annora rejste til Corus, så nu var Adrian blevet repræsentant for Dunlath – til absolut ingens glæde. Faktisk havde han aftenen før fået et længere foredrag fra Rupert om, at han skulle opføre sig ordentligt, og hvilke pligter han skulle tage sig af.
Han var andenfødt! Han burde ikke stå for de her ting! Dumme Annora og hendes alt for frugtbare ... steder-som-han-ikke-måtte-tænkte-på-for-så-ville-Rupert-helt-sikkert-slå-ham. Som repræsentant var han dermed tvunget til at vise sig til de forskellige aktiviteter og tale med folk, som havde noget at diskutere angående Dunlath. Det var forfærdeligt, og han savnede virkelig i sin storebror.
Han havde brug for at komme af med nogle aggressioner ... hm?
På vej tilbage fra konkurrencen – som en eller anden køn rødhåret komtesse havde vundet – bemærkede han en mørkhåret mand. De kendte ikke hinanden personligt, men Adrian havde fundet ud af, hvem han var for et stykke tid siden. Niklaus af Legan. Den eneste arving, han lige kunne finde, med det navn, og dermed måtte det være Alexanders mand.
Straks rettede Adrian kursen direkte over mod manden med et stort imødekommende smil. En lille stemme bagerst i hovedet mindede ham om at opføre sig ordentligt, men den blev straks kvalt af en langt mere provokerende og højlydt stemme. ”Undskyld mig, men er De Niklaus af Legan?” spurgte Adrian smilende, da han nåede indenfor hørevidde af manden.

[Niklaus af Legan]

Som arving til lenet Legan, havde det være Niklaus pligt at holde sig i nærheden af sin far nærmest hvert sekund af hver dag, for at kunne lære og følge med i en barons pligter. De frie timer havde det selvfølgelig været krævet af ham, at han tilbragte med sin nyligt forlovede og det var derfor ikke meget Niklaus havde set til Alexander. Det havde ført til en noget frustreret ridder, der begav sig på vej væk fra endnu et åndssvagt arrangement for at kunne have mulighed for måske at finde tid til Alexander, før han skulle spise middag med Mariette. Muligheden om at flygte til et andet land strejfede ham igen, som det havde gjort noget oftere de forgangne uger.

En stemme fik dog stoppet for alle planer om det og Niklaus måtte være hyperbevidst om sit ansigt, der blev henlagt i en formel mine, som han vendte sig mod den fremmede. En ung junker ud fra udseendet at dømme. "Ja?" Han hævede brynene afventende og undlod bevidst at kommentere på den mangelfulde tiltale. Han var jo ikke ridder for sjov. "Hvem spørger?"

[Adrian af Dunlath]

Godt, det var den rigtige mand. Højest sandsynligvis. Adrian bukkede som det nu hørte sig til og præsenterede sig høfligt: ”Adrian af Dunlath.” Imens han rettede sig op igen lod han blikket stryge bedømmende over manden. Tja, tiltrækningen var vel ikke svær at se. Niklaus havde et attraktivt udseende, og han passede vist ret godt til nogle af de beskrivelser, som Alexander tidligere havde givet om sin fortrukne type. ”Undskyld, at jeg sådan forstyrrer Dem, ridder. Jeg var blot nysgerrig, siden jeg tror, at vi har en fælles kammerat. Junker Alexander af Viksø?” Han lod hovedet glide spørgende på skrå, stadig med et let smil. "Så jeg tænkte, at jeg ville introducere mig selv."

[Niklaus af Legan]

Selv besvarede Niklaus også bukket noget mere overfladisk og gjorde mere ud af det respektfulde nik, han sendte junkeren efter introduktionen. Adrian af Dunlath.. Så han var altså Ruperts yngre bror? Armene lagde sig afventende over kors, mens han betragtede den unge junker. Umiddelbart kunne han ikke se, hvad han skulle bruge ham til, men da det først blev forklaret, krævede det sin mand at holde ansigtet i ro. Heldigvis havde Niklaus årevis af træning med den slags og den ydre ro afspejlede heldigvis ikke det kaos, der havde taget over i hans indre. Hvad mente han med kammerat? Havde Alexander.. Nej, umuligt. Pludseligt tør i halsen rømmede han sig. "Junker Alexander af Viksø?" Han lagde minen i undrende folder et par sekunder, før han løste lidt op i et prøvende smil. "En kammerat ved jeg ikke, om jeg vil kalde det. Junkeren har været så venlig at hjælpe mig med ord. Han er gode venner med min forlovede, ser De, og begge har de en svaghed for eventyr og smukke ord." Smilet blev mere skævt, sikkert.

[Adrian af Dunlath]

Adrian nikkede let til Niklaus´ forklaring, imens han holdt øje med mandens fremtoning. Han lod til at mestre færdigheden at ’lade som ingenting’ ganske godt. Bedre end Alexander i hvert fald. Adrian smilede skævt ved tanken om, at Alexander skulle kunne lide ord og eventyr. ”Det siger De ikke? Tja, den filosofiske uddannelse lægger vel også lidt op til en glæde for den slags,” nikkede han så. Hvis det var sandt kom det ikke bag på ham. Han skrev sig det bag øret til senere, men vidste også godt, at Niklaus muligvis stod og løj i et forsøg på at retfærdiggøre bekendtskabet med Alexander. ”Tillykke for øvrigt. Med forlovelsen,” lykønskede han så manden, stadig smilende. ”Hvornår skal brylluppet stå?”

[Niklaus af Legan]

Niklaus fik presset endnu et høfligt smil ud på læberne til den unge junker. For at være helt ærlig havde han dog langt mere interessante ting at se til end at stå og diskutere det, der skulle gå for at være et overfladisk bekendtskab med Alexander med en vidt fremmed. Ja, så tilbragte han hellere tiden med omtalte. "Det gør den vel," brummede han, en anelse utålmodigt og rykkede vægten fra den ene fod til den anden.

Endnu et respektfuldt nik. Åh, at kunne tilbringe bare ti minutter med Alexander væk fra al den etikette og form og figur. "Tak." Hans indre brændte, mens han for første gang gengav den besked, han selv havde fået. Gengav datoen for, hvornår hans frihed ville forsvinde mere. "Når vi når Josdirk hen ad foråret."

[Adrian af Dunlath]

Adrian nikkede smilende. ”Det er jo ved at være lige op over så,” sagde han med sin påtagede glæde. Så sukkede han let og bukkede kort for Niklaus igen. ”Siden De blot er en bekendt af junkeren, undskylder jeg at have optaget Dem. Jeg ønsker at være på god fod med hans venner, men jeg har vist spildt Deres tid i stedet,” lo han og rettede sig op igen. ”De må endelig bringe mine lykønskninger til Deres forlovede.” Det var lidt fascinerende at se manden stå og spille sådan for galleriet. Det kunne Alexander vitterligt ikke hamle op med. Tankerne vandrede kort tilbage til mødet ved stranden og hvor ulykkelig junkeren havde været over hele situationen. En rynke formede sig i Adrians pande, imens han iagttog Niklaus – han havde halvt glemt, at han var ved at tage sin afsked. Et langt øjeblik stirrede han bare ind i mandens øjne, før han så sukkede igen og vendte ryggen til ham. Han burde ikke sige noget om det. Alexander ville uden tvivl blive vred, og Adrian foretrak at være på mandens gode side. ”Jeg vil undskylde mig. De må have en fortsat god dag.” Med de ord forlod han Niklaus lige så hurtigt, som han havde stoppet ham. Eller ... han stoppede op og så sig tilbage over skulderen. ”Åh, forresten ...” han smilede venligt til manden. ”De bør virkelig værdsætte, hvad De har, ridder.” Så forlod han samtalen fuldstændig og gik tilbage mod lejren.

out