Så er det lige om lidt

[Astor af Fenrig]

Caelie af Fenrig

13. februar, 527 M.T.

De var ankommet til lensborgen sent på aftenen og havde prioriteret at nå frem i forhold til at stoppe og få aftensmad til tiden. Der var dog sendt en tjener i forvejen og da de nåede frem, stod maden på bordet så snart herskabet havde nået skiftet. 

Astor selv var hurtigt færdig og han var mere end fristet til at opsøge Caelie på hendes værelse, inden den sene middag. Men han gjorde det ikke. Hendes far var taget med dem på rejsen og han havde ikke rigtigt lyst til, at manden skulle opdage de ting, han rendte og lavede med hans datter. Specielt ikke lige nu. I stedet gik han ned til middagen og ventede på de andre. 

[Caelie af Fenrig]

Lige til det sidste havde Caelie håbet på, at hendes far ikke ville tage med dem så tidligt. Men han havde åbenbart besluttet at være med hele vejen. Til hendes store frustration. De sidste par dage havde hun nærmest ikke kunne være alene, uden at han skulle være i samme rum som hende. Og hun hadede det. Hun ville bare gerne væk.

De var blevet indkvarteret på borgen, og hun havde netop klædt sig på til middagen, da hendes far bankede på hendes dør. De skulle følges sammen ned til middagen. Fuldkommen stiv i betrækket, og med en iskold mine, gik hun sammen ned i spisesalen. Hun nejede for hertugen og hans forlovede, og for Astor, inden hun stillede sig sammen med sin far og ventede på at resten af familierne skulle indfinde sig.

[Astor af Fenrig]

Han så hende komme ind ved sin faders side og en dyb irritation indfandt sig i hans krop. Han anså allerede Caelie som værende sin og der var ingen, han mindre ønskede at se hende med, end hendes far. Han forsøgte at berolige sig selv med, at idioten nok skulle få, hvad han havde fortjent, men det hjalp ærligt talt ikke meget.

Han havde dog mange års øvelse i at skjule sine følelser og han gik derfor hen til dem og bukkede let for først hendes fader og så for hende. Resten af selskabet havde han allerede hilst på. "Hvis De tillader..? Så ønsker jeg at tale med Deres datter en stund?" Han så afventende på hendes fader - som reelt ingen mulighed havde for at afslå ham. Det gjorde han dog heller ikke, men trak sig uden kommentarer. Astor så efter ham, da han gik hen til Aric og vendte derefter opmærksomheden mod Caelie igen.

[Caelie af Fenrig]

Hendes blik var rettet stift frem, så hun ikke kunne se sin far. Det var ikke ham, hun i hvert fald havde lyst til at lade sine øjne hvile på. De søgte langsomt hen mod Astor, og hun rankede sig en anelse mere, da han kom hen imod dem.

Hun gengældte hans hilsen med at neje, og sagde ikke noget, mens de to mænd udvekslede ord. Hun havde hænderne foldet sammen foran sig, og ventede blot på, at hendes far forlod dem. Da han gjorde, drejede hun sig rundt, så hun stod med fronten mod Astor. Hun havde ingen anelse om, hvad han ville tale med hende om.

[Astor af Fenrig]

Han så på hende, mens han sørgede for at have ryggen til hendes fader, så han ikke ville kunne forsøge at gætte, hvad de talte om. "Du sidder ved min side under middagen," forlangte han i en rolig stemme. "Jeg har bedt Aric om at sætte din far ved Genlith-familien, så jeg ikke behøver at dele dig." Han tænkte ikke noget særligt over sine ord. Hun var hans og hans alene. Og sådan skulle det gerne være altid. "Og så forventer jeg, at du finder til mit kammer i aften. Jeg er ligeglad med hvordan."

[Caelie af Fenrig]

Hun forsøgte at opretholde sin kolde mine, selvom hun ikke havde lyst til at gøre det foran Astor. Men selvom han stod med ryggen til resten af selskabet, så kunne de allesammen se hendes ansigt. Og hun havde ikke tænkt sig at afsløre nogen som helst former for følelser overfor Astor. Officielt havde de jo blot mødt hinanden et par gange. "Javel," besvarede hun hans ordre og nikkede. Men da han bad hende om at indfinde sig i hans kammer bagefter, tøvede hun igen. "Min far..." Hviskede hun og sank en klump i halsen. Den kolde mine var tæt på at krakelere. "Min far har truet med... Med at slå mig, hvis jeg ser dig privat," fortsatte hun i en lav hvisken.

[Astor af Fenrig]

Hans blik på hende blev intenst, da hun vovede at sætte sig mod hans ønsker. Han skrev sig bag øret, at han skulle minde hende om senere, at det ikke var noget, han brød sig om. "Du har fået dit eget værelse her på borgen og oven i købet i en fløj langt fra dine forældres. Jeg har arrangeret for din anstandsdame, at hun har foreslået din far, at hun overser din søvn i disse sidste dage, så der er konstant opsyn med dig. Det betyder, at han ikke vil føle behov for at komme og se til dig. Du møder op hos mig i aften. Og anderledes bliver det ikke." Han havde faktisk gjort det så let for hende, som han overhovedet kunne. Hvorfor hun brokkede sig, fattede han ikke.

[Caelie af Fenrig]

Hun stivnede igen i kroppen. Hun stirrede direkte på Astor, og for en gangs skyld krakelerede hendes mine ikke. Den blev næsten hårdere i det. "Ja," sagde hun blot og rettede derefter blikket frem, for at se på de andre gæster. En tjener var kommet ind til dem, og annoncerede, at middagen var blevet serveret. Hun så afventende på Astor. Hun gik ud fra, at de skulle følges ind til middagen, nu hvor hun skulle være hans borddame under hele middagen.

[Astor af Fenrig]

Han stillede sig tilfreds med, at hun gav efter og rettede sig bare helt op, da de blev kaldt ind til maden. Han rakte sin arm frem mod hende, så hun kunne lægge sin hånd i den og sammen gik de ind i spisestuen. Han trak stolen ud for hende, som det forventedes af ham og derefter satte han sig på sin egen stol. Så snart de havde fundet sig til rette på stolene, fandt hans hånd - skjult under bordet og dugen, over på hendes lår og han sukkede stille - tilfreds med at have hende under sin kontrol igen. "Har du fået styr på brylluppet?"

[Caelie af Fenrig]

Uden at ytre flere ord, tog hun hans arm, og fulgte med ham ind i spisesalen. Hun satte sig ned på stolen, og rankede ryggen op ad ryglænet. Hun så ikke på ham, da han talte til hende. Hun var bange for at afsløre, at han rørte ved hende under bordet. Hun sank en klump i halsen og nikkede. "Min far har sørget for gæstelisten, og har haft afleveret den til din kammertjener," svarede hun og nævnte ikke noget om brudekjolen. Den manglede stadigvæk et par få ændringer. Den havde jo trods alt slet ikke været beregnet på at blive en brudekjole til at starte med.

[Astor af Fenrig]

Han nikkede let. Han var dybest set uinteresseret, men på den anden side, så forventedes det af ham, at han i hvert fald udviste en lille smule interesse for det forestående bryllup. Det eneste, han reelt interesserede sig for, var at han snart ville kunne gøre med Caelie, som han ville. Uden at hendes far ville kunne have noget at sige omkring det. Desuden glædede han sig lidt til at se, hvordan hun ville udvikle sig, når hun skulle gebærde sig som Grevinde. "Glæder du dig? Til brylluppet? Til at blive Grevinde?"

[Caelie af Fenrig]

Hun havde ikke særlig meget andet at fortælle ham om brylluppet. Alt var jo gået så stærkt, og det hele var stort set arrangeret af hertugen. Så hun havde ikke haft nogen chance for selv at deltage i beslutningerne. I det mindste kunne hun bestemme over sin egen kjole. Hun nikkede til hans spørgsmål. "Jeg ser frem til at skulle være din hustru, og repræsentere lenet som din Grevinde," svarede hun roligt, mens de var begyndt at spise forretten. Det hun glædede sig mest til, var at slippe væk fra sin fader. Men det nævnte hun ikke.

[Astor af Fenrig]

Han nikkede let. Det var så sjældent, at han havde været nødt til at møde hende i sociale sammenhænge, at han ikke havde tænkt over, hvor meget hendes korte og korrekte svar ville kede ham. Han var klar over, at han selv havde fremelsket dem, når de var alene. Men en hel middag, hvor han alligevel kun ville kunne tale med hende? Den ville blive lang, hvis hun ikke selv bød ind med noget.

Derfor sænkede han stemmen, så ingen andre end hun ville kunne høre, hvad han sagde. "Du er nødt til at gøre et bedre forsøg på at virke naturlig. Du ville aldrig være så forsigtig omkring andre end jeg. Spil din rolle overbevisende, men lad være med at overdrive. Jeg vil stadig ikke finde mig i frækheder." Han rettede sig lidt op og spiste videre.

[Caelie af Fenrig]

Hun havde gået på klosterskole. Hun havde fået undervisning i at opføre sig korrekt i sociale sammenhænge. Men al den undervisning havde ikke taget højde for en mand som Astor. Hun havde svært ved at opføre sig, som hun havde lært. Hans hånd på sit lår distraherede hende for meget. For hun vidste, hvad den betød. Og hvad der skulle ske senere.

Hun bøjede let i nakken, da han talte lavmælt til hende. Hun gjorde det for at de andre ikke skulle se hendes læber bevæge sig. "Jeg forsøger Astor," hviskede hun og så ned på sin tallerken. "Men du distraherer mig," hviskede hun lavt, og håbede, at han ville forstå hendes hentydning til den hånd, der hvilede et meget upassende sted. "Al min undervisning i korrekt opførsel tog ikke højde for, at jeg skulle giftes med en mand, der var så meget mand," sagde hun og begyndte langsomt at spise igen.

[Astor af Fenrig]

Han brød sig ikke om hendes svar. Det var meget tæt på en modsigelse, men på den anden side, så havde han selv bedt hende om at tale mere normalt til ham lige nu. Han lovede sig selv, at han ville tage hævn senere og lod det fare. "Tror du, at det interesserer mig, om du føler dig distraheret eller ej?" Hans stemme var rolig. "Jeg forventer, at du gør dit allerbedste. Intet mindre." Han gav hendes lår et klem og skubbede sine fingerspidser ned mellem hendes lår. Ikke meget. Men nok. "Men jeg tager det som en kompliment, at du ser mig som 'meget mand'." Han smilede let.