De tabte tegninger

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

Det var den anden aften på vej mod Tirsmont, og Adrian kunne endelig aflevere de tegninger, som han havde haft liggende siden Prinshold. Da han nåede Lindens lejr var han dog lidt forsigtig i første omgang. Han vidste, at baronessen havde en søn, som var arving til lenet, og han vidste kun alt for godt, at man skulle tage sig i agt for overbeskyttende storebrødre! Baronessen var han knapt så bekymret for at støde på. Han havde ikke talt med hende længe, men hun virkede bestemt ikke som typen til at slå ned på denne slags ting.
Desuden afleverede han jo bare nogle tegninger! Ja, han måtte hellere holde fast i den undskyldning ...
Adrian fik en tjenestepige til at vise ham vej til Juliettas telt, hvor kvinden også meldte hans ankomst til den unge komtesse. Han ventede pænt, indtil han fik tilladelse til at komme indenfor og trådte så ind under teltdugen med et let smil. ”Komtesse Julietta. Godaften,” hilste han med et høfligt buk. Da han rettede sig op igen, var smilet blevet lidt bredere. ”Du må næsten have savnet dem her efterhånden?” bemærkede han og fremviste komtessens tabte tegninger.

[Julietta af Dunlath]

Som dagen var gledet på hæld, var Julia søgt ind i teltet for at tegne og finde lidt fred med sine tanker. Selvom det var typisk for Linden-pigerne, at de nød det sociale spil og at være i centrum for opmærksomhed, var det nu også godt at kunne læne sig tilbage med intet andet en sig selv og sine tanker for en stund. Hun sad derfor og stirrede drømmende ned på et par begyndende streger, der havde trukket sig over papiret, da en tjenestepige meldte Junkeren af Dunlaths ankomst.

Et smil lyste hendes ansigt op, mens hun kom op at stå og yndigt kniksede for ham. ”Og en god aften til Dem, Junker Adrian.” Hun rettede sig op igen og trådte et skridt tættere på ham, tog imod tegninger, som hun længselfuldt strøg fingrene over. ”Meget, ja. Tak”

[Adrian af Dunlath]

Adrian lod blikket vandre i teltet, imens Julietta fik sine tegninger lagt på plads. ”Hvordan har du det med at rejse rundt på den her måde?” spurgte han nysgerrigt og gik over for at se på hendes tegnegrej. ”Det må være første gang, at du er ude at rejse i det hele taget?” At give sig til at bladre i hendes ting var nok ikke helt i orden, så han valgte at sætte sig ned på en stol i stedet. Han havde sådan set ikke planer om at gå lige foreløbigt – medmindre han hørte pigens storebror nærme sig.

[Julietta af Dunlath]

Efter at have studeret sine tegningers stand og konkluderet, at de hverken var blevet krøllede eller indsmurt i noget, lagde Julia tegninger på plads blandt sine andre tegninger ved bordet nær sin seng, før hun igen vendte blikket mod Adrian, der havde taget plads i teltet. Han regnede åbenbart med at blive hængende og komtessen havde ikke det fjerneste imod det. "Jeg har kun foretaget rejsen til Klosterskolen og tilbage igen" svarede hun med endnu et forsigtigt nik, før hun selv tog plads over for ham. "Og De?"

[Adrian af Dunlath]

”Jeg har aldrig været af sted med hele hoffet før, men jeg kan godt lide at rejse fra borgen et par dage for at gå på jagt,” fortalte han eftertænksomt. ”Det involverer også telte, men det er godt nok noget koldere at sove under åben himmel i Dunlath, end det er her.” Han grinede let ved tanken. Man skulle altid pakke sig godt ind på sådan nogle ture. Nysgerrigt lænede han sig lidt frem med blikket låst på hende. ”Har du flere tegninger, jeg må se?” spurgte han håbefuldt. Det var jo begrænset, hvor mange der delte den slags interesse, så det var rart at tale med ligesindede. "Nu har jeg jo allerede luret på dem, du glemte, så du har ikke noget at være flov over," bemærkede han med et drillende smil.

[Julietta af Dunlath]

Julias smil voksede en anelse. Jagt. Mandigt og råt. Nysgerrigt labbede hun det i sig, som han talte. Han ville være en perfekt mand til hende. I sit indre sukkede hun betaget. Spørgsmålet bragte det dog tilbage på hendes banehalvdel og hun blev igen selvbevidst. Hendes tegninger var ofte personlige og selv om der var mange ligegyldige kruseduller, var der også mange, der gav udtryk for hendes følelsesliv. Alligevel rejste hun sig langsomt og hentede en skindindbunden mappe, der tøvende blev rakte frem mod ham. "Det er meget gavmildt af Dem" hendes blik flakkede, før hun igen fik samlet mod til at fange hans blik. "Men det er bestemt ikke noget at berette om."

[Adrian af Dunlath]

Adrian var lykkeligt uvidende om de tanker, som florerede i komtessens sind. Ellers var han nok stukket af for længst. I stedet smilede han tilfreds, da Julietta igen blev genert. Det var nu engang forfærdelig nuttet at se på. ”Lad os nu bare være dus, Julietta,” grinede han, da hun gik tilbage til sin etikette. Muligvis på grund af nervøsitet. ”I hvert fald når vi bare er os to. I orden?” Han tog imod mappen og åbnede den nysgerrigt for at studere hendes værker. ”Jeg synes, at de er flotte,” fastholdt han, imens blikket blev låst mod papirerne. ”Det er som at se selve sjælen af deres skaber på papir. Så hvis tegningerne er smukke, må skaberens sjæl være det samme, ikke sandt?” spurgte han smilende.

[Julietta af Dunlath]

Julia holdt vejret et sekund eller to, da Adrian foreslog, de blev dus. Hun havde aldrig prøvet at være dus med en af modsatte køn uden for sin familie og det virkede pludseligt frygtindgydende bare at tænke tanken. Alligevel nikkede hun tøvende og kinderne blussede videre. "I orden." Pinligheden forsvandt dog en anelse igen, da hun nysgerrigt studerede ham, mens han bladrede hendes tegninger igennem. Igen var det en ting, der altid havde været forbeholdt hendes familie og veninder, og det var næsten som studerede han hendes nøgne krop, mens hans blik gled over tegningerne. "Insinuerer De" hun standsede sig selv og rettede straks, "du, at min sjæl er smuk?" Hun så betaget på ham.

[Adrian af Dunlath]

Det der med at være dus, skulle hun vist lige vænne sig til. Adrian smilede blot tilfreds for sig selv, da bemærkningen lod til at have den ønskede effekt på hende. Den romantiske tilgang lod til at være den bedste at bruge på hende. Det var så sødt, når hun kiggede på ham med de der store øjne og røde kinder. Man kunne jo ikke lade være med at ville se det hele tiden!
Adrian rejste sig fra sin plads og lagde tegningerne på bordet foran Julietta. ”Jeg behøves ikke at insinuere noget. Dine tegninger siger det selv,” svarede han hende med et selvsikkert smil og stillede sig – med fuldt overlæg – bag hendes plads for så at række hånden hen over hendes skulder for at kunne udpege de forskellige tegninger. ”Bare se på disse bløde strøg. De er elegante og dog enkle,” fortsatte han roligt. Han forsøgte dog ikke at læne sig ned over hende i første omgang. Hun skulle jo helst ikke stikke af ud af sit eget telt. ”Sjælen som førte hånden må have den samme elegante egenskab. Ikke sandt? Hvordan skulle du ellers kunne tegne sådan, hvis ikke det lå dybt i selve din essens?”

[Julietta af Dunlath]

Komtessens blik blev næsten helt forskrækket, da Adrian pludselig rejste sig og lagde tegninger fra sig foran hende. Ville han gå? Ville han mon prøve at kysse hende!? På nuværende tidspunkt kunne hun knapt afgøre hvilken, hun helst så ske. Som et dådyr for en jæger fulgte hun vågent hans bevægelser, hver muskel spændt i hendes lille krop, før han tog plads bag hende. Det var svært at holde et lettet suk tilbage og det gik op for hende, at hun havde holdt vejret. Ikke fordi det blev lettere med en regelmæssig vejrtrækning, når han stod så tæt op ad hende med hånden hvilende tungt og varmt på hendes skulder. "De-u" Reddet. Ha. "er alt for gavmild, Adrian." Hendes ansigt føltes som i flammer. Man kunne da ikke rent faktisk selvantænde, kunne man? I så fald havde hun sikkert allerede gjort det.

[Adrian af Dunlath]

Adrian grinede og lænede sig ned, da Julietta ikke stak af. Hun var noget rød i det efterhånden, men det så ikke ud til, at hun ville flygte lige nu. Hun virkede til at være frosset fast. ”Jeg tror, at du gør mig mere uskyldig, end jeg er nu,” svarede han lavmælt med læberne ved pigens ører. ”Jeg er bestemt ikke gavmild. Ikke når hvert eneste ord jeg siger bliver sagt i håbet om at kunne kysse dig,” han sænkede stemmen til en hvisken: ”Julietta.” De blå øjne strøg over profilen af hendes ansigt, hvor den røde farve vist stadig var noget udpræget.

[Julietta af Dunlath]

Den blide hvisken mod hendes øre, luften, der kildede hendes nakke, deres tæthed og Adrians kropsvarme fik det til at snurre i hende. Aldrig havde hun været så hyperbevidst om sin krop som nu. Den føltes brændende varm og al varmen søgte til hendes kinder eller.. Hænderne knugedes selvbevidst over hendes skød, der føltes tilstedeværende eller nærmest levende på en måde, hun aldrig før havde bemærket det. Et eller andet sted trængte hans ord dog igennem den lette tåge, der havde sænket sig over hendes sind. "S-så.. Du siger det kun for at kysse mig?" Da hun selv havde sagte det, klarede det lidt mere op i hendes tanker og hun blev straks grebet af trangen til at udvandre. Bestemt skubbede hun stolen bagud og ind i Adrian. Den bløde kollision fik hende til at stivne. I situationens forvirring havde hun ikke tænkt over, han stod i vejen.

[Adrian af Dunlath]

Adrian havde håbet på en lidt anden reaktion. Stolen skubbede ham lidt væk, da han ikke havde regnet med, at den ville flytte sig. ”Delvist,” indrømmede han, men skyndte sig så at gribe efter hendes hånd for at stoppe hende fra at stikke af. ”Jeg ønsker jo at kysse dig, fordi du er så smuk. Både af sjæl og krop. Det jeg sagde var sandheden, Julietta,” forsøgte han at berolige hende. ”Det er også sandt, at din skønhed får mig til at ønske mere. Derfor må du ikke kalde mig gavmild. Jeg er selvisk. Alt jeg ønsker er at være tættere på dig, at smage dine læber.”

[Julietta af Dunlath]

Alt gik så hurtigt, komtessen knapt nok kunne følge med længere. Ikke fordi hun normalt kunne det i Adrians selskab. Hånden, der greb fat om hendes håndled, fik skubbet til hendes balance og da hun kom op at stå, tumlede hun forvirret ind i hans brystkasse. De stod tæt nu. Så tæt at hun tydeligt kunne mærke varmen fra hans krop, der strømmede ind mod hendes, og hun så søgende i hans øjne, følte sig en smule beruset, mens hver detalje ved hans ansigt nådesløst indprentede sig i hendes bevidsthed. "Virkelig?" ordet kom ud med et suk. Hun havde svært ved at få vejret og hendes kinder brændte, mens sommerfulge væltede rundt i hendes maveregion.

[Adrian af Dunlath]

Adrian kunne ikke have planlagt det bedre selv, da komtessen væltede ind i favnen på ham. Straks lagde han armene om hende og trykkede hende tættere ind til sig. Spørgsmålet fik ham til at lægge en finger under hendes hage for at lede hendes ansigt tættere på hans. Deres blå øjne mødtes, imens Adrian smilede blidt til hende. Han lænede sig ned, så deres læber var øjeblikke fra at strejfe hinanden. ”Virkelig,” hviskede han og kyssede hende rigtigt. Ingen hurtige strejf. Denne gang trykkede han læberne ordentlig mod hendes og strammede grebet om hende for at sikre sig, at hun ikke gav sig til at stikke af i et øjebliks panik. Selvom det var et rigtig kys denne gang, holdt han det ganske uskyldigt i første omgang. Det måtte utvivlsomt være en noget ny oplevelse for Julietta, så hun skulle helst have tid til lige at vænne sig til tanken, før han ville forsøge at involvere deres tunger i situationen.