Stædig strid

[Myrilla af Stenbjerg]

Vania af Naxen
12. februar 527

Normalt havde Myrilla aldrig været en pige, der var kendt for at være på tværs. Selvom hun var stædig som et muldyr, havde hun altid valgt sine kampe med omhu, og Murray var ofte en af dem, hun ikke gad kæmpe mod. Det var simpelthen umuligt. Lige indtil det sekund, han havde valgt at behandle hende som et stædigt barn og havde arrangeret et møde mellem hende selv og hans nye forlovede.

Myrilla tjekkede hastigt, om håret sad fejlfrit og skørtet på den mosgrønne kjole var helt glat, før hun med knoerne hamrede en lille, kæk melodi på døren til Murrays værelse, hvor hun skulle mødes med Vania. Typisk ham at vælge neutral grund, mens han selv fandt et andet sted at være.

[Vania af Naxen]

At sige, at Vania var i godt humør i forhold til det forestående møde, ville være løgn. Faktisk var hun temmelig arrig. Både på hendes forlovede og på hans søster. Hun havde forsøgt at finde den perfekte måde at møde sin nye svigerinde på - så kvinden forhåbentligt ville kunne lide hende. Men inden hun overhovedet nåede så langt, havde Murray - på trods af, at han havde bedt hende selv om at finde på noget - arrangeret et formelt møde mellem dem. Åbenbart fordi søsteren ikke havde tålmodighed nok til at vente på et passende arrangement. Det lovede ikke ligefrem vel for deres fremtidige forhold.

Hun sad allerede på Murray's værelse og forsøgte virkelig at komme af med sin irritation. Hun havde lovet ham at forsøge at komme overens med hans søster. Og det måtte hun så også gøre. Så længe den anden gjorde det samme.

Da det bankede på døren, rejste hun sig op med et venligt smil og åbnede selv. Hun havde ikke set behovet for at gøre dette mere akavet ved at have tjenestefolk til stede. "Goddag. Jeg er Vania. Du må være Myrilla."

[Myrilla af Stenbjerg]

Det øjeblik, Myrillas blik faldt på kvinden, der åbnede døren, søgte hendes bryn opad og lagde panden i folder. Lidt fint på den for en tjenestepige. Tanken blev dog straks punkteret, da kvinden præsenterede sig som broderens forlovede og Myrillas undren blev kun større. Denne kvinde var altså selv datter af Hertugslægt og skulle til at være hertuginde og så åbnede hun selv døren? Hun undlod dog at kommentere det. At kritisere sin kommende svigerinde, før hun overhovedet var trådt ind i rummet, ville ikke blive vel modtaget og brynene sank tilbage på deres plads over hendes grønne øjne, mens ansigtet formede sig i et venligt smil.

"Vania. Det er mig en glæde at møde Dem." Selvom hun havde lovet sin bror at være civiliseret, kunne hun ikke holde sig fra at lægge ekstra tryk på tiltalen. Selvom de snart var svigerinder, havde Myrilla ikke givet sin accept til at de pludselig var dus. Uden videre omsvøb trådte hun ind i lokalet og kastede et blik på rummet, før hun igen vendte blikket tilbage mod Vania.

[Vania af Naxen]

Vania holdt sit ansigt i tvungne venlige folder. Hvordan hun kunne have glemt at tiltale Myrilla med 'De', fattede hun simpelthen ikke. Det var direkte pinligt. Men sekundet efter, blev hun ærligt talt lidt vred i stedet. Måske havde hun forløbet sig, men Myrilla var bare strøget forbi hende og ind i værelset, og hendes rettelse havde ærligt talt været temmelig uforskammet.

Hun lukkede døren forsigtigt efter komtessen og vendte sig så imod hende med hænderne samlet foran sig og et høfligt smil om læberne. Hun havde dog ikke noget videre at sige. Ikke noget, som var spor høfligt i hvert fald, så hun endte med bare at trække lidt mentalt på skuldrene. "Vil De have noget at drikke?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla betragtede vågent sin kommende svigerinde. Måske var det modviljen i hendes indre, der gjorde det, men komtessens kattevenlige smil lignede mest af alt samme smil en jæger havde på, før han nedlagde sit bytte. Det ville der i hvert fald ikke blive noget af her! "Gerne, tak for tilbuddet, komtesse Vania." Hun blev stadig stående som forstenet. Mange timers forskning havde heldigvis givet hende et talent for at holde sig stående længe uden at længes efter en stol. Til gengæld kunne alle de trættende sociale arrangementer på rundrejsen sagtens få hende til at længes efter studierne. "Det ser ud til at blive et behageligt ophold her i Tirsmont, synes De ikke?" prøvede hun i stedet at lange på disken. Hun hadede overfladisk snak, men hun kunne næppe diskutere alkymi i dette selskab.

[Vania af Naxen]

Vania gik hen og skænkede to glas med saft. Det ene rakte hun til Myrilla og det andet beholdt hun selv, mens hun gik hen mod den ene af de to stole, der var sat frem. Hun var fristet til at sætte sig og lade Myrilla om selv at sætte sig uden invitation - det var trods alt hendes brors værelse - men det var alligevel for barnligt af hende og hun bed det i sig. Selvom det var sært, så var det hende, der var værtinde ved denne begivenhed.

"Vil De ikke sidde?" Hun satte sig selv og nippede let til sin saft. "Besøget her lader til at blive ganske fornøjeligt, ja. Har De set lensprogrammet endnu? Er der noget, De glæder Dem til?" Det var i det mindste et sikkert emne.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla tog plads, stadig uden rigtigt at vide, hvad hun skulle der. Var det mon meningen, de bare skulle sidde og diskutere overfladisk pladder, mens de drak saft? I det mindste var rundrejsen snart slut, sådan da. Hun tog en tår af saften og stillede så bægeret fra sig. "Turen til savværket skulle blive ganske interessant." En skuldertrækning fyldte pausen ud, før hun fortsatte. "Hvor ligger Deres interesser?" Det virkede så åndssvagt og opstillet.

[Vania af Naxen]

Vania smilede let og følte endelig, at lidt af den akavede stemning løftede sig. Dette var en situation, hun var komfortabel i og hendes skuldre faldt lidt. Måske var Myrilla ikke så slem, som Murray lige havde fået hende til at føle. "Jeg glæder mig også til at se savværket. Det er altid spændende at se noget, som nogen er passionerede omkring. Det er også derfor, jeg glæder mig til at se våbenproduktionen, når vi engang kommer til Naxen. Murray er meget passioneret omkring det." Smilet fik et anstrøg af.. Noget.. Inden hun skjulte det med sit glas og drak lidt mere saft.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla kunne næsten ikke tøjle sin egen overraskelse, da Vania også selv nævnte savværket. Måske denne komtesse ikke var helt så slem, som hun havde regnet hende for at være. Det var sikkert også hendes vrede til Murray, der havde overskygget det. Straks faldt alkymistens ansigt i mere venlige og afslappede folder. "Murray er generelt en meget passioneret mand," kommenterede hun med et kryptisk smil og lænede sig lidt tilbage i stolen. "Selvom han r den eneste tilbage i familien med den passion. Min bror og jeg valgte at gå en lidt.. Anden vej." Hun smilede varmt. Nu skulle de jo også snart være familie, så kunne hun vel lige så godt høre lidt om den.

[Vania af Naxen]

Vania kunne næsten mærke en fysisk ændring i luften mellem dem og hun blev mere behageligt til mode. "Det er han. Om mange ting." Ting som ikke var hende i hvert fald. Hun slog sig selv mentalt over nakken og mindede sig selv om, at hun allerede havde taget grundigt fejl af ham én gang på det punkt.

Da talen faldt på Myrilla's studier, anede Vania en mulighed for at lære den anden bedre at kende og hun sprang til den med det samme. "Det er sandt. I læser alkymi ikke sandt? Er det spændende?" Sekundet efter at ordene var sluppet over hendes læber, himlede hun mentalt af øjnene af sig selv. Hvorfor skulle Myrilla læse det, hvis ikke hun fandt det spændende?? Nå, det var for sent at ændre nu.

[Myrilla af Stenbjerg]

Blikket dvælede ved Vania et langt øjeblik, før hun igen så lidt rundt. Det var som om der allerede nu lå et eller andet i luften, når komtessen nævnte hendes storebror. Hun smilede lidt. Enhver undren var vel forståelig nok, Murray havde altid været en kompliceret mand. Smilet voksede, da Vania med stor iver spurgte ind til alkymien. Det havde hun ikke forventet. "Ja til begge dele." Myrilla trak skrabede lidt på armlænet. "Hvad har De selv af interesser?" Det gik op for hende, hun faktisk ikke havde den fjerneste anelse om, hvad komtesser rendte rundt og lavede.

[Vania af Naxen]

Vania smilede glad, da Myrilla ikke straks hoppede ind og påpegede, hvor dumt et spørgsmål, hun havde stillet. 'Det ville Murray sikkert have gjort', tænkte hun ved sig selv og rystede det så af sig. "Siden forlovelsen med Deres bror kom på plads, har jeg ikke haft tid til meget andet, end at modtage undervisning fra min moder i at blive en god hertuginde." Hun smilede let, selvom hun godt selv kunne høre, hvor tamt det lød. Men det var nu engang hendes passion. "Og når det bliver for meget, så går jeg som oftest ud og banker en øvelsesdukke." Smilet blev lidt skævt.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla smil blev igen en smule stift i det, men hun besluttede sig for ikke at gøre situationen ubehagelig igen, også selvom hun syntes Vanias interesse var en smule overfladisk og en total kliché. Hver sin smag, åbenbart. Selvom den, for hende, mest oplagte respons ville være at spørge ind til, om hun dog ikke syntes det var en kedelig og uinspirerende måde at føre sit liv på, smilede hun blot venligt. "Det lyder sjovt," ordene var lettere halvhjertede, men klart den bedste løsning på situationen.

[Vania af Naxen]

Vania opfattede Myrilla's kommentar, som en tilkendegivelse af, at hun syntes, det var sjovt at banke øvelsesdukker og hendes smil blev bredere. "De interesserer Dem måske også for selvforsvar?" Det undrede hende lidt, at Murray ikke havde fortalt hende dette på forhånd. Så ville de måske have kunnet træne sammen i stedet for at mødes under så stive former. "Jeg fandt interessen, da jeg var på Kobberøerne for snart mange år siden."

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla skyndte sig at hæve hænderne i en afværgende gestus, før Vania kom for godt i gang. Kommentaren havde været ment meget mere som en høflig respons end et reelt udtryk for interesse. "Nejnej, vi bogorme er meget mere... Litterært afhængige mennesker med gudekomplekser. Eller måske er det bare mig." hun smilede halvhjertet for at understrege den kejtede spøg. "Jeg ville nok gøre mere skade en gavn for mig selv, hvis jeg gav mig til at bruge næverne i stedet for hovedet, men jeg har fuld respekt for at De finder det interessant." Reddet. Det begyndte at blive anstrengende. Havde de da ingen fælles interesser?