Hende den søde lyshårede

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

9. februar, 527 M.T.

Det var hviledag, men Gavin havde aldrig været meget for at hvile sig i det hele taget. Og der var et lille hængeparti, som han havde gået og tænkt på at få ordnet og nu var tiden til det. Derfor troppede han op ved det værelse, som var blevet ham anvist som værende Grevinden af Disart's værelse og så lod han sig melde.

Han stop afslappet lænet op af dørkarmen, da en tjener åbnede døren. "Goddag. Jeg er Ridder Gavin af Trebond og jeg ville høre hende den søde lyshårede derinde, om hun har lyst til at gå en tur." Han var bevist provokerende, fordi han rent faktisk ikke var sikker på, at hun havde lyst til at se ham igen. På denne måde var han da garanteret en respons.

[Iliane af Disart]

Selvom det i programmet hed hviledag, var det bestemt ikke ensbetydende med, at der rent faktisk var tid til hvile. Især ikke, hvis man var en ung grevinde med bejlere, der skulle beses og ture, der skulle gås med de forskellige, ledige adelsmænd. Iliane var derfor netop nået tilbage til sit kammer og hjulpet ud af kjolen, der desværre var blevet beskidt, som det bankede på døren, og mens en tjenestepige fik åbnet op, fik to andre hjulpet den unge grevinde ud af sin kjole.

Iliane så op, da en velkendt stemme nåede hendes ører og et smil spillede straks i hendes mundvige. "Lige et øjeblik, Ridder Gavin" kaldte hun fra sin plads bag jalousien, mens den ene af tjenestepigerne smuttede hen og hentede en kjole i sirligt lavendelfarvet stof. Den blev hurtigt, men under noget besvær, trukket ud over underkjolen og snørerne bundet. Tjenestepigerne trådte til side og Iliane kom frem fra bag skillevægen. "De sagde?"

[Gavin af Trebond]

Tjenestepigen forføjede sig, da Iliane ikke sendte ham væk og han trådte ind og lukkede døren bag sig. Han hvilede skulderbladene mod væggen ved døren i en næsten doven bevægelse, mens han smilede let for sig selv. Det var næsten umuligt, ikke at forsøge at forestille sig, hvad der foregik bag den lille skillevæg og tanken om den unge kvinde i så få klæder var ikke direkte uvelkommen.

Da hun kom frem, var det lille tilfredse smil stadig om munden på ham, men han rettede sig dog op og bukkede korrekt for hende. "Jeg spurgte.. Om De ønskede at gå en tur med mig? Vejret er så dejligt i dag."

[Iliane af Disart]

Synet af det veltilfredse smil på ridderens læber havde fremkaldt en opgivende hovedrysten eller himlen med øjnene, hvis Iliane havde været alene. Typisk mænd, og der var selvfølgelig sjældent nogen mere heteronormative end riddere. Hans spørgsmål sendte et underfundigt smil over hendes læber og hun foregav at vurdere hans tilbud. Ikke fordi der var så megen tvivl igen; der var intet, hun hellere ville end at bruge en time eller to i hans selskab, især når vejret var så skønt, som det var. Så nikkede hun. ”Det ville glæde mig.” Hun trådte frem mod Gavin med blikket i hans.

[Gavin af Trebond]

Han smilede igen, da hun overvejede, men han ventede trods alt tålmodigt. Og det var først, da hun accepterede hans tilbud, at han rakte sin arm frem mod hende, så hun kunne lægge sin hånd i hans armkrog. "Hvis De tillader?"

Sammen gik de ud af værelset og han satte kursen mod borgens yderport, så de kunne komme helt udenfor. "Jeg håber, at De har haft det godt, siden sidst?" Han smilede let. "Uden alt for meget sladder i krogene?"

[Iliane af Disart]

Iliane rakte yndefuldt sin hånd frem i en tavs accept og krogede sig ind i hans arm. Det bragte dem lidt tættere sammen og gav hende mulighed for at gøre lidt føling. Han virkede nu alligevel rimelig muskuløs - en ting, hun altid havde nydt hos mænd.

I naturlig tavshed fulgte hun ham ud mod borgens yderport. Det var ikke tiltalende med en kvinde, der skvadrede op hele tiden og aldrig gav mulighed for at få hvilet ørene. Hans spørgsmål fik hende til kortvarigt at se på ham, før blikket igen vandrede på deres omgivelser. "Åh, hvor betænksomt, Ridder Gavin," hun rystede lidt på hovedet og smilede for sig selv. "Men De må forstå, hvis sladder i krogene påvirkede mit velbefindende, ville jeg jo aldrig have en tilnærmelsesvist fornøjelig dag."

[Gavin af Trebond]

Han smilede og lagde sin egen varme hånd over hendes, da hun svarede ham. "Det vil jeg såmænd godt give Dem ret i, Deres Nåde." Han smilede ned til hende. "Men hvis De ikke har bemærket det, så findes der rigeligt af adelige, som går nok op i den slags til, at de rent faktisk næsten aldrig har en fornøjelig dag." Han blinkede let og fortsatte fremad med et underholdt smil på læberne. "Jeg er dog glad for at høre, at De ikke tilhører denne kategori. Livet er for kort."

[Iliane af Disart]

Iliane fnøs underholdt og det trak sigende opad i hendes mundvige, da et smil fik kruset hendes læber. Det kunne der selvfølgelig være en vis sandhed i. Selv gjorde Iliane sig altid umage med at finde noget fornøjeligt i hver dag, der gik, om hun så selv skulle skabe det – hvilket det oftest var. ”Det kan jeg kun give Dem ret i” istemte hun med et tankefuldt nik, selvom hun nu kun var atten og stadig havde det meste af livet liggende foran sig. ”Jeg kan høre på det hele, at De selv også vil placere Dem i den kategori?” Hun hævede afventende et bryn, mens hun så på ham.

[Gavin af Trebond]

Han kom til at grine let over hendes spørgsmål og han tilbageholdt et lidet provokerende svar. Selvfølgelig var han da i den kategori! Han smilede stadig for sig selv. "Det kan jeg vist ikke løbe fra, Deres Nåde. Og jeg kan heller ikke forestille mig, hvorfor jeg dog skulle have lyst." Han smilede ned til hende. "Hvorfor skulle jeg lade andre folks meninger om mig påvirke mit liv?"

[Iliane af Disart]

Lyden af hans latter fik det til at trække yderligere op i grevindens smil. Der var noget forfriskende ukompliceret og legende over ridderen og Iliane nød hvert sekund af hans selskab. Måske det ligefrem kunne gå hen og blive en vane? "Det afhænger jo af, om der er noget relevant bag folks meninger" pointerede hun med et drilsk glimt spillende i blikket. "Det kan jo være kilde til nogen selvrefleksion, hvis man altså er åben for den mulighed." Hun gav hans arm et blidt klem, mens de fortsatte.

[Gavin af Trebond]

Han smilede af hendes kommentar og kunne sagtens høre, at han måske havde lydt lige vel rigeligt selvtilfreds. Men i stedet for med det samme at undskylde, valgte han at overdrive for at drive sin mening igennem. "Jamen hvad i alverden ville folk dog kunne have at sige af sande dårlige ting omkring mig? Jeg er jo perfektionen selv." Han smilede og blinkede let til hende for at sikre sig, at hun ikke troede, at han mente det. "Nej, alvorligt talt.. Selvfølgelig skal man lytte til, hvis folk har noget alvorligt at sige. Men det er bare min erfaring, at den slags sjældent kommer frem i form af hofsladder."

[Iliane af Disart]

Gavins karikerede svar fik både en øjenrullen og et fornøjet grin over hendes læber. "Hvem ved. Måske er De?" Iliane var et kort sekund ved at stoppe med at gå af overraskelse over sig selv. Det skulle jo kun have været en tanke. Havde hun rent faktisk sagt det højt? Forhåbentlig havde han ikke hørt det. Hun rømmede sig lidt, taknemmelig over at han fortsatte med at tale. Der var intet i hans ord, hun var direkte uenig i og valte derfor at tie i stedet. Måske af frygt for flere udbrud fra hendes underbevidsthed.

[Gavin af Trebond]

Hendes kommentar gik ikke hans næse forbi, men han følte ikke behov for at træde i den lige nu. Det kunne tids nok komme. Han smilede for sig selv og talte videre. Da hun ingenting sagde, stoppede han op på den sti, de var slået ind på og vendte sig en smule mod hende med et smil. "De er så stille, Deres Nåde. De nyder måske ikke mit selskab?" drillede han og forsøgte at fange hendes blik med sit.

[Iliane af Disart]

Det var naturligt for en ung grevinde at være opmærksom på sine omgivelser og hun gjorde derfor holdt, da Gavin gjorde mine til at stoppe op. Åbent mødte hun hans blik med et lille smil spillende i den ene mundvige, der kun voksede ved hans ord. "Bestemt ikke, tværtimod, Ridder Gavin." hun hævede en afværgende hånd, mens hun igen gav hans arm et blidt, forsikrende klem. "Faktisk nød jeg Deres selskab så meget, jeg ikke følte behovet for at fylde det med unødvendig skvadren." Et pudsigt glimt lå i hendes blik.

[Gavin af Trebond]

Han hævede et øjenbryn af hendes kommentar og var ikke helt sikker på, at det var en positiv ting. "Betyder det, at De tror, jeg anser deres tanker for skvadren? Eller at De anser mine tanker for dette?" Ingen af delene anså han for en god ting. Han havde dog også på fornemmelsen, at hun ikke mente nogle af delene. Men hvorfor skulle hun så ikke ønske at tale med ham? Kvinder var sommetider ikke lette at blive kloge på.