Vi mødes igen!

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath

Denne nærmest nomadiske tilværelse var noget fascinerende. Adrian fandt tiden tilbragt på hesteryg at være den bedste del, men det var nu spændende at nå et ny len eller blot at rejse gennem anderledes landskaber. Rejsen gav ham tit lyst til at tegne landskabet, men han kunne ikke rigtig arbejde på sådan noget, når han red. I stedet måtte han gemme synene bagerst i tankerne og trække dem frem, når de slog lejr for natten.
Denne aften spottede han dog en bekendt skikkelse, da følget stoppede for at slå lejr. Det var Dag, der var på vej ud af en karet sammen med nogle andre kvinder. Han iagttog hende på afstand, indtil de andre kvinder forsvandt, og så red han op på siden af hende. ”Vi mødes igen, Dag,” hilste han smilende. ”Jeg har gået og ventet på, at du ville få hentet dine tegninger. Var det ikke aftalen?” spurgte han. Faktisk irriterede det ham en anelse. Selvfølgelig havde han ikke været interesseret i, at pigen blev for seriøs med ham, men at hun slet ikke ville få sine ting hentede, gik ham alligevel på. Var han så let at ignorere?

[Julietta af Dunlath]

I utallige måneder havde Julietta glædet sig til at kunne slutte sig til Rundrejsen. De sidste uger af Klosterskolen havde været uudholdelige og det var først, da hun kunne begynde at prøve kjoler, pakke tasker og forberede. Hun havde dog helt glemt at tage højde for alle rejsedagene og de mange timer i vogn begyndte efterhånden at kede hende. Selvom det gav rig mulighed for at tegne, var det stadig mange timer at bruge på rejse, som hun hellere så brugt på tid med de unge adelsmænd, hvor hun skulle finde en mand.

Det var derfor en lettelse, da de gjorde holdt for natten og hun blev hjulpet ud af vognen. Med et par hurtige ord i forbifarten fik hun sagt godnat til sine rejsepartnere og søgte lidt væk fra mylderet, der gjorde klar med telte. Hun opdagede derfor først Nat, da han red op på siden af hende og talte. Forbløffet så hun op og sendte et høfligt smil. "Aftalen?" Hun rystede på hovedet af ham uden at stoppe med at gå. "Jeg erindrer ikke, der var en konkret aftale. Måske hvis De var blevet istedet for at forlade mig så abrupt, kunne De have klargjort Deres præcise ønsker for afhentningen."

[Adrian af Dunlath]

Sikke høflig hun pludselig var. Adrian lod Freja følge med ved siden af pigen for løse tøjler, imens han studerede Dags ansigt. Hun var blevet overrasket over hans tilstedeværelse, så det var selvfølgelig noget, men hun virkede ikke nær så genert som tidligere. Han kunne ikke tilbageholde et lettere selvtilfreds smil, da han spurgte: ”Du er vel ikke sur på mig, Dag?” Sandt, han gik meget pludselig, men han havde ikke rigtig gidet håndtere hendes irritation over, at han ikke virkede interesseret i hende. Især ikke når de stod udenfor en stor fest. Tanken om at hun var vred, behagede ham dog. Det betød, at hun gik op i ham.

[Julietta af Dunlath]

Julia formåede at holde blikket fint på vejen foran sig. Det sidste hun ville, var at lade ham vide, hvor dybt han meget hurtigt var søgt ind i hendes person og havde efterladt mærker af irritation og skuffelse. Hun så dog op på ham, da han med et irriterende selvtilfredst smil talte igen. Irritationen blev dog holdt skak bag et høfligt smil. "På ingen måde, Adrian" hendes stemme var let og lys som en forårsdag og hun gjorde en sag ud af at lægge ekstra vægt på hans navn. Nu var det hende, der sad med kortene. Hun vidste hans navn og han var på nogenlunde bar bund. "Jeg blev blot overrasket over måden, De efterlod en ung komtesse på." Hun sendte ham et smil, der var som dyppet i honning, før hun igen så væk og tilføjede. "Men det er måske sådan, I er vant til at gøre det i Dunlath."

[Adrian af Dunlath]

Smilet blegnede en anelse, da hun børstede ham så let af. Hvad foregik der? Før havde hun virket så genert og betaget af ham. Hvor var det henne? Han var fantastisk, hvorfor gav hun ikke udtryk for det?! Adrian løftede et øjenbryn, da hun valgte at fornærme hans familie. Nå, så var hun vist ikke så ligeglad igen. Han sukkede let. ”Jeg tænkte, at det ville se skidt ud for før omtalte komtesse, hvis hun blev set stående helt alene med en ung junker for længe. Jeg mindes ikke, at jeg forbød dig at følge med ind til festlighederne igen?” stak han tilbage. ”Da du afviste at tage tegningerne, mente jeg, at jeg hellere måtte gå ind igen af hensyn til din ære, så jeg fortalte dig, hvor du kunne få hentet dine tegninger og gik. Men du ville måske gerne have tilbragt mere tid helt privat med mig?” bemærkede han så, imens smilet nu blev mere provokerende. "Ikke at jeg ville have noget imod den slags bekendtskab."

[Julietta af Dunlath]

Julia bed tænderne hårdt sammen, så det gav et lavmælt klik, der dog ikke ville kunne høres i hans højde, da Adrian straks gav hende svar på tiltale. Han var forbandet rapkæftet, den unge junker, og hun overvejede et kort sekund igen at rådføre sig med sin moder om en passende lærestreg til ham, før hun stoppede op og kiggede op på ham. Kunne han ikke også tage at komme ned fra sin høje hest, både i overført og ganske reel betydning, så hun kunne føre en normal samtale med ham? "Hvis ikke De havde noget imod at indgå nærmere bekendtskab til mig, havde De nok været mere tilbøjelig til at blive et øjeblik eller to for at finde ud af, hvordan De kunne finde mig igen" gav hun ham igen og hævede et gyldent bryn. "Det klæder Dem ikke sådan at finde på søforklaringer."

[Adrian af Dunlath]

Adrian grinede svagt, da Dag virkede til at bebrejde ham for sin pludselig afgang igen. ”Jeg var ... bekymret,” svarede han med en eftertænksom mine, imens han betragtede pigen. Han havde det sådan set fint med at være til hest. Det holdt en vis distance mellem dem. ”Søforklaringer?” Han lo igen. ”Du ser overraskende let gennem mig, Dag. Ligesom det er tydelig for mig, at du faktisk tog det tungere, at jeg gik min vej, end du vil indrømme,” bemærkede han smilende og med hovedet let på skrå, imens han iagttog hende. ”Men at se dig gå rundt og prøve at lade som ingenting er vel også ganske interessant. Selvom jeg nu finder dig mest bedårende, når du rødmer.” Mon ikke han kunne få pillet den der ligegyldige facade fra hinanden igen, hvis han prikkede lidt til hende.

[Julietta af Dunlath]

Julietta blev fortsat stående og kiggede på ham, men som han gik i gang med at tale og pillede mere af hendes selvkontrol fra hinanden, måtte hun se sin viljestyrke smuldre for øjnene af sig. Hvor vovede han at komme med sådan nogle åndssvage påstande, når det var ham selv, der havde ødelagt enhver chance, der havde været for at de to kunne have haft noget? Når han så hensynsløst havde skudt hendes dagdrømmerier om ham som prinsen på den hvide hest ned? En rødmen blomstrede frem og tog form på hendes kinder. "De kan aflevere mine tegninger, når det passer Dem." Hendes kølige ydre krakelerede, da hendes stemme blev skinger for et sekund. "Spørg efter Nådigfrøkenen Julietta af Linden." Uden videre omsvøb drejede hun om på hælen og satte i et rask tempo væk fra ham.

[Adrian af Dunlath]

Adrian måtte igen løfte et øjenbryn, da pigen talte. Noget kunne tyde på, at han havde gjort arrig eller i hvert fald meget oprørt. Det var lidt sødt at se hende hidse sig sådan op. Især siden hun begyndte at rødme så fint igen. Han lod sig glide ned fra Freja i tide til endelig at få pigens navn. Hun drejede dog rundt, før han kunne nå at sige noget. Forsigtigt kastede han et blik rundt, men der var heldigvis ikke rigtig nogen tæt på dem, så han skyndte sig at tage et par hurtige skridt efter hende og greb hendes hånd. ”Undskyld,” sagde han stille. ”Jeg ved, at jeg må have såret dig. Det var aldrig min mening.” Han prøvede lige så roligt at se, om han kunne få hende drejet om mod sig. Han mente trods alt, at hans chancer var bedst, når kvinden var nødt til at se på hans ansigt.

[Julietta af Dunlath]

Det var kun ud af øjenkrogen, at Julia nåede at opfange at junkeren rent faktisk gled ned fra sin plads på hesteryggen, men lyden af skridt bag hende var ikke til at tage fejl af. Det dirrede kort i hendes ene mundvige, men hun formåede alligevel at holde smilet tilbage og så derfor stadig på ham med let blussende kinder og en noget misfornøjet mine, da han fik vendt hende mod sig. Ordene ramte plet og hun stoppede, mens luften gled lidt af ballonen. "Mener De virkelig det?" Hendes blik flakkede. Hvordan kunne hun dog se, om han talte sandt eller ej? Mon han blot var ude efter den ting, hendes mor havde fortalt om?

[Adrian af Dunlath]

Adrian smilede, imens fingrene strøg forsigtigt over hendes hånd. ”Selvfølgelig mener jeg det. Har jeg måske løjet for dig?” Han havde måske fornærmet hende, men løjet havde han nu aldrig gjort. Den slags anså han alligevel for at være for ondsindet. Roligt hævede han hendes hånd op til sig. ”Lad os prøve det her igen,” startede han og placerede et let kys på Dags håndryg. ”Det glæder mig at gøre dit bekendtskab, Julietta.” Han sørgede for at lægge lidt ekstra tryk på hendes navn, siden det var første gang, at han sagde det. Så slap han hånden og lagde hænderne på ryggen.

[Julietta af Dunlath]

Det var svært ikke at blive helt blød i knæene, når man stod der som syttenårig komtesse og blev strøget over hånden i blide kærtegn af en ung og, hvis hun selv skulle sige det, ganske køn baronsøn. Tøvende rystede hun på hovedet. Det var jo ikke fordi hun ville vide det, hvis han havde løjet for hende, men hun havde da i hvert fald ikke taget ham i det og Julia havde altid haft en tilbøjelighed til at se det bedste i mennesker. ”Glæden er helt på min side, Junker Adrian” Hun smilede rødmende til ham og valgte at lade det glide, at det åbenbart pludselig var blevet dus. Det mente hun ellers ikke helt at have givet tilladelse til.

[Adrian af Dunlath]

Ha! Adrian var yderst tilfreds med, at han havde formået at vinde pigen over så hurtigt. Så vred havde hun vist heller ikke været. Så længe hun ikke blev for seriøs, burde de nok kunne more sig sammen lidt. ”Jeg er nødt til at tage over til lejren,” undskyldte han og nikkede i den retning, hvor Dunlath havde slået teltpælene i jorden. De kunne jo ikke stå her for evigt. Inden han gik lænede han sig dog lidt frem imod hende og fastholdt hendes blik. ”Jeg afleverer dine tegninger til dig i morgen aften. Så vent på mig i dit telt?” foreslog han smilende.

[Julietta af Dunlath]

Endelig havde Adrian indtaget pladsen som helten i hendes eventyr og det frydede komtessen. Så havde det alligevel bare været et spørgsmål om tid, før han havde affundet sig med rollen som hendes skæbnebestemte partner. Kun sytten somre havde hun set og allerede fundet sig en mand. Ingen af hendes søstre havde klaret det. Ja, Helena var endda stadig ugift og uafsat. Hvilken fornøjelse! Julia nikkede i en forsigtig bevægelse. ”Vi ses der.” Hun lænede sig lidt frem mod ham, så han kunne få en lille smagsprøve af hendes søde duft, før hun igen trak sig tilbage og med et lille nik vendte om på hælen igen og satte mod sin families egne telte.

lukket