Tænksomhed

[Erik Almsted]

Filippa Almsted

Selvom dagene mærkbart blev længere og kulden var knap så bidende, blev det stadig mørkt så tidligt, at der blev brugt en del flere lys end sædvanligt. Det Erik havde stående på det lille køkkenbord foran sig, var halvt brændt ned, men havde stadig nogle timers godt lys tilbage i sig.

Foran sig havde han en lille lerskål med lun olie, som han med en klud var det at gnide ind i sine korte støvler. Det ville holde læderet blødt og smidigt, og forhindre det i at sprække eller revne. Og det ville holde støvlerne næsten vandtætte "Pip..?" spugte han ud i luften og brød den ellers behagelige stilhed i det lune køkken.

[Filippa Almsted]

Det var en fornøjelse at se, hvordan dagene blev lysere udenfor. Som hver dag blev længere, lysere og varmere, var det en lille forsikring fra guderne om, at de nu var en dag tættere på at føde deres lille forårsbarn. Det ville så hverken mangle tæpper, huer, sokker eller tøj i nogen af farverne, der kunne fås på markedet. Det sikrede Pippa sig i hvert fald, som hun lystigt havde kastet sig over et nyt strikkeprojekt til den lille, der voksede i hende. Det var nu nogenlunde seks måneder, hun havde båret deres barn i maven og den var efterhånden vokset sig en fin bule. Ikke fordi hun havde forventet andet. Det var jo trods alt en Almsted dreng, der lå i hende.

Fingrene gled erfarent over pindene og sikrede sig, at der stadig var de masker, hun skulle bruge. Lyden af Eriks stemme, der brød tavsheden i køkkenet fik hende til at se op. "Ja?" Hun smilede varmt til sin mand.

[Erik Almsted]

Erik så først op da Filippa svarede ham, med samme spørgende tone, som han selv havde brugt. Hans tænder blev momentært synlige i et smil da blikket faldt på hende. Han kunne simpelthen ikke lade være og måtte bide det lidt i sig før han begyndte at tale ”Jeg kom bare til at gå og tænke på, om vi burde være mere bekymrede for Matti dernede end vi er?” middagen med broderen og svigerinden, havde fået ham til at tænke en del og da det ikke lykkedes ham at slå det hen, måtte næste skridt være, at tale med nogen om det. Den nogen kunne ikke være andre end Filippa.

[Filippa Almsted]

Synet af Eriks smil, der besvarede det, der sikkert også var klistret ud over hendes eget ansigt ved synet af ham, fik den varme følelse i hendes indre til at brede sig helt ud til fingerspidserne. Hans spørgsmål fik smilet til at falme en smule og ansigtet tog en mere seriøs mine, der normalt kun blev fundet frem, når hun stod med sine elever. "Du sagde da selv, at Nedre By ikke er så slemt, som man gør det," indvendte hun og hev lidt mere garn til sig. Selvfølgelig kunne det være af samme grund, som hun havde smidt emnet til den middag. "Har du snakket med Matti om det?"

[Erik Almsted]

Antydningen af et smil lå stadig på tømrerens læber, selvom det var alvor der prægede hans blik "Nogle områder er værre end andre, men sådan er det jo uanset hvilket distrik vi taler om." han skar en lille grimasse "Jeg ved godt der er en verden til forskel på Højager og NEdre By, men Matti var ikke blevet spurgt hvis ikke det var fordi han havde evnerne." han stoppede et øjeblik helt med sin smøring af læderet "Jeg plejede at kunne tale med ham om sådan noget, men det er ikke helt så nemt at f en snak med ham under fire øjne, og visse emner er.. " han ledte taktfuldt efter et ord "..tabu når Sebela er der."

[Filippa Almsted]

Filippa lyttede, mens han talte og fingrene fortsatte rutineret på projektet. Normalt var hun hurtig til at falde ind i ethvert samtaleemne med sit syn på tingene, men som købmandsdatter fra Højagerdistriktet vidste hun ikke så meget om Nedre By. "Men én ting er at have evnerne, en anden ting er jo, at tingene er så slemme at de er nødt til at hente drabanter fra de andre kenneler." Hun trak på skuldrene og så igen op på Erik. Han var stoppet sit projekt og hun fulgte derfor efter og lagde selv strikketøjet fra sig på bordet, før hun kom på benene og stillede sig bag ham. "Jeg er sikker på, han ville lægge tid til side til dig, hvis du bare bad om det." Hendes små hænder fandt hans skuldre, hvor hun gav sig til at massere.

[Erik Almsted]

Erik lyttede med et par svare rynker på panden, der ikke blev mindre udtalte som Filippa talte "Det ved jeg, men Matti er jo også netop blevet udvalgt, fordi han er dygtig." han så ned og dyppede fraværende kluden i den lune olie "Jeg ved han kan passe på sig selv, det er slet ikke det." han løftede hovedet igen da det gik op for ham hun havde rejst sig, lige tidsnok til at sende hende et smil før hun stillede sig bag ham "Jeg kom bare til at tænke efter den anden aften." han lukkede øjnene halvt og skar en lille grimasse da hendes fingre ramte en anspændt muskel.

[Filippa Almsted]

Pippa gned blidt håndryggen mod Eriks anspændte skuldermuskler, mens han talte. Langsomt nikkede hun, mest for sig selv, da han jo ikke kunne se det. "Det var dumt af mig overhovedet at bringe samtalen derhen," mumlede hun tankefuldt og sukkede lidt. Det var ikke altid lige let med Sebela, når der skulle tages så mange hensyn. "Burde jeg undskylde over for ham?" Når først man kendte Sebela, var det ikke svært at tænke sig til, at samtalens drejning den anden aften havde givet hende en del urolighed.

[Erik Almsted]

Eriks øjne var faldet halvt i mens Filippa fortsatte med at bearbejde hans muskler. Nok var han stadig ung og bestemt ingen slapsvans, og han forstod at passe på sig selv, men det til trods, kunne han også mærke muskler og led lidt tydeligere efter en lang arbejdsdag ”Mmm?” brummede han spørgende, selvom han egentligt havde hørt hendes spørgsmål. Der gik bare lige et sekund eller to, før det trængte ind i den halvdvaske tilstand hun hensatte ham i ”Hvis du synes du skylder en undskyldning, så gør du måske.” han åbnede øjnene igen, rakte en hånd over den ene skulder og fangede en af hendes hænder ”Jeg er sikker på han ville sætte pris på det. Matti kan måske nok være lidt.. ilter, men han falder hurtigt ned igen.” han lagde hovedet tilbage mod hende for at se op på hende med et varmt smil.

[Filippa Almsted]

Eriks ord fik hende til at stoppe lidt op. Om hun direkte skyldte Matti en undskyldning, vidste hun jo heller ikke. Hele hans projekt med at pakke Sebela ind i vat, var hun ikke altid enig i. Alligevel fangede hun Eriks blik og roen lagde sig igen i hendes mave. "Du har ret." Pippa trak på skuldrene "Jeg smutter ind forbi dem imorgen." Hendes hænder strøg fra hans skuldre og ned over brystkassen, indtil hun til sidst var bragt så tæt på ham, at hendes kind lå mod hans tinding.

[Erik Almsted]

Erik smilede op til hende og lagde begge hænder over hendes, da de lagde sig mod hans brystkasse ”Jeg ved hvad du tænker, Pip.. og du ved jeg ikke er uenig. Det hele er bare lidt..”han trak på det og skar en lille grimasse ”..ømt.” han sukkede tungt og drejede sig så på stolen for at kunne trække hende hen foran sig og plante et kys mod hendes voksende mave ”Hvordan har mine piger det ellers?”

[Filippa Almsted]

Hun istemte hans suk og lod sig trække hen foran sin mand. Det var ikke ligefrem en ny problemstilling i Almsted-hjemmet og Pippa var normalt den, der virkelig talte for at have fløjlshandskerne på, når man skulle håndtere Sebela. Hun elskede jo sin svigerinde og resten af den kærlige, varme familie, hun var blevet en del af, men når man selv begyndte at vokse og snart ville ligne en strandet hval, var det ikke altid nemt at huske på at være så rummelig og forstående. "Jeg har det ganske udmærket og så vidt, jeg ved, er din mor også ved fint helbred."Et spøgefuldt glimt lå bag de brune øjne, før hun slængede sig ned på hans skød. Hun var ikke helt petit længere, men selv med den lille mave, burde hun stadig ikke være et problem for Erik. "Din søn virker også til at være sund og rask, men med en underlig forkærlighed for mælk." Hun smilede varmt.

[Erik Almsted]

Den sidste grublende rynke på Eriks pande glattede sig ud, mens hans blik spillede oplagt op til hende. Det havde været en spøgefuld diskussion mellem dem i adskillige måneder, og ville sikkert være det, lige indtil det øjeblik, hvor deres første barn så dagens lys "Mælk..? musede han og tog med største selvfølgelighed imod hende, da hun satte sig på skødet af ham "Så længe du passer på dig selv, er jeg rolig." han vidste hun gjorde det, men også, at hun måske ikke altid huskede at slappe lidt af i løbet af dagen. Som maven voksede, ønskede han mere og mere at hun blev hjemme. Der kunne ske så meget omkring en flok vilde børn, men han vidste også, at det mest af alt var bekymringer kun i hans hovede. Der havde ikke været tegn på nogen problemer eller komplikationer. Det fik ham dog aldrig til at holde op med at bekymre sig.

[Filippa Almsted]

Med et veltilfredst suk lagde Pip hovedet mod hans skulder og sank lidt mere sammen på skødet af ham. Det havde været en lang dag – god, men hård, som de fleste af dagene på skolen var det. Især når man ud over sin egen kropsvægt skulle rende rundt og bære på en ’lille’ Almsted-knægt i mavsen. Hun klukkede mildt og lod hånden falde tungt ned over mavebulen. ”Gør jeg ikke altid det?” Hendes stemme bar præg af træthed og velbehag. Det var måske ikke helt sandt heller. Filippa havde været kendt for at kunne være klodset til tider og en ændring i vægtfordelingen hjalp ikke helt på det.

[Erik Almsted]

Erik kneb øjnene lidt sammen og vippede med hovedet i påtaget overvejelse "For det meste.. Lige indtil du glemmer det i kampens hede. " han smilede varmt igen og der var ikke skyggen af anklage i hans ord. Han lagde hånden over hendes på den voksende mave og åndede tungt ud, ganske tilfreds med situationen han sad i. Både i nuet og helt generelt "Hvis jeg kan få lov at gå lidt før i morgen.. Hvad siger du så til en tur ned til templerne?" han så spørgende på hende "Jeg kunne hente dig ved skolen."