Gylden glød

[Iliane af Disart]

Gavin af Trebond

Imbolc havde altid været Ilianes favorithøjtid i al sin fejring af lysets tilbagevenden. Nede omkring Den Store Sydørken, hvor de var nu, var årstiderne ganske vidst ikke de samme. Dagene var varmere og længere, selv her i starten af året. Alligevel glædede det grevinden at se, at de også her fejrede Lysets Fest med et stort bål, som hun var søgt hen mod. Ilden gav hendes hud og hår en gylden glød, så hun ikke virkede helt så bleg i den hvide kjole, hun i aftenens anledning var trykket i. Det havde været et par hårde dage på farten og nu tillod hun sig selv at nyde festlighederne.

Blikket søgte igen væk fra bålet og tilbage mod de andre adelige, der stod i klynger rundt omkring bålet. Hun burde nok opsøge kontakt til dem, men som en ildflue blev hun draget mod bålets varme og lys. Iliane sukkede uhørligt. Et øjeblik mere kunne vel ikke skade.

[Gavin af Trebond]

Gavin sad sammen med en klynge kammerater ved et stort bål og hyggede sig med et krus øl, mens de fejrede Lysets Fest. Da de var nået frem til Hvidhorn havde han tilladt sig at smide sin ridderudrustning og trække i noget mere behageligt og han lignede derfor langt mere de almindelige adelsmænd, som han var omringet af, med sin røde tunika.

Under et naturligt ophold i samtalen, så han rundt om sig og hans øjne faldt på en enlig kvinde, som stod på den anden side af bålet. Hun var ganske køn og selvom hun stod alene, virkede det ikke til at hun havde noget imod det. Et drenget smil fandt frem på hans læber, som han løftede sit krus til en skål gennem ildens dansende leg - ligeglad med, at hun måske ikke havde noget at skåle med. Han forsøgte såmænd bare at fange hendes interesse.

[Iliane af Disart]

Et par lange, fredfyldte øjeblikke stod Iliane i sine egne tanker, der frit fik lov at spinde deres sirlige spind, men en grevinde måtte også vide, hvornår nok var nok og hvornår det var på tide at vende tilbage til socialiseringen. Et par dovne blink med øjnene skulle der dog alligevel til for at få hende frigjort fra de dansende flammer og tankernes tunghed, før hun igen vendte tilbage til sine omgivelser. En mand skålede til hende gennem flammerne.

Et sekund var Lia ved at vende sig for at se, om det mon virkelig var hende, han hævede glasset til, men hun forblev med front mod ham og besvarede hans gestus ved at skåle som havde hun et bæger og hæve det til læberne, før hun i karikeret overraskelse lod til at indse, at hånden var tom. Spøgefuldt blinkede hun til ham gennem bålet.

[Gavin af Trebond]

Smilet blev mærkbart bredere over hendes lille farce og han tog en slurk af sin egen øl, inden han undskyldte sig over for sine kammerater og rejste sig. Han gik roligt rundt om bålet, mens han smilende så på hende og endte med at stå ved hendes side efter et kort buk. "Hvis De er tørstig, kan jeg godt skaffe Dem et krus øl også? Eller måske lidt vin i stedet?" Han smilede stadig drenget. "Det smerter mit stakkels hjerte at se en smuk ung kvinde i nød." Han blinkede en enkelt gang.

[Iliane af Disart]

Det var en fornøjelse at se, hvordan manden på den anden side nød hendes lille opvisning og det krævede ikke en ekspert for at se, at han var på vej over mod hende. Heldigvis vidste Iliane, at det ikke kun var muligt at føre samtaler med ord og på hans tur over mod hende, lod hun øjnene tale for sig. Et øjekast til siden, en intens øjenkontakt gennem sænkede vipper - hun kendte alle knebene.

Foden blev i en glidende bevægelse trukket bag den anden, før hun bøjede i nakke og knæ i en yndig hilsen. "En kvinde, der tørster og en mand med smeltet hjerte - det lyder som en værre tragedie," hun smilede koket til ham og gav så et afmålt nik, "Vin ville klart være at foretrække."

[Gavin af Trebond]

Af så ung en kvinde at være, var hun bestemt ikke uskyldig, kunne han konstatere for sig selv, mens han kom om mod hende. Men det var nu ikke noget, som afskrækkede ham. Hans opfattelse af, hvordan en kvinde burde være, lå meget langt fra en bly lille viol, som ikke turde se på ham med lyst i blikket.

Han bukkede igen, da hun takkede ja til den vin, han havde stillet hende i udsigt. "Må jeg tillade mig at spørge, hvem jeg har den ære at gøre min opvartning i aften?" spurgte han med spillede blik i en overdreven høflig tone.

[Iliane af Disart]

Det sitrede afslørende i Ilianes mundvige ved det overdrevne buk, der fulgte op på hendes svar. Han var måske ikke helt slem og det var bestemt noget af det bedre selskab, hun havde fundet på Rundrejsen. Selvfølgelig med undtagelse af Murray, men det var igen noget helt andet. Deres tid var bestemt, havde en udløbsdato, der nærmede sig hastigt med hver dag. "Skal De vurdere, om jeg er Deres tid værd?" spurgte hun spøgefuldt og så på ham med et blik af utilsløret interesse.

[Gavin af Trebond]

Han smilede af hendes ord og trak på skuldrene. "Næh.. Jeg tripper bare rundt og ved ikke, hvordan jeg skal tiltale Dem. Man kan så hurtigt komme til at fornærme." Han blinkede igen og lagde så hovedet lidt på skrå. "Hvis De er nervøs for, at jeg går, når jeg hører Deres rigtige navn, kan De jo altid blot fortælle mig, hvordan De ønsker, at jeg skal tiltale Dem," sagde han i en spøgende tone.

[Iliane af Disart]

Iliane betragtede ham et langt øjeblik, vurderende, før hun igen talte. "Jeg er heldigvis ikke så let at støde," hendes stemme var rolig og der lå et legesygt glimt bag det blå. Det lod til at han helt havde glemt alt om vinen i deres lille snak, men hun ville heller ikke virke uhøflig ved at minde ham om den. I stedet trådte hun et skridt tættere på ham. "Men så lad gå da. Iliane af Disart," hun lod blikket vandre skamløst over hans skikkelse, før det igen fandt tilbage til hans ansigt. "Og hvordan skal jeg tiltale Dem?"

[Gavin af Trebond]

Han bukkede let, da han fik hendes navn og undgik at kommentere på, at hun rent faktisk stadig ikke havde fortalt ham, hvordan hun skulle tiltales. Nu forholdt det sig dog således, at han rent faktisk vidste, at Iliane af Disart var Grevinde for lenet. Der havde været en del snak om hendes unge alder blandt hofsnogene, siden hun overtog lenet.

Han smilede stadig, da han rettede sig op. "En fornøjelse at møde Dem, Grevinde." Han tog hendes hånd og førte den let til sine læber. "Jeg er Ridder Gavin af Trebond. Søn af Grevinde Coranna af Trebond." Han rettede sig op igen og smilede. "Og nu skal jeg nok hente Dem en forfriskning." Han trådte et enkelt skridt baglæns og vendte sig dernæst om og gik hen mod en af de mange stande, hvor man kunne købe sig til sådanne.

[Iliane af Disart]

Et smil bredte sig på Ilianes læber, som hun fortalte den fremmede sit navn, bevidst om at undlade at nævne sin titel. Det var ikke altid lige nemt at være konstant omgivet af sladder i hoffet, som hun havde været det siden faderen gik bort og hun havde arvet både hans titel og len. Derfor undrede det hende heller ikke, da han straks lod til at vide hendes titel. Smilet voksede dog en anelse, da hans navn kom på bordet. En grevesøn. Ikke helt ringe. Ridder, endda. Øjnene fulgte vågent hans bevægelse, da hans læber rørte hendes hånd.

Iliane forblev, hvor hun var, til Gavin kom tilbage med hendes drikkevarer. I en elegant, afmålt bevægelse tog hun imod bægeret. "Skål," hendes øjne skinnende fornøjet, mens hun hævede bægeret.

[Gavin af Trebond]

Han kom snart tilbage og rakte hende det bæger, han havde anskaffet sig ved boden. Han fandt hendes blik med sit og skålede tilfreds med sit eget krus. Han tog en mundfuld, mens han ikke tog sine øjne fra hendes et øjeblik. Først da han havde sænket kruset, fandt det drengede smil frem igen.

"Hvis De tillader. Hvorfor står De her alene og ser ind i bålet i stedet for at deltage i festlighederne?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "Der må da være masser af mennesker, som ønsker Deres selskab?" En ung, smuk og ugift lensfrue. Mændene burde stå i kø for at kurtisere hende.

[Iliane af Disart]

Så snart Gavin besvarede hendes hilsen, tog hun selv en tår af vinen. Udmærket med tanke på, hvor mange de serverede for. Et facetteret smil lå på hendes læber, da han igen talte. "Der fik De endda besvaret Deres eget spørgsmål," en perlende latter fulgte efter ordene. "Så De da hellere at jeg var andetsteds?" Iliane satte langsomt i bevægelse, begyndte at gå forbi bålet i korte skridt og gjorde et vip med hovedet i tavs invitation.

[Gavin af Trebond]

Han smilede og faldt i trit ved siden af hende, efter at hun havde inviteret ham til det. "Det kan jeg ikke sige, at jeg gør," svarede han smilende. "For øjeblikket er jeg godt tilfreds med at have eneret på Deres selskab." Hans smil blev skævt, som han drillede hende lidt. "De bryder Dem måske ikke om andre menneskers selskab?" Det var selvfølgelig en mulighed. Det ville ikke være første gang, at han mødte en enspænder. Selv blandt de adelige.

[Iliane af Disart]

Ilianes smil var efterhånden blevet fastcementeret i ansigtet, der pludselig så en smule yngre ud igen. Det var sjældent grevinden kunne slappe af i andres selskab, men Gavin virkede temmelig ligetil og dejligt enkel at føre samtale med, "Jeg nyder andres selskab, meget" hun drak igen en tår af vinen og lod tungespidsen løbe over de fugtige læber. "Men den her rejse drejer sig mere om ægteskaber og sociale spilleregler end reelt samvær og der er der ofte mange, der har meninger om en attenårig, ugift grevinde." Et splitsekund var der et bittert træk, der strøg over hendes ansigt, før det igen forsvandt og hendes ansigt smilende.