Gennem grå gader

[Alvira Vesterled]

Domitan Stenhugger

Alva var intet mindre en godt kold, da hun igen trådte ind i opholdsstuen på kennelen med Domitan lige i hælene. Nattevagter var som sådan ikke direkte slemme, men når det stod ned i stænger hele natten og morgenen igennem, kunne man godt begynde at blive træt af det og i stedet længes efter sin varme seng.

Så snart de var nået ind i varmen, lagde Alva sin kappe over en af stoleryggene og vendte blikket mod Domitan med et træt smil hængende om læberne. "Mithros, en nat" kommenterede hun, mens hænderne var godt i gang med at presse overskydende vand ud af det røde hår.

[Domitan Stenhugger]

Domitan var normalt en meget munter person, men vand en hel nat, det gjorde ham bare i dårligt humør fra en ende. Domitan gjorde som sin makker, han tog sin kappe godt vokset så den var vandtæt af og hang den over en anden stol. Og vand gjorde det ofte umuligt at finde rigtig gode spor, og de fleste prøvede at holde sig inden for som ofte gav flere slagsmål. Vand var bare ikke rart. "Det siger du ikke. Kunne det ikke have regnet af eller have regnet efter vi var færdige med vores vagt." Brummede han, mens han satte sig på en bænk og hev sine drivvåde sko af og satte sig meget tæt på brændeovnen.

[Alvira Vesterled]

Alva klaskede sammen på en af de andre bænke og gav sig straks i kast med at få revet de fugtige støvler af. Heldigvis var der ikke kommet vand igennem og hendes fødder var stadig tørre, så humøret formåede stadig at holde sig nogenlunde. Én ting var at være kold og træt, en helt anden ting var at være kold, træt og med våde fusser. "Jeg kunne ikke være mere enig!" Magikeren fik hevet den anden støvle af og sank tilfredst en anelse mere sammen på bænken.

"Hey, Domitan, din kone, ikke?" Alva hold en lille kunstpause for at vente på godkendelse af emnet. Det var immervæk ikke alle, der gerne delte ud af deres privatliv. "Er hun god til at lave mad?"

[Domitan Stenhugger]

Domitan havde desværre ikke været lige så heldig som sin makker, hans sko var gennemblødt, hvilket i høj grad betød at han skulle have købt nogle nye. Han sukkede og kunne ikke lige komme i tanke om hvornår han skulle få tid til at kigge forbi en skomager. Domitan kiggede over på Alva og nikkede og smilede let. "Det er hun i hvert fald." Han satte sig lidt tættere på varmen og faldt lidt sammen. "Hva, fisker du efter at komme med hjem og få morgenmad." spurgte han drillende sin makker. Det var det bedste ved nattevagten der kunne han komme hjem og sige godmorgen til sin familie før han selv lagde sig i sengen for at sove.

[Alvira Vesterled]

Alvas blik blev fanget af Domitans drivvåde sokker, der dryppede ned på gulvet, og sendte makkeren et medfølende smil. Det var ikke bestemt ikke en god ting, når ens støvler gav op på livet. Især med tanke på, hvor dyre støvler alligevel var. Hun lænede sig tilbage op ad væggen og smilede kækt til sin makker. "Ja, det kunne ligne mig, hva?" Alva rystede på hovedet af sig selv. Domitan og hans kone havde altid været usigeligt venlige over for hende. "Men dog ikke. Jeg er ikke selv noget geni, når det kommer til madlavning, men jeg kunne godt tænke mig at servere et måltid for.. Nogen." Hendes blik flakkede kort og hun trak en tot af håret bag øret, før hun fortsatte. "Så jeg ville høre, om din kone ville kunne hjælpe mig." Smilet på hendes læber var blevet bedende.

[Domitan Stenhugger]

Mens Domitan hængte sine meget våde sokker til tørre på bænken ved siden af sig, grinede han over til sin makker. Det kunne helt sikkert ligne hende, men det var også hyggeligt med selskab, og der var altid plads til en til i hans hjem. "Arh." Han fløjtede let og smilede drillende. "Det kan hun helt sikkert hjælpe med, det var sådan hun indfangede mig." Eftersom Alva ikke ville sige hvem det var måtte det være en hun syntes om. "Til aftensmad eller til frokost?" Domitan lænede sig til bage, mens han beholdte blikket på hende. Han håbede de andre ville være lidt længere tid om at møde ind til vagtskiftet, så var der mere ro i længere tid. Han prøvede at skjule et gab med den ene hånd.

[Alvira Vesterled]

Alva viftede affejende med hånden til det drillende pift og smil, men kommenterede det ikke yderligere. Hun var ikke sådan lige at gøre forlegen og hvis hun havde været, havde hun nok valgt et andet erhverv i første omgang. Hans ord fremkaldte en latter. "Nu du siger det, undrer det mig slet ikke," lo hun varmt og trak fingrene gennem det fugtige hår. Hvis ikke hun prøvede at holde det bare lidt nede, ville det kruse helt op. "Du slår mig virkelig også som en, der føler gennem maven." Hun smilede kækt, men ansigtet bar alligevel tegn på træthed. "Aftensmad, tænker jeg,"

[Domitan Stenhugger]

Han grinede dumt til hende. Han var helt sikkert en af dem som følte gennem maven. "Det er jo med at kende sine folk fra starten af." Han grinede igen, mens han tænkte på aftensmad. "Aftensmad..." gentog han mens han tænkte over alle de dejlige retter, hans blik let fjern imens han tænkte. Langsomt kom varmen tilbage til hans føder. Han håbede meget at dette ikke ville gøre ham syg. "Jeg sidder blot og tænker på hvilken ret. Men der er så mange gode. Så de må nok hellere snakke med min kone." Svarede han med et stort smil. "Hvornår skal middagen laves?" Han bøjede og strakte benene ud igen.

[Alvira Vesterled]

Alvas trætte smil voksede, mens hun krummede og strakte tæerne lidt for at få varmen tilbage i de kolde, stive fødder. Hun havde vel efterhånden spist hos Domitan en del gange og det var ikke nogen hemmelighed, at hans kone var begavet i et køkken. Hun trak på skuldrene. "En gang i løbet af ugen, tænker jeg." Det gav et lavt dunk, da hun lod hovedet falde tungt tilbage mod væggen bag sig. "Det er ikke noget, der haster." Selvom en del af hende ikke kunne vente med ar se Nielain igen, vidste hun ikke helt, om hun var tryg ved den udvikling, det hele lod til at tage.

[Domitan Stenhugger]

Domitan nikkede. "Hvornår er det vi har vagt igen?" Efter han var begyndt at være makker med Alva var der altid skiftende vagter og det var ikke altid han lige havde styr på hvornår de vagter lå, derfor spurgte han tit Alva. Hans kone vidste det dog også, så nogle gange spurgte han også hende. Især de vagter som lå mere end en uge ud i fremtiden havde han glemt med det samme de blev sagt, det kunne så hurtigt ændre sig igen. "Måske har hun allerede tid i dag?" Han kiggede på hende for at se om det passede. "Jeg har en endnu bedre ide, du følger bare lige med mig hjem og så kan du aftale det med hende. Når jeg ikke engang har styr på min egen kalender, hvordan kan jeg så have styr på hendes." han prøvede at vippe let med tæerne, men de var stadig en hel del stive i det.

[Alvira Vesterled]

Alvas smil stivnede en smule, mens hun tænkte, før hun rystede på hovedet, så det satte bevægelse i det viltre krøller. "For at være ærlig, har jeg seriøst ingen anelse. Men jeg har en fornemmelse af, at det nok først er imorgen." Hun fnes, mens overtrætheden begyndte at give hende energi igen. Selvom der af og til kom nattevagter, havde hun stadig ikke vænnet sig til det med at sove i løbet af dagen. Så snart solen kom frem, kom energien tilbage igen. I hvert fald sådan nogenlunde. "Åh, gerne. Det lyder hyggeligt." Domitans hus lå alligevel en smule tættere på kennellen end hendes eget værelse og et lille pitstop i varme og tørvejr efter en lang, våd nat var klart at foretrække. Så kunne hun altid gå i koma, når hun nåede hjem.

[Domitan Stenhugger]

Han smilede og brummede lidt. Det var lidt problemet med de skiftende arbejdstider. "Jeg tror heller ikke at jeg er klar før i morgen på dagen." Efterhånden som han blev ældre blev det sværere med at vænne sin døgnrytme, det var ganske nemt da børnene var små, der skulle de alligevel skiftes midt om natten. Han drejede hovedet og kiggede på hende. "Ja helt sikkert, så kan du også få lidt morgenmad?" Han syntes at blive mere og mere glemsom når han ikke havde fået noget søvn. Han var lidt i tvivl om hun spiste noget efter sådan en lang nattevagt. "Hun har helt sikkert også noget dejligt varmt" Han kunne virkelig godt bruge noget mere varme både ude fra og inde fra.

[Alvira Vesterled]

Under normale omstændigheder havde Alva stensikkert haft en vittig bemærkning at tilknytte Domitans ord, men lige nu var solen ved at stå op og hendes hjerne ved at være tættere på gårsdagens havregrød end noget, der skulle konstruere sætninger. Tilbuddet om morgenmad fik dog sat gang i systemet igen. Hold ud. Lidt endnu. Hun strak hovedet til højre og venstre, så det fik frembragt et par gode knæk og strakte benene med vrikkende tæer. "Jamen hvad sidder vi så her for?" Et eller andet sted formåede hun stadig at få kontakt med sit ansigt og endnu et smil blev sendt over læberne.

[Domitan Stenhugger]

Han kiggede undrende over på hende. "Jeg troede vi ventede på vagtskiftet? Eller vi skulle meddele noget til kaptajnen." Han kiggede rundt, men kunne godt se at der nok ikke lige kom nogen det næste stykke tid. Han havde fuldstændig mistet fornemmelsen af tiden. Med trætte øjne begyndt han at tage sig sammen til at skulle samle alle sine ting og stikke sine kolde våde fødder i sine sko. Tanken om sin hustrus frokost gav ham en smule mere energi.

[Alvira Vesterled]

Det var svært ikke at le ad deres begges distræte, trætte hoveder, men det trætte ansigt synes heller ikke at kunne bære et latterudbrud, så det blev i stedet et fint kompromis, hvor hun trak vejret ind et par gange gennem næsen med et bredt smil på læberne. "Vi har brug for søvn, Dom." konstaterede hun med et træt smil og indså straks fejlen o at have taget støvlerne af, da hendes fødder var hævet op og støvlerne pludselig syntes ulideligt små.