Forelsket fæ

[Alvira Vesterled]

Nielain Birkeflamme

Træk vejret ind og pust ud igen. Det var efterhånden et par dage siden, Alva sidst havde set Nielain. Undskyldningen hun brugte over for både sig selv og ham var altid tiden, men den rigtige grund var selvfølgelig emnet om dem som par, der blev ved at dukke op mellem dem. Et dybt suk forlod hende, som hun trippede lidt foran døren til det lejede værelse. Hun havde allerede været forbi hospitalet og fået at vide, at han i hvert fald ikke var der, men nu hun var nået frem, virkede hele ideen så dum, selvom det meste af eftermiddagen var gået med at planlægge det. Middag og stearinlys i en kurv, noget mere end bare at søge direkte i hans seng, som de plejede.

Alvira strammede grebet lidt om kurven og så ned af sig selv. Hvorfor i alverden havde hun også valgt at tage kjole på? Det hele virkede så åndssvagt. Hårdt pustede hun ud, før hånden blev hævet og hun bankede på døren.

[Nielain Birkeflamme]

Det var den beslutsomme banken på døren, der bragte Nielain tilbage til de levendes verden. Han havde været sent hjemme, eller måske nærmere tidligt, men efter en dobbeltvagt før det, havde han sovet fra han kom hjem midt på formiddagen. En normal døgnrytme var noget han sikkert aldrig fik.

Han tumlede ud af sengen og stavrede hen til døren mens han forsøgte at gnide søvnen ud af øjnene, mens han forsøgte at åbne døren. Den ville dog ikke gå op og han rynkede brynene, inden han kom i tanke om slåen der stadig var trukket for. Da den endelig var skudt til side, fik han også døren op og gik i stå midt i et begyndende gab ved synet af Alvira ”Alva?” spurgte han forvirret ”Har vi? Har jeg glemt noget?” søvnen havde stadig lidt fat i ham, men han gik til side, på bare fødder og i natskjorte, mens hans blik så ordentligt på hende ”Mithros..” et smil sitrede i hans mundvige mens han lod den ene hånds fingre glide gennem det rodede, røde hår.

[Alvira Vesterled]

Alva sukkede opgivende af sig selv. Selv hendes banken på døren havde lydt underlig. Måske var det bare ikke hendes ting. Hun lagde vægten over på det andet ben og trak den frie hånd igennem håret, sørgede for at det ikke var faldet sammen i det fugtige vejr. Havde hun ikke stået der længe nu? Undrende bøjede hun sig lidt frem mod døren for at høre, om der var bevægelse derinde, men skyndte sig igen at ranke sig op, da døren var ved at åbne.

Ved synet af Nielain fortrød hun straks hele planen igen. Han havde jo tydeligvis været på arbejde længe og hun havde været den, der ødelagde hans søvn med sin dumme middag og den åndssvage kjole. Spørgsmålet gjorde hende helt paf og hun rystede på hovedet, følte sig stadig dum. "Jeg ville bare overraske dig." Hun skiftede igen vægten over på det andet ben, mens hun prøvede at styre sin trang til bare at snurre rundt på hælen og stikke af. "Undskyld, det var dumt."

[Nielain Birkeflamme]

Nielain lagde ikke mærke til Alviras måske lidt klemte aura med det samme. Han havde travlt med at beundre kjolen, eller rettere, hende i kjolen. Havde han nogensinde set hende i kjole? Han var faktisk ikke sikker.

Han trak blikket til sig og mødte i stedet hendes mens han vinkede hende ind over dørtrinnet "Kom nu ind. Det er koldt derude." uden at vente på hende, rakte han selv ud, trak hende helt ind i rummet og lukkede døren bag hende i samme bevægelse som han fangede hendes læber i et kys. Et han fortrød to sekunder efter og trak sig væk med en rømmen og et skyldigt blik "Undskyld.. Jeg har lige sovet.. Jeg skulle have.. " han smilede skævt, uden dog at give sig til at tjekke nøjagtigt hvor morgen-træls hans ånde var "Jeg er ret overrasket.. Hvis du er i tvivl. Og det eneste dumme er, at du mener det var dumt."

[Alvira Vesterled]

Den ydre ro, der for en gangs skyld var over Alva, stod i skarp kontrast til det cirkus, der foregik bag den ranke gestik og hun stirrede en anelse skeptisk på døren efter Nielains invitation, før han tog valget for hende og hev hende ind i varmen af værelset og sin omfavnelse. Hans mund smagte morgensurt, men læberne var bløde som altid.

"Det er okay," skyndte hun sig at forsikre ham, mens hun forblev stående præcis lige så rastløs og nervøs, som hun havde været uden for døren. "Ja, selvfølgelig er du overrasket." Alva nikkede. Hvad lignede det også at hun sådan kom rendende og bare forventede, han havde tid til hende. "Men jeg ville også bare... Give dig den her." Hun rakte kurven frem og forbandende sig selv. Havde hun nogensinde at have været så kejtet før?

[Nielain Birkeflamme]

Nielain lod ikke til at være særlig bekymret over kun at stå i natskjorte. Der var varmt i det lille rum som var hurtigt at varme op. Han så ned på kurven hun rakte frem og igen trak det i hans mundvige "Du vil give mig en kurv..." han hævede et øjenbryn og mødte hendes blik "Prøver du at fortælle mig noget?" spøgte han roligt over den tvetydige betydning. Han var dog ikke helt så rolig indvendigt, som han gav udtryk for. Hvad nu hvis hun rent faktisk var kommet af den grund?

[Alvira Vesterled]

En ukarakteristisk rødmen bredte sig i Alvas kinder ved Nielains spørgsmål. Hvorfor fik han hende til at føle sig så dum og usikker? Det virkede pludseligt så svært at hæve blikket fra hans fødder, men hun tvang det alligevel op og det sekund, hun igen så på ham, væltede ordene ud. "Jeg prøver virkelig, Nielain," Hoften blev skudt ud, da hun igen skiftede vægten over på det andet ben, underligt utilpas i sin kjoleklædte krop. "Der er middag i, som jeg tænkte vi kunne dele, men jeg vil heller ikke presse mig på. Jeg er virkelig ikke god til de her ting." Hendes kinder blussede stadig, da hun stoppede med at tale.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain havde pli nok til at se en smule brødebetynget ud over hendes ord og kløede sig i nakken mens han bed endnu en vittig kommentar i sig og i stedet nikkede ”Og det synes du jeg er?” spurgte han uden rigtigt at forvente et svar ”Det lader til at uanset hvad jeg siger, så træder jeg i nælderne.” han smilede skævt og kneb øjnene lidt sammen i et øjebliks tavshed ”Du presser dig aldrig på, Alva. Lad mig lige få nogle bukser på, så ser jeg frem til et godt måltid.. med dig.” han ventede på en eller anden accept fra hende og gik så på jagt efter de bukser han havde lagt fra sig tidligere på dagen. Mens han hoppede for at få dem på, vendte han ansigtet mod hende med et anerkendende blik ”Fik jeg sagt hvor indtagende du ser ud i den kjole?”

[Alvira Vesterled]

Det hele blev meget værre, da Nielain nu så ud til at have delt hendes utilpashed ved situationen og kløede sig i nakken. Hvis bare hun kunne slappe af, ville det hele nok gå. Hans ord fik hende dog til at fortsætte med at betragte ham i stedet for igen at vende blikket bort. En forundret fold fandt vej til hendes pande. Sådan havde hun aldrig set på det. For hende havde Nielan altid virket så sikker på, hvad han lavede. "Okay" fik hun fremmumlet, stadig en anelse forvirret.

Slap af. Alva skød hoften ud og placerede den ene hånd på den, mens hun så efter ham, som han kom i et par bukser. Så bragte han kjolen op igen. "Åh, hold dog mund."

[Nielain Birkeflamme]

Øjeblikkets alvor forsvandt et sted mellem hans lettere komiske hoppen på ét ben for at få bukserne på, og hendes skarpe kommentar, der fik ham til at revne i et smil, der fik de grønne øjne til at spille drilsk ”Jeg har ingen intentioner om at gøre noget sådant, Frøken Vesterled.” han snørede bukserne, men beholdt de bare fødder og natskjorten på mens han gik over til det lille vaskefad ”Kysser du din mor med den mund der, eller kun mig?” han blinkede skælmsk og splaskede vand i ansigtet, før han skyllede munden i myntevand. Han kunne rense ordenligt efter med pilekvistene senere.

[Alvira Vesterled]

Det meste af usikkerheden forsvandt som luft fra hendes bryst, da Nielain lod til at blive i bedre humør og selv fandt sig mere sikker i situationen. Med kurven i hånden smuttede hun over mod bordet og begyndte at hive maden ud for i stedet at sætte den på bordet. Alva havde aldrig været den skarpeste inden for husholding og havde fået hjælp af Domitans kone til at udarbejde maden. Projektet stoppede dog brat ved Nielains ord. Langsomt drejede hun rundt på hælen for igen at se på ham, før hun trak på skuldrene. "Min mor er død, så det behøves jeg ikke at bekymre mig om." Hun formåede at holde tonen nogenlunde let. Selvfølgelig havde hun Mariam, men når man allerede havde boet alene med sin far i seks år, før han blev gift, ville det aldrig helt blive ens mor ligegyldigt, hvor meget hun så holdt af hende.

[Nielain Birkeflamme]

For anden, eller måske tredje gang, siden han havde åbnet døren for hende, gik han i stå midt i en bevægelse og så overrumplet på hende. Så trængte hendes ord ordentligt ind og hans ansigtskulør begyndte at ligne hans hårfarve ”Om forladelse.. jeg anede ikke..” han stoppede, så ned og rømmede sig, mens det med et hårdt slag gik op for ham, hvor uendeligt lidt han egentlig vidste om hende ”Det var ikke min mening at træde i noget.” fortsatte han, mens han gik det korte stykke hen til hende, lagde armene omkring hende som det mest selvfølgelige i verden og kyssede hende på panden.

[Alvira Vesterled]

Alva indså straks fejlen i tidspunktet at fortælle ham det på, da Nielains ansigt tog en helt ny kulør. Hun rystede på hovedet og søgte ind i hans favn, da han var nået over til hende. "Det gjorde du heller ikke." insisterede hun og lagde hænderne på hans brystkasse, trykkede læberne mod hans i et flygtigt kys. "Hun døde, da jeg blev født, så jeg har aldrig kendt hende, men.. Jeg prøver bare.." Nu blev det hele lidt klemt igen. Hvordan kunne hun fortælle ham, hvad hun ville og følte, når hun ikke engang selv vidste det? "Jeg tænkte bare, du måske ville vide det." Igen trak hun på skuldrene.

[Nielain Birkeflamme]

Han lukkede hænderne sammen bag hendes ryg da hun ikke trak sig væk og slappede lidt af igen, da hendes læber flygtigt berørte hans, for så at stryge hende ubevidst over ryggen mens hun fortsatte. Da hun tav smilede han svagt "Jeg har altid gerne villet vide mere om dit liv.." nu var det ham der pressede et hurtigt kys mod hendes læber "Du plejer bare ikke.." han bed sig selv af og rystede på hovedet for så i stedet at kysse hende igen, med betydeligt mere intensitet end øjeblikket før.

[Alvira Vesterled]

Det var svært ikke at blive lidt blød i knæene, som Alva stod der i Nielains greb med hans fingre, der gled kærtegnende over hendes ryg og hun rystede let på hovedet af ham. At han ville høre noget om hendes liv, var noget af det sidste, hun havde forestillet sig. Normalt så verden sådan ud, at folk betalte i nette summer for ikke at tage stilling til livene i Nedre By. Hendes hånd fandt hans nakke med selvfølgelighed og trykkede ham tættere ind til sig, da hun besvarede kysset. Så slap trak hun sig tilbage. "Udmærket, det skal jeg prøve at huske." Hendes smil var en anelse usikkert, men med forsøgende kækhed.