På høje tid!

[Murray af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg

30/1 527

Myrilla var efterhånden nået en alder, hvor det var umuligt at udskyde hendes ægteskab. De skulle helst finde en passende mand hurtigst muligt, men Murray foretrak nu at spørge søsteren, før han bare begyndte at sætte hende sammen med tilfældige folk.
Han havde ikke været med på turen til Tyra, siden han havde trænet Vania, så det blev først hen på aftenen, at han sendte bud efter sin lillesøster. Da folk var vendt hjem fra turen. Imens han ventede sad han ved et lille bord og gennemgik de muligheder, som de nu engang havde. Forudsat at alt gik efter planen.

[Myrilla af Stenbjerg]

Næppe var de nået at komme tilbage fra turen til Tyra, før en tjenestepige havde opsøgt Myrilla med besked fra hendes ældre bror. Med et sigende blik i retning af Marcus havde den studerende bevæget sig mod Murrays telt, hvor hun nu stod.

Et dybt suk forlod hende, mens hænderne fik glattet alle folder i kjolens skørt ud. Hun længtes hjem til universitetet i Corus, længtes efter friheden til at klæde sig i skjorte og bukser frem for disse åndssvage kjoler, som den hun bar nu, men mest af alt længtes hun efter sine studier og alle de støvede bøger. Hun sukkede igen, før hun trådte ind i teltet. "Der blev sendt bud efter mig?"

[Murray af Naxen]

Murray så op, da søsteren kom ind og rejste sig smilende fra sin stol – eller så smilende, som han nu var i stand til at være. ”Havde du en god tur til Tyra?” spurgte han og kom hen Myrilla. Han løftede hende op og knugede hende ind til sig for en stund og gav hende et kys på panden. Han havde ikke haft meget tid til at se noget til sine søskende, så det var ganske rart endelig at have en mulighed for at se sin lillesøster. Han satte hende da heller ikke ned lige med det samme.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla trådte nærmere på sin bror og besvarede smilet så godt, hun kunne. Det var svært at holde det i ligegyldigheder, når hun udmærket godt vidste, hvad de skulle snakke om. En adelskvinde på femogtyve, den var ikke ligefrem svær at regne ud. Alligevel var omfavnelsen kærkommen og hun søgte ind i Murrays arme, gengældte det varme kram ved at give et ekstra klem med armene, der var foldet omkring hans ryg. Hænderne glattede igen kjolen ud, da hun igen kom ned at stå. "Ja, det var fantastisk. Jeg har altid elsket at udforske nye kulturer." Myrilla trak håret om bag øret og smilede igen til ham. "Du var sammen med din forlovede, ikke sandt?"

[Murray af Naxen]

”Godt.” Murray lod søsteren komme ned på jorden igen og gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig ved bordet med ham. ”Jeg håber, at du bragte nogle ting med hjem igen? Der går nok lidt tid, før du får mulighed for at besøge stedet igen.” Pigen havde jo travlt med sine studier, og et ægteskab ville også komme i vejen for eventuelle rejser – i hvert fald i en periode.
Ved hendes spørgsmål brummede han i første gang blot noget utydeligt. Med et let suk satte han sig ned ved bordet og hældte lidt vin op til dem begge. Han var ikke af den opfattelse, at en kvinde ikke burde drikke. Om noget syntes han, at Myrilla skulle kunne drikke en mand under bordet! Så var det da i hvert fald ikke hende, der blev lokket til noget uanstændigt, og en fuld mand var let at klare end en ædru en. ”Det var jeg,” nøjedes han med at bemærke, angående hans møde med Vania. ”Har du gjort dig nogle tanker på det punkt? Jeg vil gerne undgå at udvælge nogen til dig, men det går ikke meget længere, Myr.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla kunne ikke tilbageholde en latter ved hans ord og hun nikkede fornøjet til Murray. "Marcus og jeg var grundigt til værks." forsikrede hun ham og tog plads som anvist ved bordet. Hun ventede, til han var færdig med at hælde op til dem begge, før hun tog bægeret og tog en tår af vinen. Hun drak normalt ikke hjemme, og hvis hun gjorde, var det altid med en smule vand i, men hun vidste også at en kvinde burde kunne drikke et glas eller to med mændene.

Et misfornøjet suk slap hende, da Murray valgte at hoppe direkte over emnet om hans egen forlovede og til hendes mangel på samme. "Mine studier er tidskrævende, det ved du da," indvendte hun klagende og slog ud med hænderne, "Du har da ikke travlt med Marcus."

[Murray af Naxen]

Han nikkede let til hendes forsikring. Godt så. Det lød til, at Marcus også havde fået lidt ud af turen. Samtalen med ham måtte dog vente midlertidigt. Murray havde valgt meget bevidst at have den her samtale med dem adskilt. Når de to var sammen, endte de bare med at bakke hinandens holdninger op, og det ville eskalere det hele. Han var ikke interesseret i, at det her emne skulle udvikle sig til skænderier. ”Ja, men vi kan ikke vente længere. Du er en Naxen, så det hjælper dig, men vi krydser snart ind i alvorlige problemer. Har du selv gjort dig nogle tanker eller ej?” Han vidste godt, at Myrilla ikke ligefrem syntes, hun havde travlt, men det gik ikke at udskyde det her længere.
Som hun bragte Marcus på banen, fnøs Murray let. ”Det er måske, hvad han bilder dig ind?” nøjedes han med at bemærke. Han var bestemt ikke meget mere tilfreds med Marcus’ situation, men mænd kunne trods alt være ugifte længere end kvinder, før det blev decideret pinligt. ”Marcus skal også til at gøre sig nogle tanker om sin fremtid. Jeg taler med dig, fordi du er den, som står i den mest usikre position lige nu.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla rystede på hovedet af ham. Det kunne da ikke være rigtigt, at han sad der og prøvede at belære hende om at blive gift i ordentlig tid, når han i en alder af syogtyve stadig var ugift. "Jeg kender godt mit efternavn, Murray" brummede hun irriteret, men forblev rolig. Der var ikke nogen grund til at komme op at skændes, men emnet var direkte idiotisk. "Nej, jeg har ikke gjort mig nogle tanker. Enhver ugift mand er enten småt begavet eller for ung." Hun nippede igen til vinen, før hun satte bægeret fra sig og foldede hænderne i skødet. Alligevel fik hendes kinder farve ved Murrays ordvalg. "Usikre? Hvad skal det betyde, storebror?"

[Murray af Naxen]

Murray var lige ved at påpege, at det gjorde hun vist ganske rigtig, når hun tog så lang tid om at bestemme sig, at de nu var nået et punkt, hvor hun faktisk ikke rigtig kunne tillade sig at være kræsen længere. ”Det er hvad der sker, når man venter så længe, at alle de gode bliver taget,” nøjedes han med at bemærke på hendes kritik. Han havde halvt håbet, at hun havde mødt nogen på universitetet. Der var jo nogle adelssønner, der endte der, hvis de ikke skulle være ridder. Han kunne godt mærke, at hun hidsede sig op. Det var der dog ikke noget at gøre ved. ”Jeg mener, at du bliver svære at gifte bort end din bror. Derfor venter jeg med Marcus, indtil jeg har fundet en løsning på dig,” svarede han ærligt. Han havde jo aldrig interesseret sig for at pakke ting ind. ”Siger jeg noget, der ikke passer?” Hvis hun var uenig, skulle hun da være velkommen til at rette ham.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla sukkede, men kunne også godt se fornuften i Murrays ord. Selvom hun i sig selv ikke var så ivrig efter at blive gift, var det meget unormalt, at en kvinde over tredive blev gift og at være alene resten af sit liv havde hun ingen interesse i. Derfor endte hun med at ryste på hovedet til hans spørgsmål. Hun var jo stadig af hertugslægt og det ville være en skandale for hendes ældre bror og deres navn, hvis han ikke kunne få hende afsat på den ene eller anden måde. "Har du så gjort dig nogen tanker?" spurgte hun og lagde benene over kors. Kun et par måneder endnu, så kunne hun vende tilbage til sine studier.

[Murray af Naxen]

Myrilla lod til at acceptere det. Murray kunne ånde lettet ud, da det ikke så ud til, at der blev behov for en større diskussion om det her. Ved hendes spørgsmål nikkede han let. ”Vi bør ikke nedværdige os til baronerne. Så er det næsten bedre, at du er enlig.” Baronierne var uden tvivl det værst tænkelige sted for dem at ende, og Murray overvejede, om han burde bede til alle guderne for at sikre sig, at det ikke skete. ”Der er nogle ledige mænd blandt grevedømmerne. Trebond for eksempel.” Det var dog også tydeligt at høre på ham, at det stadigvæk ikke var helt godt nok. Hvis Myrilla skulle giftes ind i en grevefamilie ville han foretrække, at hun blev gift med en arving, der havde krav på jorden. ”Hertugslægterne er naturligvis det mest oplagte.” Det sagde jo sig selv. Lige børn legede bedst og så videre. ”Gyldensø har en ugift søn. Flyndan. Han læser også ved universitetet, så vidt jeg ved. Men han er yngre end dig, så jeg er ikke sikker på, at Samuel ville være villig til at forhandle ...” Flyndan var dog ikke en arving til noget len. Derfor ville Myrillas alder måske ikke være nær så stort et problem, når der ikke var pres på for at producere arvinger.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla nikkede til hans ord, som hun opmærksomt lyttede til. Et sted i hendes indre vred det sig af misfornøjelse over at blive omtalt som et stykke præmiekød, der skulle sælges til højestbydende, men hun var hverken ung eller naiv længere og fornuftens stemme talte stadig klarest om, at det var hendes ansvar. Hvis bare hun havde været barn af en højborgerlig slægt, så havde det hele været noget lettere. "Flyndan?" Hun hævede et bryn for at understrege den skepsis, der allerede lå i tonefaldet. "Har du ikke hørt rygter om ham og hans noget alternative smag i partner?" Skulle de snakke om slægtens bedste ville det ikke ligefrem være smart at afsætte hende hos en, der var kendt for sin svaghed for det samme køn. "Desuden ville en grevearving være bedre end en andenfødt til et hertugdømme."

[Murray af Naxen]

Rygter? Murray gik ikke op i at lytte til sladder, og det rygte som Myrilla bragte op påvirkede ham ikke voldsomt. I stedet løftede han blot et øjenbryn af sin søster. ”Hvis det er der hans præferencer ligger, ville det muligvis være lettere for dig at få lov til at fokusere på dine studier. Hvis du ægter en arving, vil der være pres på dig for at bære barn hurtigst muligt – især på grund af din alder. Det ville uundgåeligt afholde dig fra universitetet i en periode. Din mand vil måske ikke engang acceptere, at du genoptager studiet efter fødslen.” Det ville jo være forventet, at Myrilla flyttede til sin partners len og blev der. Nogle mænd mente jo heller ikke, at en hustru burde gå op i de ting, som Myrilla gik op. ”Hvis Flyndan virkelig er som du siger, ville du muligvis kunne lave en aftale med ham, som ville falde ud til din fordel.” Det var sandt, at sådan et rygte selvfølgelig kunne være skadeligt, men Myrilla ville stadigvæk blive en Gyldensø. Det navn gav langt mere prestige til hende end greverne kunne, og hvis sådan et rygte vitterligt flød rundt ville Flyndans forældre måske være mere villige til at ignorere Myrillas alder.
Men hun havde selvfølgelig ret i, at det ville være at foretrække, hvis hun fik en mand med jord. Mulighederne var bare ikke mange, og Murray måtte vel også indrømme, at han var lidt bekymret for, hvor glad Myrilla ville i en position, hvor hun skulle føde børn hurtigst muligt. Han ville foretrække det, hvis søsteren kunne være glad for arrangementet – selv hvis ægteskabet aldrig blev andet end politisk motiveret. ”Er greven af Meron blevet forlovet her på rejsen? Han var enlig i en periode. Meron er selvfølgelig ikke noget videre stærkt hus, men han er ældre end dig. Trebonds søn er ikke en arving, men deres hus er til gengæld mere prestigefyldt.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla sukkede igen, men nikkede langsomt, villig til i det mindste at vurdere broderens forslag. Det var ganske rigtigt, at hun gennem et ægteskab med en, der var til eget køn, ville give hende mere frihed til sine studier og hele projektet, men i sit indre havde Myrilla nok altid haft en drøm om, at hun i det mindste ville have noget tilfælles med partner ud over deres smag i mænd. "Jeg ved det ikke, Murray. Og er Trebondsønnen ikke yngre end jeg?" Det var utroligt med de mænd, han foreslog. Godt nok var hun femogtyve, men hendes hofter var relativt fødedygtige og hun var af fin slægt. Hun nippede igen forsigtigt til vinen.

[Murray af Naxen]

Han kunne ikke bebrejde hende den kritiske mine, men der var nu engang ikke mange muligheder. ”Jeg mener, at han er på din alder,” svarede han på hendes spørgsmål omkring Trebondfamiliens søn. Han sukkede let, siden han godt kunne se, at det ikke var de mest optimistiske udmeldinger. ”Brug lidt tid på at tænke over det. Du kan jo prøve at tale med Vania?” foreslog han eftertænksomt. ”Det kan være, at hun kan komme på flere partier. Hun er uden tvivl bedre informeret om hoffets sladder og intriger end jeg er.” Selvfølgelig ville det også passe ham udmærket, hvis hans søster og kommende hustru kunne komme på god fod med hinanden. ”Men vi er nødt til at have noget i stand, før rundrejsen er slut, Myr.” Han vidste, at hun ikke brød sig om det, men det kunne jo ikke blive ved med at gå sådan her.