Noget at tale om

[Arianna af Linden]

Julietta af Dunlath

Dagens rejse var ved at være overstået og de første telte var allerede begyndt at finde plads, da Arianna fandt sin datter siddende på en sten, mens hendes telt blev rejst. Hun satte sig ved siden af hende og og kæmpede med instinktet til at lægge armen om hende et øjeblik. Hun havde virket helt ved siden af sig selv de sidste par dage. "Er der noget, du gerne vil tale om, Julia?"

[Julietta af Dunlath]

De seneste dage havde været ulidelige. Hendes liv havde endelig taget en drejning den aften, hun havde mødt Nat - eller Adrian af Dunlath, som han åbenbart hed, men så var alt blevet ødelagt, da hans identitet blev afsløret og han åbenbart ikke havde den fjerneste interesse for hende. Et suk forlod komtessen, da hun sank ned på en sten. De var færdige med at rejse for dagen og nu var der kun endnu en miserabel nat i vente, før endnu en miserabel dag ville begynde. Hun sukkede igen. Det blev mere miserabelt.

Julietta så op på sin mor, som hun sank ned ved hendes side på stenen. "Der er ikke noget at tale om." sukkede hun melodramatisk og skrabede i jorden med den ene fod.

[Arianna af Linden]

Arianna blev kun bekræftet i sin mistanke over Julietta's reaktion. Hendes smil var både forstående og roligt, da hun så på sin yngste datter. Hun gjorde et kvalificeret gæt på retningen af datterens problemer og tog et skud. "Du ved.. Jeg har nok været igennem alt, hvad du kan tænke dig af problemer med mænd. Måske jeg kunne hjælpe dig. Hvis altså du vil fortælle mig om det?" Hun forsøgte ikke at lægge armen om Julietta, sådan som hun havde lyst til. De havde ikke just været på god fod med hinanden, siden hun var kommet hjem fra klosterskolen.

[Julietta af Dunlath]

Et øjeblik så Julietta helt forbløffet ud. Så sank ansigtet igen tilbage i den ulykkelige mine, det havde båret de sidste par dage, som hun fandt ud af, hvor hun skulle starte. Hendes mor var måske ikke det mest sympatiske menneske, hun havde mødt, men hun var stadig en magtfuld kvinde med en god portion erfaring. Hun trak på skuldrene. "Jeg mødte en.. ung mand," startede hun og sukkede lidt for sig selv, "Jeg troede, han var rigtig for mig. Han.. Lovede ting." Hun så ned, skamfuld. Måske han ikke havde sagt løfterne, men den korte berøring af hans læber havde sagt det for ham.

[Arianna af Linden]

Et kort sekund måtte Arianna holde fast i sig selv, for ikke at spørge datteren, om hun havde elsket med denne unge mand med de mange løfter. Det ville ikke være første gang, at en ung komtesse var faldet i den fælde og det ville ikke være sidste. Men hun havde meget på fornemmelsen, at skulle det ikke være tilfældet, så ville Julia sikkert blive fornærmet på hende og det var ikke just sådan, hun ville få mest ud af hende.

I stedet forsøgte hun sig med medfølelse. "Det har unge mænd det med at gøre, er jeg bange for, min pige." Hun smilede ganske forsigtigt. "Det svære er at vide, hvornår de mener det, og hvornår de bare leger med dig."

[Julietta af Dunlath]

Endnu en gang kom moderens reaktion fuldstændig bag på Julia. Siden hvornår var hun så medfølende? Hvor havde de følelser gemt sig, da komtessen var blevet tvunget på klosterskole kun kort efter sin faders død? Alligevel var det ikke som sådan fordi hun havde andre at tale med det om, så Julia trak igen på de spinkle skuldre. "Men hvorfor gør de det? Hvorfor skulle han dog komplimentere mine tegninger, hvis ikke han mente det?" Hun tøvede kort. "Hvorfor skulle han give mig et kys, hvis ikke han ville have andet?"

[Arianna af Linden]

Arianna lod sit blik hvile på sin unge datter. "Måske havde han håbet, at han kunne få mere fra dig ved at komplimentere dine tegninger," sagde hun med en rolig stemme. "Måske håbede han, at det kys, han gav dig, kunne have fortryllet dig så meget, at du ville være villig til at ligge med ham." Stemmen var måske nok rolig, men ordene, hun sagde, havde karakter af en sandhed, som ikke ret mange var villige til at sige højt.

"Det er desværre ikke ualmindeligt blandt unge adelsmænd, at de forsøger at lokke adelsfrøkner i uføre, kun fordi de synes, det er sjovt." Hun lagde elegant det ene ben over det andet. "Da jeg var på din alder, var jeg også dødeligt forelsket i en ung mand. Indtil jeg fandt ud af, at han havde væddet med sin kammerat om, at han ville have mig liggende i sin seng inden nymåne." Hun trak let på skuldrene. "Derefter sørgede jeg for, at han fortrød det." Et lille tilfreds smil spillede om hendes læber.

[Julietta af Dunlath]

Julietta åbnede munden for at gøre indvendinger, men fortrød igen. Hvordan skulle hun fortælle sin mor, at han slet ikke havde bedt om mere, selv hvis hun havde været villig til at give det? Han havde ikke haft nogen interesse. I stedet lyttede hun til historien med voksende betagelse i blikket. Måske det var det, der var hendes løsning. Få ham til at fortryde det - måske endda få ham til at længes efter hende til sidst. "Hvad gjorde du?" Fascinationen havde gjort hende lettere stakåndet.

[Arianna af Linden]

Hun smilede ganske let stadig, som hun svarede datteren. "Lige med ham, var det ganske let at gøre gengæld. Han var forlovet med en anden, så jeg kom bare sådan - diskret - til at fortælle den udkårnes far om det væddemål, jeg havde været genstand for. Og så sørgede han for, at manden blev udstationeret ved den scanranske grænse, indtil brylluppet skulle stå."Hendes smil fik en kant af noget selvtilfredst, selv her mange år efter.

[Julietta af Dunlath]

Der lå et svagt glimt af beundring i Julias øjne, som Arianna fortsatte med at fortælle og et smil var lige sås langsomt ved at finde tilbage på komtessens læber. "Hvordan ved man, hvordan det er bedst at håndtere sådan en situation?" spurgte hun nysgerrigt, men formåede at lægge bånd på sin iver. En ung kvinde skulle være rolig og afbalanceret, det havde hun lært mange gange. Alligevel havde hun lyst til at finde en måde at gøre gengæld på, før hun hentede sine tegninger og fik lukket døren til Adrian af Dunlath for evigt.

[Arianna af Linden]

Arianna trak lidt på skuldrene og skjulte et tilfreds smil, som hun for en gangs skyld havde Julia's fulde opmærksomhed. "Det er svært at sige. Alle mænd er forskellige. Der er altid nogle bestemte skridt, man kan tage, men hvis man ønsker, at de virkelig skal have sig en lærestreg... Så er det en god idé at lære dem godt at kende først. Så man ved, hvad der vil gøre ondt på dem." Hun smilede venligt og lagde endelig en forsigtig arm om skuldrene på datteren. "Du må sige til, hvis du har brug for et godt råd engang imellem."

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede opmærksomt til sin moders ord. Det lød vel fornuftigt nok. Fortvivlet sank hun lidt sammen i skuldrene. Men hun vidste jo slet intet om Nat andet end at han hed Adrian af Dunlath, han havde lokket kys ud af hele to komtesser den nat og at han selv tegnede. Hvordan skulle det dog bruges? Tankerne blev brudt, da Arianna lagde sin arm om hendes skuldre og Julia igen så op. Et kort sekund overvejede hun at bryde kropskontakten, men den var måske ikke så slem igen. Hun sukkede. "Men hvad hvis jeg ikke ved nok om ham?"

[Arianna af Linden]

Hun gav datteren et let klem og smilede ned til hende. "Så sørger du for at lære noget om ham." Hun blinkede også en enkelt gang i en sammensvoren mine. "Enten ved at lade som om, du ikke er sur på ham for at gøre dig ked af det. Og så lade ham selv fortælle om sig selv. Eller også ved at stille nogle diskrete spørgsmål til venner eller familie." Hun smilede igen og ventede på at se, hvordan datteren ville reagere på disse oplysninger.

[Julietta af Dunlath]

Stadig en anelse usikker på sin holdning til hele øjeblikket, hun delte med sin mor, kiggede Julia ned på hånden, der gav hendes arm et klem. Uden helt at ville det rykke hun en smule væk uden at rykke ud af Ariannas greb. "Det kan også være, du ved noget" faldt det hende pludselig ind. Baronessen havde altid været skarp i sit overblik over slægterne og de forskellige intriger. "Kender du baronsønnerne af Dunlath?"

[Arianna af Linden]

Arianna holdt det lille utilfredse suk tilbage, som var tæt på at bryde ud, da datteren alligevel trak sig lidt væk. Men det havde måske også været lidt for meget af det gode. I stedet smilede hun lidt og kun mange års øvelse inden for at gemme sine følelser sikrede hende, at hun ikke reagerede på nogen måde over Julia's lille interessante oplysning. "Jeg kan næsten tænke mig, at det er Adrian af Dunlath, du har mødt?" spurgte hun med en let stemme. "Han er vist den eneste af de to, som kunne finde på den slags." Hendes sande følelser omkring emnet holdt hun helt for sig selv.