Når mørket falder på

[Iliane af Disart]

Murray af Naxen
26. januar 527

Et suk, der var alt for dybt til hendes unge alder, strøg over grevindens læber, mens hun betragtede døren. Det var efterhånden noget tid siden, hun havde sendt tjeneren med beskeden af sted. Tålmodighed, påmindede hun sig selv, mens blikket for et kort øjeblik søgte mod vinduet. I det mindste var hun endelig alene. I hvert fald et par sekunder endnu.

Med endnu et suk kom Iliane på benene og glattede folderne i den forholdsvist simple, sorte kjole. Der havde ikke været nogen festligheder eller andet, der havde krævet det store skrud. Langsomt søgte de slanke fingre op i det opsatte hår og begyndte at pille hårnåle, sløjfer og andet ud. Der var ingen grund til at have det sådan opsat, når dagen næsten var slut. Nu var der kun et møde tilbage og det plejede at være væsentligt mindre formelt.

[Murray af Naxen]

Det havde været en lang dag. Det første møde med hans kommende hustru var blevet bragt til ende hurtigere, end det nok var meningen, men det passede nu Murray fint. Han så frem til lige have lidt tid til at falde til på sit værelse og måske få sig et par glas. Meget af eftermiddagen var dog blevet brugt på at lytte til faderens bebrejdninger og skrive et brev til Vania. Det var da, han overlod det brev til en tjener, at han samtidig selv fik stukket et nyt i hånden.
Han skimmede det og overvejede kort, om han gad i aften. Nu havde Iliane dog aldrig haft en tendens til brok, og han trængte vel til noget adspredelse. Man kunne selvfølgelig også håbe, at hun havde noget vin stående, så han kunne få sit ønskede glas. Murray brændte brevet i kaminen, før han forlod sit værelse og slentrede ned til det udpegede værelse. Han bankede kun på en enkelt gang, før han gik ind. ”Godaften,” hilste han kortfattet og lod døren glide i bag sig. Han kunne trods alt ikke stå ude i korridoren og vente. Det ville være et problem, hvis nogen så ham udenfor en anden kvindes værelse. Blikket gled straks søgende rundt – søgende efter en mulighed for alkohol.

[Iliane af Disart]

Blikket blev vendt fra vinduet igen, mens Iliane overvejede muligheden for, at Murray ikke ville komme forbi. Rundrejsen ville nok blive sidste mulighed for ukomplicerede møder. Han skulle snart giftes og det medførte også en del ansvar. Med et træk på skuldrene vendte grevinden ryggen til døren og gav sig til at åbne kjolens snører med fingrene, da et bank lød og døren åbnedes. Fingrene fik hurtigt lukket snørene igen med en sløjfe, før hun vendte sig om.

"Godaften," besvarede hun hans hilsen, mens et oprigtigt smil trak opad i hendes mundvige. "Kan jeg byde på noget at drikke?"Iliane afventede ikke hans svar, før hun trådte over til et af bordene i værelset og fyldte vin i to pokaler. Med drikkevarene i hånden trådte hun tættere på ham.

[Murray af Naxen]

Det trak op ad i mundvigene, da Iliane var hurtig til at skænke op. Han låste døren bag sig – bare for at undgå uheldige situationer – før han tog imod pokalen og smagte på vinen. ”En glimrende årgang,” kommenterede han kort, efter at have nydt smagen for en stund. Så rettede han blikket mod Iliane. ”Lang dag?” spurgte han kortfattet og lod fingrene stryge over de løse lokker. Han havde tænkt sig at nyde sin vin, før de rykkede videre. Han havde i hvert fald selv brug for lidt alkohol efter dagens begivenheder.

[Iliane af Disart]

Iliane fulgte vågent Murray med blikket, som han lukkede døren bag sig og tog imod vinen. Smilet var henfaldet til en let trækning i den ene mundvige og hun nikkede langsomt. "Ikke som sådan, men natten til i dag var lang." Hun hævede selv glasset og tog en tår. Vinen var lækker og ikke for sød, præcis som hun kunne lide den. "Hvad med dig?" De to havde efterhånden kendt hinanden længe og så længe de var under private forhold, kunne de sagtens være dus. Det virkede også lidt underligt evigt og altid at skulle holde på formerne sammen med en, man flere gange havde delt seng med.

[Murray af Naxen]

Murray løftede et øjenbryn af hendes svar, men lod være med at spørge ind til det. Han var ikke som sådan interesseret i at vide detaljer. Han tog hendes frie hånd og førte hende med over at sidde ved bordet. Han satte sig selv med et lettere udmattet suk. ”Meget lang dag,” svarede han i sit sædvanlige brummende tonefald og tog endnu en stor slurk af vinen. ”Jeg mødte min forlovede for første gang.” Han var ikke sikker, men det var vel noget, man burde gøre opmærksom på? Spørge ind til Ilianes ægteskabsplaner gjorde han til gengæld ikke. Han vidste jo, hvad hendes holdning var til den slags, når det gjaldt hende selv.

[Iliane af Disart]

Iliane bemærkede godt det løftede bryn og skyndte sig at uddybe: "Maskeballet, altså." Yndefuldt lagde hun sin hånd i hans og lod sig føre over til bordet. Selvom hun på mange måder var en meget fri kvinde, nød hun stadig at blive ført lidt rundt af Murray. Han var et kærkomment afbræk. Beskrivelsen af hans dag fik dog kortvarigt brynene til at søge opad, før hun igen lod ansigtet falde tilbage i den kølige, charmerende maske. "Aha," hun nippede til sin vin, men alligevel gav det en svidende fornemmelse. Måske hun skulle have accepteret dengang, han havde spurgt hende? Tanken blev hurtigt slupper igen. "Hvordan er hun?"

[Murray af Naxen]

Spørgsmålet fik ham til at vifte lidt med hånden. ”Etikette-glad,” brummede han lettere utilfreds. Kvinden var dog fra en yderst god familie, så det var stadigvæk et godt parti. ”og til den hidsige side.” Det fik det dog til at trække i hans mundvig igen. Det temperament der lå og boblede under alle høflighederne, fandt han noget mere interessant. Smilet blev dog hurtigt kvalt, og hans blik vandrede tilbage til Iliane. ”Du gør klogt i at være kræsen med dit valg,” kommenterede han så. Selv hvis han så mente, at man burde have sagt ja til hans tilbud, selvom man var kræsen.

[Iliane af Disart]

Grevinden nikkede eftertænksomt til hans svar. Det lød som et forvirret barn, han beskrev. Selvfølgelig var det heller ikke alle, der havde haft samme behov for at modne i sindet som hun selv. Hendes øjne låste fast på Murrays smil og en svag irritation rykkede sig i hende. Et sådant smil skulle ikke ligge på en mands læber, når han fortalte sin elsker om en anden kvinde også selvom den anden kvinde var hans forlovede. "Det er der ikke altid mulighed for," pointerede hun, "Alle af nogenlunde slægt ender jo med anden- eller tredjefødte." Hendes tone var giftig.

[Murray af Naxen]

Det var ikke svært at opfange, at hun var utilfreds, men Murray var ikke rigtig interesseret i at grave i det. I stedet smilede han svagt over bemærkningen. ”Det er sandt,” medgav han blot og stillede den tomme pokal fra sig. ”Men som grevinde er andre arvinger vel heller ikke det mest oplagte for dig, når man tænker nærmere over det. At skulle styre to lener kan være en store mundfuld.” Når to arvinger giftede sig, måtte der utvivlsomt opstå nogle komplikationer. Det var dog også en mulighed for at styrke begge lener, hvis man formåede at forvalte dem ordentligt. ”Jeg er ikke interesseret i at gøre en diskussion ud af det, Iliane.” Han forstod ikke rigtig, hvorfor hun var så irriteret, når hun selv havde afvist ham til at starte med. Hvis hun fortrød nu, var det ikke hans problem.

[Iliane af Disart]

Den tomme pokal gik på ingen måde Ilianes opmærksomhed forbi. Det var ikke videre velopdragent så hurtigt at synke et helt glas vin, men de var måske heller ikke på et punkt, hvor opdragelse og etikette spillede så stor en rolle igen. Uden at fortrække en mine skubbede hun kanden med vin frem mod Murray som et tavst tilbud. "Greven af Harise har da gjort det." Hun hævede det ene bryn i provokation, før minen krakelerede med et let smil. "Men bare rolig, det er jeg heller ikke. Det kan jo være, jeg følger dit råd. Din yngre bror, Marcus ikke sandt?" Hun holdt en kunstpause og afventede bekræftelsen, selvom hun egentlig ikke var i tvivl. "Han er vel stadig ugift?"

[Murray af Naxen]

Murray nikkede let. ”Det er selvfølgelig sandt.” Han tog imod kanden og skænkede op til sig selv igen. Høfligt tilbød han også Iliane, før han stillede den fra sig. Han skulle lige til at drikke igen, da hun fortsatte. ”Det er han. Jeg er begyndt at se efter passende partnere til både ham og Myrilla. Det haster efterhånden med Myrilla ...” Det var ikke godt, når en kvinde nåede så højt op i alderen, før hun blev forlovet. Hun var dog et godt parti for stort set alle, så Murrays bekymring var ikke kritisk som sådan. Han var mest betænkelig ved, at de andre hertugslægter måske ikke ville have hende, når hun var 25. Marcus var på mange måder lettere. En mand kunne godt nå lidt op i alderen, før den slags ting blev kritiske. ”Marcus studerer i øjeblikket, så et bryllup ville skulle vente, indtil han er færdiguddannet. Forlovet kan han dog godt blive før da.” Murray havde dog ikke planer om at lave nogen faste aftaler uden først at vende tingene med sine søskende. Han ville ikke snigløbe dem med den slags ting. Han var dog ikke afvisende over for Ilianes forslag. At blive gift med en grevinde ville være en glimrende ting for en anden søn, der ikke havde sin egen jord. Det eneste parti, han sådan rigtig kunne se blandt hertugslægterne var den unge væbner fra Dortvig.

[Iliane af Disart]

"Ja, de er jo tvillinger." kommenterede hun med blikket rettet mod pokalen, som han fyldte. Det måtte være svært at få afsat en kvinde, der allerede var femogtyve. Da Murray fortsatte tanken om Marcus, måtte hun koncentrere sig for ikke at slippe en kort latter. En svag sitren i den ene mundvige røbede hende dog. Aldrig om hun ville ægte Murrays yngre bror - det ville være for bisart lige meget, hvor lidt ægteskab og følelser så havde med hinanden. Alligevel nikkede hun for ikke at virke uhøflig. "Hvornår regner du selv med at sætte en dato for dit ægteskab?"

[Murray af Naxen]

Murray sukkede let ved tanken. ”Det må du nok sige. De hænger nærmest sammen ved hoften,” brummede han. Han havde skam oplevet det på egen krop, hvor knyttede de to var. Han havde skam et fint forhold til dem begge, men det var trods alt let at se, at tvillinger bare havde et langt tættere forhold end man normalt så ved søskende. Han sippede til vinen lidt, før han svarede hendes næste spørgsmål. ”Det bliver i sensommeren engang.” Ikke tale om at hans bryllup skulle ligge blandt alle de andres. Der lod Vania da til at have været ganske enig. ”Så jeg får nok travlt hen over sommeren,” tilføjede han så for at indikere, at de nok ikke ville kunne se meget til hinanden.

[Iliane af Disart]

Det var svært at forholde sig til, denne snak om de tætte søskende. Selv var Iliane enebarn, hendes moder engageret i sociale arrangementer og hendes far død, da hun var seksten. Familiære relationer var ikke just hendes speciale. Derfor var hun lettet, da Murray lod til at bide på det genbrugte emne. "Forståeligt," hun nikkede og satte pokalen fra sig. Det var ikke jordens undergang, at han ikke ville have tid til hende, selvom hun nok ville mangle deres møder lidt i sin hverdag. Det var trods alt, hvad hun havde forventet. "Det glæder mig, du kom forbi."