Endnu en maskerade

[Iliane af Disart]

Adrian af Dunlath
25. januar 527

Et tungt suk strøg over grevinden af Disarts læber og druknede i mængden af svingende balkjoler, høj musik og munter samtale. Ikke mere end et par sekunder forinden var hun blevet svunget rundt i armene på endnu en forhåbningsfuld baronsøn. Med en høflig bemærkning havde hun dog undskyldt sig og stod nu en smule afsides. Den vinrøde kjole virkede pludselig meget stram og mørk mod den lyse hud, der dog havde fået en smule mørkere lød de sidste par uger i syden.

Hånden strøg op i det kunstfærdigt opsatte hår, som for at sikre Iliane, at det stadig sad som det skulle. Ikke fordi der reelt set havde været tvivl. Tungespidsen gled over læberne og fugtede dem, mens hænderne gled ned over kjolen og rettede eventuelle folder ud.

[Adrian af Dunlath]

Adrian var optaget af hele tiden af være i den modsatte ende af lokalet i forhold til Rupert. Han kunne godt fornemme, at manden skulede efter ham, men han kunne ikke så let bare komme hen og slæbe af sted med sin lillebror. Det ville skabe en unødvendig scene, og Adrian holdt sig da også stort set i skak.
Han havde fordrevet aftenen med at tale med forskellige adelsdamer og danse med nogle af dem. Han blev aldrig ved den samme person for længe, siden han ikke ville have, at nogen lagde noget i det.
Han havde netop fulgt en komtesse ud fra dansegulvet og undskyldte sig. Han kastede et blik rundt og fik tilfældigvis øje på en smuk, rød kjole. Tja, hvorfor ikke? Han kunne næppe slippe af sted med at trække sig tilbage endnu, så han havde brug for at fordrive tiden lidt endnu. Han nærmede sig den rødklædte pige og inspicerede hendes ansigt for at finde ud af, hvem det var, og hvordan han burde tiltale hende. Det var ikke hans stærke side, men heldigvis var det jo et maskebal, så fejl var heldigvis lettere undskyldt. ”Godaften,” hilste han med et let buk. ”Nyder De festlighederne?” Et lidt kedsommeligt spørgsmål, men den sikreste løsning, når han ikke følte sig sikker på hendes rang.

[Iliane af Disart]

Iliane havde for et kort, fredfyldt sekund, tilladt sig selv at henfalde i et skrøbeligt tankespind, mens hendes blik hvilede dødt på danserne. En verden dukkede op, hvor hun endnu var barn og blot en af de mange komtesser, der lystigt svingedes rundt på dansegulvet. Et sløvt blink og hun så igen op. En mand var på vej mod hende, noterede hun, og rankede sig igen op, mens et koket smil blomstrede frem på hendes læber.

"Også en glædelig aften til Dem," besvarede hun hans hilsen med et yndigt buk, før hun betragtede ham gennem de strategisk sænkede vipper. "For en kvinde er det altid en fornøjelse, når hun kan danse." Hun tog et skridt frem mod ham. "Og De?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian sukkede let ved tanken. ”Ah, danse,” gentog han let og lod blikket vandre kort mod dansegulvet, hvor han for lidt siden havde befundet sig. Hvis han huskede rigtigt var denne kvinde også netop kommet derfra. ”Jeg er bange for, at jeg trænger til et hvil på det punkt,” fortsatte han så og trådte til siden for at stille sig ved siden af kvinden for at iagttage dansegulvet. ”Disse festligheder er morsomme, men de kan tære noget på en.” Han ville sådan set bare gerne hjem til sit telt – helst med en partner selvfølgelig. Det var også derfor han valgt at spare lidt på sin energi. ”Jeg beundrer dem, der kan danse hele natten væk og stå dugfriske op den næste morgen,” lo han og skævede til pigen. ”Jeg går ud fra, at De må være blevet budt op mange gange.”

[Iliane af Disart]

Iliane lod et let nik være svaret. Tavshed var guld, havde hun altid lært, ingen kunne lide en kvinde, der kaglede konstant. "Jeg nyder at lære et menneske at kende gennem noget så yndefuldt som dans," hun holdt en lille kunstpause, mens blikket kortvarigt søgte tilbage mod de dansende par. "Men De så nu ikke ud til at være helt talentløs?" Et slankt bryn spillede koket op over maskens kant, mens hun ublufærdigt lod blikket glide over hans skikkelse. Han så ung ud, ikke meget ældre end hende selv, hvis ikke på samme alder. Vurderende vendte blikket tilbage til hans ansigt uden helt at kunne placere ham.

[Adrian af Dunlath]

Adrian måtte kort kæmpe for at bide bemærkninger som ’Jeg foretrækker at lære dem at kende i en seng’ i sig. Det var ellers virkelig svært, for han syntes, at hendes kommentar lagde virkelig meget op til sådan et svar. ”Javel. De lyder til at holde meget af dans?” nøjedes han i stedet med at følge op og takkede guderne for, at de havde givet ham blot en smule selvkontrol. Hendes opfølgende bemærkning fik ham til at le en smule. ”Mange tak, vi gør os ikke så meget i den slags i Dunlath, så jeg var bange for, at jeg var blevet rusten,” svarede han, selvom det nu ikke var tilfældet. Han var en udmærket danser og fik det holdt fint ved lige. ”Holdes der mange af denne slags fester, hvor De kommer fra?”

[Iliane af Disart]

En perlende latter strøg over hendes læber ved det åbenlyse i junkerens spørgsmål, men det blev alligevel til endnu et sødt smil, der slet ikke passede til den dybtudringede, røde kjole hun bar. "Bedre end eksempelvis brydning." Iliane sænkede et kort øjeblik hånden, der holdt masken oppe, og sendte ham et spøgefuldt blink, før den igen blev hævet, så den dækkede området omkring de blå øjne.

"Så De er fra Dunlath?" Interessen begyndte allerede at forsvinde. Et baroni. Bestemt ikke hendes tid værd. Alligevel nikkede hun af høflighed som svar på hans spørgsmål. "Min mor elskede fester." svarede hun. Der var ingen grund til at fortælle, at det nu var hende, der valgte arrangementerne.

[Adrian af Dunlath]

Adrian grinede af hendes svar. ”Man kan nu også lære meget om folk ved at bryde med dem ... men det er måske blot drengen i mig, der taler nu?” overvejede han med en let latter. Sådan lærte mange drenge hinanden at kende. En god slåskamp kunne lære en meget. Han kunne igen have spundet noget mere sjofelt på konceptet om brydning, men undveg det igen. Heldigvis.
Det lød til, at hendes mor var borte? Højst sandsynligvis død. Adrian overvejede at kondolere, men det var muligvis noget tid siden, og så ville det virke underligt. ”Hun lyder til at have været en festlig person,” kommenterede han blot. Hvad får De ellers tiden til at gå med? Ud over at danse rundt i smukke kjoler til fester som denne?”

[Iliane af Disart]

"De har sikkert ret," medgav hun ham og lænede sig så konspiratorisk frem mod ham, mens stemmen blev sænket til en hvisken. "Men jeg foretrækker nu brydningen på lagenerne." Hun trak sig tilbage igen, selvfølgelig først efter at have givet mulighed for et kortvarigt studie af hendes forparti og den eksotiske parfume.

"Det kvinder nu en gang gør i deres fritid," hun trak på de spinkle skuldre og lod igen blikket vandre. Det kunne være, der var noget interessant selskab at kunne undskylde sig hen til, men det lod til at alle på hendes egen alder var i færd med at danse og det blot var de gamle, tørre lensherrer tilbage. Hun så tilbage på ham og uddybede så: "Ser pæne ud."

[Adrian af Dunlath]

Da pigen lænede sig frem, gjorde han automatisk det samme. Hendes ord kom tydeligvis bag på ham, da han kort spærrede øjnene op. Havde han hørt det rigtigt? Kunne det passe, at de havde den samme tankegang? Han lod dog ikke blikket vige fra hendes blik. Det var ikke første gang, at en kvinde forsøgte at udstille sin kavalergang, så det var let nok for ham at ignorere den og smile let. ”Det siger De ikke.”
Som hun fortsatte med at forklare, hvad adelsdamer lavede, rynkede han en anelse på brynene, imens et lettere provokerende smil voksede frem over hans læber. ”Det skulle vel aldrig være fordi, at De ikke har andre nævneværdige interesser end at se pæn ud?” spurgte han lavmælt og lettere spottende for at prikke lidt til hende. Hendes forrige kommentar kunne jo antyde, at hun havde brugt en vis mængde tid på ryggen med benene i vejret. Ikke at han dømte hende for det. Han nød at være i selskab med folk, der ikke var blege for at komme med provokerende bemærkninger. Det kunne man hurtigt få meget morskab ud af. "Men skønhed kan man naturligvis også komme langt med." Det vidste han alt om.

[Iliane af Disart]

Junkerens overraskelse over hendes træk morede hende og det trak spillende opad i den ene mundvige, som hun igen trak sig tilbage fra ham. Et legende glimt spillede bag det blå. Heldigvis var hertuginden ikke lige så let at overraske og hun fnøs underholdt. "Skønhed er det, der styrer landene." kommenterede hun henkastet uden at værdige ham et blik. "Men jo, jeg har da andre interesser. Jeg nyder især digtoplæsninger." Hun så tilbage på ham med et afventende blik. Hun brød sig ikke om at kede sig.

[Adrian af Dunlath]

Adrian krydsede eftertænksomt armene. ”Åh, virkelig?” Han lagde hovedet på skrå med en kritisk mine uden at miste det provokerende smil. ”Jeg tror, jeg har brug for en demonstration af denne såkaldte glæde for digtoplæsninger. Ellers må jeg gå ud fra, at det var noget, som De netop nu fandt på for at redde Dem selv ud af en pinlig situation.” Han iagttog hende afventende for at se, om hun ville kunne citere et digt eller melde pas. Hvis hun kunne sådan uden videre måtte man jo gå ud fra, at hun virkelig havde interesse for det, siden hun kunne huske det.

[Iliane af Disart]

Junkerens ord fik igen erobret hendes blik tilbage og hun betragtede ham med tydelig skepsis. Var han virkelig af den naive overbevisning om, at det kunne få hendes puls op? Iliaden bryn hævedes, som hun talte. "Jeg nyder at lytte til dem, selve reciteringen er der folk til." hun viftede afværgende med den frie hånd, der ikke holdt masken, mens et kattevenligt smil havde indtaget hendes læber. Han fejlslåede provokation var der intet behov for at kommentere på. "Hvis De vil have mig undskyldt?" Uden at vente på svar valsede hun forbi ham.

out