Nat og Dag

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath
25/1 527

Adrian kunne ikke lade være med at overveje, om Rupert havde gjort et eller andet. Han var nu blevet afvist hele tre gange – en af dem var så mest på grund af en afbrydelse, men stadigvæk ...! Rupert måtte have forbandet ham på en eller anden måde. Der kunne ikke være andre forklaringer på det. Det irriterede ham ærligtalt en del. Han plejede at være en mester i lige præcis forførelse!
Maskeballet blev hans mulighed for oprejsning – både psykisk og fysisk. Stemningen var den rette, så han skulle bare udse sig en mulig partner. Han havde også taget Dags tegninger med for en sikkerheds skyld. Det var de færreste adelige, der kunne få sig selv til at undgå en fest.
I starten holdt han sig tæt på Rupert og Annora for at berolige sin bror lidt. Det varede dog kun kortvarigt, da Adrian fik øje på en velkendt blond skikkelse. Masken skjulte selvfølgelig noget af hendes ansigt, men ellers var det nu let at genkende hende. Så snart Rupert blev optaget af en samtale med en anden adelsmand, sneg Adrian sig væk og vandrede over til Dag. ”Vi mødes igen,” bemærkede han lavmælt, da han stod bag hende, og smilede let til hende, da hun vendte sig mod ham. ”Nyder De festen?” spurgte han, imens hænderne var samlet på ryggen. Hun var jo stukket af sidste gang, så han måtte hellere holde hænderne for sig selv denne gang.

[Julietta af Dunlath]

Som hver gang, hun havde deltaget til et større bal, havde Julietta forberedt sig til maskeballet i flere dage. De sidste uger havde hun tabt sig støt på Rundrejsen og den hvide kjole var derfor blevet lagt lidt ind. Håret var kunstfærdigt sat op og ansigtet skjult af en sirligt dekoreret, hvid maske. Indtil videre havde hun fået mulighed for at danse, men natten var stadig und og salen fyldt op af hæderlige junkere. Desuden var hun endelig ikke i nærheden af sin mor og luften virkede pludseligt meget lettere.

En fremmed og alligevel mærkværdigt velkendt stemme fik hende til at snurre rundt på hælen i en bevægelse, der satte liv i det hvide skørt. De blå øjne var fulde af forundring bag den hvide maske. "N-nat" fik hun fremstammet, før hun igen fik ranket sin spinkle skikkelse op og genvundet kontrol over underlæben, der ellers var gledet ned i en måben. "Jo, den er skøn. Og De?"

[Adrian af Dunlath]

”De virker overrasket, Dag? Vi rejser trods alt i det samme følge, så det var uundgåeligt, at vi ville støde på hinanden igen,” bemærkede Adrian med en let latter. Det var vist bedst, hvis de holdt den her afstand. Han var konstant opmærksom på at holde et indtryk af, at de ikke kendte hinanden nærmere. Andre skulle helst ikke kunne lægge alt for meget i det faktum, at de talte med hinanden. ”Jeg nyder den skam også. Udsmykningen er smuk, og det er altid en fryd for øjet at se så mange festklædte folk, ikke sandt?” svarede han ubekymret. ”Deres søstre er her vel med deres forlovede? De har ikke selv følgeskab?” spurgte han, mest for at få en fornemmelse for, om der var nogle søskende eller forældre, han skulle tage sig i agt for.

[Julietta af Dunlath]

Julia betragtede ham uden egentlig at vide, hvad hun skulle sige. Det var jo egentlig ikke så meget at hun var overrasket over at se ham, som at hun stadig var overrasket over det flygtige, kys-lignende øjeblik, de havde delt få nætter forinden. Hun var derfor lettet, da han reddede hende fra tavsheden og fortsatte med at tale. Et forsigtigt nik, før hans næste spørgsmål. "Nej, ikke lige i øjeblikket." hun hævede de spinkle skuldre, før hun fortsatte. "Det plejer kun at være de første minutter, min moder stadig har sit falkeblik over mig." Et forsigtigt smil.

[Adrian af Dunlath]

Så der var en mor et eller andet sted, som han skulle tage sig i agt for? Adrian kastede et blik rundt bag sin sorte maske, men bemærkede ikke nogen ældre kvinder, der kiggede i Dags retning. Godt. Han havde kun set frem til det her bal, fordi det var en mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med nogle af de unge frøkener, og en overbeskyttende mor ville komme i vejen for det. ”Hun prøver sikkert blot at passe på Dem, komtesse. Hvem ved, hvilke nærgående mænd De kunne ske at rende ind i, hvis De var alene?” Han var vel egentlig en af disse nærgående mænd – men han mente dog han var en af de mere attraktive af slagsen! Den slags som kvinder gerne ville have var nærgående. ”De glemte for øvrigt nogle tegninger, da vi mødtes. Jeg ville have afleveret, men ... ja, De ved.” Han kunne ikke rigtig aflevere noget til hende, når han ikke kendte hendes navn.

[Julietta af Dunlath]

Et bryn hævedes, skjult af masken. Hvad i alverden kiggede han dog efter? Frygtede han mon hendes mor? Det trak afslørende opad i den ene mundvige, men komtessen formåede alligevel at holde smilet fint og koket. Igen nikkede hun mildt. "Ja, men jeg tror nu ikke min moder ville have det fjerneste imod, hvis jeg rendte ind i en mand." Vipperne blev forstyrret af maskens form, da hun prøvede at sende ham et spøgefuldt blink. Da han nævnte tegninger, var Julia dog alligevel ved at bryde form. "Virkelig?" hendes stemme nåede at blive skinger på toppen og hun lagde igen bånd på sig selv. "De har ikke kigget på dem, vel?"

[Adrian af Dunlath]

Adrian sukkede svag ved bemærkningen om hendes mor. ”Det er også næsten værre,” indrømmede han. Han havde jo allerede givet udtryk for sin modvilje angående ægteskab. En mor der var ivrig efter at afsætte sine døtre kunne også være et problem for ham.
Han grinede bredt, da Dag for et øjeblik glemte etiketten og gik i panik. ”Selvfølgelig gjorde jeg det,” indrømmede han blankt og sendte hende et skævt smil. ”Hvis De ikke vil have, at folk kigger på deres tegninger, må De lære at tage dem med, når De går.” Han fortsatte så med en lidt mindre drillende tone: ”De var ganske flotte. Man kan se, at De har øvet Dem meget.”

[Julietta af Dunlath]

En rødmen blomstrede frem over Julias blege kinder ved Nats svar. Genert vendte hun blikket fra ham, men kiggede alligevel op på ham gennem de sænkede vipper, da han fortsatte. Hans oprigtighed i de rosende ord havde overrasket hende, men overraskelsen nåede denne gang at blive sat skak af et mildt smil. "Det er meget venligt af Dem, Nat." konstaterede hun med et smil liggende i stemmen. "Er der mulighed for, jeg kan få dem tilbage på et tidspunkt?" Igen blev hun afsløret af en svag sitren i den ene mundvige, men resten af minen blev holdt skak. Masken hjalp virkelig på usikkerheden.

[Adrian af Dunlath]

Få dem tilbage. Han lod hovedet falde på skrå for en stund. ”Tja ...” startede han eftertænksomt, imens han overvejede sit svar. ”Det kan jeg vel nok gå med til. Men jeg tror ikke at det er en god ide her, foran alle de folk.” At stå og udveksle ting kunne virke meget familiært. Han gestikulerede mod salens udgang og ledte hende ud i en af korridorerne, hvor de kunne tale mere privat. Der trak han tegningerne frem fra indersiden af sin tunika og rakte dem til hende. ”Jeg var desværre nødt til at folde dem en smule for at kunne have dem med til Dem,” undskyldte han.

[Julietta af Dunlath]

Et svagt sekund havde komtessen nær tygget i den bløde underlæbe af uro, før han endelig overgav sig til at give tegningerne tilbage. Forslaget om et mere privat sted til udvekslingen fik hende dog til at stoppe op for et øjeblik, før hun gik med ham. Ville han mon forsøge at kysse hende igen? Kinderne brændte.

Julia trådte op til Nat på det mere afsides sted og skulle til at række frem efter tegninger, da en tanke slog hende. "Og hvor havde De forestillet Dem, at jeg skulle have dem henne?" spurgte hun kritisk og betragtede ham afventende, den rynkede pande skjult af masken.

[Adrian af Dunlath]

Adrian løftede et øjenbryn af pigens bemærkning. Det var selvfølgelig rigtigt. Han smilede og prikkede hende på panden med de sammenrullede tegninger. ”Se, det er jo ikke rigtig mit problem,” nøjedes han med at konkludere. ”Jeg afleverer bare, hvad De render rundt og taber, komtesse.” Han viftede tegningerne foran hende med en overvejende mine. ”Jeg kan ikke rigtig få nogen til at aflevere dem til Deres telt, når jeg ikke ved, hvem De er. Og De kan ikke sende nogen for at hente dem hos mig, når De ikke ved, hvem jeg er. Alt andet end denne metode betyder, at vores lille fantasi må gå i stykker.”

[Julietta af Dunlath]

Julietta rykkede tilbage fra ham, da hun pludselig blev prikket i panden med tegninger. Et indigneret udtryk, der på ingen måde kom til sin fulde ret grundet masken, trådte ind i hendes ellers uskyldige ansigtstræk. En overvældende trang til at lægge armene over kors og sætte foden bestemt i jorden skyllede ind over hende, men hun bed det i sig. "Vi kunne også aftale at mødes på et tidspunkt," påpegede hun med en flad spydighed, der ikke passede til den lyse stemme. "Og De siger det, som havde De slet ingen interesse i at vide, hvem jeg var." En skælven i det sidste ord røbede en oprigtig skuffelse over det.

[Adrian af Dunlath]

Det morede ham lidt at se den irritation, som tegnede sig i hendes ansigt. Han var muligvis ved at briste hendes boble, men det var sådan set også fint. Det var bedre, at det skete, før hun bildte sig ting ind. Siden hun ikke tog imod tegningerne, valgte han at gemme dem væk igen. Han trådte helt hen til hende og løftede sin maske op, så hun kunne se hans ansigt ordentligt igen. Adrian fangede hendes hage med fingrene og hævede hendes ansigt op mod sit. ”Du kan hente dine tegninger i Dunlath-lejren så,” svarede han med et lettere provokerende smil, imens hans ansigt nærmede sig hendes. ”Jeg hedder Adrian.” Hun skulle i hvert fald ikke tro, at han var en kujon.
Han trak sig væk, før mere kunne ske mellem dem og bakkede over til de åbne døre ind til salen, imens han trak masken ned igen. ”Som jeg sagde før, Dag, det er langt fra alle mine bekendtskaber, der gror ud af kærlighed,” nøjedes han med at kommentere på hendes beskyldning om, at han ikke ville vide hendes navn. Siden han ikke havde spurgt hende, burde det i sig selv være svar nok. Han ville bare more sig, hendes navn var ikke nødvendigt i den sammenhæng.
Med en ubekymret mine sluttede han sig atter til selskabet og faldt i snak med en ny adelsdame.

out

[Julietta af Dunlath]