Eskapismens bal

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø
25. januar 527 m.t.

Dansen var slut og Niklaus slap lettet Mariettes spinkle skikkelse igen. At have hende så tæt på fik det til at vende sig i ham, og både maske og de sorte og midnatsblå klæder virkede pludseligt alt for stramme. Med et hurtigt smil og en halvhjertet forklaring fik han undskyldt sig og skridtede hurtigt over salens blanke gulv med øje kun for én.

"Beklager," afbrød han en samtale i samme sekund, som han nåede sin destination. Alligevel kunne han kun se Alexander ud af øjenkrogen, da han talte til dennes samtalepartner. "Men er det muligt at låne nådigherren af Viksø et øjeblik?" Det mest vindende smil, Niklaus besad blev smurt ud over hans ansigt, som han ventede en afgørelse.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde stået og talt med en mand af slægten Drotvig og han var et kort øjeblik helt nervøs for, om Niklaus skulle være blevet jaloux, siden han opsøgte ham så offentligt. Men så kom han i tanke om, at under maskeballet, kunne de slippe af sted med at blive set sammen, uden at skulle passe alt for meget på og han stoppede et lykkeligt smil, inden det blev alt for tydeligt.

Han undskyldte sig og gik efter Niklaus, mens han som sædvanlig lod ham om at bestemme, hvor de gik hen. "Det er dejligt at se dig," sagde han med læber, som næsten ikke bevægede sig.

[Niklaus af Legan]

Niklaus nikkede respektfuldt til manden af Drotvig, som han forlod dem og uden ekstra omsvøb satte han i bevægelse mod salens udgang. Mens alle var optaget af ballets vidunderlighed, kunne de to sagtens slippe ubemærket ud et øjeblik. Han hørte godt Alexanders ord og et smil bredte sig, mens han gav et afmålt nik som svar.

Så snart de var nogenlunde ude af syne, trak han Alexander ind i sin favn. "Det er også dejligt at se dig." Han tog et enkelt skridt tilbage og lagde hånden mod sin elskedes kind. Hans snak med Mariette sad stadig i ham, og lå klart i hans tanker, da han igen talte: "Du er min sol, Alexander, og jeg din måne. Jeg ville ikke være i stand til at skinne uden dig. Du er mit alt." Niklaus var lige dele lykkelig over igen at være hos Alexander, men samtidig gjorde deres skjulte kærlighed ondt.

[Alexander af Viksø]

Han lod sig glide ind i Niklaus' favn. Det var så dejligt et sted at være. "Du siger sådan nogle søde ting til mig," mumlede han og strakte sig lidt for at finde Niklaus' læber. "Hvor længe kan du holde dig væk fra ballet?" Han selv kunne smutte og blive væk, så længe han havde lyst. Men Niklaus var arving og havde sjældent de samme muligheder. "Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig, når du har tid engang."

[Niklaus af Legan]

Niklaus strammede grebet lidt om Alexanders skikkelse, mens han med længsel malet i ansigtet sugede hans duft ind gennem næsen. Han havde savnet ham. Uden at tænke videre over det, besvarede han Alexanders kys, før han måtte trække sig tilbage igen. Selvom de var kommet lidt væk fra festlighederne, var de ikke helt sikre.

Spørgsmålet vakte Niklaus' nysgerrighed og selvom han måske ikke burde blive væk fra festlighederne længe, virkede det som noget vigtigt, Alexander havde at drøfte med ham. "Jeg har alverdens tid til dig." mumlede han med et alvorsfuldt nik for at understrege sandheden i ordene. "Altid."

[Alexander af Viksø]

Alexander havde det godt for første gang i flere dage, som han stod i Niklaus' favn og han mærkede sit hjerte banke med en varm glød, selv da han trak sig tilbage. "Kan.. Kan vi måske gå et mere privat sted hen så?" Han smilede let. Det de skulle tale om, skulle helst ikke kunne overhøres af andre.

Da de var kommet lidt af vejen, trak han vejret ind for at finde modet. "Du ved godt, at jeg har et par venner, som ved, at jeg.. At jeg ikke er interesseret i kvinder, ikke sandt?" Det havde han talt om før. "Altså.. De har ligesom kunnet mærke, at jeg var lidt ked af det.." Lidt var her årets underdrivelse, men der var ingen grund til at lægge mere byrde på Niklaus end højst nødvendigt.

[Niklaus af Legan]

Niklaus stirrede vantro på Alexander bag masken og havde et kort øjeblik lyst til at spørge ham om, hvad i alverden han havde forestillet sig. På Legan kendte Niklaus lensborgen ud og ind, men her havde han ikke den fjerneste ide om, hvor man kunne være alene. Alligevel nikkede han mildt. Han kunne jo gøre alt for Alexander.

Da de havde fundet en mere privat krog, så han afventende på Alexander, før han talte. Langsomt nikkede han. Jo, det havde han da tidligere fortalt. Uden helt at tænke over det, rakte han frem og tog hans hånd. Det sidste han ønskede var, at Alexander skulle være ulykkelig. Især ikke på grund af ham.

[Alexander af Viksø]

Han fik det bedre med Niklaus' hånd i sin og han sukkede noget af anspændtheden ud, så han kunne smile lidt. "Jeg.. Jeg har fået et par ideer af dem.. Som.. Ja.. De er ikke ideelle.. Men der er måske noget, vi kan bruge imellem dem." Han så over på Niklaus' stærke ansigt, som altid så mere ømt ud, når de bare var de to sammen. "Den voldsomste er, at hvis vi nu slet ikke kan få noget til at fungere, så kunne vi altid stikke af til Yamaniøerne, hvor mænd gerne må elske hinanden." Han grinede lidt, som mente han, at det var en spøg. Men tanken havde jaget ham i hans drømme med sin sødme, siden Rianne havde delt den med ham.

[Niklaus af Legan]

Synet af Alexanders smil fik straks spredt en ro i Niklaus, så han igen kunne sænke skuldrene. Han havde et smukt smil, der strakte sig hele vejen til øjnene. Et smil, man ikke kunne ignorere eller modstå og i en legende bevægelse trak han hånden op mod sine læber og plantede et kys mod den. Alligevel stod en undren ganske klar i ridderens ansigt ved ordene, der blev talt, og han sænkede igen hånden, mens han lyttede. Langsomt nikkede han lidt, mens folderne i hans pande blev tydeligere.

"Alexander, du ved, jeg vil gøre alt for dig, men.. Jeg beder dig" han så ned et pinefuldt øjeblik, før han igen fangede sin elskedes blik. "Du må ikke bede mig opgive mit medfødte ansvar og flygte som en kujon." Selvom ordene var sagt i spøg, kunne han stadig se drømmen gnistre i Alexanders blik.

[Alexander af Viksø]

Skuffelsen sved i ham, som Niklaus uden videre fejede deres sikkerhedsnet af bordet. Han havde vidst, at Niklaus ville svare på den måde, men han havde stadig håbet. "Så går jeg ud fra, at tanken om at fortælle Mariette sandheden og bede hende få en arving med en mand, som ligner dig også er ude af billedet?" Han forsøgte sig med endnu et lille smil, men mærkede hjertet synke i brystet.

[Niklaus af Legan]

Niklaus mærkede hjertet synke en anelse, som Alexanders smil falmede. Han ville være den, der hvert sekund sikrede det smil, og ikke den, der berøvede ham det, men samtidig kunne han ikke spinde sin kærlighed på løgne og falske forhåbninger. De næste ord fik ridderens ansigt til at stivne og der gik et par lange sekunder, før han endelig lod luften ud af sine lunger. "Er det dit alvor?" spurgte han uden at stemmen blev helt så blid, som det var tiltænkt.

[Alexander af Viksø]

Han rystede på hovedet og trak sin hånd til sig. Han havde sådan en lyst til at rejse sig op og gå sin vej. Han følte sig lidt forrådt og han havde lyst til at græde igen. Med en kraftanstrengelse skubbede han det i baggrunden og sukkede. "Nej, åbenbart ikke," svarede han med en trist tone i stemmen. Adrian's ord fra tidligere gled gennem hans tanker. Men han nægtede at se på Niklaus på den måde. Niklaus ville aldrig gøre ham ked af det med vilje. Og han ignorerede bestemt den lille stemme, som spurgte, hvorfor Niklaus ikke satte ham højere på prioriteringslisten.

[Niklaus af Legan]

Det gav et koldt sug gennem ham, da han så Alexander begyndte at trække sig væk og Niklaus greb hastigt ud efter ham, mens han prøvede at få klargjort sin oprigtighed. "Du ved, jeg vil gøre hvad som helst, du beder mig om." Han sukkede fortvivlet og så ned, "Men det her må du ikke bede mig om." Niklaus så op igen, håbede han forstod. Han kunne ikke forlade sit len, sine søskende, sit ansvar. Han var ikke en kujon. Uroen ulmede i maven på ham, gjorde hans indmad levende. Det var ikke sådan her, Alexander fik ham til at føle. Det var ikke dem. Det var sådan det var at være sammen med Mariette. Fortvivlelsen sank dybere i ham.

[Alexander af Viksø]

Alexander kunne mærke, hvordan han sårede Niklaus med sine handlinger. Men han var også selv såret. Og forvirret. Han tog en dyb indånding og tog Niklaus' hånd igen. "Så lader jeg være," forsikrede han med en lille stemme. "Det er bare.. Tanken om dig med hende.." Hans stemme gled ud i eftermiddagens pinsler igen og han tog hårdt fat i sig selv. "Og I skal lave en arving." Han tog endnu hårdere fat om sig selv. "Jeg ved godt, at du har det mindst lige så svært.. Men.. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan bære det." Hans øjne var blanke, som han pludselig ikke kunne være stærk mere.

[Niklaus af Legan]

Niklaus kunne ikke tilbageholde sukket længere og en del af fortvivlelsen søgte ud. Han rakte ud og lagde den ene af de store hænder mod Alexanders kind. "Det må du ikke sige, elskede." mumlede han fortvivlet. Alexander var det lys, der bragte ham sikkert igennem dagen. "Det er virkelig ikke med min gode vilje, det må du tro." Niklaus plantede et ømt kys i hans pande. "Jeg vil ikke have nogen anden end dig, det ved du da. Hvad er der sket med dig, siden du pludselig tvivler på vores kærlighed?"