For let til letsindighed

[Alvira Vesterled]

Nielain Birkeflamme

Det var ikke altid lige let at vågne. Ofte var det nemmere bare at drømme eller ligge og stirre ud i luften, stadig i sengen, med et svagt håb om, at drømmen ville gribe blidt fast om én igen og fjerne hverdagens trængsler. Bare fem minutter mere. Men med Nielain var det anderledes. Alvas blik gled tankefuldt over hans ansigt. Han havde smukke træk, eksotiske på en måde. Når de var i hans seng, var det nemmere at glemme deres forskelle. Når de var nøgne, var deres ønsker de samme. Hun kunne mærke tilstedeværelsen af hans Gave i ham, når deres hud mødtes. Han var som hende.

Alva strakte sig dovent i Nielains seng og vendte blikket mod vinduet, hvor regnen dannede mønstre. Hun havde kun været vågen et par minutter, men det havde været gode minutter. Minutter, hvor hun ikke var drabant eller magiker eller nervøs eller ansvarsfuld. Minutter, hvor hun havde været et nøgent menneske, der lå ved siden af en anden. En tilfreds lyd fandt vej over hendes læber, mens hun trak tæppet lidt længere ind over sin nøgne krop.

[Nielain Birkeflamme]

Det var ikke mange morgener, hvor Nielain ikke var oppe før daggry og når det skete, var det mange gange fordi, hans eget røde hår ikke var det eneste i sengen. Han klagede ikke. Det var ikke mange situationer han følte sig mere afslappet og tilpas i, end når Alvira okkuperede den ledige plads i hans seng.

Han var allerede vågen da hun begyndte at røre på sig og et smil sitrede i hans mundvige da hun trak i tæppet. Han åbnede øjnene og skævede ned til hende, en smule akavet fordi han ikke ville røre for meget på sig. Det hele var så dejligt ukompliceret når hun stadig sov og han kunne snige sig til at betragte hendes fredfyldte ansigt. Hendes øjne var dog åbne og rettet mod vinduet ”Godmorgen..” brummede han lavmælt og strøg en vildfaren hårlok væk fra hendes pande.

[Alvira Vesterled]

Da tæppet igen lå varmt over de kolde tæer, vendte hun blikket mod Nielain, der nu også lod til at være vågen. Et dovent smil lå på hendes læber, som hendes blik skamløst gled over hans nøgne krop for at ende ved hans ansigt. "Godmorgen." Hun plantede et tilfredst kys på hans læber, før hovedet igen droppede ned på sin plads ved siden af hans. "Du skal ikke tidligt af sted i dag?" spurgte hun, selvom svaret var temmelig indlysende, nu de stadig lå i hans seng. Hun mente ikke at kunne huske, han havde fortalt noget om det, men beklagede sig bestemt ikke over den ekstra tid.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain var ikke særligt blufærdig. Mere end de fleste andre, havde han indgående kendskab til menneskekroppen, og Alviras var et særdeles veldrejet eksemplar, der aldrig helt holdt op med at fascinere ham. Han brummede noget ind mod hendes læber og rystede på hovedet ”Jeg har nattevagten.” informerede han, uden at tilføje, at han måske havde tænkt sig at skulle studere dagen væk i stedet. Han kunne dog ikke rigtigt finde et argument der var ligeså godt som at blive i sengen lige nu ”Dig?” han gav sig selv en smule dobbelthage ved at presse hagen ned mod brystet for at kunne se hendes ansigt.

[Alvira Vesterled]

Alvas smil voksede markant ved svaret. Selvom hun selv skulle tilbage forbi sit værelse, før hun skulle ned til kennelen, betød det stadig de havde god tid. Kælent viklede hun sine fødder ind mellem hans og strakte hals for at kunne se op på ham. Synet af hans hudfolder under hagen fik et barnagtigt grin over hendes læber. "Også nattevagt, selvom jeg skal ind forbi kennelen tidligere." Selvom de normalt aldrig snakkede arbejde, virkede det pludselig så normalt. Panden blev lagt i eftertænksomme folder.

[Nielain Birkeflamme]

Det sitrede i Nielains mundvige over hendes grin og han trak hende lidt tættere ind til sig, mens han villigt lod sine fødder indfange ”Jeg burde også tage af sted tidligere, men tidligere er et vidt begreb, er der ikke? spurgte han retorisk og snoede en rød krølle om den ene finger.

Der var stille nogle lange øjeblikke. Han betragtede hende stadig. Han smilede stadig, men en svag rynke var krøbet ind over hans næseryg En kobbernobel for dine tanker?” han lod hårlokken glide ud mellem fingrene og strøg i stedet fingerspidserne over hendes pande.

[Alvira Vesterled]

Alva nikkede. Smilet lå som en let trækning i den ene mundvige, men var bestemt ikke falmet. Han gjorde hende gladere end hun måske var helt glad for at indrømme. "Mh, meget," talte hun ham efter munden med morskaben spillende i øjnene.

Tavsheden mellem dem var bestemt ikke ubehageligt. Normalt gjorde tavshed hende urolig, men med Nielain var det anderledes og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til det, så hun lod være. Sammen med tankernes vandren, var hendes blik også vendt tilbage til regnens mønstre på ruden. Da han talte så hun tilbage på ham og trak på skuldrene. "Jeg er glad lige nu."

[Nielain Birkeflamme]

Nielain lod to fingre forsætte ned langs hendes kindben og kæbelinie, mens han faldt behageligt hen i morgen-dvaskhed, regnens monotome trommen mod ruden og den trygge fornemmelse af, at have Alvira liggende ved siden af sig. Normalt var hun så stærk, udstrålede en advarsel om at komme for tæt på, som en usynlig mur, men når de lå som nu..

Han skød tanken fra sig og smilede skævt. Øjnene gled næsten helt i ved gestussen, fordi han stadig forsøgte at holde hovedet bøjet, så han kunne se hende "Og?" de lange fingre gled igennem hendes hår da der ikke var mere kæbe tilbage og han nød den bløde fornemmelse.

[Alvira Vesterled]

Som en kælen kat lukkede Alva øjnene halvt af nydelse ved hans berøring. Nielains varme fingre stod i skarp kontrast til hendes noget køligere ansigt, før de fortsatte videre og strøg gennem hendes lidt morgenfiltrede lokker. Spørgsmålet ramte, hvor det skulle. Ja, og hvad egentlig? Som om hun selv vidste det. Som om der stadig var noget at diskutere. Som om han ikke allerede havde sagt touché på hendes hjerte. Skuldrene hævedes og sænkedes, besværet af hendes måde at ligge på. ”Det sker oftere, når vi er sammen.” hun forsøgte at lyde henkastet.

[Nielain Birkeflamme]

Nielains mundvige sitrede afslørende mens han fortsatte med at stryge fingrene gennem hendes hår "Du lyder som om du ikke kan bestemme dig for, om det er en god eller en dårlig ting?" han rykkede lidt på sig under hende, men trak sig ikke fri af deres sammenviklede tilstand "Vi burde være sammen noget oftere så." var hans konklusion, velvidende, det ikke var helt så enkelt. Med et lille suk løftede han hovede og plantede et kys mod hendes hår.

[Alvira Vesterled]

Igen ramte Nielains ord fuldstændig plet og hun kunne ikke lade være at sende ham en irriteret tanke over hans skarpe blik. Alva søgte i tankerne efter svar, men endte med bare at lade det glide forbi, da han igen talte. Konklusionen fik hende til at trække sig en anelse fra ham og hun fik skubbet sig op at sidde, brød deres kropskontakt. "Tjoeh," hun så ned på sine bare ben og var pludseligt hyperbevidst om sin nøgenhed. "Vi har jo begge travlt." Hun så op med et halvhjertet smil, før hun skubbede sig mod sengekanten.

[Nielain Birkeflamme]

Allerede da ordene var ude, vidste han, at han skulle have ladet være. Hun minde ham mest af alt om et sky stykke råvildt på det punkt og han sukkede let da hun satte sig op ”Alva..” bad han med et indtrængende blik og skubbede sig selv op på den ene albue. Han vidste han skulle reagere hurtig og hvis ikke ville hun være ude af døren indenfor alt for kort tid. Han lænede sig frem, snoede en arm omkring livet på hende og trak hende med tilbage i sengen igen, mens han trak tæppet op over dem begge ”Undskyld.. jeg taler for meget. Jeg kan bare godt lide at have dig lige her.” brummede han i halvmørket under tæppet og trak hende tættere ind til sig.

[Alvira Vesterled]

”Mh?” brummede hun distræt, mens øjnene allerede var i gang med at skimme værelset for ting, hun havde lagt. I tankerne var hun allerede på vej ud af døren, men kroppen nåede ikke at følge med, før Nielain igen havde fået fat i hende og trak hende tilbage i sengen. ”Nielain,” kopierede hun tonefaldet, han netop havde brugt, men han gav hende ikke mulighed for indvendinger, som tæppet kom over dem. ”Det har ikke noget med det at gøre,” løj hun, men lagde sig alligevel ind til ham. Egentlig burde hun gå, før det blev mere kompliceret, men hans hud føltes varm og blød mod hendes.

[Nielain Birkeflamme]

Han slækkede grebet omkring hende en lille smule, da han var sikker på hun ikke ville prøve at stikke af igen lige med det samme "Hvad så?" brummede han, halvt distraheret af at stryge næsen mod siden af hendes hals. Hun duftede så godt. Han var sikker på han ville kunne ligge under det tæppe resten af dagen.

[Alvira Vesterled]

En svag gysen løb ned langs Alvas rygrad, som Nielains kølige næsetip strøg over den sarte hud ved halsen. Læberne skiltes for at gøre vej til et nydende suk. Kælent trykkede hun sig tættere ind mod ham, struttede legesygt med bagpartiet. Hvad skulle hun svare? Hvad kunne hun svare? Det hele ville være så meget nemmere, hvis bare hun var gået, men hvert blik, han gav hende og hver berøring fik hendes indre til at sno og vride sig. ”Jeg kan også lide at være her.”