Afbrydelser

[Adrian af Dunlath]

At rejse fra Dunlath til Prinshold betød et kraftigt skifte i vejret. Nordpå havde vinteren et fast tag i landet, men Prinshold virkede på mange måder som en helt anden verden med dets varme klima og ørkenbaggrund.
Adrian foretrak det varme vejr, når det gjaldt boligforholdene. Det var ikke nødvendigt at fyre særlig meget i teltet, og man kunne opholde sig udenfor længere tid og nyde aftenen til fulde. Især sidstnævnte udnyttede Adrian med glæde.
Det var lykkedes ham at få en yngre adelsdame på tomandshånd et stykke fra foldene – og i god afstand af teltlejren og eventuelle vrede fædre. Det var startet godt ud med nogle hede kys, men så bestemte pigen sig pludselig for at blive paranoid. ”Hvad nu hvis der kommer nogen?” ”Her kommer ingen på dette tidspunkt,” afviste Adrian og trak hende tættere ind til sig. ”Bare rolig...”
Han nåede ikke længere, før der kom en lyd bag ham. Da han ville se sig tilbage, var pigen allerede sluppet ud af favnen på ham og havde taget flugten. Adrian sukkede irriteret og skulede tilbage over skulderen, hvor en anden pige stod. ”Hvad i alverden laver du herude?!” vrissede han arrigt af hende. Han havde arbejdet på den pige hele dagen! Det var alt sammen spildt nu!

[Julietta af Dunlath]

Rundrejsen havde indtil videre budt på det største eventyr, Julietta hidtil havde oplevet. Dagene havde været fyldt med yndige mænd og kvinder i deres fineste gevandter, lange rejser, dans og festligheder, eksotiske kulturer og finurligt klima, og den unge komtesse havde det som en fisk i vandet. Det var derfor ikke nærmest en selvfølge at Julia var søgt udenfor i det lune aftenvejr. Dagens begivenheder havde været lidt uinteressante, men med et maskebal og dermed en ny mulighed, for at finde en overdådig kjole frem, inden for rækkevidde var det lige til at bære.

Julia trak papirene lidt tættere ind mod sig. Hun havde brugt det meste af hviledagen på at tegne og ville gerne have lagt et par sidste streger på. Fordybet i tanker søgte hun ud fra teltene og væk fra de andre, væk fra sin mors skarpe blik. Lyde nåede hendes underbevidsthed og før hun vidste af det, var komtessen søgt mod dem. Synet, der mødte hende, stoppede alt. Papirene strøg ud af hendes fingre og ramte jorden, mens hun med blussende kinder fulgte komtessen på flugt med blikket. Adelsmanden foran sig så hun ikke rigtigt, før han i et vredt udbrud vendte sin opmærksomhed mod hende og det rosa skær i hendes kinder tog en mørkere nuance. "D-det må De undskylde." fremstammede hun forvirret.

[Adrian af Dunlath]

Hm, hendes påklædning antydede en adelig familie. Adrian skyndte sig mentalt at tøjle sin irritation og fremtvinge et: ”Nej, det er mig der bør undskylde. Det var uhøfligt at råbe af Dem uden omtanke.” Tsk, hun havde fortjent at blive råbt af! Sådan at komme anstigende og ødelægge andre folks sjov!
Adrian bemærkede godt pigens røde hoved, men hun så også forholdsvis ung ud. Den her slags situationer havde hun næppe befundet sig i ofte. ”Jeg håber, at vi kan holde det her mellem os to?” foreslog han så med et let smil. Blikket gled videre til tingene på jorden, og han gik hen for at samle det op. Papirer? Han rettede sig op og rakte dem til pigen. ”Det her er ikke et godt sted at skrive breve,” bemærkede han lettere undrende.

[Julietta af Dunlath]

Julietta lignede stadig en forvirret då med de blågrå øjne spilet op i overraskelse. Langsomt fik hun dog genvundet kontrollen og fik igangsat et nik. Papirene var helt glemt, før junkeren selv bukkede sig ned og samlede dem op. Straks kom der liv i komtessens ellers stive krop og hun rakte forsigtigt frem for at få dem tilbage. Hurtigt krammede hun dem ind til sig og nikkede igen forsigtigt. "Nej, det er alt for mørkt. Men et ganske godt sted at tegne." Hun sænkede blikket en anelse i respekt, men nåede at få endnu et glimt af mandens ansigt. Han var ganske køn.

[Adrian af Dunlath]

Tegne? Adrian lagde hovedet på skrå og iagttog blot pigen for en stund. Hun virkede meget genert, men det var muligvis på grund af omstændighederne. ”Du kan lide at tegne?” spurgte han med et imødekommende smil. Han havde stadigvæk brug for at sikre sig for, at hun ikke fortalte om det, hun havde set, så det var bedst at komme på hendes gode side. ”Der er noget meget beroligende over det, ikke sandt? Man er i sin egen verden, hvor man kan genskabe alt, hvad man ser. De smukkeste ting i verden kommer til syne for øjnene af en og gennem ens egne fingre,” funderede han, halvt for sig selv, og med blikket rettet drømmende ud i mørket. Så lo han svagt og rystede på hovedet. ”Undskyld, jeg bliver så let opslugt af den slags. Det kan lyde mærkeligt.”

[Julietta af Dunlath]

Julietta nikkede igen og så på samme tid roligere og mere forvirret ud. Hvorfor virkede denne junker så interesseret i hendes interesser? De slanke fingre vred sig i hinanden, før hun fik stoppet sig selv til lyden af sin mors stemme, der endnu engang bemærkede at det ikke var et tiltalende træk. Hun trak vejret skarpt ind gennem næsen og tvang sin krop til at se mere rank og yndig ud. "Det er en vidunderlig måde at nyde verdens skønhed på." kommenterede hun med et forsigtigt smil.

"På ingen måde," beroligede hun ham, mens smilet på hendes læber og i hendes blik tog en ny oprigtighed. Ikke fordi det var nemt at glemme følelsen, lydende og synet af deres sammenflettede kroppe og læber, havde lagt i hende. Som om hun kunne mærke dele af sin krop anderledes. Kinderne glødede stadig.

[Adrian af Dunlath]

”Præcis,” lo Adrian, da pigen formåede at opsummere hans egen tale på en mere direkte måde. Da han vendte blikket tilbage mod hende igen var hun stadig rød. Der var nu også noget ganske charmerende over de uplukkede blomster. Han anså det dog for at være lidt for fornærmende at prøve på noget større med hende nu – det ville virke som om, at han blot ledte efter en erstatning for hende, der løb væk.
Ved nærmere eftertanke trak han sin vest af. Indenunder havde han en fint dekoreret kjortel af tyndt stof, siden varmen ikke indbød til flere lag af tykt tøj. ”Siden De jagtede min veninde væk, håber jeg, at De vil holde mig med selskab i stedet?” bemærkede han smilende. Han lagde vesten på jorden og rakte pigen en hånd for at hjælpe hende ned at sidde på den – man var vel opdraget ordentligt, trods alt. ”Bare rolig, med selskab mener jeg ikke den form for adspredelse, som De forstyrrede mig i,” tilføjede han for en sikkerheds skyld, da han kom i tanke om, at hans ord nok kunne mistforstås. ”Det virker bare ærgerligt at sidde alene i sit telt på en smuk aften som denne, ikke sandt?”

[Julietta af Dunlath]

Hans latter fik hende til at slappe lidt mere af og hun nikkede for femtende gang. Stadig forvirret betragtede hun hele projektet med vesten, der blev lagt på jorden, før hun igen kiggede spørgende på ham. Ville han sidde med hende på den lille vest? Hendes blik gik ned over kjolen. Det var en af dem, hun netop havde fået til Rundrejsen og den var kun blevet brugt et par gange før. Den lysblå farve ville næppe reagere godt på jorden. Men hvad nu hvis denne mand havde et nyt eventyr at byde på?

Tøvende tog lagde hun den spinkle hånd i hans, der nærmest brændte mod hendes kolde fingre, og kom ned at sidde ved hans side på vesten. "Det er ganske vist rigtigt nok." medgav hun ham og måtte stoppe sig selv i endnu engang at nikke, mens hendes kinder blussede op igen ved tanken om det, han havde foretaget sig få minutter forinden. Hendes blik dvælede kort ved hans hænder, der havde været viklet rundt om den anden kvindes krop.

[Adrian af Dunlath]

Adrian løftede et øjenbryn, da pigen lod til at gøre sig anstrengelser for at give ham plads på vesten. Det fik ham til at smile svagt. ”De skal ikke bekymre Dem om mig. Det ville være synd, hvis kjolen tog skade,” beroligede han hende og satte sig på den bare jord ved siden af vesten. ”Jeg er vant til en smule jord på tøjet, og desuden var det her trods alt min ide. Det ville være uhøfligt af mig ikke at tage hensyn.” Han havde brugt mange nætter under den åbne himmel – af forskellige årsager. Det her tog han ikke skade af. ”Hvor længe har De været interesseret i at tegne?” spurgte han så videre – mest for at skære eventuelle protester af, før de kunne komme. Vesten var for hendes skyld, så hun havde bare at bruge den uden brok!
Hun stirrede godt nok stadigvæk noget på ham ... eller dele af ham? Adrian lænede sig lidt frem for at fange hendes blik igen. Hans indtryk af hende var efterhånden, at hun vist var en af dem med de mere svævende tanker.

[Julietta af Dunlath]

Julias smil voksede en anelse, da han straks rykkede sig ud fra vesten for at gøre bedre plads til hende. Selvbevidst rankede hun ryggen en anelse og glattede kjolens folder ud med fingrene, mens hun af høflighed skulle til at gøre protest mod hans handling. Taknemmeligt smilede hun til ham og trak benene op mod brystet. "Det er et ret privat spørgsmål med tanke på, De endnu ikke har spurgt om mit navn" bemærkede hun med et underfundigt glimt liggende bag det blå.

[Adrian af Dunlath]

Hun var heldigvis let at overtale til at tage hele vesten. Så var Adrians ego da intakt. Hendes bemærkning fik ham til at smile. ”Sandt, men er det ikke sjovere sådan her? At sidde under stjernerne med en mystisk, ukendt person og blot tale om, hvad der nu falder en ind?” spurgte han drillende. Der var selvfølgelig store chancer for, at de vil støde på hinanden jævnligt under rejsen og lære hinandens navne, så mystikken kunne næppe vare ved på samme måde, som når man mødte en fremmed person en enkel nat og så aldrig så dem derefter. Han hvilede armene mod sine knæ, før han fortsatte: ”Men på den anden side vil det måske vise sig at være en ulempe for os begge senere. Hvem ved, hvad den ene person kan sprede af sladder og rygter om den anden.” Han lagde hovedet på skrå, før han så afventende på hende. ”Hvad vil De foretrække?”

[Julietta af Dunlath]

Junkerens svar var som taget ud af historierne om den mystiske fremmede og hun så betaget på ham uden helt at vide, hvad hun skulle sige. Hun tyggede eftertænksomt ned i den bløde underlæbe, før hun kom frem til en løsning. "Så giv mig navnet på Deres sjæl frem for det navn, De har fået hjemme fra" foreslog hun med og trak en vildfaren lok af det blonde hår bag øret. Der var ingen grund til at prøve at lokke den tilbage i den sirlige fletning. Det ville bare rode det hele til.

[Adrian af Dunlath]

Adrian morede sig ganske fint over deres samtale. Mange af de kvinder han stiftede bekendtskab med kunne næppe kaldes romantikere. Hende her lod dog til at have et romantisk præg, tilsat en form for ungdommelig naivitet. Det var lidt kært at se.
Navnet på hans sjæl? Adrian lo svagt. ”Sikke dog et særpræget forslag,” startede han smilende og iagttog hende for en stund. Hvorfor ikke udnytte denne mulighed for at være i et mere romantisk hjørne for en gangs skyld? ”Hvad med at De kalder mig Månen, så kalder jeg Dem for Solen,” foreslog han endelig. ”På sin vis er de vel begge væsner, der ikke kender meget til hinandens eksistens. Når den ene stiger, forsvinder den anden. De får kun glimt af hinanden.” Der var noget ganske behageligt over at sidde her i mørket og føre denne nærmest drømmende samtale. Det føltes i hvert fald på mange måde som ord, der hørte til i fantasier og ikke i den virkelige verden.

[Julietta af Dunlath]

Et drømmende smil listede sig over Julias læber, som han legede med på hendes forslag. Noget studsede hun dog over forslagene, da det helt klart virkede mere logisk for hende, hvis rollerne havde været byttet om, men hun sagde intet. "Hvad med Dag og Nat?" foreslog hun i stedet, "Så kan De være Nat og jeg Dag." hun trak på de spinkle skuldre og det fine sjal faldt lidt ned og afslørede hendes natblege hud under de hvide blonder, der sad omkring den brede udskæring. Hun havde ladet blikket hvile på hans ansigts fine træk for længe og tvang det væk for i stedet at betragte den stjernerige sydlandshimmel.

[Adrian af Dunlath]

”Nat og Dag lyder fint,” accepterede Adrian uden større protester. Han havde ikke noget imod at lade hende bestemme navnene på hendes drømme. Han lagde nakken tilbage for at kigge op på stjernerne. Skyerne var få og spredte, men der var ingen måne ude. ”Så hvornår begyndte De at tegne, Dag?” gentog han sit spørgsmål fra tidligere og lod sig falde ned på ryggen med hænderne bag hovedet. Fra den stilling kunne hans blik skiftevis glide fra pigen til himlen uden problemer. Han kunne også sørge for at holde styr på hænderne. Det var lidt for fristende at røre ved hende, så han følte behov for at ligge på hænderne, så han var sikker på, hvor han havde dem. Hun var køn og det var fristende, men han havde ikke meget lyst til at eftervirkningerne.