Sol og bleg hud

[Marcus af Naxen]

Myrilla af Stenbjerg
12. januar 527 M. T.

Sejlturen til Carthak var begyndt, og Marcus stod ved rælingen og så ned i vandet, mens de bevægede sig med god fart. Han kunne mærke vinden i sit hår, og den friske brise, der gjorde det muligt at holde varmen ud. Han havde set frem til besøget i Carthak, og vidste, at hans egen tvillingesøster ligeså havde set frem til det. Derfor stod de nu ombord på en båd, og var på vej.

Han drejede hovedet og så på hende. "Der er godt nok mange, som er interesseret i turen," bemærkede han og skævede bagud. Hver båd var næsten helt fyldt. "Det er utroligt, hvad en tur til en anden kultur kan gøre ved adelen," sagde han drillende og blinkede til hende, inden han igen rettede blikket ned i vandet.

[Myrilla af Stenbjerg]

Med slet skjult nysgerrighed i blikket, havde Myrilla kastet overkroppen næsten faretruende meget over rælingen for bedre at kunne studere vandet, der blev suget under båden og lod den hoppe fremad. Hun havde været som et lille barn omkring turen til Carthak. Selvom fremmede kulturer på ingen måde var inden for hendes normale interessefelt, havde det stadig vakt hendes nysgerrighed.

Næsten helt overrasket over lyden af Marcus' stemme trak hun sig ind igen og mindede sig selv om, at de immervæk var blandt andre mennesker og der var en vis etikette, der skulle følges. Hun rettede lidt på det kunstfærdigt flettede hår og nikkede, mens kjolens folder blev glattet ud igen efter mødet med rælingen. "Ikke fordi det ikke er forståeligt," påpegede hun med med et smil, der nåede øjnene. "Selv den brede, konservative og til dels forstokkede adel nyder nu godt af at blive luftet fra tid til anden."

[Marcus af Naxen]

Han lo ganske let af hendes ord, og skævede bagud for at se, om nogen havde lagt mærke til deres morskab. De tilhørte ganske vist den øverste top af den tortallanske adel, men årene på universitetet havde haft stor indflydelse på Marcus, der langt fra var optaget af, hvem der var vigtig og burde underholdes, og hvem man skulle holde sig langt væk fra.

"Især i denne her varme," sagde han og kørte en hånd igennem sit halvlange hår. "Det gør dog, at kvinderne går i lidt mindre tilknappede kjoler end normalt," hans smil blev endnu bredere. "Og det er bestemt en positiv ting," han havde ikke noget imod at kigge på en smuk kvindekrop, når han havde tiden til det.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla nikkede og grebet strammedes lidt om viften, hun havde i den ene hånd. Når de nåede land ville den sikkert blive ganske nyttig, selvom havvinden for nu var mere end rigeligt til at få luftet både hår og klæder igennem. Ordene fik hende til at knibe øjnene sammen og hun daskede legende ud efter tvillingen. "Var din beskidte mund." kommenterede hun, selvom alvoren i hendes ord på ingen måde blev bakket op af hendes ansigt, der var revnet i et bredt smil. Universitet havde gjort hende lidt mindre selvhøjtidelig, selvom hun stadig var den yngre søster til en hertug og lensherre.

"Vi ender alle samen med at ligne folk fra syden før den her rundrejse er slut." pointerede hun spøgefuldt. De sidste par uger i syden havde allerede gjort hendes normalt mælkehvide hud en anelse mørkere.

[Marcus af Naxen]

Han grinede af hendes ord, og bakkede lidt væk, så hendes vifte ikke ramte hende. "Bare rolig, du har altid min fulde opmærksomhed," sagde han og blinkede til hende, inden han drejede sig rundt og lænede ryggen op ad rælingen, og i stedet så på menneskemængden. "Jeg må indrømme, at jeg ikke havde taget højde for, at jeg skulle bruge de første par dage på at være skoldet. Heldigvis er min hud da kommet efter det," brummede han og så ned på sin bare arm. Han havde tilladt sig at rulle ærmerne op til albuerne, så det ikke virkede så varmt. "Men lidt kulør er godt, og de bliver så misundelige, når vi kommer tilbage på universitetet."

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla rynkede demonstrativt på næsen for at udtrykke sin mening om det udsagn, før hun fulgte hans blik og betragtede de andre passagerer på skibet. Hun selv trak på skuldrene. "Det er ikke så godt for os kvinder," et suk fulgte efter. "Det klæder ikke en kvinde at ligne en, der rent faktisk er ude i vejret. Arbejde, næ, Mithros forbyde det." Hun blinkede spøgefuldt. I de kredse, hun selv havde været i, var det altid velset hvis kvinder var kønne dukker. Som lavet af porcelæn.

[Marcus af Naxen]

Han himlede med øjnene af hendes udsagn. Det var ikke alle der var enige. Og slet ikke dem med rødder i netop det land, som de skulle til at besøge. "En kvinde skal hverken ligne eller opføre sig som en porcelænsdukke," brummede han og pillede ved en fold i hans tunika. "Og nogen kvinder har altså godt af lidt kulør i ansigtet, ellers kan de jo gå hen og se direkte syge ud," han lod igen blikket glide over menneskerne. "Tror du virkelig, at fader og storebror får held med at finde ægteskaber til os her på rundrejsen?" Han havde sine tvivl, men han var heller ikke så naiv, at han ikke indså grunden til, at han deltog.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla sendte sin bror et skeptisk blik. Selv kendte hun massere af mænd, der ville mene at kvinder var nipsting og helst også skulle se sådan ud. Det var dog ikke noget, der var grund til at fortsætte en diskussion om og hun lod det glide forbi med en skuldertrækning. Et nyt emne blev taget op og hun vurderede i tavshed. "Jeg tror ikke, de får de største vanskeligheder med dig, kære bror," kom hun frem til med et smil, der langsomt blev en anelse mere bitter, som hun fortsatte "Mig derimod.." Myrilla sukkede og trak igen på skuldrene. "Jeg har allerede set femogtyve vintre."

[Marcus af Naxen]

Han grinede endnu en gang og rystede på hovedet. "Hvilken adelskvinde ved sine fulde fem, ville dog gifte sig med mig? En der altid sidder med næsen nede i en bog?" Han slog afværgende ud med hånden. "Jeg ved godt, hvor mange vintre du har set. Vi er trods alt tvillinger," sagde han med et drillende blik i øjnene. "Men det skal nok komme. Dronningens grandniece er et levende eksempel på, at selv en ældre kvinde kan blive forlovet med en højtstående greve," kommenterede han og kastede et nik i retningen af den kongelige familie, som de delte båd med.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla viftede affejende med hånden af hans ord. "Men af en ikke helt ringe familie," afbrød hun ham. Det havde de gjort siden de var helt små, så de var begge godt vant til ikke at tale helt færdigt i hinandens selskab. Tankefuldt fulgte hun hans nik og så over mod den kongelige familie. Det var ganske vidst sandt, men nemt var det nu heller ikke at finde en mand, når man var fyldt femogtyve. Især ikke når der var yndige, sytten- og attenårige komtesser i fine kjoler i overflod. Hun lod det dog gå. Det nyttede intet at diskutere videre om. "Desuden er der massere kvinder, der synes belæste mænd er langt mere interessante end de bredskuldrede."

[Marcus af Naxen]

Han lo ganske let. Deres familie var meget mere end ikke helt ringe, og stort set alle vidste det. Deres tætte slægtskab med den kongelige familie var noget, som stort set alle kendte til. "Jeg har ikke travlt med at forlade dig, søster," sagde han med et skævt smil. Måske var der mange komtesser, som manglede en mand af god familie, men det gjorde ikke at han ledte efter en hustru. "Desuden er jeg stadigvæk ung. De fleste ugifte mænd på den her rundrejse er langt ældre end mig," han smilede til hende og lod emnet passere for nu. "Hvad vil du se først, når vi kommer i havn?"

[Myrilla af Stenbjerg]

Noget varmt glødede bag det grønne ved hans ord. Så nikkede hun med et taknemmeligt smil, før hun igen vendte blikket fra ham. Det var rart at vide, at hun altid havde ham, selvom det ikke altid var det samme som et ægteskab. De kunne skændes og færdiggøre hinandens sætninger, men resten måtte vente. "Du har ret." hun nikkede og smilede spøgefuldt, "Du er i din bedste alder, flotte." Hun brugte et øjeblik i tanker, før hun svarede. "Jeg ved det egentlig ikke. Jeg gad gerne smage noget af maden frisk." Der var kommet en iver i hendes blik.

[Marcus af Naxen]

Han lo af hendes ord og rystede opgivende på hovedet af hende. Han gav hende dog ret. Han var stadigvæk ung og havde hele livet foran sig. Et liv med næsen ned i en bog. Eller i gang med at finde på en ny form for medicin. "Så med andre ord skal vi på markedet?" Det var et retorisk spørgsmål. Det var det eneste sted han kunne komme i tanke om, at de kunne få opfyldt hendes ønske. "Jeg vil meget gerne undersøge deres forskellige krydderier og urter," i hans tankerne var han allerede i gang med at finde ud af, hvad man kunne bruge deres urter til.

[Myrilla af Stenbjerg]

Myrilla sendte ham et blik, der fik sagt selvfølgelig helt uden et ord. Tankefuldt nikkede hun, da han fortsatte. "Det gad jeg også mægtig gerne." Det kunne være fantastisk, hvis man kunne finde en masse spændende ting at tage med hjem til studierne. Måske det kunne føre til fremskridt inden for hendes projekt? Hun nikkede lidt for sig selv. "Tror du snart, vi er fremme?" Det var efterhånden længe, de havde været på båden. Der måtte da snart ske noget.

[Marcus af Naxen]

Selvfølgelig ville hun også det. Han kendte godt til sin søsters projekt, og hun forsøgte ligesom ham altid at finde på noget nyt, der kunne hjælpe en nærmere en afslutning af et projekt. Ved hendes spørgsmål så han udover båden og nikkede. "Jeg tror vi ligger til nu. Det er nok bedst, hvis vi sætter os ned i mens," svarede han og tog hendes arm, mens de gik hen til de stole, der var beregnet til dem i følget.