Ved min side

[Niklaus af Legan]

Mariette af Josdirk
6. januar 527 m.t.

Det havde været en smuk dag og var blevet til en endnu smukkere nat. En af de nætter fra eventyr, hvor himlen var et kunstværk af blå nuancer, stjernerne drysset over. En af de nætter, hvor fuglene sang kun for de elskende. En af de nætter, Niklaus af Legan ville give alt for at tilbringe med Alexander. Alligevel havde han fået leveret et brev til en blond komtesse.

Med et lavmælt suk vendte Niklaus blikket mod himlen. Stjernerne var smukke i aften og lige meget, hvor perfekt det ville være at se dem med Alexander, var de lige så ideelle til at få sikret ægteskabet med Mariette af Josdirk. En smule rastløst trådte han rundt foran hendes telt, før han lod fingrene skrabe over dugen for at markere sin ankomst.

[Mariette af Josdirk]

Mariette stod lænet op af sit skrivebord og betragtede stjernehimlen gennem teltåbningen. De glimtende lys på det mørke dække fejlede aldrig i at fortrylle den unge komtesse. Hun havde flere gange forsøgt at skrible dem ned på pergamentpapir, og var hun bare en brøkdel den tegner hendes moder var, så ville hun ikke have haft noget imod at vise dem frem til folk.

Mariette bøjede nakken, for igen at lade de midnatsblå øjne glide ned over det brev, som hun havde læst igen og igen, siden hun havde modtaget det tidligere på dagen. Mariette foldede brevet helt ud, og pressede det ind mod sin brystkasse, i det hun smilende lukkede øjnene i.

Da hendes kammerpige anmeldte Niklaus af Legans ankomst, tog hun en dyb indånding, før hun bad kammerpigen fortælle ham at hun ville være der lige straks. Hun gjorde sig færdig, og lod ham vente lidt ekstra, før hun trådte ud i kulden. “Godaften, Ridder Niklaus”, hilste hun med allerede røde kinder, i det hun lige så sødt og elegant bøjede nakken for ham i hilsen.

[Niklaus af Legan]

Niklaus havde fundet det mest charmerende smil frem til Mariette, som hun trådte ud af teltet. Noget skuffet måtte han dog konkludere at supercharmesmilet var blevet spildt på en kammerpige, der annoncerede at komtessen ville være der lige straks. Minen var derfor noget stiv og anstrengt, da hun igen forsvandt ind i teltet. Selv ville han gerne have så få vidner til mødet som muligt. Alexander behøvede ikke lide yderligere smerte eller høre om måneskinsturen.

Teltet åbnedes igen, smilet var allerede blevet afprøvet. Det blev derfor igen presset frem på læberne, før han besvarede hendes hilsen med bøjet nakke. "Den er lige blevet bedre, Nådigfrøken." Med et venligt smil rakte han armen frem i en invitation.

[Mariette af Josdirk]

Mariette tog imod hans arm, og løftede hagen for at se ind i de sælsomme, grå øjne der havde hjemsøgt hendes drømme, lige så vel som de havde erstattet ethvert blik af mændene fra hendes romaner, siden deres første møde. Gensynet med ham fik den boblende følelse i hendes mave til at intensiveres, og hun var glad for at de var begyndt at gå, for i et langt øjeblik tvivlede hun på om hun overhovedet var i stand til at ytre et eneste ord i hans nærvær. 



“Holder De af stjerner?”, spurgte hun efter de havde gået lidt. Hun sendte ham et lille, klædeligt smil, før hun løftede den ene hånd, så hun kunne stryge en lok af det gyldne hår om bagved øret.

[Niklaus af Legan]

Blikket hvilede på Mariette, som hun trådte ud og tog hans arm. Der var ikke noget at sige. Hver gang Niklaus havde set komtessen, havde hun siddet med snuden begravet i en bog og de gange, det ikke havde været tilfældet, var det fordi en planlagt begivenhed havde haft hendes opmærksomhed i stedet. I stedet forholdt han sig tavs og de gik et par sekunder i tavshed, mens han ledte hende længere fra teltenes lys, så de rigtig ville kunne nyde stjernernes klarhed.

Niklaus var faldet hen i tanker og havde lidt glemt Mariettes tilstedeværelse, da hun igen talte. "Hm?" spurgte han, selvom han egentlig havde hørt hende, og hun fik ikke tid til at gentage, før han fik stablet et svar på benene: "Jeg finder en besynderlig tryghed i stjerner, og så nyder jeg at kunne beskue skønhed." Tankerne berørte kort Alexander med et svagt stik i maven, før han fik vristet blikket fra stjernerne og til Mariette. "Og De?"

[Mariette af Josdirk]

Hans svar fik hende til at smile. “Ja”, svarede hun ham blidt, og vendte sit blik opad igen, som øjnene udvidede sig en smule ved synet. Hun tog en dyb vejrtrækning, som det synes at tage pusten fra hende. “Jeg kunne kigge på dem hele natten, hvis det var”

Da hun så på ham igen havde hun et drømmende udtryk i ansigtet, der kort efter blev lyst op af et skævt smil. “Månen er dog den jeg holder mest af”, tilføjede hun uden at se væk, mens hun overvejede hvad det var ved ham, der gjorde det så svært for hende at trække vejret.

[Niklaus af Legan]

Niklaus vendte overrasket blikket mod hende igen og et kort sekund kom og gik, før han igen blidt smilede til hende. "Også jeg." Et øjeblik var han ved at glemme, han hadede hende og alt, hun medførte. Et ganske kort øjeblik var hun måske ikke forbandede Mariette af forbandede Josdirk, men.. Øjeblikket var ovre og Niklaus vendte igen blikket mod himlen.

"Som alle andre," konkluderede han. "Der er noget, jeg ikke begriber" han så på hende med påtaget tankefuldhed og et glimt i øjnene, "Første gang, jeg så Dem, tænkte jeg, De var det smukkeste, jeg nogensinde havde set." Han vendte igen blikket mod himlen og fortsatte så: "Men hver gang, jeg ser Dem, ser De smukkere ud end den forrige." Nu så han igen på hende, rakte frem efter hendes hånd. "Hvordan kan det være, skønne Mariette?"

[Mariette af Josdirk]

Hans ord fik en sirlig, rosa farve til at skyde op i de porcelænshvide kinder. Hendes blik studerede ham med et betagende glimt i dem, mens en tryllebundet følelse rodfæstede sig i hende; fremkaldt af det mørke blik hendes egne blå øjne lige nu så ind i.

Hun gispede lavmælt ved følelsen af berøringen hans håndflade mod hendes egen gav hende. Marie havde øjnene rettet ned mod deres hænder, men løftede igen blikket til ham, mens hun følte sig en smule åndeløs. “Hvordan gør du det?”, røg ordene over hendes læber, som havde det blot været et åndedrag. “Hvordan finder De modet til at være så.. ligeud? De taler med sådan en sikkerhed, at det er lige før jeg tror Dem”, fortsatte hun, mens hun betragtede ham med store, forundrede øjne. Så rystede hun svagt på hovedet. “Men sådan som De beskriver mig. De ord er en heltinde i en bog værdig, måske. Men mig? .. nej”, farve skød igen op i kinderne på hende, som hun vendte blikket nedad.

[Niklaus af Legan]

Niklaus hævede brynene i en undren over hendes spørgsmål, før hun uddybede. Et mildt smil lå på hans læber, men blev hurtigt til irritation, som hun vendte blikket nedad. Ikke bare skulle han spinde ord fra et eventyr til hende, han skulle også forklare dem? Hvad forventede hun egentlig?

"Helte og heltinder, de klassiske altså er som mig" begyndte han og tvang igen mildheden frem i både stemme og blik. "Riddere, der bruser frem i vildhed og mod, men De.. De er blid og varm og mild." Ligesom Alexander. Endnu et smertefuldt stik. "De er det sikre hjem, hvor hjertet kan hvile." Hans anden hånd berørte forsigtigt hendes hår og smerten forsvandt lidt igen, tilbage til dybet.

[Mariette af Josdirk]

Mariette løftede blikket da han igen talte. Hun betragtede ham uudgrundeligt og med en passion der ikke var til at overse. Hun sugede hans ord til sig, lige så vel som hans øjne, og da han var færdig, følte hun sig mere åndeløs end nogensinde før. 



“De ved, hvordan månen kun gløder fordi den reflekteres i solen?”, røg det over hendes læber, før hun nåede at tænke sig om. “Jeg tror måske..”, startede hun igen, men gik kort i stå. Hendes håndflader føltes alt for svedige. "At De kunne være den sol, som får mig til at skinne”, hun var ikke sikker på hvad hun forsøgte at sige med de ord. Kun at de var sande.

[Niklaus af Legan]

Niklaus nikkede langsomt, men uden at være enig. Han var ikke nogen sol. Han var en måne og det lys, der tillod ham overhovedet at kaste en bleg stråle i Mariettes retning, var Alexander. Hans sol, hans styrke, hans liv. Alligevel holdt han hendes spinkle hånd tættere og kærtegnede den med sin ru tommelfinger.

"Hvis det er sådan, De føler, frøken Josdirk, så må jeg også blotte mit hjerte for dem i et mod, der får min sjæl til at skælve." Uden videre omsvøb sank han ned på knæ i en glidende bevægelse. "Siden jeg så Dem første gang, har jeg drømt om at være den sol, der holdt Dem varm og tryg hver dag resten af deres dage." Hans mund føltes tør og sur ved smagen af løgnen. Det var ikke rigtigt. Det var ikke sådan det skulle være. Scenen, ordene og positionen var rigtig, men personen var forkert. Hans indre føltes levende og snog sig i ham, men han fortsatte i samme bløde tone, en anelse stakåndet. "Jeg har ingen ring at tilbyde i nat, men et blødende hjerte," han tøvede kort og en tør tunge løb over hans tørre læber. "Men hvis De frier mig fra den smerte, min længsel ville bringe, når Rundrejsen sluttede og jeg måtte vende hjem uden Dem, vil jeg give Dem en masse ringe og alverdens pynt, De kunne drømme om."

[Mariette af Josdirk]

De store, blå øjne hvilede betaget på ham, og flakkede mærkbart i det han sank ned på knæ, og i netop det øjeblik, fandt hun ham fuldstændig og komplet uimodståelig. Hans ord. De smukke, smukke ord overvældede hende i sådan en grad, at hun kunne have grædt på stedet, havde det ikke været fordi hun havde læst nok romaner til at vide, at mænd ikke rigtig vidste hvordan de skulle forholde sig i sådan en situation.

“Niklaus”, røg det åndeløst over hendes læber, og hun forstod i det øjeblik, hvad hendes hjerte nok hele tiden havde vist. Hun var ligeglad med hvad folk mon ville tænke; Hun elskede ham, det gjorde hun virkelig. “Jeg kunne ikke være mere ligeglad med ringe og alverdens pynt”, hun gav hans hånd et klem, som hun varmt smilede ned til ham. Øjnene var blevet svagt blanke, selvom hun havde forsøgt at holde sine følelser tilbage. “Hvis bare jeg kan få dig, Niklaus. Bare dig”

[Niklaus af Legan]

Et sekund følte han sig ulideligt kejtet. Kejtet, utilpas, klodset og bare slet og ret forkert. Det var forkert at gøre det mod hende. Lige meget, hvor meget hun var Marietta af forbandede Josdirk, var hun Alexanders værdsatte veninde og et menneske. Godt nok en kvinde, men stadig et menneske. Det havde Alexander prøvet at lære ham at forstå. Det var ikke rigtigt.

Så brød hendes kvalmende søde stemme igen tavsheden, som hun hviskede hans navn med et udtryk i ansigtet, kun Alexander måtte bære, og han kæmpede et kort øjeblik mod ikke at plante sin flade hånd lige i synet på hende for at tørre det væk for evigt i et effektivt ryk. Nej, det kunne han ikke. Han gav hendes hånd et blidt klem, da hun tog hans og kom igen op at stå. "Jeg er lige her."

lukket