Gnist og flamme

[Alvira Vesterled]

Nielain Birkeflamme

Døren blev straks hevet op ad vinden og smækkede i et ordentligt rabalder efter Alva, da hun trådte ind på Månemoderens Hospital. Snestorm. Naturligvis. Et par forskrækkede blikke fik hun tilsendt, men ellers lod folk til at være optaget af deres. Heldigvis, kommenterede en stemme i hendes indre, mens hun så sig omkring. Det var ikke længe siden, hun var trasket ud af kennelen i Jægergade, men i dag var hun ikke trasket mod sit hjem. 

Hun lænede sig op ad væggen med et suk. Det var da omkring nu, han fik fri, ikke? Det ville have været noget af en gåtur i et rædselsfuldt vejr for ingenting, hvis hun havde taget fejl af hans tider, men det kunne hun da ikke. Alva lagde en slank finger over læberne i en eftertænksom mine uden egentlig at kunne huske, hvornår hun sidst havde været forbi hospitalet. I en skødesløs bevægelse trak hun fingrene igennem de røde lokker, fik purret op i dem og givet dem mere fylde. Det var ikke nemt at arbejde med sådan en snestorm, når man lignede en druknet killing det sekund, håret blev vådt. Hun prustede demonstrativt og så sig omkring i et håb på at se en vis rødtop.

[Nielain Birkeflamme]

Det havde været en hektisk dag. Mere end sædvanligt. Et uheld hos den lokale smed, havde givet Nielain nok at se til og han havde næppe tænkt over hvordan vejret udenfor, var blevet forværret siden han forlod sit hjem tidligt om morgenen.

Det var med hastige skridt og i sine egne tanker han skridtede over stenene i den store indgangshal på hospitalet, med den gule kåbe blafrende om anklerne. Han havde faktisk allerede passeret Alvira da han lidt forsinket genkendte hende, stoppede og vendte sig i en glidende bevægelse ”Alva? Er der sket noget?” det var en reaktion og et spørgsmål der sad dybt i ham efter mange år blandt tilskadekomne medmennesker og hans blik løb undersøgende ned over hende, uden dog at finde nogen synlige skader.

[Alvira Vesterled]

Alva var kommet op på tåspidserne for på den måde bedre at kunne se rundt i hospitalets ankomsthal. En anelse overvældet af mylderet så hun sig rundt, før hun skuffet måtte træde tilbage på hælene. Stadig intet syn af Nielain. Med ulmende ubehag i maven vendte hun sig mod udgangen, men stoppede ved synet af den gule kåbe og det karakteristiske karmoisinrøde hår.

Et smil trak afslørende op i hendes venstre mundvige, mens Alva rystede på hovedet, så der blev sat bevægelse i de kobberfarvede lokker. "Heldigvis ikke." Hun kastede et blik omkring sig, før hun igen betragtede ham. "Travl dag?"

[Nielain Birkeflamme]

Nielains kritiske panderynke glattede sig ikke ud med det samme, og selv med hendes forsikring, var hans blik stadig undersøgende da det afsøgte hendes ansigt. Så glattedes de med et lunt smil og han trak på skuldrene og nikkede på samme tid "Som alle de andre, næsten. Jeg havde de mest interessante forbrændinger tidligere, som.." han stoppede brat, før han kom alt for godt i gang og smilede skævt "Som nok ikke er interessante for dig." han så rigtigt på hende denne gang "Har vi en aftale jeg har glemt?" det var sket før, men normalvis var han god til at holde styr på sin kalender.

[Alvira Vesterled]

Alva betragtede afventende det efterhånden velkendte ansigt, før hans foldede pande igen blev glat og hun igen kunne slappe af ved synet af hans smil. Det smittede og hun lod et smil indtage læberne, mens hun lyttede. Spørgsmålet hev hende dog rimelig effektivt ud af den ellers behagelige ro, hun i løbet af ganske kort tid havde fundet. "Øhh," hun tøvede og vendte hurtigt sine ord i hovedet. "Så ville vi være to." Hendes blik spillede og hun rettede sig en smule op. Alva vidste ikke, hvor længe siden det var, men hun savnede ham i sin seng. Måske egentlig også i sit liv? "Jeg lagde bare vejen forbi, prøvede lykken."

[Nielain Birkeflamme]

Det begyndte at trække lidt i hans mundvige. Hun var ganske sød når hun ikke vidste hvad hun skulle sige ”Prøvede lykken..” gentog han hende, mens glimtet i de grønne øjne blev tydeligere. Det var fristende at lade hende stege lidt endnu, men det lå ikke til ham og efter et øjebliks overvejelse, og en hånd gennem det røde hår, nikkede han ”Giv mig ti minutter, så kan jeg være klar til at gå.” Håber jeg. Han så spørgende på hende ”Med mindre du har andre planer, selvfølgelig.”

[Alvira Vesterled]

Der var noget pokkers charmerende over Nielain. Den skødesløse hånd gennem håret og det vidende glimt i hans øjne trak hende tættere, og Alva vidste ikke helt, hvad hun skulle stille op med det. Heldigvis gav han hurtigt efter og hun besvarede med et tilfreds nik. "Nej, jeg venter bare." Et stik af skuffelse over igen at skulle lade ham forsvinde i mængden blev holdt skak bag et smil. Det var immervæk hendes egen skyld, hun ikke havde været forbi noget før.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain havde taget et halvt skridt frem før han stoppede igen og betragtede hende indgående "Du kan gå med, hvis du vil foretrække ikke at sidde til fuldt skue herud?" han slog ud med den ene hånd mod hele det store rum, igen med et glimt i blikket. Han så afventende på hende, og rakte så en hånd opfordrende frem mod hende med et skævt smil.

[Alvira Vesterled]

Alvas blik vendtes straks tilbage mod Nielain, da hun ud af øjenkrogen så ham stoppe op igen. Tilbuddet blev målt og vejet. Selvom hun egentlig ikke havde noget imod at sidde ude i hallen, ville hun jo altid hellere være i hans selskab. Langsomt tog hun hans hånd, før et skævt smil brød igennem. "Jeg tror, jeg venter herude." Hånden fik et klem og hun blinkede spøgefuldt til ham, før hun igen trak hånden tilbage og gjorde en sjusket honnør. Hellere sidde herude end muligvis at skulle forbi 'de mest interessante forbrændinger'.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain var i tankerne allerede begyndt at gå da Alvira tog hans fremstrakte hånd, men før fødderne nåede at følge hovedet, havde hun ændret mening, eller havde hun bare taget hans hånd af andre grunde? Han rynkede brynene lidt, uden at smilet dog forsvandt helt og trak så selv på skuldrene "Jeg lover at skynde mig." han smilede skævt, de vidste begge at han ikke altid var den hurtigste hest i stalden hvad fart og tid angik, og forsvandt ud af syne gennem en af rummets mange sidedøre.

Der gik ikke meget mere end timinutter før han vendte tilbage. Ad en anden dør og nu i en mørkegrøn vams i stedet for den gule kåbe "Du nåede ikke at opgive mig?" hans blik spillede drillende, mens han denne gang bød hende sin arm i stedet for sin hånd. Det virkede mere..korrekt, her i fuld offentlighed.

[Alvira Vesterled]

Det sekund Nielain var forsvundet ud af syne, sank Alva mærkbart sammen med et suk og fandt tilbage i sin henslængte position op ad væggen. Hun havde ingen anelse om, hvad hun lavede der eller hvad hun egentlig håbede på at opnå, hun ville bare ikke være alene.

Ti minutter var ikke synderligt længe. Ikke mere end 600 sekunder og drabanten nåede kun at få gennemstuderet sine negle, før synet af flammende lokker igen fangede hendes opmærksomhed. Et fatteret smil spillede på hendes læber. "Hvis det var det, du satsede på, skulle du have brugt lidt længere." gav hun igen og tog hans arm, omhyggelig med ikke at virke for ivrig.

[Nielain Birkeflamme]

Nielain lo afslappet mens hun tog hans arm og rystede på hovedet ”Du overraskede mig bare.” indrømmede han ligetil og begyndte at føre hende med sig mod udgangen ”Jeg havde ikke forventet at se dig.” ude på gaden dryssede sneen igen, stille og roligt og intet mod stormen der få dage forinden havde hold folk indendøre det meste af to dage. Nu var gaderne næsten ryddet og sneen lå i dynger op ad husene, mellem dem og alle andre steder den kunne være, som ikke var på gaden og foran folks døre ”Hvor havde du planer om at bortføre mig hen?” han så på hende med et glimt i de grønne øjne ”Hvis der var nogen plan.”

[Alvira Vesterled]

Alvira lod sig føre gennem hallen og ud mod gaden uden egentlig at vide, hvordan hun havde det med det. Hele situationen, hende og Nielain gående arm i arm. "Jeg havde heller ikke forventet at se dig, da jeg gik ud af døren i morges." indrømmede hun ærligt og trak på skuldrene, "Men ting forandres vel." Hun så på ham med et smil hvilende i de brune øjne. Det var koldt ude og det virkede fristende at skutte sig og klemme sig lidt tættere ind til den varme herre, der havde hende ved armen, men en stædig stolthed holdt hende fra det.

"Det skulle aldrig være en bortførsel," indvendte hun med et underholdt smil spillende på læberne, men trak hurtigt blikket til sig igen og vendte det mod vejen, de gik på. "Derfor var der heller ingen plan, men blot et ønske om at se dig."

[Nielain Birkeflamme]

Det trak afslørende i Nielains mundvige og han vendte ansigtet mod hende, med et nysgerrigt blik ”Så skæbnen førte dig hertil? Der kan man bare se.” det drillende glimt veg dog hurtigt til fordel for mild overraskelse. Det var ikke ofte han havde hørt så ligefremme indrømmelser fra hende og han var et øjeblik usikker på hvordan han skulle tage det ”Jeg er smigret, Alva.” svarede han til sidst med et finurligt smil der blev siddende ”Hvad har du lyst til? Kroen? En kop te hos mig eller blot en gåtur i snevejr?”

[Alvira Vesterled]

Alva besvarede de drillende ord med en noget skeptisk grimasse. Skæbnen var aldrig noget, hun havde troet på. Forudsigeligheden i den menneskelige natur var noget andet, men skæbnen? Det var dog ikke længe, den fik lov til at blive siddende, før hun igen stod med en beslutning. Sneen var ganske vidst næsten helt magisk at være ude i, men vinden bed i hendes kinder og hun havde efterhånden været ude det meste af dagen. "Skal jeg betragte det som en invitation?" et spøgefuldt glimt lå bag det brune, som hun vendte spørgsmålet tilbage. "For du ved jo godt, jeg ikke siger nej til en god kop te."