Et nyt problem

[Matti Almsted]

Alvira Vesterled

Matti var stadig ved at finde sig til rette i Jægergade Kennel og det havde ikke just været let, fordi alle havde så travlt med de mange problemer, der for øjeblikket var at finde i forhold til slynglernes aktiviteter. 

Han gik rundt ude i træningsgården for at gøre sig bekendt med det hele, da han så et nyt ansigt og han gik hen for at introducere sig selv. "Goddag. Mit navn er Matti. Det er mig, der er blevet overflyttet fra Gladialusgade kennel." Hans smil var varmt og venligt, som han rakte sin arm frem, så han kunne tage fat om hendes underarm i den traditionelle hilsen.

[Alvira Vesterled]

Det havde været nogle hårde timer, dage og uger på kennelen i Jægergade. Drabanterne var udkørte, frustrerede og på samme tid rastløse. Især for Alvira havde ventetiden været svær. Den konstante tvivl havde efterladt hende frustreret og efter en god times træning, der skulle lukke bare noget af dampen ud, havde hun fundet nogenlunde hvile op ad en pæl i træningsgården. Tankerne havde efterladt en bekymret fold i hendes pande.

Den pludselige tilstedeværelse af en anden end hende selv, fik hende til at smide tankerne fra sig og vende blikket mod den fremmede, den nyankomne. Alva nikkede langsomt og tøvede et kort sekund, før hun selv rakte armen frem og greb om hans underarm med et smil ”Velkommen til. Jeg er Alva.” Der var ikke så meget mere at sige, vurderede hun. Hendes plads var en selvfølge, som hun var født til. Det var nok nærmere hans position og intentioner i forhold til sin nye plads i kennelen, der skulle forklares.

[Matti Almsted]

Han smilede stadig, selvom hun havde virket let tøvende. Det tog han dog ikke så tungt. Ikke alle mennesker kunne lide nye på deres vante base. "Tak skal du have." Han rettede sig op og lænede sig mod en nærtstående pæl. "Alva? Så er du stedets magiker ikke sandt?" Han mente, at det var dét, han havde fået at vide, at magikeren hed. Du er også ude på patrulje?" Den måde hun havde trænet på, kunne tyde på det.

[Alvira Vesterled]

Alva kunne ikke tilbageholde et splitsekund af ren overraskelse, da han besvarede hendes noget forbeholdte velkomst med en reel glæde. Rummelig. Hendes overraskelse blev dog erstattet af et mere oprigtigt smil, mens hun nikkede. "Fars pige." hun blinkede med et sigende smil. Det var typisk at børnene bare overtog deres forældres erhverv, hun var ikke anderledes. "Og ja, intet kan holde mig tilbage." Hun nikkede lidt. "Du er blevet sat sammen med Malek og Gemma, ikke sandt?" spurgte hun, mere af høflighed end reel tvivl.

[Matti Almsted]

Hans smil blev lidt bredere, da hun også smilede tilbage. "Det er forfriskende at se en magiker, som ikke kun sidder bag et skrivebord," kommenterede han med endnu et smil. "Dem er der ikke for mange af."

Hendes næste spørgsmål blev mødt af et nik. "Det er jeg, ja. De virker umiddelbart som gode folk," fortsatte han med endnu et smil. Der var intet galt i at smigre hendes kollegaer lidt. Selvom det nu også var sandt nok, hvad han sagde.

[Alvira Vesterled]

Alva betragtede nysgerrigt Matti. Det virkede som om der måske var noget fornuft, selvom man nu kom fra en lidt anderledes ende af byen. "Det handler om at få udnyttet den Gave, man har modtaget, på at gavne flest. Det, tror jeg, er retfærdigheden i måden, den bliver givet." Hun smilede venligt.

Langsomt nikkede hun. Malek havde hun siden han kom til kennelen og Gemma hele hendes liv, så det var rart art høre dem få gode ord med på vejen. "Den Nedre By former folk," begyndte hun med et svagt træk på skuldrene, "Nogle bukker under og andre får al den overskydende vilje og mod fra de andre."

[Matti Almsted]

Han nikkede enigt til hendes udsagn. "Det kunne jeg ikke være mere enig i. Og hvis man kan bruge den til at redde andre mennesker, så er det kun endnu bedre." Han smilede stadig og så på hende med et hævet øjenbryn af den sidste kommentar. "Og hvornår ved jeg så, hvilken af kategorierne, jeg hører til i?" spurgte han med et drillende smil. Han havde trods alt ikke været i distriktet ret længe.

[Alvira Vesterled]

Alva nikkede ivrigt, begejstret for at have mødt en så entusiastisk enighed i sin nye kollega. Han var måske ikke så tosset endda, heller ikke ligefrem hård mod øjnene. Man skulle da i hvert fald være et skarn.. Hun trak fingrene gennem håret i en koket bevægelse, så der blev sat gang i en legesyg dans af de røde lokker, mens et skælmsk smil indtog hendes læber. "Spørg mig igen om en måned." svarede hun drilsk og blinkede konspiratorisk til ham.

[Matti Almsted]

Han kunne ikke lade være med at smile lidt ekstra til hende, nu hvor han åbenbart var blevet - i hvert fald midlertidigt - godkendt af hende. "Det vil jeg sørge for at gøre," sagde han med et lille blink af det ene øje.

Han rejste sig op og gik tættere hen til hende - sænkede stemme lavt. "Har du hørt endnu, hvad vi fandt ud af på patruljen i aftes?" Det var ikke gode nyheder, de havde fået fra Malek og Gem's kontakter ved slyngelhoffet.

[Alvira Vesterled]

Mattis blink blev vel modtaget og Alva benyttede et ubemærket sekund til at studere hans læber. De så bløde ud. Ikke fordi det betød noget. De var kolleger og han havde vel også en kvinde i sit liv, men det havde aldrig slået nogen ihjel at kigge. Alle tanker om hans lyse krøller og bløde læber blev dog tabt på gulvet og glemt, da han kom ind på et mere arbejdsrelateret emne. Hemmelighedsfuldt stak hun hovedet tættere mod hans og rystede svagt på hovedet. "Nej, fortæl." opfordrede hun, og formåede til sin egen stolthed at holde stemmen rolig.

[Matti Almsted]

Det før så varme smil var svundet ind til en alvorlig maske. "Tilsyneladende har én eller anden, der kalder sig selv for Farkas Skrækøje udfordret Tyvekongen." Han kendte ikke meget til detaljerne omkring tyvemiljøet i Nedre By efter ganske få dage i tjenesten og han var ret sikker på, at Alva sikkert ville forstå mere af situationen, end han gjorde. "Men det sære er, at Slyngelen ikke bare slog ham ihjel for det. Rygterne siger, at halvdelen af hoffet udvandrede fra Duen."

[Alvira Vesterled]

Alva blev straks smittet af Mattis alvorlige mine og smilet var nu kun tydeligt som en lille glød bag det brune. Hendes bryn gled opad i en svag overraskelse ved ordene. Det skulle ikke undre hende, at det var det, der var foregået blandt de lovløse det sidste stykke tid. Hun nikkede lidt og trak på skuldrene. "Hvad end det betyder, er det ikke godt." mumlede hun og sukkede lavmælt. Det var det sjældent, når det kom til Tyvekongen og hans hof. "Der går sikkert ikke længe, før jeg skal til at kigge efter nogle svar." Hun smilede blegt. At lede efter svar var altid hårdt for hende, selv når hun tyede til sine sten, men som det var med alt andet, var de bedste hjælpemidler forbeholdt overklassen.

[Matti Almsted]

Han så på hende og håbede måske mere eller mindre, at hun havde en idé til, hvad det hele kunne betyde. Det lod det dog ikke umiddelbart til og det tog han da også i stiv arm. "Jeg tager gerne dit ord for det."

Han kunne næsten se på hende, hvor lidt hun havde lyst til at 'lede efter svar', som hun kaldte det. "Er det hårdt at gøre det, som du gør?" Ærligt talt havde han aldrig tænkt meget på, hvordan magikerne gjorde de ting, de gjorde. Normalt var det ikke meget, han så til dem.

[Alvira Vesterled]

Alva smilede skævt. Hun havde op til flere ideer om, hvad opgøret mellem Tyvekongen og Farkas ville føre ud i, men så længe det bare var gisninger, var der ingen grund til at vælte dem ud over hele træningsgården. Hans spørgsmål fik hende dog kortvarigt til at hæve brynene. Hendes ansigt havde åbenbart afsløret mere end hun vidste af. Hun trak på skuldrene i en mere henkastet bevægelse og trak fingrene gennem håret. "Er en maraton eller en spurt hård?" Alva sendte ham et sigende smil og hævede flasken fra sit bælte for at drikke. "Det er lige som enhver anden kraftanstrengelse - det tærer."

[Matti Almsted]

Han hævede underholdt øjenbrynene over hendes sammenligning. "Personligt mener jeg nu, at der er temmelig stor forskel på at løbe en maraton og på at sidde stille og bruge sit hoved," kommenterede han smilende. "Men jeg forstår godt din sammenligning. Selvom det er forskellige former for træthed, man oplever bagefter." Han så ud over hegnet omkring gården på hustagene ved siden af. "Uanset, så håber jeg, at du finder noget, vi kan bruge. Det står værre til, end jeg havde troet."