At få varmen i snevejr

[Brishen Cipris]

Til:   Tobeis Tækker, Kazran Imra

Det sneede i Corus hvor vinteren for alvor havde meldt sin ankomst. Midvinter var kommet og gået som årene før og for hver dag blev dagene lidt længere, selvom det var svært at se. I et pakhus på Havnefronten var der lys selvom alle arbejdende folk for længst var gået hjem. En svag summen af stemmer trængte ud indefra, men indenfor var der ligeså meget larm som på et kvægmarked. Pakhuset var næsten tomt, i hvert fald for varer der skulle sendes videre med båd på floden. Til gengæld var den bagerste del hvor der ikke stod kasser, proppet med mennesker. Mænd og kvinder, endda et par halvstore unger der håbede at tømme en lomme eller to. Alle stod de samlet omkring den ring af ryddet gulv der var sat en palisade op omkring.

I ringen blev der langet øretæver ud mellem to mænd - en slank, yngre mand og et stort brød flere år ældre. Penge blev raslet og bud råbt, slag og spark blev givet og modtaget under både positive og negative tilråb mens rigelige mængder drikkevarer blev skyllet ned. Bland tilskuerne var også Slyngelen - ikke til nogens overraskelse flankeret af to af letgenkendelige håndlangere.

Den yngste mand i ringen fik et velrettet slag ind mod sin modstander og grinede smørret mod ham, men han vinkede ham nærmere med en provokerende håndbevægelse. Han var kun kæphøj et sekund eller to før den større mands knyttede næve susede gennem luften og ramte ham på den ene side af hovedet så det blev slynget til den pågældende side. Den yngste vaklede et skridt baglæns, ømmede sig et øjeblik og vendte sig langsomt vendte sig mod sin modstander igen, stadig med samme smørrede grin, blot for at inkassere et slag på den anden side af hovedet, der sendte ham halvt i gulvet. Han blev liggende et øjeblik og virrede let med hovedet, fleksede kæben og skubbede sig op på knæ mens han tørrede det blod væk der var begyndt at løbe fra hans næse.

Larmen fra mængden steg øjeblikkeligt i styrke da nogen så deres favorit være på vej til at vinde, mens andre så deres på vej til det modsatte. Bryce havde som alle andre sat penge på den ene af mændene - desværre (måske), ham der nu sad på knæ "LET RØVEN, VÆSEL!" blandede hans brøl sig med alle andres før han tømte sit krus og slog irriteret ud med begge arme "Min bedstemor kunne slå bedre. Hvad sker der for ham i aften?" spurgte han frem for sig, men henvendt til begge sine følgesvende.

[Tobeis Tækker]

Tobeis’ blik var intensivt fæstnet mod de to mænd, men han drejede sig alligevel mod lyden at Bryces stemme. Ikke at den var til at ignorere, sådan som han brølede. Tobeis smilede let, men uden det nåede øjnene.

”Mon ikke Alvik har noget i ærmet? Den lille svindler plejer ikke at få til at blive liggende..?” sagde han dystert. Det lød næsten som en trussel. Alligevel morede han sig over den yngste mand, og hans historie for at blive undervurderet til sin modstanders senere ærgrelse. ”Ellers skal jeg personligt lære ham for fremtiden ikke at gå på druk eller hore før en kamp…” Det sidste blev sagt lettere knurrende. Tobeis havde selv en sum penge i spil. Nok var Alvik en yndling, men han kunne tage flere slag end de fleste og var god til at udspille selv garvede kæmpere gennem sin vedholdenhed og ikke helt ubetydelig slagstyrke. Han havde ynglingens iver og overmod, men det virkede faktisk til hans fordel. Tabte han denne kamp, skulle han nok blive mindet om det… Og de nævnte årsager til manglende sejr var de eneste Tobeis kunne tro på.

Han kløede sig eftertænksomt i skægget og klemte øjnene sammen, som den yngre mand kom op at stå igen. Han ene ben vaklede et splitsekund, men det kæphøje smil var stadig plantet på hans læber i en evigt provokerende gestus. Tobeis havde selv fra afstand lyst til at fjerne det med et velplaceret slag. Råbene tog til. Folk var opildnede af chancen for et modtræk, der kunne vende kampen. Det var sket før. Blodet fra hans næse satte sindene i kog. Mere af den slags. Tobeis’ åndedrag blev tungere og mere anspændt.

[Kazran Imra]

Stemningen i pakhuset var på kogepunktet. Folk hujede og skreg, brølede og bandede af de to kæmpende. Kazran følte sig godt tilpas. ...fuldstændig som i Cria.... Det var hurtigt gået op for Kazran at der ikke var de store forskelle på tyvemiljøet i Corus og Cria, selvom livet i Corus indtil videre havde vist sig ikke så lidt sjovere.

Han skævede til Tobeis og Slynglen og kunne ikke lade være med at grine over Bryces råb. Ligesom de to andre havde Kazran også sat penge på udfaldet af kampen. Ved Tobeis' kommentar hævede han brynene. "Jeg så ham forlade Duen ret tidligt i går... alene. Så måske er grunden til hans tilsyneladende dårlige dagsform en helt tredje..." Kazran blev afbrudt af et højt brøl fra tilskuerne da Alvik med en hurtig finte udmanøvrerede modstanderen og gav ham to velrettede slag i nyrerne. Han vendte sig smilende mod tilskuerne og strakte armene ud som i triumf og så derfor ikke da den større modstander ramte ham med en næve som sendte Alvik i gulvet for anden gang.

"SÅ REJS DIG OP, DIT KÆMPE FJOLS!" Kazran rystede opgivende på hovedet. Det lod til at han godt kunne vinke farvel til sine penge.

[Brishen Cipris]

Bryce fnøs muntert over den trussel der tørt kom fra den ene af hans sidemænd. At Tobeis ville gøre det - fik han chancen, var han dog ikke det mindste i tvivl om, og smilet der spillede på hans læber var, hvis ikke ondskabsfuldt, så beregnende "Det ville ligne ham dårligt hvis han ikke havde." som både Tobeis og Kazran havde han penge på Alvik og så på ham med sammenknebne øjne, da han blev sendt i knæ for anden gang. Denne gang med et velrettet nyreslag.

Han skar en grimasse med erfaring i baghovedet om nøjagtigt hvordan sådan et slag føltes "Du så ikke hvorfor han gik tidligt?" han drejede hovedet og så på Kazran med et smørret smil og et blik der tydeligt fortalte han vidste noget "Nell fik nok og gav ham en kurv." hans blik fandt igen yndlingen i ringen der nu pustede hårdt ud gennem næsen, og sendte en klat blod ned på det stampede jordgulv før han trak sig på benene igen "En fem-fingret kurv der blev siddende på kinden af ham da hun tog ham sammen med Janya i baglokalet."

Han grinede for sig selv og greb så fat i en pige der passerede. Han genkendte hende fra en af Nedre Bys utallige kroer, men i aften var hun her, dog med samme funktion som ellers da hun kort efter kom tilbage med tre fyldte krus. Bryce to det ene og så ind i ringen igen. Det var lige tidsnok til at se Alvik blive løftet fra gulvet af store næver og sendt ind i rækværket lige ud for ham. Bryces øl skvulpede over og han knurrede irriteret mens han så Alvik falde til jorden som en sæk kartofler. Han stønnede let og rullede ind mod midten igen før han fik hold på det, blot for at blive standset af en støvlebeklædt fod, der sparkede luften ud af ham "Nu skal han snart til at tage sig sammen." Bryce drak dybt og skulede optaget mod kampen der udspillede sig. Kendte han Alvik godt nok, kunne det hele vende hvert øjeblik det skulle være.

[Tobeis Tækker]

Tobeis skrabede let med foden i jorden under sig i et øjebliks falsk eftertænksomhed. Hans kæbe var stram, men noget andet spillede i hans grønne øjne. Var det morskab? Spændingen var gået dem alle i blodet, ingen tvivl om det. ”Der røg den teori,” svarede han nøgternt, konstaterende. Han fnøs, men drejede hovedet hastigt mod lyden lige i tide for at se, Alvik tage til genmæle. Men knøsen blev overmodig, og før han næsten var kommet på benene, var han sendt i gulvet igen.

”HVAD LAVER DU?” brølede Tobeis i en sjælden vrede. Han var kendt som den tavse type, der lod andre om udbrudene. Kun en stærk selvkontrol holdt ham fra at kaste den næsteste ting – eller person – i hovedet på ynglingen. Han skar tænder, så det bragede, og han var ildrød i kinderne. Det var nøsten, så der kom ildevarslende røg ud af ørene på ham. En dyb indånding bragte vulkanen til tælling.

Han skulede vredt mod kampen foran dem. Alvik havde fået fat i det store brøds fod, Sean, hed han for resten, og drejede den med al sin styrke. Det gjorde ondt, men havde ikke den ønskede effekt. Alvik endte med en tung støvle lige i hovedet, og tilråbene omkring dem tog til i styrke. Hans ene øje begyndte at hæve, og Tobeis fik fæl en grimasse i ansigtet. Kampen syntes afgjort, men ud af den blå luft rullede Alvik til siden, lige i tide til at undgå at blive trampet yderligere på. Seans fod landede i jorden med en dump lyd, der ikke overlod meget til fantasien om, hvad det havde gjort ved Alviks ansigt.

Kampen var i gang igen. Alvik kom på på benene, og de to mænd begyndte at cirkle rundt om hinanden. De var trætte nu, begge to, men Alvik havde en fordel. Han kunne tage urimeligt mange tæsk, og hans strategi så faktisk ud til at virke. Seans åndedrag var besværet. Han hev efter vejret, en hvæsende lyd gennem al larmen. Eller man kunne måske ikke høre det, men Tobeis så det på hans krop og bevægelser, der var blevet tunge. Hans hænder knugede sig sammen, da yndlingen med et hurtigt fremhug placerede en lige højre i Seans ansigt. Blod ramte en mand lige tværs over ansigtet et stykke derfra.