Et roligt øjeblik

[Gemma Garver]

Alvira Vesterled

Gemma var sådan set færdig med sin vagt, men var alligevel blevet hængende i vagtstuen i Jægergade. Det var ikke så sent endnu og det stak at skulle hjem til det lille, overfyldte hus der dog trods alt var hjem. Hun trak tiden lidt og nød den bolle hun havde tiltusket sig fra en bagerbod, med benene oppe på det slidte bord. I hvert fald lige indtil kennelens magiker kom ind. Fødderne forlod hastigt bordet mens hun sank den bid bolle hun havde i munden ”Hej!” spruttede hun, midt i at synke ”Jeg troede du var gået hjem.” hun havde altid set lidt op til den ældre kvinde og kunne ikke altid helt lægge skjul på det. Magiker. Hvor mange gange havde hun lige selv drømt om at blive det.

[Alvira Vesterled]

Alvira var trådt ind i lokalet med en ukarakteristisk ro. Intet vildtflyvende hår, det var istedet redt tilbage og flettet stramt i en fransk fletning. Tøjet var ikke rodet, men sad tæt fastspundet til hendes krop og fremhævede hendes figur. Fingrene var allerede i gang med at få filtret udstyret fri af sit bælte, da der blev talt til hende. Okay, måske var alt ikke så roligt. Tankerne havde i hvert fald været andre steder.

"Oh, hej." Alva lyste op i et skævt smil og kastede et nik mod Gemma. Kommentaren fik hende dog til at stoppe lidt op, mens masken blev en smule mere anstrengt. "Jeg kan godt lide at være tilgængelig," smilet var en anelse undskyldende uden egentlig helt at være oprigtigt. "Med alt, der foregår." Hun hævede brynene i en sigende mine.

[Gemma Garver]

Gemma rynkede panden lidt og lagde hovedet på sned ”Træls dag?” spurgte hun og stoppede en bid bolle mere i munden. Det ville ikke være så underligt, men hun havde ikke hørt om noget ekstraordinært fra nogen af de andre drabanter. At der var mere livligt for tiden end der havde været længe, var dog ikke rigtigt en hemmelighed for nogen. Slynglerne havde gang i et eller andet.

[Alvira Vesterled]

Alva fik lagt armskinner og bælte fra sig på bordet, mens hun overvejede, hvordan hun bedst kunne besvare spørgsmålet. Med en fold mellem brynene, der havde fået liv af hendes milde utilfredshed, slog hun sig ned på en stol og benene lagde sig nærmest per automatik over kors. En finger listede snøren til hendes læderpung op og fik pillet en af stenene ud. Dens overflade var glat mod hendes ru finger.

"Enhver dag, hvor byen er bare tilnærmelsesvis usikker, når jeg forlader dens gader, er en træls dag." Alvoren og oprigtigheden blev blødt lidt op med et smil. Hendes fingre lod kortvarigt stenen ligge for istedet at få pillet læderbåndet ud af håret og løsnet fletningen. Med et træt suk trak hun fingrene gennem håret. Det var ikke så sent alligevel, og det var jo ikke ligefrem fordi hun ikke kunne beskytte sig selv, skulle der ske hende noget. Mørket havde aldrig skræmt hende, snarere tværtimod. På intet tidspunkt følte hun sig så veltilpas som i nattens skygger.

[Gemma Garver]

Gemma smilede skævt, uden helt at vide hvad hun selv skulle svare på Alviras kommentar. Hun var enig, men alvoren kom lidt bag på hende, eller rettere, var det ikke helt det humør hun selv var i ”Nej, det.. det har du såmænd ret i.” hun rynkede brynene lidt og koncentrerede sig om resten af bollen mens stemningen i vagtstuen blev en smule akavet.

[Alvira Vesterled]

Først ved lyden af Gemmas svar gik det op for Alva, at kommentaren måske havde været en anelse for tung til rummet. Hun flåede lidt i sine i forvejen flossede neglerødder og lod et kort sekund akavetheden i vagtstuen herske. "Men hvad med dig?" spurgte hun i et forsøg på at lyde frisk og henkastet. Den ene hånd dumpede igen ned i skødet på hende, mens den anden vendte tilbage til stenen på bordet, mens hun afventende betragtede Gemma.

[Gemma Garver]

”Uhm…” Gemmas sank hurtigt det sidste stykke bolle og børste krummer af sin uniform. Avilda havde en evne til altid at få hende til at føle sig en smule nusset og kluntet, selvom hun ikke rigtigt var nogen af delene ”Stille og roligt… alt for roligt.” tilføjede hun og rynkede brynene lidt ”Du ved den der følelse lige før et tordenvejr. Når man næsten kan mærke og lugte spændingen i luften?” hun så spørgende på den ældre kvinde, men fortsatte før hun nåede at bryde ind ”Det er sådan det føles ude på gaderne lige for tiden, synes jeg.”

[Alvira Vesterled]

Alvira nikkede langsomt til Gemmas ord. Det var ikke svært at genkende følelsen fra sig selv og sikkert også resten af drabanterne i Nedre By. Man skulle i hvert fald være godt og grundigt langsom for ikke at bemærke den underlige ændring i stemningen, der havde præget gaderne det sidste stykke tid. ”Ja, jeg har det lidt på samme måde.” medgav hun med en skuldertrækning. ”Jeg gider bare ikke træde vande mere.” Hun sukkede dybt og trak en tot af håret om bag øret. ”Det burde ikke være os, der ventede til de var klar, men omvendt.” Sådan havde det altid været med Alva, hun havde simpelthen for meget krudt i røven.

[Gemma Garver]

Gemma sank lidt tilbage i stolen, egentligt både glad for ikke at være alene med sin nagende følelse, men også lidt det modsatte, fordi det gjorde den mere håndgribelig "Ja!" udbrød hun, med lidt mere impulsiv kraft end der måske havde været meningen "Det er lige til at gå ud af sit gode skind over. Bare sidde og vente på de træder over stregen for alvor." hun skar en irriteret grimasse og gav sig til at tygge på spidserne af en tot hår - en dårlig vane hendes mor forgæves havde forsøgt at vænne hende af med siden hun var lille.

[Alvira Vesterled]

Alvas blik var fløjet op ved entusiasmen i Gemmas udbrud og det trak afslørende opad i hendes højre mundvige. Gemma mindede hende på mange måder om sig selv i starten af sin karriere i kennelen. Engagement og gåpåmod var at finde i overflod hos den unge drabant. En kvalitet, Alva stadig besad, men ikke længere var helt så udtalt. Selvom det ikke var mange flere år, hun havde haft ved kennelen, kom erfaring hurtigt. "Vi må bare håbe, det sker snart. Hellere at helvede bryder ud nu, så vi straks kan gå i gang med oprydningen." Brynene var hævet i en sigende grimasse. For det var altid dem, der måtte rydde op efter de lovløse. Det var prisen for at holde familierne trygge.

[Gemma Garver]

Gemma skar endnu en grimasse, tydeligvis ikke tilfreds med det uforudsigelige i situationen. Hun var allerede rastløs fordi der ikke rigtigt havde været så meget at lave i et stykke tid. Kun småting og det i sig selv var ganske ukarakteristisk for den bydel de befandt sig i "Hvad tror du der er under opsejling? Har du hørt noget nyt?" hun så håbefuldt på den ældre kvinde før hun hurtigt tilføjede "Mere end det kaptajnen fortalte os i sidste uge, mener jeg.

[Alvira Vesterled]

Alva nikkede langsomt uden helt at kunne skjule et smil over Gemmas utilfredse mine. Hun var også selv ved at gå helt ud af sit gode skind, men deres ordre fremstod ganske klare, så de ventede og passede de små ærinder. "Jeg ved ikke, om man kan kalde det nyt. Det er efterhånden den ældste historie i bogen." mumlede hun med et henkastet træk på skuldrene. "Det er som om, de har for travlt med at kæmpe internt." Alva så op igen. Egentlig burde hun ikke sidde og snakke om det så åbent. Hendes Gave skulle bruges for hele kennelen og ikke for at besvare en hvalps undren, men når nu hun lagde det frem som gisninger, kunne det vel ikke skade?

lukket