Til vi sås igen

[Filippa Almsted]

Erik Almsted
højagerdistriktet ~ 5. august 525 m.t.

Det havde været en varm, gavmild sommer og alligevel havde den for Filippa virket som den køligste i flere årtier. De fleste timer var som sådan fine. De gik med huslige pligter eller arbejde, familie eller venner. Men så var der de timer, hvor hun var alene. De timer, hvor solen syntes en anelse blegere end normalt og græsset end anelse mørkere end det burde være i sommermånederne. Dette var endnu et af de øjeblikke, kunne hun konstatere for sig selv, som hun havde sat sig ud i husets lille have med et lappeprojekt i hænderne. Alle eventuelle gøremål var ordnet og der duftede dejligt af nyvasket stof. Duften hvilende i hendes næse fik alligevel lokket et helt saligt smil frem på hendes læber, og hun lod projekt være projekt og lænede hovedet en anelse tilbage. Solen var varm og blid mod hendes hud og et kort sekund var ting måske egentlig okay. Tingene taget i betragtning, selvfølgelig. Altid tingene taget i betragtning. Altid Eriks fravær taget i betragning.

[Erik Almsted]

Erik havde ikke været tilbage i Corus mange timer, før han forlod sit hjem igen. Denne gang gik turen dog ikke helt så langt som til Tyra, men blot til en anden del af den by han kendte allerbedst. Han havde haft tid til at blive vasket, få rent tøj på og få noget at spise. Det sidste halvt tvunget af sin mor, hvor han selv havde ment mad kunne vente, men Filippa kunne ikke. Aldis havde dog ganske snusfornuftigt bemærket, at hun uden tvivl kunne vente en time mere, nu hun havde ventet det sidste halve år.

Han var dog endelig sluppet afsted og opfyldt af en blanding af utålmodighed, spænding og glæden ved at være tilbage, virkede Tyra og krigen allerede langt borte. Det tog lidt tid både at tage sig sammen til at banke på døren til købmandshuset og der næst at komme forbi Filippas forældre, der ville vide hvordan turen hjem havde været, om han nu også var kommet godt tilbage og et væld af andre ting, før købmandsfruen viste ham ud i haven og forlod ham der.

Han stod udenfor døren lidt. Adskillige minutter og betragtede Filippa på afstand. Selvom han ikke kunne se hendes ansigt fik han stadig en boblende fornemmelse i mellemgulvet det kun voksede da han fik fødderne i gang og hans skridt fik gruset på stien til at knase afslørende.

[Filippa Almsted]

Filippa var efterhånden slumret hen i en halvt drømmelignende tilstand. Et smertefuldt øjeblik lod hun sig selv fantasere om at se Erik igen, trykke hans varme skikkelse ind mod sin egen, se ind i hans varme øjne, mærke hans brede hånd om sin og måske endda få sig en smagfuld af hans himmelske læber. Hendes kinder blussede i solens behagelige varme og tankernes længsler. Hænderne søgte opad mod ansigtet, hvor en pegefinger lagde sig mod hendes underlæbe, som havde været uberørt for længe efterhånden. En enkelt, fortabt aften havde hun søgt komfort og tryghed i en rejsende, hvis vej var gået forbi Tågelygten, men selv ikke hans berøring af hendes læber kunne fylde hullet, Erik havde efterladt i hendes hverdag og sjæl.

Lyden af fødder i gruset fik hende til at slå øjnene op, mens hendes tanker gennemgik mulighederne for føddernes ejermand. Skridtene var for tunge til at det kunne være en kvinde, men tempoet var anderledes end nogen, hun kendte. På nær én, men det kunne det umuligt være. Kunne det? Hendes øjne sprang op med en iver, der ikke var set i noget nær evigheder, selvom en streng stemme i hendes indre formanede hende om, ikke at få håbet op. Hvor mange gange, hun ikke var hoppet forhåbningsfuldt op i forventningen at se Erik, men så være blevet skuffet over sine dagdrømmeriers realisme. Alligevel var iveren ikke til at skjule fra bevægelsen, da hun kom op at stå og fik dumpet sit lappeprojekt i græsset.

Så så hun ham. Manden, hun havde manglet og drømt om i det sidste år. Munden gled op i en ikke voldsomt flatterende måben. Filippa havde ofte i sine dagdrømme set sig selv løbe ham i møde og straks trykke sin skikkelse ind mod hans for at kunne tiltuske sig et kys eller fem, men nu hvor dagen var kommet, stod hun som forstenet og stirrede på ham. Alt stoppede, alt lukkede ned. Sekunder blev til minutter, hvis den slags da stadig eksisterede. I hendes verden var der i hvert fald intet andet end Eriks ansigt tæt på hendes. Havde hun kunnet bevæge sig, ville hænderne nok være søgt op i øjnene for at kunne gnide enhver tvivl om realiteten i hans tilstedeværelse væk sammen med dagdrømmen. Muskelgrupperne blev gennemgået, intet bevægede sig. Først efter en del overtalelse blev læberne igen samlet.

[Erik Almsted]

Erik kunne ikke undsige sig en smule nervøsitet mens han nærmede sig, men hvor Filippa gik helt i stå efter at have rejst sig, satte han selv farten op, så hans i forvejen lange skridt, blev endnu længere, indtil han stoppede et skridt fra hende.

Pludselig ramt af et øjebliks usikkerhed stod han bare og så på hende, brændende efter at række ud og trække hende ind i sin favn. Mærke hende, dufte hende og bare være tæt på hende. Han havde savnet hende frygteligt. Hun havde været tanken der førte ham gennem lange dage og endnu længere nætter og det var en smule uvirkeligt nu at stå så tæt på hende igen.

[Filippa Almsted]

Filippa stirrede på Erik, der trådte tættere på, mens hun forbandede situationens stigende grad af melodrama. Hun var en simpel pige og havde altid foretrukket et simpelt liv uden pludselige krige, hvor hendes livs kærlighed skulle deltage eller den efterfølgende underlige følelse bare synet af ham nu fremkaldte i hende.

Han var ren, bemærkede hun, som blikket undersøgende studerede ham. Ikke fordi han ikke skulle være det. "Erik?" spurgte hun prøvende, dumt. Hendes stemme var underligt skinger og lød fremmed i hendes ører. Hun havde nær sunket en klump over det blik, han betragtede hende med og følte sig pludselig akavet ved situationen. Tavsheden og de ting, hun ikke kunne sige og gøre lå allerede tungt i luften og bed i hende.

[Erik Almsted]

Tiden stod stille, eller, sådan føltes det i hvert fald mens han stod der og betragtede hende, uden helt at kunne få resten af kroppen til at gøre som hovedet sagde. Først da hun brød tavsheden var det som om boblen punkterede og hans mundvige sitrede afslørende, mens han nikkede og så endelig fik kontrol over sine lange lemmer igen.

I et enkelt, langt skridt var han helt henne ved hende og havde indfanget hende i en tenderende desperat omfavnelse. Han sagde stadig ikke noget, men knugede hende bare ind til sig, som var han bange for hun ville forsvinde igen hvis han slap hende. Han mistede fornemmelsen af hvor længe han bare stod sådan, da et lavmælt "Mithros, jeg har drømt om dig." gled over hans læber, ned mod hendes mørke hår.

[Filippa Almsted]

I løbet af det splitsekund, det tog Erik at krydse den sidste afstand mellem dem, nåede Filippa inderligt at frygte, at hun ville stå som den samme forstenede idiot i hans arme, som hun havde gjort indtil nu. Intet kunne have været mere forkert. Det øjeblik hans store skikkelse var hos hende og armene igen lukkede sig omkring hende, reagerede hendes krop på instinkt. Armene fløj straks op og hev ham tæt ind til sig. Corus var ikke hendes hjem længere, indså hun, da trygheden igen skyllede ind over hende ved hans nærhed.

En anelse besværet grundet den tætte omfavnelse, nikkede hun ind mod hans brystkasse. Hendes øjne var blanke af tårer. ”Jeg kan ikke forstå, du er hos mig.” mumlede hun, stemmen var skrøbelig under de store følelser, der væltede rundt i hende.

[Erik Almsted]

Da han først havde armene omkring hende, var han sikker på han aldrig ville give slip igen. Han vidste han ville blive nødt til det før eller siden, i hvert fald fysisk, men skubbede stædigt tanken fra sig og knugede hende blot ind til sig ”Jeg er her..” mumlede han ned mod hendes hår, med næsen halvt begravet i det ”Jeg er hjemme og jeg bliver her.” fortsatte han og løftede så endelig hovedet lidt for at kunne se ned på hende, på det ansigt han havde set for sit indre blik i så mange måneder ”Jeg elsker dig, Pip.” hans stemme var lidt grødet og også hans øjne var en smule blanke.

[Filippa Almsted]

Hendes drøm i månedsvis var endelig gået i opfyldelse. En anelse desperat knugede Pippa sig tættere ind til ham, krævede den tryghed, hun i månedsvis havde undværet. Ordene skyllede igennem hende med en varme, der gav sig til at fjerne de små rødder af frygt, for aldrig at se ham igen. Modvilligt lod hun sig trække en smule ud af hans greb, men fandt straks igen tryghed i Eriks smukke ansigt.

"Og jeg elsker dig." Filippa strakte sig på tæer for prøvende at trykke sine læber mod hans. Så snart hun mærkede hans læber mod sine, tog kroppen dog over. Hendes arme lagde sig krævende om hans hals og kysset tog en mere lidenskabelig form.

[Erik Almsted]

Erik bøjede instinktivt hovedet og mødte hendes læber på halvvejen, for så igen at knuge hende fast ind til sig, stadig med en snert af desperation, frygt for at hun skulle forsvinde. Det afspejlede sig også i hans kys, der ligesom hendes hurtigt gik fra forsigtige, til krævende. Lige indtil hans lunger skreg på luft og han stakåndet måtte bryde den ellers behagelige kontakt med hende "Gudinde.." mumlede han mellem to hurtige åndedrag "Jeg lader dig aldrig ude af syne igen, kvinde." han smilede bredt og kyssede hende så igen, aldeles ligeglad med det faktum, at de ville kunne ses inde fra huset - hvis nogen så ud over haven.

[Filippa Almsted]

Filippa trykkede ivrigt sin krop tættere ind til Eriks som kysset udviklede sig. Lige nu var der kun deres læbers kontakt og deres kroppe stående tæt sammen. Stakåndet så hun op på ham, da kysset var brudt og trak hurtigt ilt ned i sine skrigende lunger. Løftet var fjollet og urealistisk, men satte alligevel et bredt smil på hendes læber, før det måtte pakkes væk og hun igen pressede sine læber mod hans. Han var perfekt, intet mindre, og hun var ikke et sekund i tvivl om, at de var som skabte for hinanden. Hendes ene hånd listede sig op i hans hår, hvor det knugede sig sammen om en tot. Aldrig havde hun følt sig så skrøbelig og samtidig så stærk som i dette sekund.

Alligevel måtte hun modstræbende trække sig en smule tilbage. Åndedraget var stadig tungt og ujævnt. "Er du virkelig tilbage igen?" mumlede hun åndeløst.

[Erik Almsted]

Verden stod stille. Sådan føltes det i hvert fald, og startede først igen, da hun trak sig tilbage og han kunne se ned i hendes brune øjne, der altid havde mindet ham om modne hasselnødder om efteråret ”Mhmm..” han nikkede og løftede en hånd for at stryge det mørke hår om bag hendes ene øre og i samme bevægelse stryge hende over kinden ”Og i ét stykke. Som jeg lovede dig.”

[Filippa Almsted]

Det var næsten svært at følge med, selvom alt gik temmelig langsomt fremad. Erik var hjemme. Han var rent faktisk hjemme, inden for rækkevidde og med armene om hende igen. "Ingen huller? Ingen manglende tæer?" Et smil havde fundet grobund på hendes læber og bag det brune i hendes øjne. Kinderne glødede stadig efter hans berøring, der havde sendt små gnister ud gennem hendes system. Filippas fingre gled undersøgende ned over hans overkrop, som forventede hun at der ville være et hul et eller andet sted. Hun sank besværet og blikket flakkede kort, før hun igen fandt hvile i hans øjne. "Jeg har savnet dig."

[Erik Almsted]

Eriks overbid blev tydeligt da han fremviste det i et lydløst grin. Der var dog alvor bag det muntre i hans blik da han rystede på hovedet ”Ingen der er værd at tale om.” slog han fast og ønskede heller ikke tale om dem, hvis der havde været nogen. Han havde tilbragt for mange måneder i uniform og kampe til at det var det første han bragte op. Langt hellere ville han forsøge at glemme det, bare for en stund lige her, med hende i armene ”Og jeg har savnet dig.. mere end jeg troede jeg kunne savne nogen.” han smilede varmt og kyssede hende på panden.

[Filippa Almsted]

Pippa kunne ikke tilbageholde en boblende latter og betragtede ham som det forelskede fæ, hun var. Han var hjemme og ingen kunne tage ham væk fra hende nu. Læberne mod hendes pande fik hende endnu engang til at træde op på tæer og indtage hans læber i et krævende kys. Erik havde været væk fra hende alt for længe og længslen sad stadig solidt i hendes krop. Hun havde brug for ham, hans hænder mod sin hud. Bestemt trak hun ham en smule ned mod sig og slyngede sin lille krop tættere ind til ham. At hendes forældre ville kunne vandre ud i haven eller se dem inde fra huset, skænkede hun ikke en tanke.