En historie om (k)ærlighed

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø
23. december 526 m.t.

Niklaus blik flakkede endnu engang i løbet af så sekunder fra teltdugen og tilbage til sine rystende hænder. Alexander burde da være der omkring nu - burde han ikke? Igen fandt blikket teltets åbning. Det var da det tidspunkt, han havde skrevet på den kortfattede og noget overfladiske besked, der var blevet bragt til den studerende. Hænderne slap endelig hinanden, blot for den ene kunne finde om i nakkehårene og frustreret rive lidt i det tykke hår.

Det var jo egentlig ikke, fordi det nogensinde havde været en hemmelighed, at Niklaus en dag skulle finde sig en kvinde til at føde sine børn, men de havde alligevel tilladt sig at drømme. De drømme havde så lige så langsomt spundet små tråde af håb. Håb, om at det alligevel ville kunne blive dem en dag. Nu, da Niklaus' forlovelse med Mariette af Josdirk var blevet offentliggjort, var det håb brutalt blevet knust for dem. Forbandet være hans far, forbandet være det forpulede len til Legan og forbandet være Mariette af forbandede Josdirk.

[Alexander af Viksø]

Alexander var mere såret, end han kunne tillade sig at være. Logisk vidste han godt - og havde altid vidst - at det var sådan her, det ville ende. Men nu hvor det var sket, kunne han næsten ikke se sig ud af det. Niklaus var blevet forlovet med en anden end ham. Og jalousien og sorgen havde kæmpet side om side med ham i de to dage, der var gået siden da.

Han havde stort set ikke forladt sit telt og havde bare grædt og til tider kæmpet hårdt for ikke at skrige og kalde folk ind til sig. Derfor havde han heller ikke været sikker på, at han ville troppe op og se Niklaus. Ikke fordi han var vred på ham og bestemt ikke, fordi han ikke ønskede at se ham. Men fordi han ikke var sikker på, at han kunne gennemføre sådan et møde uden at afsløre dem for omverdenen. Hans længsel efter sin elskedes arme, fik ham dog i sidste ende alligevel til at møde op. Og da han så Niklaus ansigt, mærkede han igen sit hjerte gå lidt mere i stykker.

[Niklaus af Legan]

Niklaus så op mod teltdugen igen. Havde det været en lyd - fodtrin måske? Tydeligvis ikke. Gad vide, hvis Alexander ikke mødte op? En underlig, knugende følelse havde lagt sig om hans mave, der vred sig ved tanken. En lyd fik ham dog til at kigge op igen, denne gang til en teltdug, der rent faktisk blev trukket til siden.

Synet af Alexander i teltets åbning fik fjernet det usynlige greb om hans mave, kun for at give ham en knyttet jernnæve selv samme sted. "Alexander." hviskede han lavt. Det bare at få lov at sige sin elskedes navn, var efterhånden blevet deres hilsen, men denne gang lød det hult, underligt tomt.

[Alexander af Viksø]

Alexander havde både lyst til at gå sin vej igen og til at kaste sig i Niklaus' favn. Et kort nu stod han ubestemmeligt lige inden for teltflappen - med rankere ryg, end han følte, han kunne have. Og så gik han alligevel hen mod Niklaus og lod sig glide ind i hans favn. "Det er ikke din skyld," var det første, som kom over hans læber. Han kunne kun gætte, hvordan den anden havde det med sig selv lige nu. Men det var sikkert ikke godt.

[Niklaus af Legan]

Niklaus kunne ikke huske nogen sinde at hæve været så årvågen. Hans næse opfangede lugte, han slet ikke havde bemærket før nu. Blikket studerede sultent hvert af de små træk i Alexanders ansigt og spottede både tegn på vrede, frustration, afmagt og den altopædende kærlighed, der var ved at tage livet af dem begge, men samtidig også havde være det, der havde skænket dem en intenst lyst til livet i første omgang. Uretfærdigheden gnavede sig igennem ham. Der var tusind tanker i hans hoved, men ingen blev så længe, at han rent faktisk nåede at tænke den færdig. Komplet larm blev til larmende tavshed. Enten gik tiden virkelig langsomt eller også havde de bare stået der længe. Svigtet fuldkommen af sin ellers normalt gode tidsfornemmelse, kunne han ærligt ikke være sikker.

Så blev tavsheden endelig brudt. Niklaus tøvede kortvarigt, inden han gav efter for det hele og trak Alexander ind til sig. Lige præcis denne følelse havde han savnet siden natten i Legan. Han plantede et kys i hans hår og pressede sine hænder ind mod hans ryg. "Jeg elsker dig." mumlede han, lettere fortabt.

[Alexander af Viksø]

Alexander mærkede en befriende følelse brede sig i brystet, da først han havde Niklaus' arme omkring sig. Alting virkede bedre nu. Lettere. "Det ved jeg," svarede han med en stemme, som afslørede, at han ikke var helt upåvirket. "Og jeg elsker dig."

Han trykkede sig varmt ind til den mand, han elskede og tiltede så hovedet op, så han kunne kysse ham også. "Vi skal nok komme igennem det sammen."

[Niklaus af Legan]

Niklaus følte sig atter helt beroliget og samtidig præcis det modsatte, da han igen havde Alexander i sine arme. Han havde savnet duften af ham, smagen af ham og den varme krop mod sin. Ingen upraktiske, små hænder eller upraktiske bryster, der forhindrede en ordentlig kropskontakt. Bare dem, deres kroppe mod hinanden. En mand, der vidste hvad han ville, og ikke skulle spilde dyrebare sekunder på at kigge væk i rødmen hver gang, han talte. En mand, der besvarede hans hjertes længselsfulde kald.

Niklaus lod læberne hvile mod Alexanders i et intenst øjeblik, der alligevel virkede utilstrækkeligt og overfladisk. "Alexander, jeg behøver dig," brummede han fortvivlet og trykkede sin elskede tættere mod sin skikkelse. "Jeg behøver din kærlighed, dit blide sind, dit skønne væsen. Jeg vil kalde dig min, jeg vil.." Han stoppede sin plapren og hakkede tænderne i for ikke at lade flere rodede ord vælte ud af sin mund. Alexander vidste jo alt dette, og Niklaus selv vidste, følelserne var gengældt. Men intet af dette stod til dem.

[Alexander af Viksø]

Nu hvor han havde lukket sine arme om Niklaus, så slap han ikke igen foreløbigt. Han følte sig mindre desperat, som han stod her i hans arme og han vidste, at Niklaus med garanti havde det værre end han selv havde det. Og han fik trang til at holde ham tæt ind til sig og trøste ham. Men det vidste han, at han aldrig ville få lov til. "Jeg går ingen steder, Nik. Så længe du ønsker mig, så er jeg der til at støtte dig." Han kunne ikke forestille sig, det nogensinde kunne være anderledes.

[Niklaus af Legan]

Niklaus så ned på Alexander igen med rynket pande. De dybfølte ord formåede på sin vis både at være ekstremt vedrørende og samtidig alt andet end det. Selvom de fik sagt det vigtigste, fik de stadig ikke berørt sagens kerne. Mariette af Josdirk. Den lille fritte, han skulle dele sin seng og officielle liv med. Han tætnede ubevidst sit greb om Alexander, mens luften mellem dem blev konstant tykkere af usagte følelser og tanker.

Niklaus rømmede sig og strøg en hånd over Alexanders ryg uden på skjorten. "Og jeg der for dig." Han så alvorligt på sin anden halvdel, sin bedre halvdel, det sidste gode i hans sjæl og blev et øjeblik helt panisk. Her stod han med sit liv i hænderne. Hvordan holdt folk til det? Måske var den så omskrevne kærlighed ikke så normal, som historierne lod én tro. Han lod sig kortvarigt dykke ned og trykke sine læber mod Alexanders i et utilstrækkeligt kys. "Men skønne, gavmilde Alexander," han tøvede kort og så et øjeblik helt skyldig ud. Noget i ham skreg. Han burde ikke engang bringe det op, men den studerende havde vækket en kærlighed i ham. Han skyldte ham det. "Er du sikker på du kan?"

[Alexander af Viksø]

Da Niklaus kyssede ham, mærkede han desperationen røre på sig igen. Han havde ikke lyst til, at det nogensinde skulle ende og hans muskler var derfor lidt for spændte. Ved Niklaus' næste ord, faldt han dog til ro igen og det blik, han mødte Niklaus' med var både ærligt og sårbart. "Nik. Jeg kan ikke leve uden dig. Vi har altid vidst, at denne dag ville komme. Jeg har aldrig kunnet være en del af dit officielle liv, ligesom du aldrig har kunnet være en del af mit. Men på trods af det, så har vi aldrig kunnet holde os væk fra hinanden." Han trak lidt på skuldrene og gav den anden endnu et varmt kys. "Uanset at jeg kun kan få lov til at have en del af dig, som jeg kan kalde min... Så vil det være nok."

[Niklaus af Legan]

Niklaus trak vejret hårdt ind gennem næsen og så vurderende på Alexander, da han sagde de ord, Niklaus sådan havde længtes efter at høre. Alligevel var der stadig et behov i ham for at understrege, hvorfor det ikke ville fungere og hvorfor Alexander hellere måtte redde sig selv nu, så han måske kunne overleve smerten, det ville ende ud i. Det varme kys varmede ham op og gjorde hans indre til smør, og Niklaus overgav sig og plantede et kys på Alexanders pande. ”Du er mere end at jeg ikke kan holde mig væk.” mumlede han lavt og strøg fingrene over den andens nakke i blide træk. ”Jeg har valgt dig. Du er den eneste for mig og jeg elsker dig.” Han trykkede igen læberne mod Alexanders pande, før han bukkede lidt ned i nakken og hvilede sig egen mod hans. ”Det eneste, jeg ikke kan give dig, er mit navn. Alt andet har altid været dit.”

[Alexander af Viksø]

Alexander smilede varmt til Niklaus. Der var ingen grund til, at han skulle lide mere end højst nødvendigt under dette. "Vi finder ud af det sammen," sagde han bare igen. Der var ikke meget andet at sige. Han ville ikke kunne efterlade Niklaus. Hverken nu eller senere. Og alt derimellem ville de være nødt til at klare sammen.

[Niklaus af Legan]

Niklaus samlede endelig nok varme i sin sjæl ovenpå endnu et smukt smil fra Alexander, til han også selv kunne besvare smilet oprigtigt. Han følte sig ikke færdig, følte ikke det hele var blevet sagt, men alligevel bed han resten af ordene i sig. Alexander havde erklæret sin kærlighed og havde forsikret ham om, han ville være der. Hvad ellers var der behov for? "Det er også uretfærdigt, at du er så smuk." sukkede han lige dele fortabt og lykkelig med et smil, der understregede hans status som forelsket fæ - og han var det gerne for ham.