Det uundgåelige opgør [Åben]

[Amos Søfarer]

Trådstart mellem Amos Søfarer og Farkas Skrækøje
den 28. december år 526 M.T.

Amos sad på sin trone og gjorde, hvad han kunne, for at skjule hvor anspændt han var. I aften var aftenen. Aftenen, hvor det hele skulle afgøres. Hvor Farkas en gang for alle skulle stoppes. De havde talt internt, om det havde været bedre at vente, men Farkas var ved at vinde for meget terræn ifølge deres spioner og det var bedre at tage ham i opløbet.

I aften var en af de aftener, hvor Farkas var taget på Duen for at vise ansigt. Det var dog ikke gået hans næse forbi, at stemningen føltes en smule mere anspændt, end den ellers gjorde. For nu, tog han sig ikke af det. Han lod i ny og næ blikket glide igennem lokalet, for at finde de sæt øjne, han vidste også sad på Duen den aften. De sæt øjne, der var på hans side. Han tog en tår af sin øl, satte den fra sig på bordet, og løftede så blikket igen. Denne gang, var det et andet sæt øjne han søgte. Et sæt øjne, der sad på tronen.

Amos rettede sig op, da han havde fået bekræftelse fra sine støtter om, at de havde sikret området omkring Duen og at der ikke var fare på færde fra den front. Han rejste sig ikke op. Det ville være at vise svaghed. I stedet hævede han bare stemmen og så på Farkas, som netop så op mod ham. ”Farkas. Det er vist på tide, vi to taler lidt åbent sammen?”

Det sitrede svagt i hans mundvige. Han havde haft ret i sin fornemmelse af, at noget var under opsejling. Han overvejede et øjeblik, hvordan han skulle agere. Hvor meget vidste Amos? Han trak vejret langsomt ind gennem næsen. Åbenbart nok til, at tale med ham i det åbne om det. ”Ja? Hold dig endelig ikke tilbage så.”

Amos var bevæbnet til tænderne i aften, som han havde været det i over en måned efterhånden. ”Kommer du ikke herop eller skal vi sidde og råbe gennem lokalet som et par uciviliserede barbarer?” Han var lige ved at smile lidt for sig selv, men gjorde det ikke. Udefrakommende ville nok ikke ligefrem kalde de to mænd for civiliserede.

Han trommede let mod sit ølkrus med fingrene. Et hurtigt blik i lokalet sikrede ham, at hans folk var på vagt. Han rejste sig, med blikket rettet mod Amos, og bevægede sig med sikre skridt hen mod ham. ”Barbarer er vi vist alligevel.” Da han talte denne gang, var han tæt nok på til ikke at behøve hæve stemmen synderligt. Han så afventende på ‘tyvekongen’.

Amos så afventende på modstanderen, som langsomt kom op mod ham. Han ignorerede den andens kommentar og lænede sig afslappet lidt tilbage i tronen. ”Jeg har hørt, at du konspirerer mod mig som en fej hund i stedet for at udfordre mig som en mand. Har du noget at sige?”

Igen sitrede det svagt i Farkas’ mundvige. ”For du ville vide noget om at udfordre kongen som en mand, ville du ikke?” det var en tydelig hentydning til den måde, Amos selv var kommet til tronen på. ”Udover det, har jeg ikke noget at sige.” Det var ikke længere til at undgå. Han havde ønsket længere tid, men der var ikke mere tid at tage af.

Amos var så langt fra at more sig, som det var fysisk muligt, da Farkas fornærmede ham foran hele hoffet. ”Bryce opgav sin trone. Jeg er meget langt fra at gøre det samme. Og enhver som mener noget andet kan værsgo udfordre mig, hvis han tror, han kan vinde!” Han havde stadig ikke rejst sig op, selvom han måtte kæmpe for ikke at gøre det.

En muskel dunkede svagt i hans kæbe. “Så du ønsker altså, at det halve af hoffet udfordrer dig?” denne gang gled der et smil over hans læber. Et hånligt smil. Endelig fik Amos, hvad der længe havde været ham i vente. ”Jeg tror at du vil blive overrasket.” Som var det et stikord, hørte man folk rumstere bag dem. Der var en, der rejste sig op. To der rejste sig. Snart, var det ikke så få, der rumsterede på deres pladser, og rejste sig op. Farkas drejede hovedet en anelse ved lyden af stolene der rumsterede - og smilet, blev ikke just mindre.

Amos holdt stenhårdt fast i sit overlegne ansigtsudtryk for ikke at vise, at Farkas havde haft ret i, at han blev overrasket over antallet af slyngler, som langsomt rejste sig og stillede sig om bag tronraneren. Da lydene var stilnet hen, begyndte flere stole at bevæge sig og han fik det bedre, som folk begyndte at slutte op om ham. Han så sig ikke tilbage, men umiddelbart ville han gætte på, at der var cirka lige mange mennesker bag dem begge. Og han mærkede en ubehagelig følelse snige sig ind i brystet.

Amos så sig ikke tilbage, så Farkas gjorde det heller ikke. Han havde regnet med, at hoffet ville være delt. Det ændrede dog ikke på den følelse af sejr og overlegenhed, han følte ved at have ret. Han vidste ikke, hvad der nu skulle ske. Han havde været klar til at kæmpe mod Amos, her og nu, men det at hoffet var så delt, gjorde tingene komplicerede. Det blev tydeligt for ham, at det ikke længere var en sag blot mellem Amos og ham selv. Han havde en fornemmelse af, at alt kunne ske.

Der vil nu være plads til andre slynglers reaktioner. Er man til stede? Rejser man sig op og viser sin støtte for en af siderne? Bliver man neutralt siddende? Dukker man lige så forsigtigt ud af lokalet? Kom glad, men kun én post pr. mand. De forskellige reaktioner vil blive taget med i forhold til fortsættelsen af dramaet og der vil muligvis senere blive mulighed for flere posts fra andre slyngler.

[Annis Giftkniv]

Annis rejste sig som den første, da Farkas annoncerede, at de skulle give sig til kende. Hun havde ventet på dette øjeblik i måneder og endelig skete det. En lille jubel fandt ind i hendes bryst, fordi hun nu endelig kunne få lov til at tage sin plads. Og hun gik helt hen ved siden af Farkas - kun et halvt skridt eller lignende bag ham.

Hun lod blikket glide opmærksomt ud på folkemængden og holdt godt øje med, hvem der gjorde, som de havde forventet - og i særdeleshed hvem der ikke gjorde. Farkas kunne ikke tage blikket fra Amos og hans hold, men det kunne hun sagtens. Faktisk foretrak hun det sådan. Hun ville helst ikke være nødt til at møde blikket af en vis sømand lige nu.

[Izumi Kiyomori]

En kedelig aften, skulle det hurtigt vise sig, at det ikke blev. Izumi satte kruset ned på bordet, som Amos hævede stemmen. For øjenene af hende, udfoldede der sig et opgør, og hvis det ikke var fordi, det nu satte hende i en svær position, ville hun havde elsket at betragte det fra skyggerne. Rejste hun sig, og gik bag Amos, var hendes position som spion afsløret. Rejste hun sig, og gik bag Farkas, kunne Amos muligvis betvivle hendes loyalitet, men hendes position som spion var stadigvæk sikker. Hun valgte at gøre det sidste.

Langsomt bevægede hun sig om bag Farkas. Hun kunne umuligt signalere noget til Amos, uden at nogen ville opsnuse det i denne stemning, hvor alle var på vagt. Hun måtte sætte sin lid til, at han enten var for travl til at se sig omkring - hvilket var meget sandsynligt - eller stolede nok på hende til at vide, at det hele var skuespil.

[Silvya Hæler]

Silvya havde siddet på pinde, da Farkas og Amos begyndte at tale sammen. Hun vidste, at det trak op til storm, hvilket kun blev bekræftet, da hoffet pludselig delte sig. Den første der rejste sig og sluttede sig til Farkas, var hendes egen storesøster. Hun mærkede en knude i maven, men ignorerede den bestemt. Annis havde forladt hende, og nu var ikke tiden til at blive sentimental.

Hun tog en dyb indånding og rejste sig op. Med oprejst pande og rank ryg, bevægede hun sig væk fra sit bord, og stillede sig bag ved Amos. Hendes hjerte dunkede og hamrede i hendes brystkasse, så hun næsten følte, at det ville sprænges.

[Serena Løveklo]

Serena sad ved siden af Amos, nøjagtigt som hun plejede og selvom hun ikke viste det uadtil, var hun anspændt. Mere end almindeligt anspændt ved tanken om, hvad der ville blive sat i værk den aften. Hun rankede sig tydeligt da Amos henvendte sig til Farkas og så, som de fleste andre, mod den anden mand. Hun følte en hvis tilfredstillelse ved at se Farkas komme til Amos, ikke fordi hun havde regnet med Amos nogensinde ville gå til ham og betragtede ham køligt, da han stoppede ved deres bord.

Hun blandede sig ikke i deres ordveksling, men blikket blev om muligt koldere ved fornærmelserne og hendes fingre strammedes omkring stolens armlæn. Da folk begyndte at rejse sig, blev hun selv siddende, rank og overlegen, mens hendes blik et øjeblik længere end andres, fangede Annis's. Mens folk viste side, rakte hun selv over, og lagde en hånd på Amos's arm. Hvis side hun var på, burde være klart for enhver.

[Sacherell Mastebærer]

Sacherell havde modsat de fleste andre aftener, ikke sat sig ved Slyngelens bord, men sad i stedet bagerst i krostuen, hvorfra han havde et glimrende udsyn over hele rummet. Han sad med ryggen mod væggen så ingen kunne komme bag ham og spillede terninger sammen med et par andre. Det var dog ikke spillet der havde hverken hans eller de andre opmærksomhed og så snart Amos henvendte sig til Farkas, var både terninger og øl glemt. Hans blik forlod Farkas's nakke da en lyshåret kvinde rejste sig som en af de første og hans kæbe spændtes momentært, mens han fulgte hende intenst med blikket indtil hun stoppede ved Farkas's side.

Han var ikke helt så overrasket over udfaldet som han måske burde være. Han var heller ikke den første til at rejse sig da folk begyndte at vælge side og da han gjorde, var det langsomt og uden hastværk. Han gik ganske roligt gennem rummet, passerede tættere forbi Annis end han behøvede og prøvede at fange hendes blik da han stillede sig bag Amos med de brede arme lagt over kors.

[Alysy Ainsri]

Alysy Ainsri havde stillet sig i hjørnet, med ryggen lænet op mod væggen, som hun gjorde det bedst; Alene. Hun foretrak på en aften som denne at trække sig tilbage i skyggerne, og håndtere tilværelsen på afstand, hvis intensitet var begyndt at blive så tyk at man kunne skære i den. 



Opgøret fik ikke Alysy til at spærre øjnene op som de fleste. I stedet gav hun ingen reaktion væk, udover at trække sine øjenbryn sig den mindste smule sammen. Hun gravede den ene hånd lidt ned i sin lomme, hvor en lille kniv lå og gemte sig, mens hun samtidig tog en tår af sin øl. Alysy var ikke den første til at tage parti, men så derimod på med en rolighed - der var i kontrast med flere af de tilstedeværende slyngler - før hun endelig valgte at handle, efter Sacherell havde fundet plads efter Amos.

Tværs gennem rummet bevægede hun sig, ikke som en der var på vej til at følge trop, men nærmere som en der var tæt på at annoncere sig som en tredje modstander. Hendes valg blev dog Farkas, men ikke før hun var stoppet så tæt op hvor Annis stod, at hun kunne hviske hende i øret; “Sikker på du står det rigtige sted?”, før hun gjorde et hovedkast hen mod Sacherell. Ordene var lave nok til at Annis kun ville høre dem, men højt nok til at Farkas muligvis ville fange det, så tæt på som han stod. Hun gav ikke Annis tid til at svare, før hun havde fjernet sig, og stillet sig til rette på den anden side af Farkas.

[Hector Hvare Khshaeta]

Som oftest i større selskaber, havde Hector fundet sig en plads nogenlunde i skyggerne, hvor han havde et bedre overblik over rummet og situationen. Denne dag var ingen undtagelse, og Hector havde siddet skødesløst tilbagelænet på de to bagerste stoleben af en vippede stol, der havde fundet hvile med ryglænet mod væggen. Som den elektriske stemning i rummet havde taget til, havde han blot siddet på sin trygge plads halvt i skyggerne, halvt i lyset. Øjnene hvilende tomt ud i rummet.

Så forandredes noget. Folk begyndte langsomt at tage plads bag de to magtønskere. Hectors blik blev mere fokuseret og fandt over til Alysy. Selvom hans loyalitet på intet tidspunkt havde været til at vurdere udenfra, havde han selv aldrig været så meget som et sekund i tvivl om, hvor hans loyalitet lå. Derfor rørte det ham heller ikke, da de to mænd pustede sig op. Det var først, da hans rejsepartner begyndte at gå mod opgøret, han selv vippede ned på alle stolens fire ben, før han lod stol være stol og kom på egne ben. Uden et ord rejste han sig og tog kort efter plads bag Alysy. Blikket var umiskendeligt, nærmest som han kedede sig en anelse. Han havde overværet en fin mængde magtkampe, de lignede altid hinanden, og vanen tro var hans plads lige bag Aly.

[Vitor Øksesvinger]

Vitor sad midt i krostuen for en gangs skyld. I aften var der ikke brug for, at hans samlede informationer. Hele Duen havde haft en sær stemning over sig det meste af dagen, og han fornemmede, at der var ved at ske noget. Noget stort.

Da Amos og Farkas talte sammen, sad han med ryggen til de to kamphaner og lod Farkas om at gøre sit arbejde. Men hvis der blev ballade, så skulle ingen stå i vejen for ham. Og pludselig skete der det, som de havde ventet på i flere måneder. Folk gav til kende, hvilken side de stod på. Han stillede dovent sit krus øl ned på bordet, efter at have taget en tår. Han betragtede først Annis vælge side, så Isumi, og så Annis' søster. Serena og Sacherell's loyalitet var ingen overraskelse for ham. Han rynkede panden, da iglen Alysy gik over til Farkas og sagde et eller andet til Annis på vejen. Kvindemennesket tillod sig endda at stille sig ved siden af Farkas. Hector valgte også side.

Han så op på Amos. Trak let på skuldrene, og kløede sig i sit blonde skæg, inden han rejste sig op, og gik i et dovent tempo gennem rummet, inden han stillede sig mellem Farkas og Alysy. Han lod sin hånd glide om på ryggen, og han lod den lægge sig om et skæfte på en kniv, han altid bar i bæltet, klar til at beskytte Farkas med sit eget liv. På intet tidspunkt havde hans blik hvilet på Petria. Han havde ikke talt med hende omkring dette her. Han havde ikke involveret hende. For når alt kom til alt, så lå hans fulde loyalitet hos Farkas.

[Petria Glas]

Petria havde ingen anelse om hvad der var på vej. Som altid sad hun i sine egne tanker, og sippede til en øl, hvis smag hun efterhånden havde indset hun nok aldrig ville vænne sig til. Da opgøret startede, kom det derfor meget bag på hende, og hun så på med opspærrede øjne, som slynglerne begyndte at vælge side.

Hendes hjerte begyndte med et at banke hurtigere, og hendes pande føltes lettere svedig, i det hun instinktivt begyndte at se sig rundt efter Vitor. Da hun endelig fik øje på ham, rejste hun sig, og var halvvejs henne ved ham, da han selv rejste sig op. Han vidste hun var i rummet - alligevel skænkede han hende ikke et eneste øjenkast, som han til stor chok for Petria stillede sig bag Farkas. Oven i købet forrest ved hans side.

Petrias øjne begyndte at svie og hun kunne mærke hvordan folks blikke var begyndt at blive vendt mod hende. Alles blikke undtagen én. Hun følte sig svimmel, på grænsen til et panikanfald, men hendes tid hos slynglerne havde alligevel lært hende noget. Hos slynglerne måtte man bevise sit værd - give tilbage til dem man mente fortjente det. Hun tog en dyb indånding, før hun - anspændt og såret fra top til tå - stillede sig bag Amos.

[Gammal Den Vise]

Gammal sad stille henne i sit hjørne denne gang, og blev først opmærksom på hvad der skete da alt blev helt stille. Han sad stille i sit hjørne og så til mens folk vandrede rundt i lokalet og delte sig mellem to kamphaner overfor hinanden. Gammal følte sig efterhånden mere og mere gammel. Han betragtede folks ansigter og deres måde at gå på. Han mærkede den spændte stemning i luften. Selv blev han siddende helt roligt henne i sit hjørne og kiggede ud over den forsamlede masse. Amos vidste godt hvor han havde ham, og han følte ingen trang til at vælge side, han følte en trang til at observere og ryste på hovedet af alle de unge mennesker som ikke vidste bedre. Magtliderlige hele bundet.

[Farkas Skrækøje]

~ fortsættelse ~

Amos så rundt på de forskellige mennesker, som havde samlet sig bag Farkas. Kun et kort øjeblik. Han havde ikke tænkt sig at tage fokus fra tronraneren for længe af gangen. Desuden havde han aftalt med flere, at de skulle holde øje med, hvem der stod hvor. Han noterede sig, at Izumi stod på Farkas’ side, men han kunne ikke forvente andet. Hun skulle forestille at være en del af Farkas’ hold. Om hun var det i virkeligheden ville kun tiden vise.

Han følte, hvordan blodet dunkede i halsen. Han fornemmede Annis’ tilstedeværelse bag sig, men så sig stadigvæk ikke tilbage. Han var sikker på, at hun nok skulle notere sig hvem der havde gjort alvor af deres løfter, og hvem der ikke havde. ”Har du mistet mælet?”.

Amos’ øjne kneb sig den mindste smule sammen. ”Ikke helt,” svarede han i en dyb stemme. ”Selvom der er folk bag dig, som jeg ikke havde forventet at se.” Han låste øjne med flere mennesker på den modsatte side, som tydeligvis havde spillet dobbeltspil de sidste par uger. Izumi var én af dem. ”Så hvad nu? Du udfordrer mig? En af os vinder. Og bliver straks efter udfordret af den næste i rækken?” Med så mange modstandere på begge sider, kunne han sagtens forestille sig denne leg fortsætte, indtil der ikke var flere stærke slyngler tilbage i samfundet.

Amos havde ret. Hvor end Farkas ikke havde lyst til at indrømme det. Han bed tænderne sammen, og drejede nu hovedet, for at se over det delte hof. Dette var en del af det, han ikke havde nået at tage højde for endnu. En del af den grund, han havde haft brug for mere tid. ”Det er meget sandsynligt”, hans blik var tilbage på Amos. “Jeg tror trods alt, at vi kan blive enige om, at et blodbad ikke er den rette løsning”.

Amos nikkede let. Farkas havde tydeligvis set nøjagtigt samme problem, som han selv havde. Stemningen i rummet var så anspændt, at de risikerede, at et brushoved kastede sig i kamp med den modsatte side og startede en regulær krig. Problemet var bare, hvad de skulle gøre ved det. At se halvdelen af sit hof og sin indkomst forsvinde ud af døren, virkede ikke som en særligt tiltalende løsning. ”Hvad foreslår du så som løsning?”

Amos mente altså, at Farkas skulle komme med løsningen, når det groft sagt var Amos selv der var skyld i, at de nu stod her uden en egentlig plan. “Det er ganske simpelt. Kæmper vi, udløser vi en krig. Går vi hver til sit, vil hoffet være delt for bestandigt”. Han så ingen tredje mulighed. Så ikke, hvordan det skulle være dem muligt, at tage det mand mod mand. ”Jeg ved, at jeg personligt ikke ønsker at se halvdelen af os blive slagtet i nat.”

Amos mærkede det prikke ganske svagt ned langs sin rygrad. Der var intet godt ved denne situation. Han havde håbet at kunne pille Farkas ud alene og gøre det af med ham. Og samtidig vise de tvivlende dele af hoffet, at han var den stærkeste leder. Men Farkas’ ord havde delt hoffet og der var for mange stærke modstandere på den anden side. Og for mange på hans egen side, som ville betale prisen for hans hovmod, hvis han gik til angreb. ”Det gør jeg heller ikke,” svarede han endelig. ”Måske er det bedst, hvis du og dine forsvinder herfra. Nu.” Han havde måske tabt halvdelen af hoffet. Men han nægtede at opgive Duen også!

Amos’ ord provokerede ham, mere end han kunne give udtryk for. Men et forkert fodtrin, og kaos ville bryde løs. Og selvom han ville elske at få Amos til at tie for evigt, der var faktisk intet han hellere ville, var dette ikke det rette tidspunkt. Derfor var det eneste der røbede hans sindsstemning, en muskel der svagt dunkede i hans kæbe. “Mærk dig mine ord Amos, at det skal blive sidste gang, at du kommanderer med mig” han var forsigtig med sit toneleje - det skulle nødigt lyde som om, det var et signal til et angreb ”Jeg går, udelukkende fordi, at andet ville være vanvittigt”. Der var ikke mere, der behøvede at blive sagt. Det var klart, hvad der nu skulle ske. Farkas så sig omkring i lokalet en sidste gang, fandt de sæt øjne han skulle finde, før han forlod Den Dansende Due - denne gang for altid.

En sidste mulighed for at reagere. Også for slyngler, som ikke var til stede til All-nighter! De slyngler, som går med Farkas, har herefter tilholdssted på Den Skøre Abe

[Annis Giftkniv]

Annis mærkede sin puls stige og stige, mens hun så, hvordan hele hoffet nærmede sig en gigantisk kamp. Det var ikke noget, hun ønskede. Begge sider lod umiddelbart til at være nogenlunde lige stærke og for mange gode slyngler ville gå tabt. Et kort sekund skottede hun alligevel hen til Sacherell, men så derefter hurtigt væk igen.

Hun kunne ikke se, hvordan det kunne undgås. Farkas var gået efter Kronen fra dag et og hun selv havde viet sin troskab til denne sag, fordi hun ønskede at sidde ved hans side. Hun kunne næsten ikke få vejret, da der alligevel lod til at være en åbning og hun var mere end lettet, da Farkas vendte kampen ryggen og forlod Duen. Hun fulgte efter lige i hælene på ham.