varme nætter

[Niklaus af Legan]

Mariette af Josdirk
26. december 526 m.t.

Niklaus kastede et enkelt blik tilbage på sine forældre, der begge insisterende gennede ham fremad i trafikken, før han igen satte i bevægelse mod Mariette af Josdirk, der så ud til at være i samtale med en anden. Der var ikke mere end et par timer til udflugten til Østersfiskeriet og stod det til Niklaus ville netop den udflugt bruges til at kunne søge et skjul med Alexander og nyde lidt alenetid. Det var dog ikke ham, der tog beslutningerne, og hans insisterede forældre havde holdt fast på, at han da skulle akkompagnere den unge nådigfrøken af Josdirk derned. Han rankede lidt op i ryggen og trådte hen mod pigen kvinden, hans forældre havde udpeget. 

Høfligt rømmede han sig og fik meget hurtigt den lille samtalegruppes opmærksomhed. Sådan gik det oftest, når man var så høj som Niklaus nu engang var. "Beklager forstyrrelsen, men kunne jeg låne Nådigfrøkenen af Josdirks øre for et øjeblik?" Hans øjne var nu vendt direkte mod Mariette med ansigtet bærende en høfligt afventende minde.

[Mariette af Josdirk]

En mand havde ladet hende støtte sig opad ham, da Mariette havde været ved at snuble over sit eget skørt, hvilket var bundet ud i at hun nu stod og snakkede med selvsamme, som hun indtil videre havde lært var ridder på sit første år. Han snakkede ivrigt om sit erhverv, som hun ikke fandt den mindste smule interessant, men hun lyttede stadig ivrigt med, og fandt hans stemme underlig silkeblød, i forhold til hans muskuløse fremtoning. Hans ansigt var som et maleri, konstaterede hun for sig selv, mens hun diskret betragtede det nærmere. Han var farverig og betagende; Hans blik, med det brune og grønne i dem, er et hun følte kunne sende kvinder i graven - uden at de ville have noget imod det. Alligevel vækkede han ingenting i hende; Han var ikke hendes prins. 



Mariette glippede forvirret med øjnene, da der pludselig blev snakket til dem. Manden ved hendes side var ikke fornøjet, men gav sig, og forlod dem med rank ryg. Mariette fulgte manden med blikket kort, før de blå øjne i stedet blev vendt mod den fremmede. “Nådigherre”, hilste hun, og nejede lige så yndefuldt, mens nakken blev bøjet lige så forsigtigt.

[Niklaus af Legan]

Niklaus sendte et selvsikkert, drenget smil mod den unge kvinde, før hun nejede for ham, og han foldede den ene arm på ryggen og gav et indstuderet buk. Ret skulle dog være ret, og han bøjede nakken lidt for at kunne studere hendes skikkelse. Hun virkede.. tynd på en underligt skrøbelig måde. Brynene søgte mod hinanden i brøkdelen af et sekund, før han igen fik sin mimik under kontrol.

Niklaus rettede sig atter op med smilet liggende som en trækning i den ene mundvige, mens blikket hvilede på Mariettes ansigt. Hun havde et flot kæbeparti, men øjnene virkede underligt små. Ansigtet røbede dog ingen af disse overvejelser, som han sendte hende et smil lige til prisen for årets charmetrold. "De ser skøn ud til aften," Niklaus rakte ud efter hendes spinkle hånd, som han blidt lod læberne strejfe. De små hænder virkede underligt mod hans læber. Hverken lige så stærke eller bløde som Alexanders.

[Mariette af Josdirk]

Forundret fulgte Mariette hans bevægelser med blikket og beundrede hver et træk i det kønne ansigt. Hvis manden fra før havde været et maleri, så var ham foran hende et kunstværk. Der var noget sælsomt i hans blik, blandet med en portion af mystik, som vækkede enhver karakter hun havde forelsket sig i gennem årerne til live med det samme. 



Da han rørte hendes hånd, mærkede hun alle nerveender blive elektrificeret af noget ubestemmeligt, som ganske kort gjorde hende mundlam. Så sendte hun ham et forsigtigt smil, i takt med at hendes kinder fik en varmere farve. “..Tak, jeg”, svarede hun ham, men gik i stå da han fangede hendes blik igen. Hun rømmede sig engang. “Og i lige måde”

[Niklaus af Legan]

Niklaus studerede den unge kvindes ansigt. Hun så en anelse fåret ud og den røde farve fik hende mest af alt til at ligne et lille barn, kommenterede en kynisk stemme i hans indre. Hans blik sænkede sig dog respektfuldt, da hun gengældte komplimentet før han igen så tilbage på hende uden helt at forstå, hvor denne fascination til hunkønnet kom fra.

"Jeg har set frem til dagen, hvor vi fik muligheden for at tale sammen," hans stemme var blød og lavmælt, som han lænede sig en hemmelighedsfuldt frem mod hende. Med et konspiratorisk smil trak han sig tilbage og tillod sig kort at studere hendes figur. Hun havde heldigvis ikke så fyldigt et fortrin som nogle af de andre, bemærkede han - det var vel altid noget.

[Mariette af Josdirk]

Mariette følte sig med et placeret i en af sine yndlingsromaner - for første gang med følelsen af at hun befandt sig i hovedrollen. Den største modsætning var dog, at hvor Katerina altid vidst hvad hun skulle sige og gøre, så havde hun selv ingen anelse. Mænd var langt nemmere at håndtere i bøger. Man kunne altid finde ud af deres intentioner, ved at bladre om på sidste side.



“Ja..?”, fik hun over sine læber, med et forundret glimt glitrende bag det blå. Hendes kind kildrede stadig, der hvor hun havde følt han havde strejfet hende, i det han havde lænet sig ind mod hende. Hun betragtede ham med stigende betagelse i blikket, stadig med et drømmende glimt glinsende bag det blå, som naturligt var kommet af at læse for meget. 


[Niklaus af Legan]

Som Niklaus' blik strøg over Mariettes ansigt opdagede han et lille glimt, en lille nuance af det blik, han normalt fandt i Alexanders og det var svært ikke at vende mundvigende nedad i uudtalt væmmelse. Blikket passede overhovedet ikke til hendes fortabte, feminine ansigt. Et blik, der var så varmt og ømt i hans elskede, virkede nu overfladisk og naivt i hendes. Alligevel sås det kun som en flygtig trækning i hans mundvige,

"Det er ikke så lidt, man hører om den unge Mariette af Josdirks skønhed." lod han være sit svar. Det var som sådan ikke løgn, selvom han ikke helt forstod betagelsen. Alligevel tvang han sin arm til at række frem og prøvende strejfe en af de blonde lokker.

[Mariette af Josdirk]

Hans søde ord gentog sig selv i hendes hoved og omverdenen eksisterede ikke længere for hende i det øjeblik. Det var præcis som når hun fortabte sig i en bog, og fik skabt sit eget univers, mens hun lod sin fantasi levendegøre enhver handling.

Ganske indtagende trak hendes mundvige sig svagt opad. “Jeg. Virkelig? Det.. Tak, mener jeg selvfølgelig. Men hvorfor?”, spurgte hun undrende, før det gik op for hende at hun ikke havde forklaret sig fyldestgørende nok. Det fik hende til at grine ganske kort, før hun rystede dumt på hovedet. “Altså.. Hvorfor fortæller De mig dette?”

[Niklaus af Legan]

Niklaus betragtede hende og holdt skak på en kølig skepsis, der havde været faretruende tæt på at skinne igennem hans eller blide, grå øjne. Naive pigebarn. Hun var sikkert lige nu i gang med at fantasere om lyserøde skyer eller noget glitrende. Smilet forblev dog indbydende og charmerende.

Ridderen fik presset en overbevisende, mild latter over læberne og sendte hende et vindende smil. "Jeg er af den overbevisning at smukke ting skal nydes og ikke mindst værdsættes ordentligt." Endnu engang ikke løgn. Det var dog ikke tanken om hende, der fik tændt en varm gnist bag de grå.

[Mariette af Josdirk]

Hans ord havde sin effekt. De fik varmen til at stige i de slanke kinder, der på ingen måde skyldtes temperaturen i rummet, selvom den nu også var ganske behagelig. “Jeg ved nu ikke om jeg fortjener de søde ord, men tak alligevel..”, svarede hun ham sødt, men var på trods af de meget betagende øjne han var i besiddelse af, begyndt at se sig rundt i rummet. 



“Jeg bør se at gøre mig klar til udflugten..”, fik hun lidt tøvende over læberne efter en kortere stilhed. Hun havde langt fra lyst til at forlade den mystiske fremmede, men hun frygtede også at hun ikke var i stand til at opretholde sine etiketter til fulde, hvis hun fortsatte med at lade ham stå så tæt på.

[Niklaus af Legan]

Nu rødmede hun også, bemærkede Niklaus med en stigende opgivelse. Han havde inderst inde håbet på en intelligent kvinde, så han kunne forhandle sig frem til en aftale, der kunne gøre plads til både deres forpligtelser, men også deres begges ønsker. Men måske dette var bedre. Måske denne naive Mariette i virkeligheden var bedre. En smule smiger og hun ville være helt medgørlig. Et facetteret smil indtog hans læber.

"Så skal jeg på ingen måde sinke dem, Nådigfrøken." Niklaus bøjede respektfuldt nakken en anelse og sænkede kortvarigt blikket. "Men måske, De ville gøre mig den ære, at jeg måtte ride ved Deres side, når vi tager afsted?" Han så igen på hende, denne gang med et indgående blik.

[Mariette af Josdirk]

Et stik af skuffelse gik alligevel igennem hende, da han uden den mindste protest lod hende gå. Hun sendte ham et lille smil og bøjede respektfuldt nakken som afsked.

Hun var halvt ved at tage det første skridt væk, da han igen talte, og hun stoppede resolut op i sin egen bevægelse, for i stedet at se på ham med undrende øjne. 

“Jeg.. Jo, meget gerne. Hvis det er det De gerne vil..”, fik hun over de spinkle læber, og ville have smilet større tilbage, var det ikke for hans indgående blik, der formåede at gøre hende helt blød i knæene. 

[Niklaus af Legan]

Triumferende jubel i hans indre. Ikke fordi Niklaus havde et synderligt behov for komtessens interesse, men fordi han havde vundet. Igen. Et facetteret smil lå på hans læber, da han dristigt rakte frem og tog hendes fine hånd. Et blidt kys. "Deri må der ikke råde nogen tvivl." fastslog han og fastholdt hendes blik med en flygtig alvor bag det grå. "Jeg ser frem til at se Dem igen om lidt." Et hurtigt, men dybt buk, før han drejede om på hælen og forlod hende. Måske der var mulighed for at tilbringe et sekund eller to med Alexander før?

lukket