En fantastisk forandring

[Filippa Almsted]

Erik Almsted
oktober 526 m.t

Filippa vendte blikket mod vinduet, mens hænderne vred sig uroligt i hendes skød. Regnen hamrede mod ruderne og træerne blev væltet rundt af den kraftige blæst udenfor. Rigtig ækelt efterårsvejr, men sådan var det jo så skiftende. Øjnene vendtes nu mod den fletkurven, hvor hendes strikketøj boede efter hun var flyttet sammen med Erik i han og Mattis hus. Et kort øjeblik overvejede hun at række ud efter det, men hænderne lod ikke til at ville samarbejde.

Et suk brød den hypnotiserende lyd af regnens trommen på vinduerne og ildens knitren i ildstedet. Erik havde aldrig lagt skjul på, at han gerne ville have børn, men nu hun ventede sig, var hun pludselig nervøs. Hun rejste sig op og lagde lidt til ilden, før hun tog plads igen. Erik burde være på trapperne, så langt var der immervæk heller ikke fra hans forældres hus til deres eget.

[Erik Almsted]

Efteråret havde for alvor sat ind, men det betød ikke mindre arbejde til en tømrer. Tværtimod var det nu alle folk opdagede ting de burde have fået lavet for længe siden, men som først blev presserende nu det ikke længere var solrigt og lunt.

Det var lidt senere end det plejede at være, da han kunne afslutte sin dag med en kort snak med sin far og da han forlod værkstedet, var regnen taget til. Han løb det korte stykke til sit eget hus, men havde alligevel en vis lighed med en druknet mus, en meget stor druknet mus, da han, mere eller mindre væltede ind ad døren for at slippe for regnen "Mithros, et vejr!" udbrød han højt og virrede med hovedet som en anden hund "Pip?"

[Filippa Almsted]

Uden at tænke over det, var Filippa kommet på benene det øjeblik, hun hørte døren gå. Med en noget nervøs mine bevægede hun sig ud mod Erik, hvor nervøsiteten hurtigt blev overskygget af overraskelse. Hastigt hjalp hun ham ud af det våde tøj, stadig med let rystende hænder. "Det ligner himlen har tabt hele smaragdhavet over dig." kommenterede hun medfølende og kom op på tæer, så hun kunne stryge fingrene gennem hans pjaskvåde hår.

"Kom, ind i varmen." Hun trak hurtigt sin mand med sig ind i det varme køkken, hvor et par hjemmestrikkede sokker til hans store plader lå fremme. "Forfærdeligt vejr," mumlede hun med et halvhjertet smil.

[Erik Almsted]

Erik grinede uden at vejret havde haft nogen indvirkning på hans gode humør "Det mener du?" han rystede på hovedet igen, så vanddråberne stod om hovedet på ham, før han fulgte efter hende ud i køkkenet og stilede lige mod ilden. Der stoppede han, kun i skjorte og braies, med fremstrakte hænder og et tilfreds suk "Ikke engang hundene ville være ude i det her. Tømreren havde ikke noget valg." han nåede ikke rigtigt at få varmen for alvor, før han vendte sig igen og indfangede hende med begge arme og et kærligt kys "Har du haft en god dag?

[Filippa Almsted]

Filippa holdt distræt hænderne op for ikke at blive ramt i ansigtet af Eriks legefulde opspil. Et fraværende "Hmm," blev brummet som svar, før hun blev trukket ind til ham. Selvom hans varme smittede af og fik tøet hendes nervøsitet op, blev kysset stadig besværet med en unormal distance, før hun igen trak sig ud af hans greb.

"Erik," kvækkede hun og måtte rømme sig, før hun kunne fortsætte. "Vi bliver nødt til at tale sammen." En ukarakteristisk fold havde sneget sig ind mellem hendes bryn, mens hænderne stadig vred sig i hinanden. Endelig rev hun dem fra hinanden og de faldt tomt ned langs siderne på hende.

[Erik Almsted]

Erik lagde ikke mærke til noget ud over det sædvanlige, før Filippa besvarede hans kys og trak sig væk. Han slap hende modvilligt og fik først nu set ordentligt på hende "Er der noget galt?" det var dumt spørgsmål, mente han selv. Det var tydeligt for enhver der kendte hende, at der netop var noget galt. Han havde lyst til at holde om hende igen, men lod være og satte sig i stedet på skamlen ved siden af ilden og trak de tørre sokker på uden rigtigt at slippe hende med blikket "Er der sket noget i dag?"

[Filippa Almsted]

Galt? Filippa tørrede sine svedige håndflader af i kjolen. Nej, alt var faktisk helt perfekt. Eller. Alt kunne være helt perfekt, hvis han var klar til det. De havde jo som sådan ikke valgt at prøve at få et barn endnu. Hun burde også have vidst bedre end at stole på sådan en billig amulet. Langsomt nikkede hun og tog et skridt frem mod ham, men fortrød så og endte med at stå lidt amputeret midt i rummet.

"Erik," hans navn lød underligt i hendes ører. Måske fordi hun så sjældent benyttede det så ofte på så kort tid. Hun rystede på hovedet af sig selv og stoppede med at gnave sig selv i underlæben for at kunne fortsætte. "Jeg er gravid."

[Erik Almsted]

Han havde fået sokkerne på før hun fandt sin stemme igen og han så afventende op på hende, med en prominent rynke i panden. Alligevel rakte han ud og tog hendes ene hånd mens hun endelig kom til sagen.

Hans øjenbryn røg op og han stirrede et langt øjeblik bare overrasket på hende før han selv fik tungen på gled "Du er.. " nu var det ham der kvækkede, men bag overraskelsen, trængte et voksende smil sig nu insisterende på "Er du sikker? Skal vi..?" han slog ud med den frie hånd og havde et øjeblik glemt alt om, at han sad bare i skjorte, braies og sokker. Han sad endnu et øjeblik bare og stirrede på hende, fingrene klemt lidt sammen om hendes, før han rejste sig i en brat bevægelse og trak hende ind i en lettere overstadig omfavnelse med en overvældet latter.

[Filippa Almsted]

Så snart ordene havde forladt Filippas ord forsvandt vægten fra bekymringen ved, hvordan hun skulle få det sagt. Det havde væltet rundt i hende hele dagen, men lige gyldigt hvilken formulering, hun havde prøvet, havde det hele lydt så tamt og fladt. Nu var der kun bekymringen for hans reaktion tilbage. Vågent betragtede hun Eriks ansigt, som han bearbejdede nyheden og kunne endelig selv smile mere oprigtigt, da hun fik øje på hans glæde over nyheden. Den pludselige bevægelse fik jaget et hvin fra hendes mund, men hun klagede på ingen måde, mens hun puttede sig ind i hans favn.

"Du skal være far," mumlede hun mod hans øre, denne gang med større overbevisning. Hendes fingre greb fat i hans skjorte, mens et par lettelsens tårer krøb frem fra øjenkrogene.

[Erik Almsted]

Erik glemte at overveje, at de måske ikke rigtigt havde talt om, eller overvejet børn. Det var aldeles ligegyldigt nu han stod der med Filippa i armene og hendes søde nyhed i tankerne. Han havde altid ønsket sig en familie og det ønske så det ud til nu kom til at gå i opfyldelse "Jeg skal være far." gentog han mumlende ind mod hendes hår mens han knugede hende. Så lo han igen, højere denne gang og løftede hovedet mens han også løftede hende fra gulvet og drejede en omgang om sig selv med et strålende smil "Du gør mig til den lykkeligste mand i verden." udbrød han impulsivt, men mente det.

[Filippa Almsted]

Et par sekunder stod hun lidt paf i hans arme, men overgav sig så til glæden. Der var ikke længere nogen grund til at være nervøs, Erik var tydeligvis lykkelig og det var hun i hvert fald også selv. En anelse besværet nikkede hun ind mod hans brystkasse, som hun blev knuget tættere ind til hans store skikkelse. Latteren skøjtede over hendes læber, som Filippa blev svunget rundt i køkkenet, før hun igen fandt fodfæste med gulvet solidt under sig. "Fjolle," udbrød hun kærligt, "Du gør det godt nok hellere ikke svært for mig." Hun kom op på tæer for at kunne plante et kys mod hans næse.

[Erik Almsted]

Selv hvis han havde villet, kunne han ikke have fremvist bare et mindstemål af anger. Tværtimod ville det brede, lykkelige smil ikke rigtigt forsvinde igen og der ville gå et stykke tid før det gjorde det "Jeg elsker dig." brummede han og rynkede let på næsen da hun kyssede den. Han bøjede hovedet lidt mere og plantede selv et kys på hendes pande før en tanke slog ham "Hvordan.. er du selv glad?" han rynkede brynene lidt og en snert af usikkerhed sneg sig ind i hans blik. Det var ikke noget de havde talt om endnu, børn. Han havde været så glædeligt overrasket, at han et øjeblik helt glemte at tænke over, hvad hun måske selv mente om sagen.

[Filippa Almsted]

Selvom Filippa efterhånden havde fået en kærlighedserklæring eller ti, tog hendes kinder altid en svag rosa nuance ved lyden af ordene. Hun indprentede sig altid den præcise klang af dem, trykket han lagde bag. "Og jeg elsker dig," hviskede hun ømt og strøg en blid tommel over hans skæggede kind.

Spørgsmålet fik hende til at stoppe op. I al sin nervøsitet over Eriks reaktion, havde hun ikke skænket sin egen holdning til det ufødte barn. Et par sekunder stirrede hun tomt ind i hans brystkasse, ledte efter ord at sætte på de mange følelser, der flaksede rundt i hendes indre. "Jeg har altid drømt om at finde manden, jeg skulle have børn med," startede hun uden egentlig at vide, hvordan sætningen skulle fortsætte. Hun havde som sådan altid ønsket sig en familie, men så længe havde de heller ikke nået at være gift endnu og hun vidste jo, om nogen, hvor krævende børn kunne være. "Jeg havde ikke forventet det, men tanken gør mig glad." konkluderede hun.

[Erik Almsted]

Antydningen af et smil hvilede stadig hans mundvige og han betragtede hende varmt, mens hun tænkte. Antydningen blev igen til et rigtigt smil da hun svarede og han plantede endnu et kys mod hendes hår ”Men nu må du nøjes med mig i stedet for at vente på ham.” spøgte han med et glimt i øjnene, før han drømmende fortsatte ”En lille stump med dine brune øjne og krøller. Hun bliver den kønneste pige i hele Corus.”

[Filippa Almsted]

Filippa rystede på hovedet af ham med et overbærende smil. Lyden af hans drømmende ord, lykkelige smil og følelsen af hans arme omkring hende, fik hendes hjerte til at smelte fuldstændig. Hun trak sig en smule ud af hans greb og strakte sig opad og finde hans læber, kortvarigt og intenst. Der var hverken grund eller lyst til forstat at dvæle ved de nervøse overvejelser, hun havde gjort sig. Hun havde bare lyst til at være sammen med ham, slet og ret. "Og den mest elskede." tilføjede hun med et varmt smil. Han var så berusende dejlig og blandingen af hans duft i hendes næse og smagen af hans læber i hendes mund var nok til at gøre hende en smule ør i hovedet.