I vintersolen

[Filippa Almsted]

Sebela Almsted

"Uh, lad os se herovre!" Filippa trak blidt svigerinden med sig til en bod med farvestrålende garn. Markededspladsen var tætpakket af mennesker, selvom det var koldt og hvidt. Det havde efterhånden sneet i flere dage og den var begyndt at ligge englefint i hele byen. Selvfølgelig var nogle stier ikke lige så hårdt ramt som andre. Hun havde længe haft lokket Sebela med tanken, om at tage ned til markedspladsen med hende for at se på noget garn til forskellige strikkeprojekter til diverse familiemedlemmer. 

Vurderende betragtede hun Sebela som de nåede frem til boden. Oftest når de var ude sammen, var Matti med og så kunne han sikre sig at Sebela var tryg ved hele situationen, men nu var Filippa den ansvarlige. Hun smilede til svigerinden.

[Sebela Almsted]

Sebela følte, at hun virkelig var ude på dybt vand, med så mange mennesker omkring sig. Og ingen Matti til at gøre hende tryg, med hans stærke arm omkring hendes liv, eller hans fingre flettede ind i hendes. Det eneste der trøstede hende var, at hun havde Pippa med. Men selv ikke engang det, kunne slukke hendes trang til at løbe væk fra markedspladsen.

Hun fulgte blot med Pippa, da denne trak hende hen til en bod med garn i mange farver. Hun trak sin kappe tættere omkring sig, i et desperat forsøg på, at skærme sig mod de andre mennesker. Hun så ned på det farvede garn og lod fraværende fingrene glide over det. "D-de er m-meget flotte," fik hun fremstammet og forsøgte at smile til Pippa. Selv til sit eget bryllup havde hun været frygtelig nervøs.

[Filippa Almsted]

Filippas smil ændrede støt form og blev en anelse bekymret. Svigerinden så nærmest syg ud, bleg og skrøbelig. Forsigtigt rakte hun ud og lagde sin hånd på Sebelas skulder. Den fik et blidt klem. Bare Matti var her. Hvis Sebela blev dybt ulykkelig ville det garanteret have en konsekvent med de mennesker, hun ikke bare delte hus med, men også var i familie med. Nervøst med hun sig i læben.

"Skal vi tage hjem?" spurgte hun. Stemmen var blid, men kunne ikke skjule bekymringen. Hun ville ikke tvinge Sebela til noge,t hun ikke var klar til. "Bare vær komplet ærlig." Hun gav skulderen endnu et forsikrende klem.

[Sebela Almsted]

Hun løftede blikket og fangede Pippas, da denne gav hendes skulder et beroligende klem. Det fik hende lidt til at slappe af, og hendes smil på læberne blev lidt mere ægte. Det var også langt bedre at stå ved en bod, end det var ude i mængden.

Hun rystede på hovedet af Pippas spørgsmål. Hun blev nødt til at blive ved med at prøve. Hun vidste, at Matti ville sætte pris på det. Men det var svært at føle sig tryg, med så mange mennesker omkring sig. "D-det er h-helt iorden," svarede hun og forsøgte at gøre sig umage med at koncentrere sig om at se på garn.

[Filippa Almsted]

Pippa sendte hende et prøvende smil. Det var flot Sebela prøvede at gå til hele situationen med oprejst pande, men samtidig kunne hun heller ikke lade bekymringen ligge ved synet af den blege frygt. Et sidste klem blev givet, før hun igen trak hånden til sig med et forsigtigt nik. Tilbage til garnet. Nu hun havde fået hevet Sebela med sig ud i galskaben, kunne de lige så godt komme hjem med noget godt.

"Jeg synes det er så svært at finde kønsneutrale farver," indrømmede hun med et lidt forundret blik mod garnet. Hun kunne bare ikke lade være at strikke babytøj. "Men samtidig må det gerne være passende, når den lille pjævs kommer ud." Blikket søgte Sebela som for at spørge om hendes mening.

[Sebela Almsted]

Hun rettede sit blik tilbage mod garnet, da Pippa slap hendes skulder. Hun rynkede panden, mens hun koncentrerede sig om de mange farver foran sig. Pippa ville have kønsneutrale farver, og hun kunne næsten godt forstå hende. Hun ville dog have valgt at strikke noget i begge farver, der skulle nok blive brug for det. Hun vidste, at Matti gerne ville have mere end et barn en dag. Og hun ville gerne have et af hvert køn.

"H-hvad med n-naturf-farver?" Spurgte hun forsigtigt, og slog blikket ned. Hun vidste ikke, om det var et godt eller dårligt forslag.

[Filippa Almsted]

Filippa havde allerede kastet sig over en støvet nuance af lavendel, da Sebela talte og hun nikkede tankefuldt, før hun sendte hende et bredt smil. "Det er en god ide." Hun gav hendes hånd et blidt klem og rakte ud efter et mildt grøn garnnøgle. Det var normalt ikke så nemt igen at gøre Pippa utilpas eller nervøs. Normalt var begge ben plantet solidt på jorden med en temmelig fast kerne. Det var dog fuldstændig anderledes, nu hun var i Sebelas selskab. Alt blev rusket rundt i et behov for at gøre svigerinden tryg - noget, der ikke syntes muligt i situationen.

"Jeg kan også altid gøre det her en anden dag. Vi kan jo også bare smutte hjemad og lave en god kop te?" foreslog hun i et forsøg på at lyde henkastet, men stemmen tog en ukarakteristisk, skinger lyd.

[Sebela Almsted]

Hun kunne godt lide naturfarver. Endda rigtig meget. Hendes egne kjoler var ofte i disse neutrale farver til hverdag. Hun så på den grønne farve, og syntes at den var pæn. Til en dreng. Men de vidste jo ikke, hvad barnet blev. Og det ville være for kraftig en farve til en pige. Hun tog en lys brun farve op, og betragtede den nøje. Når hun kiggede på Pippas lille bule, kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt misundelig. "H-hvad med d-den her f-farve?" Spurgte hun og drejede rundt, så hun kunne vise garnnøglen til Pippa.

Hun rystede på hovedet som svar på Pippas spørgsmål. "J-jeg vil g-gerne have n-noget g-garn med h-hjem," hun sendte Pippa et forsigtigt smil, og lagde garnnøglet ned igen.

[Filippa Almsted]

Pippa vendte blikket mod garnnøglet i Sebelas hånd med et eftertænksomt nik. Selv havde hun en del grønne kjoler, men vidste også godt det ikke var en typisk pigefarve. Langsomt lagde hun det grønne garn tilbage og rakte ud efter det, svigerinden havde holdt frem. "Det er super fint," medgav hun taknemmeligt. Det var dejlig blødt mod hendes fingre og ville være perfekt til deres kommende søn eller datter.

"Hvad leder vi så efter til dig?" spurgte hun med et blidt smil, før hun vendte blikket tilbage mod de forskellige garnnøgler. Det havde givet hende mere ro i sindet, at Sebela havde givet udtryk for, hun gerne ville blive lidt. Hun ville gøre alt, for det blev en god oplevelse for hende.

[Sebela Almsted]

Hun lyste lidt op, da Pippa tilkendegav, at hun havde fundet en farve, der måske ville egne sig godt til at lave noget til et barn. Hun åndede lettet op og gav garnnøglet til Pippa, mens hun bagefter begyndte at søge imellem de andre farver. Hun rynkede panden, mens hun tydeligvis tænkte over, hvad garnet egentlig skulle bruges til. "N-noget til e-en kjole til m-min lillesøster," sagde hun så. Den yngste søster var 6 år, og hun havde den sidste uge klaget over, at hun ikke havde en pæn kjole, hun kunne tage på. Det var utroligt, at hendes søster allerede tænkte sådan i en tidlig alder.

[Filippa Almsted]

Filippa så smilende på Sebela, da hun talte og var allerede før sætningens slut i færd med at række ud efter noget helt specielt. Garnet var en mat lavendel og noget så blødt. Prøvende rakte hun det til hende med en forsigtigt bevægelse. "Nu er det selvfølgelig ikke min søster," begyndte hun med et brynene afventende hævet, "Men da jeg var yngre, var jeg helt vild med den her farve."

Pippa sendte svigerinden et skævt smil og tilføjede så: "Det var selvfølgelig kun indtil min mor sagde, det kun var billige piger, der gik i rødt." Hun blinkede konspiratorisk til Sebela og vrikkede sigende med skuldrene, der under det tykke, brune sjal var dækket af en vinrød kjole.

[Sebela Almsted]

Hun så på den bløde farve, som Pippa holdt i hånden, med et overvejende blik. Alle hendes søskende var lyshåret ligesom hun selv, og deres hud ganske bleg. Derfor var det oftest bløde farver, som de gik rundt i. Og en lavendel-farve ville bestemt ikke være et dårligt valg. "D-det ville v-være pænt t-til hende," sagde hun og tog garnnøglet fra svigerindens hænder. Hun så op på Pippa, da denne sagde, at kun billige piger gik i rødt. Hendes blik flakkede og hun stirrede på den andens kjole, der var rød. Hun havde en rød kjole derhjemme, som hun engang havde fået af sin mor. Men den havde hun bestemt ikke lyst til at tage på, hvis det var billige piger, der gik i den slags. Men hvorfor gik hendes svigerinde så i sådan noget? Hun forstod ikke det konspiratoriske blik, den anden sendte hende. Forvirringen var dog tydelig i hendes ansigt.

[Filippa Almsted]

Filippa nikkede lidt og gik straks i bunken for at finde flere garnnøgler af det lavendelfarvede garn. "Hvor meget skal du bruge?" spurgte hun, mens hænderne allerede havde fået fat i to mere af samme garn. Hun var glad for Sebelas accept af garnet. Nu var de vel allerede lidt tættere på hinanden, mente hun skråsikkert. Igen så hun op og mødte Sebelas blik, der straks fik hende på andre tanker.

"Jeg mente intet ondt med det," udbrød hun forsikrende og lod garnnøglerne droppe tilbage i bunken, som hænderne helt instinktivt fløj op i en afværgende gestus. "Jeg prøvede bare at pjatte lidt rundt med min mors ord." Forskrækkelsen var nem at læse i hendes ansigt. Det var længe siden, hun sidst havde bekymret sig i sådan grad om en andens meninger, men Sebela og Matti var vigtige. Ikke bare for Erik, men også for hende.

[Sebela Almsted]

Hun så stadigvæk forskrækket på Filippa, men blev en smule roligere, da hun afværgede det med, at hun forsøgte at lave sjov. Hun havde aldrig været særlig god til at forstå andres humor. Mindst af alle Mattis. Hvilket gjorde, at hun ofte godt kunne blive ked af det, når han forsøgte at være morsom. Eller mente at hun var morsom.

Hun smilede forsigtigt. "M-men det e-er en f-flot rød f-farve," sagde hun og hentydede til den røde kjole, som Filippa bar under kappen. Hun ville aldrig være i stand til at bære så stærke farver.

[Filippa Almsted]

Filippa betragtede vurderende Sebela som for at vurdere, om hun måske var ved at blive lidt roligere. Det så i hvert fald sådan ud, prøvede hun at forsikre sig selv og fik presset endnu et smil frem på læberne. Okay, hun talte igen - fremskridt. Pippa smilede varmt og fangede sig selv i kortvarigt at tjekke kjolen ud igen. Ja, den var egentlig ganske fin og gjorde underværker for hendes barm. "Mange tak, Sebela."

Hurtigt satte hun væk fra emnet igen, før de kunne nå at komme mere til skade på det, og vendte tilbage til garnet. "Men hvor meget skal jeg så have pillet ud af det her?" Filippa hev straks det kort forinden tabte garn op i favnen igen.