I samme båd

[Filippa Almsted]

Matti Almsted

En kæk melodi blev trommet på dørkarmen. Det var efterhånden et par timer siden Filippa selv var kommet hjem og der var stadig ikke nogle tegn på at Erik var tilnærmelsesvist færdig. Den første time var selvfølgelig gået med rengøring. Når begge parter havde arbejde, var det ikke altid noget hverdagen tillod og det var nu meget rart at få orden på sagerne, men når det så var gjort, var der ikke meget at gøre ved ensomheden. Det var underligt, så hurtigt man fik vænnet sig til at være en tosomhed. Med strikkepindene under armen stod hun derfor nu ved døren, der førte ind til Matti og Sebelas del af huset. I det mindste var der altid nogen tæt på.

[Matti Almsted]

Matti var lige kommet hjem og havde tændt op, så han kunne varme gryderetten fra aftenen før. Sebela var hjemme ved sin familie og han havde lovet at hente hende senere, så hun ikke skulle gå alene hjem i mørket. Ikke kun fordi hun stadig selv var nervøs for det, men også fordi han ikke brød sig om, at hun skulle gøre det.

Han var netop ved at finde en tallerken frem, da der blev banket på mellemdøren og han var henne ved den i nogle få trin og åbnede den med et venligt smil. Han havde vist, at det ikke var Erik bare på lyden af banket. "Godaften, Filippa. Bare kom ind, jeg skal lige til at spise."

[Filippa Almsted]

Det var ikke længe, Pippa måtte vendte, før døren blev åbnet for hende og hun besvarede hilsnen med et stort, varmt smil til sin svoger. "Mange tak, Matti." Stadig smilende trippede hun ind i nabohjemmet, hvor hun stillede den lille kurv med strikketøjet ved siden af spisebordet. Nysgerrigt så hun sig omkring. Der duftede skønt.

"Din yndige kone er ikke hjemme?" Det var mindst lige så meget et spørgsmål, som det var en konstatering. Filippa havde altid været ganske hurtig til at vurdere, hvem der var til stede. Hun gled ned på en stol. Selvom hun ikke var mere end tre måneder henne, var det stadig ikke direkte rart at stå op. Hånden gled per automatik ned over maven.

[Matti Almsted]

Han fulgte hende ind og rørte lidt rundt i gryden. "Ikke i aften nej. Hun er hjemme at besøge sin familie, fordi jeg havde en sen aftenvagt. Jeg skal hente hende om en times tid." Han smilede og det blev kun bredere, da hun holdt om sin mave. "Hvordan har min lille nevø det i dag?" smilede han. Siden den dag, han havde fået at vide, at hun var gravid, havde han holdt på, at det var en dreng, hun ventede sig og han smilede drillende.

[Filippa Almsted]

Filippa nikkede. Om en times tid ville Erik vel også være vendt hjem, og så ville hun ikke være alene. Ikke fordi hun nogensinde var det alligevel, men et foster var ikke altid den bedste underholdning, på trods af at hun flere gange havde sunget for og snakket til sin mave.

"Din lille nevø eller niece har været særligt genstridig i dag. Gjort det fuldstændig umuligt med lugte og smagsindtryk." Hun smilede varmt og rystede kærligt på hovedet. "Så det er nok en dreng." Hun blinkede skælmsk til Matti.

[Matti Almsted]

Han tog tallerkenen hen til gryden og øste en skefuld op, selvom det endnu ikke var ordentligt varmt. Men han var virkelig sulten, så det kom sig vel ikke så nøje. "Det er jo dét, jeg siger, Pippa," svarede han smilende og med et blink, da han satte sig ned ved bordet ganske nær ved hende.

Han tog en skefuld ind og rynkede lidt på brynene. "Måske burde jeg alligevel vente på, at det er ordentligt varmt," sukkede han - tydeligvis havde han meget ondt af sig selv - og rejste sig igen op og hældte indholdet ned i gryden igen.

[Filippa Almsted]

Filippa så skeptisk ned på den lunkne gryderet, han havde hældt op til sig selv. Det dampede ikke engang bare en lille smule. "Måske," svarede hun langsomt i et tonefald, der mest af alt sagde 'tror du virkelig?' Et drillende smil spillede over hendes læber. Så kom hun i tanke om noget.

"Jeg har noget brød og gedeost inde i køkkenet, hvis det er. Kan det friste til at lappe hullet i din mave lidt?" Hun var allerede oppe at stå og på vej mod hende og Eriks del af hjemmet. Hun havde allerede et bræt sat frem til Erik til når han kom hjem, som Matti sagtens kunne få. Der var jo massere af tid til at skære noget brød og ost til Erik lidt skete.

[Matti Almsted]

Han smilede after hende, da hun allerede var oppe at stå igen. "Tak, men det skal du virkelig ikke tænke på, Pippa. Jeg har glædet mig hele dagen til resterne af gryderetten her. Og man er vel mand nok til at vente på, at den bliver ordentlig varm." Han blinkede igen og satte sig ned på stolen med fingrene resolut flettet ind i hinanden for at minde sig selv om, at han skulle være tålmodig.

"Sæt dig nu ned igen i stedet og distrahér mig fra min rumlende mave," foreslog han. "Er der sket noget spændende på arbejdet i dag?"

[Filippa Almsted]

Filippa så et øjeblik overvejende på ham. Det var sjældent, folk sagde nej, når hun tilbød en bid brød. Der gik et par lange sekunder, før hun igen sat sig ned, stadig ikke helt overbevist om, om hun i virkeligheden skulle have hentet en bid brød til svogeren. Spørgsmålet fik dog straks sat hendes tanker på andre baner, og hun slog brødet ud af hovedet. "Ikke det store, for at være ærlig," hun sendte ham et beklagende smil, "Men der er kommet ord fra en læremester langt fra, der vil komme med nye synspunkter på måder at drive handel på." Hun sendte Matti et blændende smil, mens hun trak skubbede et sokkeprojekt størrelse baby væk fra toppen af kurven og trak et noget større trøjeprojekt i størrelse Erik frem. Med et tilfredst suk lod hun sig synke tilbage i stolen og kasted sig over strikketøjet. Det var svært at blive færdigt med, når Erik og hende var sammen så tit, og det skulle være en overraskelse. Ikke at hun klagede, som sådan.

"Fortæl mig så helt ærligt," Filippa fangede Mattis blik med et lumsk smil på læberne, "Skal du og Sebela ikke også snart til at lave nogle små legekammerater til stumpen her?" Smilet blev større.

[Matti Almsted]

Han løftede et øjenbryn af hendes svar. "Det lyder da rigtigt spændende. Hvad er han for en gut?" Han tænkte, at der måtte være noget ekstra overraskende ved netop denne mand, siden at man uden videre tog ham seriøst.

Hendes næste spørgsmål fik ham dog til at smile varmt og han samlede hendes sokke-projekt op i hånden og aede den ganske roligt mellem hænderne. "Ikke lige nu. Vi er først lige blevet gift og vi vil gerne nyde hinanden en tid og falde til omkring hinanden for alvor, inden vi skal til at kigge på en familieforøgelse." Han smilede til hende igen og lagde sokken tilbage hen til hende. "Men indtil da, skal vi gerne agere barnepige for min lille nevø, når han kommer til verden."

[Filippa Almsted]

Filippa nikkede, mens maskerne blev talt og kiggede så op på Matti igen. "Han er vistnok tidligere handelsmand, men har handlet i hele verden. Derfor har han undersøgt en form for tværkulturel handel." Hun trak vejret hårdt ind. Hun blev så hurtigt ivrig og entusiastisk omkring sit fag, og ordene blev pludseligt mange og luften knap. "Super spændende!"

Et smørret smil. "Ja ja, det siger du nu Matti Almsted," hun lo underholdt, før hun tilføjede, "Men det skulle ikke undre mig, hvis du ændrede mening, når du ser hvor bedårende vores er." Maskerne blev hurtigt talt op igen. Heldigvis ingen der var smuttet, selvom der havde været et ukoncentreret øjeblik. Hun havde flere gange sammenlignet sine ansigtstræk med Eriks og var selv overbevist om, de kunne lave pæne børn.

[Matti Almsted]

Han smilede over til sin svigerinde. "Jeg siger bestemt ikke, at du tager fejl. Jeg kan godt lide børn og jeg ved, at Sebela kan det samme." Hans øjne fik et blidt skær over sig. "Og til den tid har vi også haft mere end et halvt år sammen, så det er ikke helt umuligt, at det ville ske." Han rejste sig op igen og konstaterede, at denne gang var gryderetten faktisk varm nok. Han tog den af ilden og øste igen en portion op. "Det gode ved det er, at vi bare kan beslutte os for det, når vi har lyst. Det er ikke sværere end en amulet, som hun ikke skal gå med mere. Og så vente." Han smilede varmt til Pippa, da han kom tilbage og satte sig ned ved bordet igen.

[Filippa Almsted]

Filippa nikkede medgivende og strikkede lystigt videre på den striktrøje, der ville gå hende til knæene. Selvfølgelig ville det jo bare betyde, at den passede perfekt til Eriks højde. "Han er stadig overbevist om, han får en datter." kluklo hun med en blid hovedrysten. "Men vi tre herinde ved, han får sig en stærk søn." Hun blinkede konspiratorisk til Matti. De to havde fra dag et bare slået klik, og han var meget hurtigt blevet hendes bedste ven. Der havde altid været plads til hende i familien Almsted. Det betød alt. Du gifter dig ikke med en mand, men en familie, havde hendes mor altid sagt. I dette tilfælde var det den største gave. "Det tror jeg også, Oden ville kunne lide," tilføjede hun tankfuldt og smilede så til svogeren. "Velbekomme."

[Matti Almsted]

Matti smilede og lo ved hendes ord. "Ja, det bliver træls for ham, når han en dag opdager, at vi har ret." Han blinkede til sin svigerinde og nikkede som tak til hendes'velbekomme'. "Jeg har faktisk overvejet, om ikke jeg skal have et lille venskabeligt væddemål op at køre med ham omkring det." Han smilede smørret og overvejede ved sig selv, hvad taberen mon skulle gøre, mens han nydende spiste den ene mundfuld efter den anden.

[Filippa Almsted]

"Så du har tænkt dig at foreslå min mand, om han har lyst til at lave et væddemål omkring vores ufødte barn som var det en form for dyr at spille på?" Hun hævede et skeptisk bryn og lod ham forhåbentligt svede lidt, før hun lyste op i et bredt smil. "Hvad skal I vædde om?" Det var sjovt som strikketøjet bare blev en form for vane. Hænderne kørte sig selv, mens hun kunne sidde og hyggesludre med Matti.