Vinteridyl

[Erik Almsted]

Filippa Almsted

Det havde sneet efterhånden et par dage og det dryssede stadig, mens sneen knirkede under Eriks støvler, da han kom ned ad gaden. Det var forlængst blevet mørkt, men der var lys i næsten alle huse han passerede og derfor alligevel ikke helt mørkt. Han fløjtede for sig selv, en gammel midvinter-vise, mens han drejede fra og ind ad porten til baggården til sine forældres hus og faderens værksted.

Der gik ikke længe før han kom ud igen, nu uden sin værktøjskasse og i stedet forsatte et hus længere frem. Her bankede han ikke på, men sparkede støvlerne fri for sne mod muren og gik lige ind "Pippa?" kaldte han, mens varme og duften af mad slog ham i møde og fik ham til at smile for sig selv mens han begyndte at vikle det varme halstørklæde af.

[Filippa Almsted]

"Brød, brød, brød, det er livets nød," sang Filippa for sig selv, som hun lagde et stykke stof over det nybagte brød. Efterår og vinter havde været hård for hendes hals og stemme, men heller ikke det forhindrede hende i at småsynge over madlavningen. "Med en snaps vi ned det lokker, livet er en dans på sokker." Kniven, der hakkede den sidste porre i skiver, lagde melodien til hendes nynnen. I en glidende bevægelse blev det sidste grønt hældt ned i den simrende gryde. En dejlig duft af mad var allerede begyndt at sprede sig i huset. Det manglede også bare, når Erik sikkert var på trapperne.

Lyden af døren, der gik fangede Pippas opmærksomhed, og inden alt for længe fulgte Eriks varme stemme. Det havde været umuligt at holde et bredt smil tilbage, selv hvis hun havde forsøgt. "Køkken!" svarede hun, mens der blev rørt i aftensmaden.

[Erik Almsted]

Eriks smil blev automatisk lidt bredere ved lyden af Filippas stemme og varmen spredte sig indefra og ud, mens han tog sit overtøj og støvler af og på strømpefødder gik ud i køkkenet "Mhmm.. her dufter fantastisk.. som altid." han stillede sig bag hende og lagde armene omkring livet på hende, mens han plantede et kærligt kys mod hendes kind "Hvad ska l vi have?"

[Filippa Almsted]

En let rødmen blomstrede frem på Filippas kinder ved komplimentet. Selvom de efterhånden havde været gift siden foråret, var hun stadig ikke vant til al den kærlighed og varme, Erik overstrømmede hende med. Hans arm fik et blidt klem. "En god, solid gryderet." Hun dryssede en smule salt i. "Det holder kulden ude af både krop og sjæl." Langsomt vendte hun sig i hans favn, så de endte med at stå ansigt mod ansigt. Eller nok nærmere ansigt mod brystkasse. "Velkommen hjem." Hendes øjne lyste varmt.

[Erik Almsted]

Erik brummede igen, tydeligvis ikke utilfreds ved udsigten til gryderetten. Han var ikke særlig tit utilfreds med noget af det Filippa diskede op med. Faktisk var han ret sikker på, at han efter ti år med hendes mad, ville have anlagt sig en lille topmave - måske endda før det.

Han nåede at stryge en stor hånd over den begyndende runding på hendes mave før hun vendte sig "Jeg fryser aldrig. Du holder mig jo varm uanset hvad." de grå øjne spillede drenget et øjeblik "Tak.." han slap hende med den ene hånd, lagde to fingre under hendes hage og bøjede sig selv for at kysse hende ømt.

[Filippa Almsted]

Hånden på hendes mave fik kun smilet til at vokse. Man kunne ikke finde bedre mand til at fædre ens børn end ham, det var Pippa helt overbevist om. Det var svært ikke at blive til smør i hans hænder og hun kom hurtigt op på tå med strakt hals for at besvare hans kys. Den ene hånd knugede stoffet over den markerede brystkasse, mens den anden søgte op bag hans nakke med blide kærtegn. En anelse modvilligt trak hun sig tilbage. "Altid." Hendes hånd var søgt fra nakken og ned på hans kind, hvor den kortvarigt hvilede. Så kom hun i tanke om maden.

"Nu skal du ikke distrahere mig sådan." Hun daskede spøgefuldt til sin mand.

[Erik Almsted]

Erik følte sig velsignet hver dag han kom hjem. Til et rigtigt hjem, ikke bare en tilbygning til sine forældres hus, selvom nabohuset altid ville være hjem i en eller anden form. En dag ville det også blive hans og Filippas hjem. Når Oden besluttede, at han havde arbejdet længe nok og det var på tide at give tøjlerne videre til næste generation. Der ville blive noget at leve op til, men Erik bekymrede sig ikke på forskud.

En munter latter trillede over hans læber i et smil, der gjorde det diskrete overbid en smule tydeligere "Du kræver meget. Jeg er kun en mand." forsvarede han sig og flettede fingrene sammen over hendes mave, da hun igen vendte sig mod gryden "Du giftede dig selv med mig. At blive distraheret fulgte med, eller læste du ikke det med småt?" spøgte han og lod endnu et kys strejfe hendes mørke hår. Hun duftede af mad, brænderøg og ganske svagt af mælkebøtter, selvom de forlængst var visnet væk, men han vidste de var i den sæbe, hun brugte til sit hår.

[Filippa Almsted]

Tænderne tog et blidt tag i Filippas underlæbe, da hendes mands smil igen fandt vej over hans læber. Han var da også så forbandet smuk! Under lavmælt latter rørte hun i gryden med en let hovedrysten. "Nej, det må være din charme, der fordrejer hovederne på selv de skarpeste købmandsdøtre." Hendes blik flakkede kort til hans hænder og varmen bredte sig i hendes indre. Han var en velsignelse.

"Det er ufine metoder, Mester Almsted, ufine." En spøgefuld gnist spillede i hendes øjne, som hun blidt vred sig ud af hans greb og fandt to skåle frem, der blev stillet på bordet. Brødet blev skåret i robuste trekanter.

[Erik Almsted]

Da hun smøg sig fri af hans arme denne gang, smilede han bare smørret og trak på skuldrene "Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er født sådan. Du må klage til min mor." han fulgte hende med blikket mens hun begyndte at dække bordet og fandt så selv en solid lerkande frem. Han fyldte den fra spanden og satte den på bordet sammen med to lerkrus "Hvordan har din dag været? Har ungerne opført sig ordentligt?"

[Filippa Almsted]

Med stærk rutineret bevægelse blev de to skåle fyldt op med den sammenkogte blanding af kød, grøntsager og rodfrugter - sundt og nærende. En mild latter boblede over hendes læber. "Gør de nogensinde det?" Hun sendte ham et varmt smil og lagde den ene hånd over maven efter skålene var blevet stillet på bordet. Snart ville de også have en lille krudtugle. Sammen. Tanken fik hendes fingre til at sitre. Alt om borddækning og mad blev glemt, som tårerne skyllede op i de brune øjne.

"Jeg er så heldig." Stemmen var reduceret til en åndeløs hvisken, mens hun kiggede mod sin mand. Så gik det op for hende, hvordan hun igen var blevet offer for sine hormoner og tørrede hurtigt øjnene under et underholdt fnys. Filippa rystede på hovedet af sig selv. "Det er for fjollet."

[Erik Almsted]

Erik smilede skævt og en munter lyd undslap ham "Godt ord igen." han vidste dog at hun elskede sit arbejde og de børn hun underviste, ligesom han selv elskede sit arbejde, nogle dage mere end andre.

Han satte sig mens hun kom hen med skålene og hørte kun efter med et halvt øre "Hmm, hvad?" han så spørgende op på hende og rynkede brynene da han så hendes mørke øjne blive blanke "Pip.. er der noget galt?" han havde allerede rejst sig igen, med et ubehageligt stik af bekymring i mellemgulvet da han strøg hende over kinden med to fingre "Hvad er fjollet?"

[Filippa Almsted]

Pippa tørrede nogle nye tårer af kinderne med bagsiden af hænderne, der blev tørret af i kjolens skørt. Hun rystede igen på hovedet af sig selv og trak en lok af det krøllede hår bag øret. "Det er bare mig, der er tosset." Hun smilede gennem tårerne og trak vejret hastigt ind.

"Jeg elsker dig." Filippa smilede forsigtigt. Hun kørte stadig hånden over maven, der mest af alt lignede en opspilet, lille bule. "Du må bære over med det her graviditetstuderi, undskyld." Hendes frie hånd greb fat i hans, der strøg hendes kind.

[Erik Almsted]

Eriks bekymrede panderynker glattedes langsomt ud da det gik op for ham, hvad der var los. I stedet krusede et varmt, kærligt smil sig på hans læber, mens han strøg hendes kind igen "For det du bærer rundt på, kan jeg bære over med næsten hvad som helst." han lagde momentært en hånd bag hendes nakke og lod læberne strejfe hendes pande, mens hun tog hans anden hånd. Han gav hendes et klem "Og jeg elsker dig.. og den lille." han lod panden hvile let mod hendes med et svagt smil "Lad os spise før det bliver koldt. Det ville være spild af din gode mad."

[Filippa Almsted]

En lykkelig fnisen, mens hendes knæ igen føltes bløde som ål. Hun smilede varmt til sin mand og nikkede. Ja, maden. Med et bestemt nik og et blidt klem af hans hånd satte hun over mod bordet, hvor hun tog plads. "Hvordan har din dag været? Nogle interessante projekter at beskæftige sig med?" Filippa ventede til han tog plads, før hun langsomt tog en skefuld og varsomt pustede på den stadig dampende gryderet.

[Erik Almsted]

Erik slap hende igen, en lille smule modvilligt og fulgte hende med et opmærksomt blik indtil hun havde sat sig. Først der satte han sig selv og tog sin ske op. Den første mundfuld var allerede indenbords da hun stillede et spørgsmål og han nikkede, mens han tyggede og sank "Vi arbejder stadig på Bødkerens tag.." begyndte han og skyllede mundfulden ned med en slurk vand "Men det svider til hans egen bagdel nu, at han var for nærig til at få lavet det hul i taget før frosten satte ind. Vi kunne ikke arbejde udefra i dag. Taget var så glat at jeg ikke ville risikere at have nogen derude, så det går langsomt." han skovlede en skefuld mere ind og brummede velbehageligt "Det smager fantastisk."