Mens andre er på udflugt

[Arianna af Linden]

Julietta af Dunlath

Arianna sad og nippede let til sin te, mens hun ventede på, at hendes yngste datter skulle indfinde sig. Hun havde egenhændigt besluttet, at det var tid for en mor/datter-snak og det var et godt tidspunkt at gøre det, mens næsten alle andre var på udflugt. 

Da teltflappen bevægede sig, så hun op og smilede. Hun rejste sig graciøst efter at have efterladt sin kop på bordet og gik hen og lagde hænderne på Julia's skuldre, mens hun bukkede sig let og kyssede hende på kinden. "Det var godt, du kom, min pige." 

[Julietta af Dunlath]

Hvert skridt til moderens telt blev talt. Det var efterhånden ikke til at sige, hvornår Julia sidst havde talt med sin mor alene. Efter hun var kommet hjem fra klosterskolen var alt også gået så stærkt. Hånden rystede svagt, før hun hankede op i sig selv, fejede en snoet lok fra panden og trak teltdugen til side.

”Moder.” Hænderne mod hendes skuldre var en smule kølige mod huden og datteren gøs. ”Du ville se mig? Det var først nu blikket hævede sig fra fødderne, hvor de respektløst havde hvilet et par sekunder. Hun ramte moderens blik med svag nysgerrighed.

[Arianna af Linden]

Hun smilede let til sin yngste datter. "Naturligvis. Kom herhen og sæt dig ned. Der står en kop te klar til dig." Selv satte Arianna sig i en indlært, yndefuld bevægelse og tog sin kop i hånden igen. Luften i teltet var kold og den varme kop var velkommen mod hendes slanke fingre. "Det er ikke meget, vi har fået set til hinanden på det sidste," kommenterede hun. "Jeg er bange for, at jeg har haft lidt for travlt med at arrangere ægteskaber til dine søskende." Smilet blev en anelse stramt. Indtil videre havde hun ikke haft så meget held ved dette, som hun havde håbet. "Så jeg synes, at dette var en kærkommen lejlighed til lige at snakke sammen."

[Julietta af Dunlath]

Der gik et par lange sekunder, før Julia fulgte trop og tog plads over for sin mor. I en forsigtigt bevægelse lagde hun fingrene om den varme kop. Der blev nippet til teen, mens Arianna talte. Det var jo sådan set ikke hverken spørgsmål eller samtalestartere, det var bare konstateringer.

"Ja, selvfølgelig." Et fint smil blev presset ud på de bløde læber. Hvad skulle de snakke om? Hvordan hun havde tvunget hende af sted på klosterskole, før faderens døde krop overhovedet var blevet kold? "Noget specifikt, du ønsker at lægge ud med?"

[Arianna af Linden]

Arianna betragtede sin yngste datter med et let smil. Hvad hun tænkte om datterens svar, lod hun ikke skinne igennem. "Ja, det ved jeg såmænd ikke. Jeg kunne måske godt tænke mig at vide, om du har gjort dig nogen bekendtskaber på egen hånd endnu?" Hun smilede et moderligt smil og lagde det ene ben over det andet. "Jeg føler mig sikker på, at du må have temmeligt let ved at finde venner?"

[Julietta af Dunlath]

Det krævede al viljestyrke i den unge piges krop ikke at vride sig under sin mors blik, der syntes at vurdere hvert enkelt ord og hver bevægelse. I stedet satte hun koppen fra sig og glattede kjolens folder med de slanke hænder. "Det har jeg." Julia mødte igen sin mors blik med en svag trækning om højre mundvige. "Men mest veninder," et lavt suk, "De fleste af hankøn er så meget ældre end mig."

[Arianna af Linden]

Arianna nikkede roligt og nippede lidt mere til sin te. "At kunne få veninder er også en god egenskab at have. Én som flere af dine søstre ikke har klaret at mestre." Hun nævnte ikke hvem. Teen var ved at være en smule lunken og hun hældte lidt mere op, så koppen vedblev at være varm. "Men det er ikke ualmindeligt, at ældre mænd ser sig om efter en yngre brud," sagde hun med et smil. "Se bare på Grevinde Eiralys. Hun har samme alder som du og hun giftede sig med Grev Hugo af Harise." Det sved stadig lidt, at hun ikke havde fået én af sine egne piger gift med Greven. Specielt fordi det havde været en reel mulighed.

[Julietta af Dunlath]

Endnu et smil blev tvunget frem på hendes læber, men Julietta formåede stadig at holde sin misfornøjelse tilbage og bevare illusionen om den hyggelige te-stund med sin mor. "Så vil jeg håbe, at du er lige så skarp som altid til at få et sådant arrangement hjem." Ordene tog en mere spids form end hun havde håbet, men blev hurtigt fejet væk med et nyt, yndefuldt smil. På trods af hendes ældre søstres efterhånden fremskredne alder var der stadig ingen af dem, der var gift, og Julia kunne ikke undgå at bebrejde deres mor.

[Arianna af Linden]

Arianna så op fra sin te med et gennemborende blik. Hun var en mester i at tyde det usagte og datterens spidse tone var ikke faldet for døve øren. "Når først det rygtes, at Marie skal giftes med Hertug Emmet's bror, så vil der sandsynligvis falde ro nok over det hele til, at vi vil begynde at se flere tilbud." Hendes egen stemme var stadig venlig, men der havde sneget sig en undertone ind af noget stålsat. Hun ville ikke finde sig i den tone fra sine børn.

[Julietta af Dunlath]

Smilet nåede kun at blive stramt et splitsekund. Hertug Emmets bror? Var det nu det, der var prioriteten? Var det virkelig så lidt, deres moder tænkte om deres værd? Julia rettede sig op igen og rykkede sig lidt utilpas på stolen, men tvang sig selv til igen at finde ro. Det så ikke ligefrem godt ud at sidde og rokke rundt på den måde. "Ja, det er en herlig fangst sådan en hertugbror." Hun sendte sit mor et smil, der dryppede af honningens sødme. "Var der andet?"

[Arianna af Linden]

Datterens reaktion var irriterende og Arianna sad et øjeblik og bare så på hende med et spekulativt blik. "Ja, det tror jeg, at der var," svarede hun tænkende. "Jeg er ikke bare din mor, Julietta. Jeg er også dit lensoverhoved. Og jeg forventer mere respekt, end du har udvist mig i dag. Gå din vej og tænk over det. Jeg lader det løbe for denne ene gangs skyld." Stemmen var bestemt og hun gjorde en affærdigende bevægelse med hånden og forventede tydeligvis, at datteren nu forføjede sig.

[Julietta af Dunlath]

Julia dukkede instinktivt nakken en smule, da moderens tonefald ændrede sig til en mere bestemt og hård tone. Øjnene hvilede stift på gulvet et par respektfulde sekunder, mens hun ventede på moderen var færdig med at tale. Et stift nik. "Javel, moder." Uden yderligere høfligheder rejste hun sig fra sin plads. Teen stod næsten urørt ved bordet. Et langt, trodsigt blik, før hun nejede og vendte fronten mod teltets udgang.

closed