Optræk til uvejr

[Joreth af Condia]

Pendrima af Condia

22. november 526 M.T.

Joreth havde fået en jævnaldrende kvinde til borddame til velkomstbanketten på Piratklippen. Han kendte hende ikke på forhånd, men var blevet positivt overrasket, da hun viste sig at have mere mellem ørerne, end hvilke kjolesnit der var moderne eller hvem der var gift med hvem.


Samtalen hen over middagen flød let. Samtalen blev hurtigt flirtende mellem linierne, og han var glimrende underholdt da tjenerne fjernede de sidste tallerkener. Hen over sit glas fandt hans blik Pendrima. Hun sad på den anden side af bordet, ikke så langt fra ham, ikke i samtale, men allerede med blikket på ham da hans fandt hende.

[Pendrima af Condia]

Det her, var nok værste af de mange banketter Pendrima havde været med til. Ikke engang gamle mænd og kedelige samtaleemner, kunne slå den følelse, som synet foran hende gav hende. Hun var måske ikke gift med hertugen endnu, men han havde krævet hende som hans, og hans alene. Og i hendes verden gjaldt sådan noget begge veje. Men åbenbart ikke i hans.

Da han drejede hovedet, og fandt hendes blik, havde hun allerede sine øjne rettet mod ham. Hun talte ikke med sin bordherre, og foregav ikke at være interesseret i noget som helst han sagde. Hendes øjne lynede vredt, og det gjorde hende fysisk dårlig, at se Joreth flirte med en anden kvinde. En, han åbenbart fandt charmerende nok, til at bruge tid på. Hendes læber var snerpet fuldkommen sammen, og hendes næsebor vibrerede vredt.

[Joreth af Condia]

Joreth hævede et øjenbryn over Pendrimas udtryk og smilet der ellers altid lurede i hans mundvige forsvandt. I stedet blev det erstattet af et hårdt blik. Den intense øjenkontakt tværs over bordet holdt i adskillige sekunder, og havde nogen stukket hånden ind mellem dem, ville de måske have brændt sig.

Han blev den første til at se væk. Ikke fordi han bøjede sig for hende, men fordi hans borddame stillede ham et spørgsmål. Han besvarede det villigt og det charmerende smil indfandt sig igen på hans læber. Denne gang blev han bare ved med at holde øje med sin forlovede ud af øjenkrogen.

[Pendrima af Condia]

For en gangs skyld sænkede hun ikke blikket, da han sendte hende et hårdt blik. Hun var alt for vred til at reagere som en forskræmt hjort. Det blev næsten for meget for hende, da han drejede hovedet, og igen forsøgte at charmerende den anden kvinde. Hvis det ikke var fordi, at de havde siddet blandt så mange mennesker, så havde hun forladt bordet med det samme, og løbet op på sit værelse for at græde, skrige og kaste med et eller andet.

Da de endelig kunne få lov til at forlade bordet, havde hun næsten rejst sig før alle andre. Hun bøjede sig frem og undskyldte sig lavmælt overfor sin bordherre med, at hun desværre måtte forlade ham. Hun så ikke længere på Joreth, det prikkede i hendes øjne, og hun måtte tage sig gevaldigt sammen, for at holde tårerne tilbage. Hun styrede direkte mod den lille have, som salen lå ved. Hun trængte til frisk luft.

[Joreth af Condia]

Joreths blik fulgte Pendrima intenst da hun hastigt forlod bordet, eller måske nærmere flygtede. Han havde ofte svært ved at beslutte sig for, om hun gjorde det ene eller det andet. Hun forsvandt ud af syne og han tog sig tid til at drikke ud, før han selv undskyldte sig og fulgte efter hende ud i den lille have.

Det tog ham nogle minutter at lokalisere hende halvt i skjul bag en hæk. Han forsøgte ikke at overbevise sig selv om hun ikke havde hørt ham komme, og stillede sig blot nogle skridt væk med armene over kors.

[Pendrima af Condia]

Da hun først var kommet væk fra nysgerrige blikke og lange øre, tillod hun sig selv at lade en tåre eller to glide over hendes kind. Men ikke mere. Det hun havde allermest lyst til var at smide med et eller andet tungt. Hun havde bare ikke den luksus lige nu.

Hun hørte nogen nærme sig, og rankede stift kroppen, mens hun med den ene hånd tørrede sine øjne. Hun havde genkendt skridtene, og var slet ikke i tvivl om, hvem der ejede dem. Hun drejede rundt, og stod ansigt til ansigt med ham. Hun knyttede hænderne og stirrede vredt på ham. Hun vidste efterhånden, at uanset om hun lod sig provokere af ham, eller lod være, så fandt han det lige morsomt. Men denne gang valgte hun at lade sig provokere. Hun trådte ikke nærmere, men derimod et skridt bagud, så han ikke ville kunne røre hende. "Jeg hader dig," sagde hun så og slog ikke blikket ned.

[Joreth af Condia]

Joreth fortrak ikke en mine under hverken Pendrimas lynende blik eller hendes ikke særlig positive konstatering ”Det fornemmer jeg.” han blev stående og gik ikke tættere på selvom hun trak sig et skridt tilbage. Det var lidt som med et stykke råvildt der fornemmede truslen og var klar til flugt ”Hvad jeg fejler i at forstå, er hvorfor.”

[Pendrima af Condia]

Hvis hun havde håbet på et par beroligende ord fra Joreth, så ville hun være blevet skuffet. Men hun havde svært ved at finde ud af, hvad hun overhovedet kunne forvente af ham. Han var så... Mystisk og som en lukket bog. Hvilket blot gjorde hende endnu mere frustreret. "Du gør mig så vred," sagde hun så, og valgte fuldkommen at ignorere hans ord. Hun kunne ikke komme med et konkret svar. "Du opfører dig, som om at det bare er en leg for dig..." En tåre gled over hendes kind. "Mens jeg... Mens jeg els..." Hun sagde ikke sætningen færdig, men vendte sig halvt væk fra ham. Hun lukkede øjnene og forsøgte at hidse sig selv ned.

[Joreth af Condia]

Joreth afbrød hende ikke, men lod hende tale indtil hun tav og vendte sig væk. Der gik endnu et øjeblik før han selv talte igen, og da han gjorde var det med samme ro som før "Jeg troede du kendte de uskrevne regler ved hoffet." begyndte han og rynkede brynene lidt "Det ér en leg. Et spil, men intet af det er virkelighed." han var ganske klar over hvad der havde været på vej over hendes læber, men han pressede ikke på denne gang.

[Pendrima af Condia]

Hun hadede, når han var så rolig. Hun rystede dog på hovedet af hans ord. "Du glemmer, at jeg ikke har været ved hoffet," sagde hun, men kiggede stadigvæk ikke på ham. Hun lagde armene over kors foran brystkassen. "Jeg er ikke vant til, at skulle spille et spil, hvor jeg ikke kender reglerne," og hvis reglerne var, at han i fuld offentlighed kunne sidde og flirte med en anden kvinde, så havde hun slet ikke lyst til at spille. "Hvordan skal man kunne skelne, hvad der er virkelighed, hvis man selv blot er en brik i et spil?"

[Joreth af Condia]

Joreth lod hende igen tale ud før han svarede alle hendes spørgsmål med samme svar "Man lytter, observerer og lærer at skelne." han lod armene falde og lukkede nu den korte afstand hen til hende hvor han stoppede ganske tæt på "Det er dig jeg skal giftes med, hvis jeg husker korrekt, ikke hende, eller nogen anden." han løftede en hånd og strøg en blond krølle om bag hendes ene øre i en langsom, kærtegnende bevægelse "Men jeg er smigret.."

[Pendrima af Condia]

Hun havde altid været så optaget af, at lære om ting, der kunne hjælpe hende, når hun engang skulle overtaget lenet efter hendes far, at hun aldrig havde lært, hvordan man begik sig ved hoffet. Hun brugte sine vågne timer på undervisning, læse i bøger og skrive afleveringer. Og det var tydeligvis en fejl. Hun havde røde øre, da hun sænkede hovedet, mens han nærmede sig. Hun trak vejret hørligt ind. "Der er så lang tid til," nærmest hviskede hun. "Hver dag vågner jeg op og frygter, at du har ombestemt dig, fordi du har fundet en mere tiltalende kvinde," sagde hun og skælvede ved hans kærtegn. Hun drejede hovedet og så op på ham med rynket pande. "Smigret over hvad?"

[Joreth af Condia]

Joreth lod fingrene stryge over siden af hendes hals ganske flygtigt før han lod hånden falde helt "Smigret over, at du bliver jaloux fordi jeg taler med en anden kvinde." den velkendte trækning i hans ene mundvig viste sig igen. Han var tavs et langt øjeblik før han lagde en hånd mod hendes side og så alvorligt på hende "Jeg har allerede en tiltalende kvinde, Pendrima. Hende jeg skal giftes med. Hende der skal dele min seng hver nat, uanset hvor mange andre kvinder jeg har talt med under middage."

[Pendrima af Condia]

Hun havde lyst til at himle med øjnene og sige et eller andet om, at hun overhovedet ikke var jaloux. Men sandheden var jo, at det var hun. Frygtelig jaloux. Det havde middag lige bevist, at hun var. Da han lagde en hånd mod hendes side, trådte hun ind til ham, og bøjede nakken lidt tilbage, så hun kunne se ham i øjnene. "Joreth," sagde hun, tydeligvis berørt over hans ord. Hun havde tvivlet på, om det blot var en leg for ham, at han havde valgt hende som hustru. Nu følte hun sig godt og grundig dum over sine egne tanker. Hun rejste sig på tæer, og plantede et kys på hans kind. "Jeg ved godt, at jeg er en uerfaren og ung pige, men det ændrer ikke på at jeg tror, at jeg ikke længere kun er forelsket i dig," hun veg ikke fra hans øjenkontakt.

[Joreth af Condia]

Joreth lod hånden glide om på hendes ryg da hun trådte tættere på og smilede afslappet ned til hende da hun igen sank ned på flade fødder "Det ved jeg." konstaterede han lavmælt, uden at virke synderligt overrasket "Uerfaren er ikke nødvendigvis en dårlig ting, lille fugl. Du er lærenem." de blå øjne spillede alt andet end uskyldigt og før hun kunne nå at sige mere, bøjede han hovedet og fangede hendes bløde læber i et dvælende kys.