I aftenens lys

[Pendrima af Condia]

Jenessa af Jesla

Forhindringsløbet var overstået, og der var aftensmad i den store sal for de adelige. Pendrima var efterhånden vant til, at hun skulle sidde ved siden af Joreth, og ikke en ny bordherre hver gang, når de var samlede til sådanne arrangementer. Det var trods alt en af fordelene ved, at være blevet forlovet. Man var næsten sikker på, at ens bordherre ikke ville være kedelig i hvert fald.

Efter maden, søgte hun med det samme over til de andre unge adelskvinder, der var på hendes egen alder. Og hun endte med at stå ved siden af Jenessa, Grev Jasson yngste søster. Hun sendte den unge komtesse et smil. Hun havde gået en årgang under Jenessa på klosterskolen, og kendte hende derfor ganske godt. "Jenessa," hilste hun med et smil. "Det er godt nok længe siden, at vi har fået snakket sammen."

[Jenessa af Jesla]

Jenessa da ikke ligefrem var super atlet, havde hun faktisk klaret sig ganske udmærket igennem forhindringsløbet. Nu var Jen dog også så heldig at være på hjemme bane. Med tidligere på rundrejsen havde hun jo formået at vælte over et par rødder. Til alt held skete det ikke i dag.

Under middagen sad Jenessa sammen med nogle ældre mand, som ikke ligefrem faldt i hendes interesse, hun sad næsten og væmmes ved deres skumle og underlige tankegang. Men det var typisk at dette skete for hende. Jenessa puttede blot en facade op, og lod som om alt var i den skønneste orden. Jenessa var måske en af de første til at rejse fra bordet, og mødtes med nogle andre adles kvinder. Kort efter tilsluttede Pendrima dem også. Jenessa huskede det næsten som i går, da de gik rundt på skolen og snakkede om romantik og mænd. Tanken varmede hende, og hun smilede da Pendrima kom hen til hende. "Pendrima" hilste hun varmt igen. "Ja, det er efterhånden et stykke tid. Hvordan har du det?" spurgte hun nysgerrigt, mens hun kort så ud på mændene. Umiddelbart havde hun ikke fundet en af interesse og vendte derfor blikket tilbage til Pendrima.

[Pendrima af Condia]

Hun havde samlet hænderne foran sig, og i den ene holdt hun et vinglas, der kun var halv fyldt efterhånden. Og der ville nok ikke gå længe,f ør hun skulle have et nyt. Hun løftede langsomt glasset op til sine læber, mens Jenessa talte til hende. Hun smilede stadigvæk, da hun tog en tår af den krydrede væske. Sidst de to kvinder havde haft mulighed for at tale med hinanden, havde været før forlovelsen med Joreth, og det var mindst en måned siden.

Hun trak på skuldrene til spørgsmålet. "Jeg har det fint. Selvom jeg har haft svært ved at vænne mig til min nye tilværelse," det var utroligt som mænd pludselig fandt en interessant, blot fordi man var taget. Det kunne virkelig tiltrække dem, som bier til honning. "Men hvad med dig selv, er det dejligt at være hjemme igen?" Selv havde hun ikke været hjemme i Marmist i over et år. Og der ville nok gå mindst lige så længe, før hun kunne gense sit hjem.

[Jenessa af Jesla]

Jenessa havde ikke fået noget vin endnu, og heldigt for det. Når de først begyndte at komme var det ligesom om de ikke stoppede før hun fandt sin seng. Nogle gange endte det værre end andre, men Jenessa havde bestemt ikke brug for et rygte og slet ikke når ikke havde fundet en ægtemand. Så det var bedst hvis hun kunne trække den lidt længere endnu, og måske prøve at holde igen. Selvom det var svært, da en dårlig vane ligesom bare blev der.

'Nye tilværelse' Jenessa skulle lige tænkte sig om, det var jo efterhånden lang tid siden de havde snakket. En over en måned siden, eller der omkring. Lige pludselig kom i tanke om det, hun havde lidt rygter om at Pendrima skulle være blevet forlovet. Den heldige tøs, hvis rygterne talte sandt. "Når ja, jeg har hørt rygter om at du blevet forlovet" svarede hun med et smil, Jenessa regnede med at det var sandt, eftersom hun selv påpegede en ny tilværelse.
"Tja, ja. Jeg nyder det. Fik chancen at mødes med Erialys for nogle dage siden" svarede hun glad. Eiralys havde jo også gået på klosterskolen, Jenessa havde brugt en del af skole tid sammen med Lys, men hun faktisk ikke om Pendrima og Erialys var venner, de var de nok. Men hun ville ikke antage noget.

[Pendrima af Condia]

Rygter var noget af en underdrivelse. Men Pendrima kommenterede ikke på det. Hun smilede blot bredt. "Jeg blev forlovet med Hertug Joreth af Condia, da vi var i Kennan," forklarede hun, da den anden tydeligvis ikke var klar over dette. Men der var også ret mange ting at holde styr på, og hun anede ikke selv, om Jenessa var blevet forlovet siden sidst. Det kunne hun sagtens være blevet, uden at hun havde opdaget det.

Hun smilede lidt anstrengt, da den anden nævnte Eiralys. Selvom hun havde haft en fremragende og faktisk rar samtale med hende dagen før, så var deres venskab stadigvæk ganske nyt. "Jeg havde selv glæden af, at sidde ved siden af hende ved teselskabet i går, som din moder afholdte," sagde hun og løftede igen glasset op til sine læber. "Min forlovede er gode venner med Eiralys' husbond. Så vi har aftalt at se en del mere til hinanden."

[Jenessa af Jesla]

Pendirma havde gjort det godt, de havde lært hende godt på klosterskolen. Eller hvad man nu kunne kalde det, i hvert fald så var Pendrima heldig. Endnu en Jenessa kendte havde fundet en mand. Tanken bekymrede hende. Først Eiralys og nu Pendrima. Og Jen var selv kun et år ældre end Pendirma, og hun var stadig ikke heldig at finde en fyr der ville have hende. "Stort tillykke med det Pendrima" Jenessa smilede, før hun forsatte "Lever han op til dine forventninger?" hendes stemme var rolig og stadig varm. Selvom Jenessa hjerte blødte, og gud hvor hendes hals trængte til smørelse.

Jenessa smilede "Jeg er sikker på at, i havde en hyggelig dag" selvom Jenessa fik lidt følelse af det ikke helt havde været sådan. Selvom hun havde svært ved at forestille sig det. Eiralys var så venlig og åben, og hendes mor ja var hendes mor. "Det er da kun skønt, hun er en fantastik veninde" svarede Jenessa atter varmt. Jenessa kunne ikke lade vær med, at misunde dem, de kunne glæde sig til par middag sammen og te dage, eventuelle problemer med at få børn. Alt det Jenessa ikke kendte til, men længtes efter mere og mere. Nu kunne hun ikke holde det ud længere, hun måtte have et glas nu. Jenessa undskyldte sig for et kort øjeblik og gik hen til vinbordet og hældte den mørkerøde væske ned i glasset. Hun frydede sig næsten allerede over glasset. Da glasset var fuldt vendte hun tilbage til Pendrimas side. Hun tog en enkelt tør, hun kunne mærke et lille sus igennem kroppen af beroligelse.

[Pendrima af Condia]

Hun smilede taknemmeligt til Jenessa. Hun kunne fornemme, at den anden ikke havde været lige så heldig som Eiralys og Pendrima selv. Men der var jo heldigvis flere måneder til, at rundrejsen var færdig. Og alt kunne ske inden da. Hun kunne tydeligt huske misundelsen over, at Eiralys var både blevet forlovet og gift før hende selv. Men da hun så blev forlovet med en Condia, ja, så misundelsen ret hurtigt. "Han lever bestemt op til mine forventninger om, hvordan en konservativ mand opfører sig," sagde hun drillende og sendte et udfordrende blik i retning af sin forlovede.

Hun nikkede til Jenessa, da den undskyldte sig og hentede et vinglas. Hun havde også stået og undret sig lidt over, hvorfor den anden ikke havde haft et glas i hånden. Da komtessen kom tilbage, smilede hun stadigvæk. "Bestemt. Grevinden og jeg skal nok komme fint ud af det med hinanden," sagde hun, og hentydede til, at den del af samtalen var færdig. "Men nu skal det være din tur næste gang. Og hvis du er heldig, så bliver du gift før mig. Mit bryllup kan tidligst stå til maj," hun sukkede over dette faktum. Det var til gengæld en ulempe ved at skulle giftes med en Condia.

[Jenessa af Jesla]

Jenessa smilede til hendes svar, Jenessa kunne ikke selv forestille sig at være sammen med en der konservativ. Jenessa kunne godt lide forandringer og var ikke altid lige fan af alle adelige. Hun kunne godt lide at være alene uden nogen til at se over sig. Hvor mange nok så skævt til hende, hvis nogen opdagede det. Hun vidste ikke om nogen vidste det, da hun altid sørgede for at gøre det skjult, men det kunne jo smutte. Det var som et lys gik op for Jenessa, måske var det derfor ingen gad at finde sammen med hende, hun var ikke en ordenligt adelskvinde. Jenessa tog endnu en slurk af vinen, og nød dens sitre igennem hendes hals.

Jenessa smilede til Pendrimas søde ord, det var rart med lidt opbakning efter så mange år. Hun blev så sendt af sted fra klosterskolen da hun var omkring 16 år, så godt og vel 3 års søgen og ingen held endnu. "Ja det må vi håbe" svarede hun roligt og forsatte efter en kort pause "Men så har du rigeligt med tid til at planlægge det perfekte bryllup " svarede hun glad, der var så rigtig god tid, men tiden gik også hurtigt når man planlæge et bryllup. Der var både invitationer der skulle ud, de skulle også tilbage igen. Finde den rette kok, bryllupskage, blomster kjole, tale osv. Ja der var rigtig mange ting, hvis man ønskede det skulle være godt, men det var selvfølgelig op til selve bruden. I Jenessas optik var det bruden der stod for det hele og ikke brudgommen.

[Pendrima af Condia]

Hun tvivlede på, at hun kunne få lov til at få et ord indført omkring sit eget bryllup. Men hun var dog sikker på, at alle detaljerne nok skulle blive klaret. ”Jeg har desværre ikke nogen indflydelse på mit bryllup,” sagde hun og trak let på skuldrene. ”Mine forældre har forladt rundrejsen, for at få orden i alt det, der skal klares inden mit bryllup,” fortsatte hun. ”Men jeg er sikker på, at min moder sagtens kan klare det, og vil sørge for, at det bliver en Condia værdig,” hendes moder var perfektionist. Så det passede helt sikkert hertuginden, at have så mange måneder til at få klaret alle tingene. ”Det eneste jeg nok skal bidrage med, er at stille op til at prøve min brudekjole,” hun lo ganske let.

[Jenessa af Jesla]

Jenessa prøvede så godt hun kunne at skjule sin overraskelse over, at hun ikke selv skulle planlægge sit eget bryllup. Selv kunne ikke forestille sig det, hun ville være med til hver og en detalje og skabe sit helt eget drømmebryllup. Jenessa vidste ikke om det var held at det netop var hendes mor der skulle stå for det, det måtte tiden vise. Jenessa selv havde et godt forhold til sin moder men selvfølgelig havde de også hver deres forestillinger på tingene. Til alt held måske så var det ikke hendes kommende svigermor, som skulle stå for det. Selvom nogle kunne være søde og elske deres svigerdatter var der også dem, der forsøgte at gøre livet surt.
"Ja, det skal nok blive et helt fantastisk bryllup" svarede hun roligt. Hun fik vendt tankerne at hun trods alt blev en Condia og de havde altid de mest fantastiske bryllupper, hun smilede ved tanken. "Skal din moder, så også finde noget gammelt, noget lånt og blåt for dig?" spurgte hun kærligt og alligevel lidt drillende. Mere som en lettere dårlig joke, men ment i god tro.

[Pendrima af Condia]

Et eller andet sted, så fandt hun det ganske fint, at hendes forældre var dem, som skulle sørge for alt omkring hendes del af brylluppet. Det eneste hun skulle sørge for var, at Joreth blev ved med at være interesseret i hende. Og det forsøgte hun virkelig. Det ville gøre ondt på hende, hvis Joreth pludselig ikke mente, at hun var egnet længere, selvom hendes stambog ellers var af de bedste, der fandtes i hele Tortall. ”Det går jeg ud fra, hun har ikke sagt andet,” svarede hun og trak let på skuldrene. ”Men nok om bryllup, det gør mig alt for ængstelig,” sagde hun og fik et lidt trist blik i øjnene. ”Hvilken slags mand, er det vi skal finde til dig?”

[Jenessa af Jesla]

Jenessa fik næsten ondt af den unge kvinde, intet selv. Ingen mulighed for at vise sin kærlighed igennem et helt fantastisk bryllup. Men hvad vidste Jenessa hun levede ærlig talt i en fantasi verden. Oftest var der ikke meget romantik over bryllupper, ofte var de jo arrangeret. Jenessa var bare for opslugt af hvordan en verden så ud igennem hendes bøger end faktisk at se verden, som den virkelig var. Ofte kom kærligheden efter man var gift og kemi og alt der kunne stå i bøgerne.

Jenessa smilede og lod samtale blive afsluttet der. Hun tog endnu en slurk af sin rødvin og kiggede ud på mængden. Hun kunne umiddelbart ikke finde en der levede op til kravene. Så hun vendte sig mod Pendrima igen "Uh den er svær. Men først og fremmest skal han være højre end mig, og pæn" Jenessa smilede, hun kunne virkelig ikke forestille sig selv med en tudegrim person. Tænk bare på de stakkels børn hun ville få. Nej nej det duede ikke. "Så må han også godt være, eventyrlysten, interesseret i mig, være loyal og selvfølgelig en håbløs romantikker som mig selv" svarede hun lettere kæphøj. Det var sådan cirka omridset af den perfekte mand. "Du kender tilfældigvis ikke en mand der lever op til de betingelser?" svarede hun med lidt håbefuld og lidt drillende stemme. Hvad Jenessa nok ikke havde forstået endnu, var hun nok skulle sænke sine krav, hvis hun nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om at finde en mand. Ingen var perfekte selv hun var langt fra perfekt.

[Pendrima af Condia]

Pendrima tænkte sig om. Som hertugarving var hun blevet præsenteret for alle de ugifte mænd næsten med det samme. Men de fleste af dem havde været mænd, der ikke selv skulle arve. For det ville give problemer på længere sigt. Men derfor havde hun skam lagt mærke til de mange arvinger, der var med på rundrejsen. "Der er Ridder Piers. Men jeg tror nok, at han har kastet sin kærlighed på min veninde komtesse Cassandra af Rosenmark. Der har i hvert fald løbet rygter om dem," sagde hun og kunne ellers ikke komme på andre der levede op til Jens store krav. "Du bliver desværre nok nød til at gøre dine krav mindre. Mænd i vores virkelighed, minder slet ikke om dem i bøgerne," sagde hun og sukkede lidt.

[Jenessa af Jesla]

Jenessa var i gang med at tage en slurk af sin vin, mens Pendrima forklarede omkring Ridder Piers, navnet lød lækkert, hun nåede kort at blive glad over hun faktisk kendte en, men det forsvandt hurtigt da det så kom frem at han havde muligvis allerede en. Hun sukkede kort ned i glasset og kom til at tage en lidt større slurk end beregnet. "Måske, men kan ikke lade være med at være sådan en.... håbløs romantikker" svarede hun gengældende, det sidste kom nærmest som et suk, eller verdens undergang. Behøvede hun virkelig. Måske var det blot på tide at overlade det i hendes broders hænder. Så måtte han finde en til hende, så ville hun være fri for alt dette bøvl. Så igen, alle hendes drømme ville blive knust omkring kærlighed. Hun kunne ikke give op endnu! Der var stadig tid.

[Pendrima af Condia]

Hun smilede til Jenessa, lidt ked af at knuse venindens drømme. Men der var ikke noget at gøre ved det. Hun vidste, hvad det betød for Cassandra at få en mand som Piers, der var langt fra den mest traditionelle i Tortall. Hun lagde en hånd på Jenessas arm og gav den et klem. "Jeg ved det. Jeg drømte også engang om en anden slags mand end Hertugen," sagde hun. "Men nogen gange, så kan de mest tilknappede mænd gemme på mere, end hvad vi unge piger kan se," hun smilede igen og sendte et blik i Joreths retning. "Måske kan en, der ikke fremstår som alt det du gerne vil have, rent faktisk være den rette ægtemand for dig. Har du spurgt din broder til råds?"