Lad os prøve igen

[Pendrima af Condia]

Eiralys af Harise
13. november 526 M. T.

Der var teselskab for damerne på rundrejsen, og Pendrima deltog naturligvis. Hun havde bestemt ikke lyst til at sidde tilbage på sit værelse, mens andre morede sig og talte med hinanden. Hun søgte med det samme hen til de andre unge kvinder på hendes egen alder, og den nye grevinde af Harise var en af disse kvinder, som befandt sig i teltet.

Hun satte sig ved siden af Eiralys og sendte hende et venligt smil. Hun havde lovet sig selv at opføre sig pænt. Joreth var trods alt gode venner med greven. "Velkommen tilbage på rundrejsen, Grevinde," sagde hun og tog imod en tekop med tilhørende underkop.

[Eiralys af Harise]

Lys sad med sin tekop kuplet i sine hænder i et forsøg på at varme dem. Det var snart vinter og selvom hun havde godt med tøj på, så havde hun altid været let til at fryse. Da Pendrima kom over til hende, gjorde hun en bevidst indsats for at sænke skuldrene og se mere afslappet ud. "Komtesse. Mange tak."

Hun mærkede en svag rislen ned af rygraden, da Pendrima kaldte hende ved titel og endeløse billeder af situationer, hvor Hugo havde kaldt hende det samme spillede for hendes indre øje. Hun rødmede derfor lidt, men skyndte sig at nippe lidt til teen. "Jeg håber, at De havde en behagelig afslutning på første etape af rundrejsen?" Smilet var en anelse for høfligt, men hun og Pendrima havde aldrig været gode venidner.

[Pendrima af Condia]

Hun nippede ganske let til sin te, mens hun så rundt på de andre kvinder ved teselskabet. Hun forstod ikke, hvorfor de absolut skulle holde selskabet udenfor, nu hvor vinteren efterhånden havde overtaget varmegraderne. Heldigvis havde hun taget en tyk kappe på udover kjolen, og et par varme handsker.

Hun trak let på skuldrene af spørgsmålet, og rankede sig ganske let. "Jo tak, som De sikkert ved, så blev min forlovelse med Joreth af Condia offentlig gjort i Kennan," sagde hun og forsøgte at lyde neutral, selvom hun egentlig var lidt stolt over at være forlovet med en kongelig, når nu det ikke kunne være... Hun slog tanken ud af hovedet. "Så det var en ganske behagelig afslutning. Noget som mange andre kvinder på vores alder, ikke kan prise sig lykkelig for," selvom der var indgået mange forlovelser, så var der stadigvæk mange, der endnu stod uden fremtidig ægtemand.

[Eiralys af Harise]

Lys' smil blev bare en anelse anstrengt ved den anden kvindes ord. Hun havde godt nok hørt om forlovelsen, men havde ærligt talt håbet, at de ikke skulle tale om den slags. Lys var meget godt tilfreds med sin egen husbond, men selvfølgelig skulle Pendrima skubbe hendes næse ned i, at selvom hun var blevet gift først, så var Pendrima blevet forlovet med en Condia.

"De har ret, komtesse. Og må jeg ønske Dem tillykke med forlovelsen?" Ordene kom ud uden bitterhed - simpelthen fordi hun var meget øvet i at begå sig ved hoffet. "Guderne skal vide, at det ikke er alle forundt at blive gift med mænd med så betydningsfuld en stilling." Stemmen var sukkersød. Personligt mente hun ikke, at Joreths stilling var noget værd at tale om, men hun havde kun ladt den mindste smule af arrogance finde ind i sin stemme.

[Pendrima af Condia]

Hun lagde godt mærke til ændringen i Eiralys' ansigt, men tog sig ikke af det. Det var ikke første gang, at hun gjorde den anden utilfreds. Men sådan var livet nu engang. Hun havde en tendens til at kunne trykke på folks knapper.

Hun nikkede, og tillod Eiralys at ønske hende tillykke. Dem havde hun fået en del af de sidste par uger, og hun var lidt træt af at høre det ord. Men det fulgte med i deres verden, når man blev forlovet. Hun løftede det ene øjenbryn, da Eiralys talte igen, og luftede en smule arrogance i sine ord. Pendrima var ikke så dum, at hun ikke lagde mærke til det. Hun mente til gengæld ikke, at den anden havde noget at prale med. Men hun lod det være. Og talte til ti, som Cleon havde lært hende. "Vi er to heldige kvinder, og man misunder os begge to," sagde hun i en lige så sukkersød stemme som Eiralys.

"Men nu vil jeg høre mere om, hvad De synes om Harise? Vi besøgte det ganske vist i starten af rundrejsen, men De må jo have set andre sider af lenet end os gæster," hendes nysgerrighed var oprigtig og hun ville gerne høre, hvordan den anden havde det med at skulle bo sammen med en næsten fremmed mand.

[Eiralys af Harise]

Lys hævede mentalt et øjenbryn af Pendrima's reaktion. Kvinden foran hende var normalt en tikkende bombe, som man nærmest kun behøvede at puste til, før den eksploderede, men for en gangs skyld holdt Pendrima sig tilbage og Lys fik en anelse mere respekt for hende, end hun havde haft indtil nu.

Hendes egen tone blev en hel del pænere og hun smilede rent faktisk til den anden. "Det er virkeligt smukt. Og Greven er så.. Passioneret omkring alting. Det er inspirerende." Hun smilede et lille smil og sukkede, mens hun tænkte tilbage.

[Pendrima af Condia]

Det krævede mange kræfter for Pendrima ikke at svare hidsigt og komme op i det røde felt. Men Cleon havde fortalt hende, at nogen bare nød at gøre hende tosset, for så at grine af hende bagefter. Den fornøjelse havde hun ikke tænkt sig at give Eiralys.

Hun blev dog overrasket, da Eiralys sendte hende et oprigtigt smil, og hun tænkte for sig selv, at hun nok havde valgt det helt rigtige samtale emne. "Det lyder inspirerende," sagde hun ærligt, og nippede lidt til teen igen. "Men hvad for De tiden til at gå med, når Greven er ude for at tage sig af sine pligter?"

[Eiralys af Harise]

Lys trak lidt på skuldrene og skjulte omhyggeligt det triste ansigt bag et venligt et. "Jeg læste mest. Og broderede." Hun nippede lidt til teen og smilede over til Pendrima - igen med den lette hoffacade på sit ansigt. "Vi var kun i Harise en lille måned, inden vi skulle af sted igen, så vi blev enige om at vente med at fordele opgaver til mig, til vi vender tilbage efter rundrejsen." Selvfølgelig var det Hugo, som havde besluttet dette, men det behøvede Pendrima absolut ikke at vide.

[Pendrima af Condia]

Et eller andet sted var Pendrima skuffet på Eiralys' vegne. Den anden var opdraget til at arve et len, ligesom hun selv var, og hun havde derfor alle kompetencerne for at varetage opgaver som grevinde fra første færd. Hvis hendes mand da lod hende gøre det. Hun kendte ikke greven, og kunne derfor kun stole på det, som Eiralys fortalte hende. "Jeg håber virkelig, at De får nogle spændende opgaver. De er jo selv arving, og ved, hvordan man driver et len," der var ingen tvivl om, at hun syntes kvinder var lige så gode til at drive et len som mænd. "Men hvordan var Deres bryllup? Jeg har forstået, at det var et intimt et, med kun den nærmeste familie?" Hun så på den anden med strålende øjne, og skuttede sig lidt i kulden. Det var sådan en slags samtale med en anden kvinde, som hun havde savnet i flere måneder. Mange af de andre adelige kvinder kunne være... Ret løsslupne og havde andre værdier i livet. Men de var heller ikke opdraget som Eiralys og hende selv.

[Eiralys af Harise]

Den andens ord, fik hende til at smile en smule igen. På en mærkelig måde føltes det som om, at Pendrima forsøgte at trøste hende lidt og hun begyndte så småt at overveje, om hun mon havde taget fejl af den unge komtesse. Eller måske havde hertugen fået banket lidt pli ind i hende. Uanset fandt hun rent faktisk, at hun hyggede sig lidt i komtessens selskab.

"Når rundrejsen er færdig, bliver arbejdsfordelingen også anderledes." Det havde Hugo i hvert fald lovet hende. Hun bed sig indvendigt i kinden, da der igen blev spurgt til hendes bryllup og denne gang var hun bedre forberedt. "Det var meget smukt. Og ja, vi kunne ikke så godt tillade os at trække ret mange mennesker væk fra rundrejsen." Hun smilede underfundigt. "Og vi ønskede ikke at vente."

[Pendrima af Condia]

Hun vidste godt, at deres sidste møde bestemt ikke havde været en succes, men der var sket meget de sidste par måneder, og hun havde fået et godt råd til at styre sine følelser. Selvom det ikke altid var let. Og hun håbede måske, at de kunne få et eller andet form for venskab.

Hun nikkede, glad for at høre, at Eiralys fik opgaver at foretage sig. Ellers kunne det godt gå hen og blive en ganske kedelig måde at fordrive tiden, hvis man lavede det samme hele tiden. "Jeg forstår Dem godt, jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme," sagde hun, og fik et trist glimt i øjnene. Det var en af ulemperne ved at skulle giftes med en Condia. Alt kunne ikke bare ske, fordi de forlovede ønskede det.

[Eiralys af Harise]

Det lille glimt i Pendrima's blik, fik Lys til at smile. Ikke på en skadefro måde, men med et skær af medlidenhed. Hun vidste ikke selv, hvad hun ville have gjort, hvis hun skulle vente alt for længe på sit eget bryllup. Hun var sikkert nået at gå til af skræk, hvis alt det usagte mellem hende og Hugo skulle have varet længere, end det havde.

"De er tydeligvis glad for Deres forlovede," forsøgte hun forsigtigt. "Jeg håber for Dem, at De ikke skal vente alt for længe." Hun havde mødt hertugen et par gange, men havde aldrig vekslet mere end nogle få ord med ham. Hugo og han var dog venner og hun var sikker på, at han måtte være en god mand, når Hugo mente det. "Men det bliver måske først efter rundrejsen?" En Condia, som skulle giftes med en hertugarving. Hun ville ikke være det mindste overrasket, hvis Dronningen ville ønske det slået stort op.

[Pendrima af Condia]

Hun nikkede som svar på, at hun var glad for Joreth. Det var vist ikke noget, som hun kunne komme uden om. At hun var mere end glad for den forbandede mand, det nævnte hun dog ikke noget om. Så tætte var de trods alt ikke, at hun ville turde sige sådanne ting til den anden lyshårede kvinde. Og slet ikke i det selskab, som de befandt sig i.

Hun trak på skuldrene. "Jeg ved ærlig talt ikke, hvad planen er. Men det ville give mest mening at vente, til efter rundrejsen," svarede hun lavmælt. Hun så igen på Eiralys og havde stadigvæk sænket stemmen. "Er De glad for Deres mand?" For den andens skyld, så håbede hun det. Men man kunne aldrig vide. Fornuftsægteskaber blev sjældent indgået på grund af kærlighed.

[Eiralys af Harise]

Hun følte med den anden kvinde og tænkte i sit stille sind, at de måske begge to havde ændret sig lidt til det bedre, siden deres sidste møde. Lys var i hvert fald meget bevidst om, at hun selv var blevet mere voksen... På flere områder. "Det er jeg ked af at høre. For Deres skyld. Men så må De trøste Dem med, at De har resten af livet sammen med ham bagefter." Hun smilede venligt og nippede til teen igen.

Da talen faldt på Hugo, fandt et genert smil frem på hendes ansigt igen. Hun havde for nyligt fundet ud af, præcis hvor glad hun var for ham. Derfor nikkede hun også lidt. "Jeg er meget glad for ham i dag. Selvom det tog mig lidt tid at overvinde min generthed nok til at opdage, hvor meget jeg egentlig brød mig om ham." Hun følte ikke, at hun forrådte Hugo på nogen måde ved at sige sådan. Det var sandt, at det var hende selv, som havde sat begrænsninger for sin egen lykke i starten.

[Pendrima af Condia]

Resten af livet. Det lød som rigtig lang tid. Det betød for evigt. Hun sank en klump i halsen. Hun havde et langt liv foran sig med Joreth. Det ramte hende, som en sten, at hendes voksne liv var begyndt den dag, hun var blevet forlovet. Og at hun snart skulle bære et ansvar som hertuginde og hustru. Hun skubbede mentalt den tanke fra sig, og ville ikke begynde at tænke sådan nu.

Hun smilede overbærende af det generte smil, som Eiralys havde på læberne. Det fik grevinden til at se ganske uskyldig ud. Hvilket hun gættede sig til, at hun nok langt fra var længere efter brylluppet. "Jeg tror jeg forstå, hvad De mener. I starten gjorde Hertugen mig rasende, så hele min krop dirrede," hviskede hun og smilede en anelse forlegent.