Milde sjæle

[Gissa Bonde]

Elva Brygger
d. 6. november, år 526 M.T. 

Gissa var glad, selvom hun også var bekymret. Hendes familie kunne være meget bramfri og hun vidste med sikkerhed, at det gjorde Simeon ukomfortabel og hun frygtede det samme for hans familie. Så vidt hun vidste, var de af samme støbning som ham.

Det havde plantet en lille rynke mellem hendes øjenbryn, men hun smilede alligevel en anelse, da hun så, at han mod forventning var faldet i snak med den ene af hendes fætre. I hvert fald for et kort øjeblik og det gav Gissa knapt så dårlig samvittighed over at have været nødt til at forlade ham for naturens kald.

Hun var da også dristig nok til at udnytte muligheden til at forsøge at fange en anden fætters opmærksomhed og få et krus saft. Det lykkedes efter lidt tid. Hun var ikke så god til at gøre opmærksom på sin egen tilstedeværelse og bestemt ikke højlydt.

[Elva Brygger]

Elva nød altid en anledning til at samle familien og et bryllup var bestemt en af de allerbedste anledninger hun kunne komme i tanke om. Hun kunne dog ikke lade være at bemærke, hvor ukomfortabel hendes nieces ægtemand så ud i det selskab, der ellers fyldte Elva selv med varme. Hvis hun ellers tænkte det bedste om mennesker, ville hun måske have taget hans formælthed og stramme fremtoning mere personligt end hun nu gjorde.

Hendes blik fandt Gissa, der trods alt kendte Tågelygten og dens beboere ganske godt og hun vinkede hende nærmere. Hun havde selv fundet en plads at sidde på og der kunne godt være en til ”Gissa. Kom og hold din gamle faster med selskab lidt.” bad hun med et varmt smil.

[Gissa Bonde]

Gissa ville været gået tilbage til Simeon med det samme, hvis ikke hun havde fanget en bevægelse ud af øjenkrogen. På trods af sin nervøsitet omkring hans utilpashed, kunne hun aldrig drømme om at ignorere så åbenlys en invitation.

Hun krydsede afstanden og smilede forsigtigt. "Faster Elva," hilste hun og satte sig stille. Kruset blev stillet på bordet og hun glattede kjolen pertentligt. "Mange tak for, at vi måtte være her. Der er alt for meget."

[Elva Brygger]

Elva rystede med det samme på hovedet og greb sin nieces hånd med et varmt smil ”Det er lige som det skal være, min pige.” hun gav hånden i sin et forsikrende klem ”Vi er glade for I har lyst til at være her.” hun slap ikke hånden igen, men sendte et diskret blik mod Gissas nylige ægtemand ”Hvordan er det så at være gift. Har du mærket nogen forskel endnu?” spurgte hun, tydeligvis i spøg, men alligevel med et let undersøgende blik.

[Gissa Bonde]

Gissa smilede genert, men dybt taknemmeligt over sin fasters forsikring og hun gjorde intet for at trække hånden til sig. Hun havde altid godt kunne lide Elva. Det havde været rart, når hun havde besøgt gården for at hjælpe et nyt familiemedlem til verden eller se til en af de gravide kvinder.

Varmen steg op i Gissas kinder og hun så instinktivt ned i bordet. "Det kan jeg ikke sige," indrømmede hun forlegent, selvom det trak op i hendes mundvige. Måske var den boblende lykkefølelse i hendes mave undtagelsen. "Det er sket så hurtigt, at jeg dårligt har nået at vænne mig til tanken."

[Elva Brygger]

Elva lo varmt og beroligende, mens hun gav Gissas hånd endnu et klem ”Åh jeg kan godt huske det, min pige. Alt for levende.” hun klukkede lidt igen og rystede på hovedet med et strålende varmt smil ”Da din onkel og jeg blev fæstet, vidste jeg knap hvilket ben jeg skulle stå på, og endnu mindre hvilket han ville. Men jeg var sikker på én ting..” hendes blik havde fundet Mylas et langt øjeblik, affektionen stadig tydelig, selv efter mange år ”..at det var ham jeg ville have. Hvis du er sikker på det samme med din Simeon, så kan det ikke gå galt.”

[Gissa Bonde]

Gissa så forsigtigt op og kunne ikke lade være med at smile et lille, forsigtigt smil over varmen der nærmest strålede fra Elva. Kinderne blev en lidt dybere, men absolut klædelig rød farve og i det korteste øjne skinnede hendes øjne næsten.

"Det er jeg ikke i tvivl om," svarede hun dæmpet, men med mere varme end der var normalt for den forsigtige tjenestepige. Hun havde været gennem mere med Simeon end hun nogensinde kunne fortælle nogen, men det var ikke nogen uvæsentlig del af grunden til at hun havde forelsket sig i ham. Hun så ned igen, men absolut smilende nu. "Simeon er en god mand."

[Elva Brygger]

Den varme glød i Elvas øjne blev forstærket ved Gissas sikkerhed og rynkerne omkring hendes øjne og mund, vidnede om mange år smil og glæde "Så længe I holder af hinanden, er det dét vigtigste." hun kastede et diskret blik i retning af familiens nyeste medlem og kneb øjnene lidt sammen "Også selvom han ikke er vant til en højt-skrydende flok som os." hun vendte ansigtet mod sin niece igen med et nyt smil "Giv tid." hun slap Gissas hånd for i stedet at løfte sit eget krus og drikke "Hvad er jeres planer herfra? I bliver ikke i Corus, vel?"

[Gissa Bonde]

Gissa kunne ikke lade være med at smile. Nej, Simeon var absolut ikke som Bryggerfamilien, selvom hun også holdt meget af dem. Hun bekræftede ikke Elvas ord, ville ikke risikere at fornærme, selvom de begge vidste, at det var sandt.

"Min frue er med barn," forklarede hun. "Jeg har lovet at blive hos hende indtil rundrejsen er slut. Simeon rejser fortsat med Hans Kongelige Højhed."

[Elva Brygger]

Elva nikkede forstående og gav igen sin nieces hånd et kærligt klap ”Jeg håber I kommer forbi når I kommer tilbage til Corus igen.” hun lænede sig lidt tilbage og så ud over den glade forsamling før hun fortsatte ”Så du ved ikke om I bosætter jer i Corus når den tid kommer?” at hun måske netop ønskede de gjorde det, skinnede ret tydeligt igennem.

[Gissa Bonde]

Gissa smilede et lille, men varmt smil, der i øjeblikket nåede helt op i de lyse øjne. "Åh, naturligvis, faster," lovede hun. Gissa havde altid haft stor pligtfølelse. For sin herre eller frue, især for sin familie og nu også for Simeon. "Du må vide, at jeg altid ser frem til at besøge jer."

Smilet blev på hendes læber, omend ikke helt så fremtrædende. Til gengæld så hun næsten genert ud og svag farve steg op i hendes kinder. "Prinsen er page i Corus normalt og Simeon tjener ham, hvor han er. Så det vil jeg tro..." Kinderne blev varmere over formodningen om, at de nok en dag ville bo på paladset. Det var dog primært ved tanken om at skulle bo med en mand. Et skræmmende koncept, selv så fjernt som nu.

[Elva Brygger]

Elvas varme smil nåede uden problemer de grå øjne, og fik dem til at spille da hun igen lagde hånden over sin nieces ”Og vi til at se dig, Gissa. Du er altid velkommen. Det ved du.” hun gav den yngre kvindes hånd et klem og lod denne gang sin egen blive liggende igen ”Jeg glæder mig til at se hvordan I får jer indrettet.” hun kastede et blik i den tydeligt beklemte ægtemands retning ”Men lad mig ikke holde på dig. Det er din bryllupsdag.” opfordrede hun med endnu et varmt smil.

[Gissa Bonde]

Gissa kom til at smile et klædeligt smil ved påmindelsen og slog kortvarigt blikket ned, før det helt uvilkårligt fandt Simeon i mængden.

"Tak, faster Elva," svarede hun dybfølt og gav sin fasters hånd et blidt, hurtigt klem, før hun kom på benene og glattede skørtet. Hun sendte den ældre kvinde et smil, inden hun krydsede afstanden tilbage til Simeon.

Tråd afsluttet