Klipper i stormvejr

[Pendrima af Condia]

Cleon af Tasrid

Når man planlagde at tage sig en gåtur langs klipperne, så havde Pendrima sørget for at pakke sig godt ind. Hun var ikke vant til de kølige vinde, der kom ude fra havet, og hun havde til frokosten tidligere på dagen erfaret, at det var koldt udenfor.

Hun havde sendt et bud ned til Cleon, og spurgt om han ikke ville med ud at gå en tur. Det var længe siden, at de havde snakket sammen, og der var sket mange ting med hende siden. Og hun trængte til at snakke med en, der hverken var Joreth eller hendes forældre. Cleon var som regel den hendes tanker gled hen på, når hun savnede ligevægtigt selskab.

Hun stod og ventede på, at den unge væbner enten ville komme, eller lade være. Hun håbede dog, at han ville tage imod invitationen.

[Cleon af Tasrid]

Cleon rynkede lidt irriteret på brynene, da han satte kurs hen mod det sted, han havde fået at vide, at Pen befandt sig. Nok var han væbner, man han var ikke vant til, at folk, som han anså som sine venner, sendte bud efter ham på den måde. Henvendelsen var såmænd venlig nok, men klasseforskellen mellem ham og Pendrima var lige pludselig meget tydelig for ham.

Han forsøgte dog at glemme sit dårlige humør, da han nåede hen til hende og det lykkedes ham da også at sende hende et smil, som han håbede, var hjerteligt nok. "Pen. Hvad sker så?"

[Pendrima af Condia]

Hun vidste godt, at det ikke var gjort på en særlig pæn måde, da hun bad Cleon om at komme op til hende. Men, hun var sikker på, at hvis hun viste sig nede i væbnernes lejr, så var der en anden der fik det af vide. Hun var måske en smule naiv, men hun følte sig mere sikker, ved at gøre det på denne måde.

Hun så op, da Cleon kom hen til hende. Hun smilede undskyldende til ham. ”Jeg er ked af, at jeg ikke selv kom og hentede dig. Men sidst blev jeg opdaget, da jeg hentede dig selv. Og det faldt ikke i god jord,” sagde hun og sukkede trist. ”Hvilket betyder, at jeg igen har mit munter påhæng med mig, uanset hvor jeg bevæger mig hen,” hun hentydede til sin anstandsdame, der heldigvis stod forkert i forhold til vindretningen, og derfor ikke kunne høre særlig meget af samtalen. ”Men der sker ikke ret meget. Ikke udover, at jeg har dårlig samvittighed over ikke at have talt med dig siden sidst,” hun havde utrolig dårlig samvittighed. Især efter at hendes forlovelse blev offentliggjort i Kennan. Hun havde ellers lovet sig selv, at hun ville have fortalt det til Cleon inden det blev offentligt.

[Cleon af Tasrid]

Han blødte op med det samme, at hun undskyldte. De var trods alt venner og det gjorde ham glad, at hun alligevel kendte ham godt nok til, at hun var klar over, hvordan han ville opfatte situationen.

Hendes næste ord, gjorde ham dog irriteret igen. Denne gang dog på en anden. "Hold nu op, hvor er folk nævenyttige. Det er jo ikke fordi vi nogensinde har gjort noget forkert." Hans stemme var både irriteret og lidt såret. Han brød sig ikke om at blive beskyldt for ting, han ikke havde gjort. Han havde måske overvejet at gøre disse ting engang, men de var ikke sket.

[Pendrima af Condia]

Hun sukkede tungt og nikkede. Hun brød sig bestemt ikke om at være overvåget alle døgnets timer. Men det føltes næsten som om, at hun blev det. Enten af sine forældre, hendes anstandsdame eller af Joreth. Under frokosten tidligere på dagen, havde han meget tydeligt holdt de unge mænd væk fra hende. Og hun havde nærmest følt, at hun kun måtte tale med sine forældre og sine veninder. "Hvilket jeg også forsøgte at forklare. Men, jeg har ikke lyst til, at det skal gå udover mine forældre," sagde hun med en lav stemme. Hun vidste, hvor meget denne forlovelse betød for dem.

[Cleon af Tasrid]

Cleon kunne tydeligt mærke hendes dårlige humør og han havde lyst til at brede armene ud og give hende et kram. ”Jeg må vel ikke engang give dig et knus, så du kan få det bedre?” Spørgsmålet var retorisk og han ventede ikke på svar. Han fortsatte i samme dystre tone. ”Holder du stadig af ham?” Det var det eneste, som rigtigt betød noget. Hvis hun holdt af ham, så skulle han ikke nyde noget af at tale om hertugen – han vrængede ordet for sig selv – med dårlige ord. Selvom han sydede af vrede over, at kvinder blev underlagt så urimelige krav. Det var i hvert fald ingen hemmelighed, at Joreth af Condia havde været .. omkring.

[Pendrima af Condia]

Hun så op på ham, og skævede over til sin anstandsdame, inden hun selv tog valget. Selvom Cleon fortsatte med at tale, gik hun et skridt frem, lagde armene omkring hans liv og hvilede hovedet mod hans brystkasse. "Jeg er ligeglad med, hvad du må. Lige nu har jeg brug for et knus," sagde hun, og havde ikke svaret på hans spørgsmål endnu. Hun tog en dyb indånding. "Det er kompliceret," svarede hun til at starte med. "Nogen gange, så holder jeg meget af ham. Men andre gange, så har jeg lyst til at slå ham og sige rigtig mange modbydelige ting," hun sukkede tungt.

[Cleon af Tasrid]

Hun overraskede ham ved at gå ind og give ham et knus, men han fattede sig hurtigt og lagde armene omkring hendes skuldre. Han trak hende tæt ind til sig og følte sig selv bedre tilpas ved at have hende der.

Han havde håbet på, at hun bare havde sagt 'ja'. 'Ja', hun holdt af ham og 'ja', hun var sikker på, at han var manden for hende. Men hendes svar fik hans hjerte til at synke lidt i brystet. "Hvornår er det, at du har lyst til at slå ham?" Han var anspændt indeni, mens han ventede på hendes svar. Hvad var det, Joreth gjorde ved hende?

[Pendrima af Condia]

Hun trak vejret tungt og lukkede øjnene et kort øjeblik, mens hun kunne mærke hans hjerte slå. Det var beroligende, at stå sådan sammen med ham, og bare føle hans nærvær.

Da han stillede hende et spørgsmål, fjernede hun hovedet fra hans brystkasse, men flyttede ikke sine arme fra hans liv. Hun så væk fra ham og bed sig i underlæben. "Han går hele tiden bag om ryggen på mig, som om jeg intet har at sige i mit eget liv," mumlede hun irriteret. "Og når jeg ikke gør som han siger... Så... Kan han blive, lidt irriteret," hun mødte stadigvæk ikke Cleons blik. Joreth blev ikke irriteret, han blev vred, når hun ikke opførte sig pænt. Hvilket gav hende lyst til at råbe af ham.

[Cleon af Tasrid]

Hendes ord skar ham i hjertet. Måske især fordi han allerede havde mærket, at hun havde ændret sig som følge af Joreths indflydelse. Før hendes møde med hertugen var han ret sikker på, at hun bare ville være kommet ned og spurgt ham selv i stedet for at sende bud efter ham.

Han lagde en hånd mod hendes nakke og hvilede sin kind mod toppen af hendes hoved i et ubevidst forsøg på at overføre noget af al sin ømhed for hende. "Jeg håber, at du giver ham kamp til stregen, når han gør den slags?" Med en kraftanstrengelse holdt han tonen let og drillende. Hvis han kunne støtte hende, var han nødt til at gøre det.

[Pendrima af Condia]

Når hun stod som sådan med Cleon, så havde hun ikke svært ved at glemme Joreth lidt. Hun trak vejret dybt, for at få lidt af Cleons lugt ind i sine næsebor. En lugt der var så familiær, og som hun kendte godt. Hun vidste godt, at det ikke var normalt at tale med en mandlig ven om disse ting. Men hun havde ingen veninder, som hun kunne betro disse ting til. Og hun havde brug for at betro sig til nogen.

Hun fnøs lidt, som om hun var fornærmet over hans ord. "Jeg vil ikke give ham lov til at løbe om hjørner med mig," svarede hun og mønstrede et svært smil. "Men hver gang jeg bliver vred, så virker han så ligeglad," hun sukkede. "Han læser mig som en åben bog Cleon, han ved næsten altid, hvad jeg tænker, og hvordan jeg vil reagere," et tungt suk gled over hendes læber.

[Cleon af Tasrid]

Han fik det bedre ved hendes svar. Det var i det mindste ikke en knækket Pen, han havde i sine arme og han tog et dybt, lettet åndedrag. "Så er det måske på tide at ændre taktik?." Hans stemme var let musende. "Med dét, jeg har hørt om Joreth af Condia, så er han en mand, som netop har god forstand på mennesker og deres reaktionsmønstre." Det var en meget pæn måde at sige, at han var skide manipulerende. Det troede han dog ikke, at Pen ville tage særligt pænt.

[Pendrima af Condia]

Hun så denne gang op på ham med rynkede bryn, mens et forvirret blik var at finde i hendes øjne. "Hvad mener du med et ændre taktik?" Selvom hun ikke havde gået på væbnerskole og var blevet ridder, så var ordet taktik ikke fremmed for hende. Hun kunne bare ikke se, hvad hun skulle kunne gøre anderledes. Hun bed sig i underlæben, ikke helt sikker på, hvad hun skulle ligge af mening i Cleons ord om Joreths evne til at forstå mennesker. Hun valgte at lade det ligge. Det var sikkert en mandeting, som hun alligevel ikke ville forstå.

[Cleon af Tasrid]

Da hun trak sig tilbage for at se på ham, havde han rent faktisk samlet sig nok til at kunne sende hende et ægte smil. "Hvis jeg skal være helt ærlig? Så tror jeg, at han stikker til dig med vilje. Forsøger at gøre dig vred, fordi han synes, at det er lidt sjovt. Eller måske kært." Det sidste tvang han ud, fordi det kunne være sandt, selvom han bestemt ikke troede, at det var grunden. "Men måske er det på tide at give ham kamp på dette område? Forsøge at give ham modspil i stedet for at give ham, hvad han gerne vil have?"

[Pendrima af Condia]

Hun stirrede på ham med vantro i sine øjne til at starte med. Hun kunne ikke tro, at Joreth gjorde hende vred med vilje. Eller var tanken virkelig så umulig? Hun rynkede panden tankefuldt. Men da han sagde, at det var fordi Jorteh kunne synes det var kært, flammede lidt vrede op i hendes øjne. "Kært? Jeg skal give ham kært!" Fnøs hun fornærmet. Når hun var vred, så havde hun ikke brug for, at nogen fandt det kært. "Synes mænd altid det er kært at gøre kvinder vrede?" Hun trak sig ikke væk fra Cleon, hun himlede i stedet med øjnene. "Jamen... Hvordan det? Vi lærte altså ikke sådan nogen ting på klosterskolen," sagde hun og rystede opgivende på hovedet.