Fra tilskuerrækkerne

[Marinie af Linden]

Åben tråd

Det var et brutalt spil, men Marinie var ikke så sart, som man måske skulle tro. Hun var en blandt flere tilskuere og hendes eneste ubehag lå hos de kvinder, der tonsede rundt på marken, som om de troede, at de var mænd. Det var dog værd at se bort fra; spillet var god underholdning, især når man ikke selv var en del af det.

Hun nippede let til et krus med stærk, men sød cider og rettede sig lidt op. Tæppet holdt det meste af kulden fra jorden væk og det var en af de sandsynligvis sidste, solskinsrige efterårsdage. Marinie nød det til fulde, for øjeblikket i sit eget selskab.

[Pendrima af Condia]

Det var normalt ikke et spil, som Pendrima fandt særlig tiltalende, men hun havde fået besked på at, at hendes forældre havde tænkt sig at vise sig. Og derfor burde hun også gøre det.

Da hun kom ned til tilskuerrækkerne, så hun udover den og fandt en plads ledig. Ved siden af en af Linden-pigerne. Hun trak på skuldrene. Det var vel lige så godt som alle andre steder at sidde, når man ikke sad sammen med sine forældre. Hun trak lidt op i skørterne for at kunne bevæge sig hen til den anden komtesse. "Goddag komtesse," hilste hun og smilede venligt til den anden. "Er det i orden at jeg sætter mig ved siden af Dem?"

[Marinie af Linden]

Der var rigelig med plads på tæppet, hvor Marie sad og det var ikke overraskende, at en anden adelskvinde ville udse sig det. Af samme grund så hun op på arvingen til Marmist uden meget overraskelse, men smilede til gengæld behageligt.

"Naturligvis, komtesse Marmist. Der er plads nok," svarede hun, uden den mindste tøven og trak sig eget, omfangsrige skørt lidt til sig. "Har De overværet denne type spil før?"

[Pendrima af Condia]

Hun satte sig ned, da hun havde fået lov til det. Hun havde ikke fået talt meget med den anden komtesse, men kendte både dennes mor og lillesøster. Hun studerede trods alt sammen med Petranne.

Til Marinies spørgsmål rystede hun ganske let på hovedet. ”Jeg har hørt om spillet før, men jeg har aldrig set det blive spillet i virkeligheden,” svarede hun ganske roligt. ”Har De set det blive spillet?” Spurgte hun og rettede blikket mod banen, hvor de to dystende hold allerede var gået i gang.

[Marinie af Linden]

Marinies blik dvælede kortvarigt ved komtessen, men blev hurtigt rettet mod den voldelige og hurtigt-udviklende spil igen. Læberne stirede et godt stykke yderligere opad, da hendes storebror vandt sit hold et point.

"Aldrig før," svarede hun, uden at se væk med det samme. "Men jeg finder det ganske underholdende i sin brutale simplicitet," indrømmede hun. Blikket rettede sig mod komtessen. "Holder de med nogen særlig, komtesse?"

[Pendrima af Condia]

Hun kunne bestemt ikke påstå, at hun fandt spillet særligt spændende. Det var langt mere voldeligt, end hun havde forestillet sig. Og det så ærlig talt ud som om, at den nye greve Julian havde en hel del problemer med at følge med de andre. Det var næsten morsomt at se på. Mens andre som ridder Jessamine og Marinies storebror bare gik til den.

Hun rystede svagt på hovedet. "Nej, ikke i denne konkurrence. Jeg kender ingen af deltagerne særlig godt," svarede hun. Hun kendte dem kun af navn, og fordi hun havde hilst på dem i løbet af rundrejsen. "Men jeg gætter på, at De naturligvis holder med Deres storebror?"

[Marinie af Linden]

Maries blik hvilede kortvarigt på komtessen, før hun rettede det ud mod pladsen igen. Duften af græs og fugtig jord fyldte hendes næsebor; ikke ubehagelige dufte, men bedre fra afstand. Hun havde ingen interesse i at komme så tæt på, at noget af det ville ramme hende.

"Det må være en søsters lod," svarede hun behageligt og undlod at fortælle, at hun mest af alt havde et temmelig distanceret forhold til sin storebror. "Jeg skal dog gerne indrømme, at der er flere, der ser ud til at gøre det godt." Hun rynkede lidt på den fine næse. "Selvom jeg ikke kan se, hvad formålet med at lade kvinder deltage skulle være."

[Pendrima af Condia]

En kølig vind blæste ind over dem, og hun trak sin kappe tættere omkring sig, hun var ikke vant til så kolde vinde, og hun brød sig bestemt ikke om dem. Hun var glad for, at hun aldrig skulle bo så langt mod nord. Det larmede forfærdeligt, når de spillede nede på banen, men det var tydeligvis meningen.

Hun trak let på skuldrene. Hun havde ingen søskende selv, og resten af hendes familie var ikke nogen hun så særlig ofte. Mest fordi de boede langt væk. ”Ridder Jessamine og Francine er mindst lige så gode som mændene. Og tydeligvis langt bedre end grev Julian. Han kan ikke engang finde ud af at holde ordentlig på staven,” sagde hun og rystede på hovedet.

[Marinie af Linden]

Marinie så ikke videre overbevist ud, men fulgte de kvindelige spillere med mild skepsis. "Måske," medgav hun, ikke tilnærmelsesvis overbevist. "Men tænk sig at sætte sin kvindelighed over styr for det; jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget."

Hun smilede behageligt og tænkte for sig selv, at det var et under, at alle kvinderne på banen havde forlovelser arrangeret som det mindste. De måtte have overtalende mødre. Det var få mænd, der ville bryde sig om at risikere at se svag ud ved siden af sin hustru. Så meget var Maries erfaring.

[Pendrima af Condia]

Hun trak let på skuldrene, selvom den andens blik ikke var rettet på hende. Hun var tydeligvis ikke af den samme opfattelse som Marinie. ”Mellem os sagt, så er der ikke meget kvindelighed over de fleste riddere,” kommenterede hun og så på de spillende.

HUn kunne dog ikke undgå at være fascineret over, at kvinderne virkelig kunne hamle op med mændene der var på banen. Hun havde set Francine i ridderturneringer, hvor hun havde klaret det flot. Men ikke i sådan et slags spil.

[Marinie af Linden]

Der kunne de ikke være mere enige og Marinie nikkede blot, tilfreds over at være nået dertil. Hun var ikke på samme måde fascineret af kvinderne på banen, men til gengæld dvælede hendes blik lidt længere ved flere af de mandlige spillere.

Læberne krøllede sig lidt op og hun kastede et flygtigt blik på Pendrima. Hun vidste ikke meget om komtessens gøren og laden, men det var der råd for. Marie hævede et enkelt øjenbryn og sendte den anden et svagt konspiratorisk blik. "Man kan dog ikke sige, at øjet lider nogen nød ved udsigten. Hvad mener De, komtesse?"

Der var op til flere af spillerne, hun i hvert fald ikke ville have noget imod at se lidt tættere på.

[Pendrima af Condia]

Hun rettede blikket fra Marinie og ud på mændene, og trak let på skuldrene. Hun var bestemt ikke overbevist om, at de kunne leve op til hendes forventninger. "De har deres gode sider. Men jeg foretrækker nu stadigvæk en mand, der ikke har behov for at vise sit værd frem for alle og enhver. Som blandt andet min forlovede," svarede hun ganske roligt.

Hendes forlovelse med Joreth var blevet offentliggjort i Kennan, og hun havde ikke kunne tænke på andet end manden med de blå øjne. Og så fandt hun ikke andre mænd særlig interessante længere.

[Marinie af Linden]

Marinie kunne næsten have himlet med øjnene over svaret, men til gengæld fik det også hendes mundvige til at sitre svagt i munterhed. "Hvor loyalt af Dem," svarede hun og hævede øjenbrynene ganske let af komtessen, før hun slap en dæmpet, munter lyd.

"De er forlovet med Hertug Joreth, ikke sandt? Han ville uden tvivl være glad for Deres ord." spurgte hun og rettede blikket ud mod spillet. Hun kendte udmærket til ham. Noget af en flirt, hvis sandt skulle siges, selvom det aldrig var udmundet i mere end det. Hun slap en eftertænksom lyd. "Jeg må indrømme, at jeg aldrig selv helt har kunnet stå for en mand, der imponerer andre."

Hendes Nestor havde været en af dem. En ridder og en dygtig en. I et øjeblik vandrede tankerne tilbage til ham og smilet på hendes læber blev mere oprigtigt.

[Pendrima af Condia]

Hun trak let på skuldrene. Hun var ikke loyal af de grunde, som Marinie så pænt hentydede til. Men det havde hun ikke tænkt sig at fortælle den anden. "Selvfølgelig. Hvem ønsker at være illoyal overfor sin kommende ægtemand?" Hun brød sig ikke om, at den anden morede sig over hende. Blot fordi Marinie ikke selv følte samme loyalitet overfor en mand.

"Det er jeg jo," bekræftede hun. Hun var dog ikke sikker på, at Joreth ville være interesseret i, hvad hun sagde om ham. Han forventede blot, at hun opførte sig pænt. Hvilket hun selv mente, at hun gjorde. "De var selv forlovet med ridder Nestor, ikke sandt?" Hun mindes det i hvert fald. Og at han døde under krigen.

[Marinie af Linden]

Marie sendte komtessen et smil. "Ganske få, skulle jeg mene," svarede hun naturligt og mente det, selvom de tydeligvis havde en forskellig opfattelse af hvad loyalitet var. Det var der dog ingen grund til at begive sig ud i. Komtessen skulle nok se det med årerne, det var hun ikke i tvivl om.

Marie sænkede kortvarigt blikket til sine hænder over spørgsmålet og det gav et lille stik i hendes bryst, som hun dog ikke lod tage over. "De husker rigtigt, komtesse." Hun så op, men rettede blikket frem mod spillet i stedet for mod Pendrima. "I otte år."